Mine tanker og graviditet #6

Graviditetblues

… fordi det findes altså.

Og det er der nok ikke så meget tvivl om, men for nogen er der større tendens til negative tanker, end andre.

Jeg ved ikke hvilken kategori jeg hører til, men det er i hvert fald ikke særlig spændende når der lander et tæppe med tristhed hen over en, i den tid der burde være noget så lykkelig. Fuld af babybulelykke og spændthed.

Måske er det bare fordi man tror det skal være en lykkelig og spændende tid, selvom den jo også er fuld af tanker af den mere seriøse slags.

Det var perfekt timing at jeg i tirsdags have konsultation med jordemoder. Efter at have været lidt påvirket af triste følelser, have tudeture og ikke engang have lyst til at gå i fakta, grundet andre mennesker, var det rart at løfte tæppet af og tale om tingene, i samspil med Martin og jordemder.

Jeg er virkelig glad for at have tilmeldt mig Hjemmefødselsordning Region Sjælland (HOS). Jordemoder er meget lyttende og samtidig rådgivende, hvilket fik mig til at føle mi tryg og hørt. Et forslag hun kom med var, at søde ventetiden med at gøre noget godt for sig selv hver dag eller at have noget at nørkle med, så ventetiden ikke bliver sådan en (s)tilstand af utålmodighed og store følelser. Det at have noget fysisk at arbejde med (strikke, hækle, male m.v.) hvor der kommer et resultat kan være en god måde at arbejde med sine følelser på, mens man venter.

Derfor skal jeg også snart i gang med den scrapbook jeg har planer om at få lavet. Jeg er bare nervøs for at gå i gang, fordi jeg allerede nu bekymrer mig om, om den overhovedet bliver pæn. Typisk mig!

Jeg har gået med forskellige følelser omkring det at skulle blive forældre – om hvad der føles som et øjeblik og samtidig som vildt lang tid. Det er især underligt at tænke på, at nu findes der snart ikke den samme tosomhed, som jeg virkelig er glad for og det liv, som Martin og jeg har sammen. Der kommer et lille nyt individ ind i billedet, som vi i samspil skal lære at kende og dermed skabe gode, positive rammer som det kan vokse op i og have en barndom i. Samtidig med at vi skal lære hvordan vi sammen og hver for sig skal være, i forhold til dette individ, men også huske på den tosomhed, som vi “kommer fra”. Jeg bekymrer mig, netop fordi jeg er så glad for alt det vi har, sammen.

Det var som om at jordemoder fik bøtten vendt og det var rart med lidt professionel rådgivning, selvom det lige så vel kunne have været noget ens veninde havde sagt til en. Men måske virkede det ekstra “kraftigt” på mig, at det var en jordemoder der fortalte at det er okay at forkæle sig selv. Og måske er det generelt bare en vigtig lektie, at man skal være god til at gøre noget godt for en. Skabe sine egne solstråler i hverdagen – og jeg tror måske det er det, som jeg i det hele taget ikke er god til. Jeg er lidt for god til at fokusere på de negative ting.

Jeg havde en forestilling om, at jeg i barselsperioden stod tidligt op hver dag og var huslig og gjorde noget ud af hjemmet eller gik en lang tur. Men jeg har fundet ud af at jeg virkelig har brug for at komme ned i gear og tage tingene i mit eget tempo. Og at jeg nogle gange har brug for at stå sent op eller at tage en 1-2 timer lang lur. Men i min perfekte verden var den perfekte vordende mor overskuds-agtig og a-menneske. Hvilket overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed jeg befinder mig i. Og det er dét jeg skal lære – at acceptere og være fleksibel ift. at tilværelsen slet, slet ikke er som man nogle gange forestiller sig… Og måske er det også sådan forældreskabet kommer til at blive. Livet med et barn er uforudsigeligt og ikke noget man kan planlægge sig igennem.

Ej heller fødslen.

Derfor kan jeg lige så godt putte det lidt i “glemmebogen” at terminsperioden starter på lørdag og at baby kan komme når som helst og i stedet for leve lidt som om jeg aldrig kommer til at føde, men samtidig planlægge nok til at jeg er klar nok til at føde hjemme.

Så nu forsøger jeg at forsøde ventetiden med at tage en ting af gangen og sige “jeg når det jeg når”.

Og så fortæller jeg mig selv, at lejligheden ikke behøver at stråle som kom dronningen på besøg, bare fordi jeg går hjemme.

Måske er det her på falderebet i tidslinjen fra ung til voksen, at det pludselig går op for mig, at det at nyde sit eget selskab, sig selv og at gøre noget for sig selv, er enormt vigtigt for at man selv blomstrer, vokser og lever.

Så derfor….

Carpe Diem din barsel!

 

Fødselsdagsfest og danseglad gravid

This slideshow requires JavaScript.

Vi er nået til 35. graviditetsuge, hvilket blev skudt i gang med fødselsdagsfejring af to herlige mennesker i lørdags, fra aftensmadstid til tidlig morgen. Jeg havde ikke troet at min krop havde energi og overskud til at deltage så længe, men jeg fik da både drukket alkoholfrie øl, danset, spist grillmad, sludret og jeg nød faktisk at være til fest. Og det var virkelig tiltrængt, hyggeligt og sjovt! Og så var det enormt praktisk at være ædru med kørekort, da det festlige folk stod og manglede cigaretter sent på aftenen.

Det er faktisk ret fantastisk hvor meget man kan svinge med maven til lækker musik, så længe man er i godt selskab! Der blev i hvert fald danset en del på et tidspunkt og det var enormt rart. Vennerne sørgede også for at jeg ikke blev kold ved at låne mig bukser i størrelse alt-for-stor og en lækker hættetrøje, men når man først får gang i den gravide krop så stiger temperaturen også, så jeg måtte af med det hele igen.

Baby var også ret rolig den dag, nok fordi den blev vugget så meget af dansebevægelserne.

Da jeg søndag vågnede op og det eneste sted jeg faktisk havde ondt var i fødderne, var jeg ret glad for at være gravid, ikke at have drukket og at det kun var kæresten som var tømmermændsramt. Han ville endda, på trods af sine tømmermænd, gerne vælte ud af sengen og forevige maven i dens 35. uge (nok fordi han ved det betyder noget for mig).

Derudover var jeg – og er stadigvæk – høj på babybulelykke og tanken om at have så nærværende mennesker omkring mig, som gerne vil feste og gå amok, men kun så meget amok, at de stadigvæk tænker på ens situation, selv i beruset tilstand. Det var simpelthen så hyggeligt at være en del af og jeg elsker simpelthen den gruppe af mennesker. Der blev lige fyldt på overskuds- og glædeskontoen. Det var en aften og nat, lige som jeg manglede og havde brug for.

Carpe Diem!

Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

• At kunne sove som jeg primært har lyst til
• At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
• At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
• At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
• At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
• At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
• At forkæle Martin lidt
• At have en følelse af at have lang sommerferie
• Selvforkælelse
• Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
• At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

• At dele fødslen med Martin (og min søster)
• At starte hele dette kapitel op, hjemme
• At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
• At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
• Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
• At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
• At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

Mine tanker og graviditet #4

Babyshower

Jeg troede ikke jeg var typen der blev holdt babyshower for, eller at jeg var typen som ønskede et babyshower. Så da jeg ankom hos min mor for liiiige at hente det vasketøj og den kuffert min lillesøster skal bruge, inden hun rejser til Budapest, ja og måske lige sludre lidt og drikke en tår kaffe, inden vi efterfølgende vendte snuden mod søsters lejlighed, var det ikke en stue fuld af mennesker fra forskellige hjørner af mit liv, jeg havde regnet med at møde. Jeg havde ingen anelse – og det er sgu da meget godt – så man kan sige at planen lykkedes. Jeg blev O V E R R A S K E T, da jeg åbnede døren og opdagede pynten og tænkte “gud, mor er ved at holde et eller andet. Vi forstyrrer!”. Hvorefter jeg blev forvirret over at se min mormor, svigermor i samme stue, ja sammen med alle mine venner som ikke kender hinanden og andre familiemedlemmer. Det fyldte ret meget hos mig og folk kiggede på mig i tavshed, imens jeg begyndte at tude og måtte kramme lillesøster, hvorefter jeg lukkede døren igen og gik ud på badeværelset, for lige at finde mig selv og noget papir til at tørre øjnene.

Det er ikke noget man lige tænker på, at man måske faktisk har brug for og måske har man ikke brug for det. Gaverne er selvfølgelig lækre at få og rigtig dejlige, men det var virkelig bare fantastisk at se så mange mennesker, som man selv holder af, stå der og “være der” for en, med knus og kærlighed.

Lykønske en noget, som man selv er total i alverdens-følelsers-land omkring og som hele ens hverdag, drømme og tilværelse er fyldt af. For hele mit liv er meget fokuseret på det at skulle have en baby – både praktisk, mentalt og hjernen kører rundt med tanker om fødsel, om opdragelse, om glæde, lykke, sorg, frygt, forvirring – ja hele palletten. Det er fantastisk og angstprovokerende og til tider isolerende. Ja for jeg isolerer lidt mig selv, for at beskytte babyen og ikke gøre noget der kan skade den, samtidig savner man omverdenen og mangler lidt opmærksomhed, men den er svær at bede om eller sætte ord på. Og så er der det fysiske, i forhold til krop og træthed, for man kan ikke være ude så meget eller lave alle mulige badutspring, som man plejede og det er ikke lige værtshuset man kommer så meget på mere. Også fordi man tænker over hvad andre tænker, plus tøjet sidder dårligt eller også kan man ikke længere passe det. Ja der er mange ting og egentlig er det luksusproblemer, men stadigvæk “problemer”, overvejelser og følelser som man oplever en til flere gange om dagen. Endvidere er der også graviditetshjernen som fylder, med glemsomhed og hurtig distrahering, hvorved man føler sig fjollet og som en semi-grøntsage. Men det tager jeg glædeligt med. Lige nu føler jeg nemlig at det hele er så fantastisk og det rigtige, i hvert fald for mig.

Så oven på en kort dag som i dag med kæmpe overraskelse midt i alle de hormonelle følelser og store tanker, så er jeg total udmattet og bare lykkelig. Hold kæft hvor er jeg heldig at jeg har sådan nogle søde, smukke mennesker i mit liv. Og jeg tror lige præcis det var det jeg havde brug for at vide. Jeg er ikke isoleret, jeg har ikke mistet folk omkring mig, jeg er ikke alene, men har venner og familie som gerne vil mig stadigvæk. Jeg er ikke bare “Misse-mor”, men stadigvæk Misse og Michelle. Det er rart at få bekræftet. Selvom jeg er ovenud lykkelig over at skulle være mor – noget jeg altid har ville og altid glædet mig til. Og jeg er fortsat lykkelig over at skulle dele titlen “forælder” med verdens bedste kæreste.
Denne følelse blomstrede ydermere op i går, da vi var til et arrangement på RUC, hvor kæresten fik lige så meget opmærksomhed omkring maven, som jeg gjorde. Det føltes fantastisk. “Er det faderen?” blev der spurgt og jeg kunne stolt og lykkeligt svare “JA!”. Det er faderen til vores baby og er han ikke fantastisk?!

Jeg er i en eller anden rus. Lykke. Babyboble af lykke. Det er fedt og jeg vil forevige dette minde og glæde mig over hvor smuk og fantastisk en graviditet også kan være. Sikke en måde at gå ind i 31. uge (30+0).

Carpe Diem og babylykke!

Mine tanker og graviditet #3

Gravidboble og mave-klub

Sådan en periode føler jeg, at jeg er kommet ind i. Gravidhjernen fortsætter og jeg er knap så god til at have tanker på andre, end graviditeten og hele paletten af følelser og tanker, vedrørende perioden og den kommende fødsel, ja og livet med et BARN!

Nogle dage græder jeg af frustration over, ikke at vide hvad der egentlig venter lige præcis os, i forhold til at skulle have et barn. Eller hvad det vil sige at føde og hvordan smerten egentlig føles og/eller skal håndteres. Andre dage glæder jeg mig så sindssygt meget til at gennemleve det oplevelse sammen med verdens bedste, kommende far. Jeg synes det er vildt at der gror et lille væsen inde i min mave og jeg forstår slet ikke den kærligheds-følelse, som jeg allerede nu føler for vores baby.

Og jeg synes det er pisse fantastisk smukt at vi skal have et barn sammen, hvilket jeg glæder mig lykkeligt meget over. Samtidig er jeg rad for alle de frustrerede øjeblikke, vågne nætter og hvordan vores forhold tackler det. Men jeg håber vi er stærke, sammen. For allerede nu er vi præcis lige stærke, men på hvert vores tidspunkt, hvilket jeg føler er helt perfekt.

Men ja, som nævnt, så er mine tanker mange andre steder, end på folk omkring mig og på den ene side har jeg lidt skam og skyldfølelse og på den anden side, så tænker jeg at det er sådan det er. For lige for tiden gennemgår vi en kæmpe forandring i vores liv og det er sgu svært at sætte ord på noget som er så abstrakt. Derudover så er min krop også begyndt at tælle ned til barsel, for den kan da godt mærke, at jeg arbejder fuldtid i en vuggestue med 11+ kg, åreknuder, kramper og mundtørhed. Men derudover så har jeg det faktisk rigtig godt og det virker også som om at jordemoder synes, at alting er helt fint. Støttestrømper er stadigvæk en del af den daglige påklædning, men det er okay. Jeg har endda også overlevet weekendens varmebølge, uden al for vild svedtur. Dog er jeg ret tilfreds ved tanken om at gå på barsel lige til “sommerferien”. Det tror jeg min krop synes er ganske OK.

Vi har også tilvalgt 3D/4D scanning, hvilket i første omgang var en total fortryllende tanke og jeg var simpelthen så glad og lykkelig over, at vi skulle ind og se ansigtet på vores Gub. Men baby ville ikke helt som vi ville og vi gik hjem med dato til en omscanning. Omscanningen var endnu værre og skuffelsen hang over os, da vi modløse og med endnu en dato til omscanning, gik derfra. Til gengæld var vi ovenud glade og overraskede, da vi i dag kunne gå fra Jordemoder Huset med 1 meter lang billedcollage af ansigtet af vores baby, som vi som stolte, vordende forældre gloede på i toget, hjem. Straks skulle der sendes billeder til familie og bekendte. Vi så babyen drikke fostervand – hvor sejt er det ikke lige? INDE I MIN MAVE…

Nu må det godt snart blive midt august, så vi kan møde det lille væsen som skal være en del af vores liv, resten af dens liv. Det bliver virkelig fedt! Jeg er til tider bange. Bange for alle de ting man hører om, at et barn ødelægger parforholdet og så videre. Men jeg glæder mig sgu. Jeg gjorde jo ikke det her, hvis ikke jeg mente det og ville det. Og jeg har aldrig turde det så meget, som jeg tør, fordi verdens bedste kæreste, ven og kommende far står ved min side, i tykt og tyndt, gennem grin, gråd og gravidkrop. Jeg elsker ham og jeg elsker tanken om, at vi skal opleve noget så stort sammen, som at få et barn. For mig er det stort, ja noget af det største og et kæmpe ønske. Men det har heller ikke bare skulle være med hvem som helst. Jeg har tillid til os og alt det her og den følelse synes jeg er pisse fed!

Carpe diem

Mine tanker og graviditet #2

I dag er der 15 uger til termin, altså er jeg 25+0. Det vil sige, at der er 7 uger til jeg går på barsel. Jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. Jeg synes lige det var 1. Marts hvor jeg havde første arbejdsdag. Det har været med opture og nedture, da jeg stadigvæk skal vænne mig til at være gravid. Men tiden er seriøst fløjet af sted det sidste stykke tid. Jeg tror både det er fordi vi er flyttet i noget større – og enormt meget mere lækkert!! – samtidig med at jeg har et rigtig dejligt job, at stå op til. I forhold til graviditeten føler jeg nærmest ikke jeg kan følge med. Min krop vokser og vokser og babys spark og bevægelser bliver vildere og vildere. Jeg er slet ikke klar til, at Gub om 3 måneder og 13 dage skal være en del af vores hverdag. Mest af alt fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg overhovedet skal blive klar til det.

I dag er det også 1 uge siden, at vi flyttede. Takket være fantastiske venner og familie blev det en enorm stor succes og det føles allerede så hjemligt her på 2. sal. Jeg er så glad for at vi har nået at få et større hjem, inden Gubs ankomst. Og jeg er bare glad for, hvordan alting har flasket sig. 2017 er virkelig vores år. Ja.. Generelt er alle følelserne i den positive ende af skalaen, for tiden og det føles bare dejligt. Bortset fra tøjkriseproblematikken, så er alting faktisk ret fantastisk. Og alligevel så dukker frustrationer og tårer op, ind i mellem. Følelsen af afmagt og måske også smule bekymring omkring det der venter os. Men jeg er bare glad for at vi har hinanden og at vi begge to et job at stå op til. Jeg kan mærke at vi er sammen om det her og det gør mig glad. Vi glæder os til at blive forældre.

Vi har anskaffet os barnevogn af et vennepar og en autostol af Martins veninde. Jeg synes der er noget hyggeligt ved at vores baby skal bruge deres ting. Men jeg har også til dels en forkærlighed for genbrug og den “historie” der kan ligge i de ting. I dag da vi var på udkig efter møbler til lejligheden fandt vi også lidt tøj og en nussebamse til Gub.

Bodies kostede 5 kr. stykket, bukserne 8 kr. og nussebamsen 40 kr. I alt 63 kr. Det er sgu i orden! Nu mangler vi bare lidt møbler til babyværelset, så istandsættelsen/forberedelsen ligesom kan komme ordentligt i gang. Jeg synes det er ret spændende at skulle indrette værelset. Det er som om det hele bliver mere og mere virkeligt, når det også tager fysisk form. Ligesom følelserne omkring Gub er blevet mere rolige og realistiske, i takt med Gubs sparken og moslen, inde i maven. Og sjovt nok har vi mærket Gub rigtig meget, i dag. Jeg fik et ordentligt los på hånden her til aften. Jeg mærker også mere hvordan Gub vender og drejer sig, derinde. Det er enormt mærkeligt og lidt klamt, men samtidig også så fantastisk. Det er ret vildt hvordan vi kan mærke at baby vokser sig større og stærkere. Jeg er virkelig spændt på hvilken person det er, som vokser sig stor og stærk, inde i min mave. Jeg synes det er fascinerende, at et andet menneske ligefrem kan gro, inden i en. Det er da for syret. Indtil Gub melder sin ankomst vil jeg nyde mine arbejdsdage og livet i lejligheden, som Misse, som kæreste og som kollega. Det er ret fedt lige at prøve sin pædagogfaglighed af, inden livet som nybagt mor starter. Derudover glæder mig til at påbegynde forældreskabet sammen med Martin og dele det kapitel i mit liv, sammen med ham.

Men nu vil jeg fortsætte resten af aftenen med en kop kaffe, mens jeg følger med i, at Martin gamer Prey.

Mine tanker og graviditet #1

Det er længe siden jeg har skrevet noget på bloggen, hvilket der har været forskellige grunde til. Den største grund har været min graviditet. Alle forventningerne, holdningerne, tankerne, følelserne og frygten for at være forkert og dermed være en dårlig mor. Allerværst frygten for at miste barnet!

Det var i december vi fandt ud af det. Faktisk ret tidligt i graviditeten. Men egentlig troede jeg bare det var min forsinkede menstruation, som lurede i kroppen. Jeg havde det i hvert fald lige sådan. Men over en weekend blev jeg/vi voksne!

Torsdag den 15. december fyldte Martin 30 år. Sikke en voksen kæreste jeg har mig! Han blev fejret med surprise-morgenmad, gæster og gaver, efterfulgt af aftensmad på en restaurant i byen og en masse rødvin. Babys første brændert (ingen vidste noget her). Den efterfølgende dag blev jeg ringet op af en institution, som ønskede at jeg skulle deltage i en jobsamtale, vedrørende et job jeg havde søgt. Jeg var simpelthen så stolt! Mandag skulle jeg til min allerførste jobsamtale, og jeg var ikke engang pædagog endnu, men midt i bachelor-skriveriet. Hurra for mig!
Men tanken om jobsamtale og job, ja bachelor, jul m.v. blev skubbet LANGT væk, da jeg lørdag morgen besluttede mig for at tage en test. Jeg tænkte jeg ville få ro på og tankerne omkring det hele kunne fokuseres, når jeg tissede på testen og den viste negativ. Så kom min menstruation nok med det samme, sådan vupti!
Det var Martin der fik lov til at tjekke til testen. Hans ansigtsudtryk viste rimelig godt hvad svaret var: Positiv. Hele min verden brød sammen og jeg kunne ikke overskue hverken familietam-tam den efterfølgende dag, jobsamtale eller bachelor. Hvordan skulle det hele gå? Jeg var ikke engang pædagog endnu, vi boede i en lille 2-værelses lejlighed og hvad med jobsøgning, penge, plads og opdragelse? Jeg var fortvivlet.

Men vi valgte barnet. Vi valgte parforhold, familieliv og at udvidde vores tilværelse, sammen. Og på mirakuløs vis klarede vi det hele, for nu har vi begge to bestået vores bachelor med tilfredsstillende karakterer, vi har fået tilbudt ny lejlighed og flytter snart og oven i det har vi begge to fået job. Alting har flasket sig og til august venter vi os et dejligt barn og lykken omkring det er kæmpe stor.

Men lykken har ikke hele tiden været så fantastisk stor og fyldig, som den er nu. Ugerne efter nyheden var fuld af kvalme, frustrationer, bachelor-stress, tanken om at holde det hele hemmeligt, hvad med jul, nytår og dimmensionsfest?!

Min ene studieveninde var også gravid og det var både dejligt at snakke om hendes graviditet og gemme mine følelser og forventninger lidt der, men også kedeligt ikke selv at snakke om min egen graviditet. Men jeg turde ikke, for tænk hvis barnet forsvandt så snart det blev sagt højt?! Samtidig var jeg ulykkelig over min træthed, mine humørsvingninger og ikke mindst min appetit eller mangel på samme. Kvalmen havde overtaget og det tog hårdt på mig. Faktisk så hårdt, at jeg til sidst valgte at mine kostvaner blev nødt til at blive omlagt. Mine veganske spisevaner måtte gå til grunde og jeg skulle i stedet bare spise det jeg havde lyst til, blot for at få et eller andet ned. For blev jeg først sulten, så kom kvalmen endnu kraftigere og den slog hårdt. Det var faktisk så gralt at vi levede af just-eat mad i en periode.
Martin var for presset til at være i køkkenet hele tiden, grundet bachelor og jeg var for dårlig til at nærme mig køkkenet. Alle lugtene angreb mig og kvalmen overtog krop og sind. Det var ulideligt! Men mine ændrede kostvaner gav mig dårlig samvittighed. Jeg havde været så stolt og tilfreds over mine dyreetiske spisevaner, at jeg nu skammede mig og holdt mine madvaner væk fra de sociale medier. Derfor har jeg heller ikke valgt at berette noget om det, før nu. Og hvor åndssvagt er det i bund og grund ikke? Men det har fyldt enormt meget i mine tanker. Jeg har simpelthen prøvet at gemme mig lidt, samtidig med at alting også var en hemmelighed

 

Det er faktisk først den sidste halvanden- to måneders tid at jeg har kunne bevæge mig rundt i køkkenet, stå for planlægning af ugeplanen og tænke på mad flere timer og dage frem og handle ind. Det at kunne tage opvasken eller åbne køleskabet var milepæle og succesoplevelser for mig!

Min graviditet har fyldt og fylder stadigvæk rigtig meget. Dels pga. alle symptomerne og ændringerne, men også tanken om at skulle være mor (og far). At dele sit liv med et menneske, som i skrivende stund er i gang med at vokse sig stor og stærk – klar til livet uden for maven (og vores baby “Gub” er pt. større end den gennemsnitlige baby i maven, så det bliver måske en stor en). Min fysiske og psykiske tilstand ændrer sig og det fylder også i tankerne og hverdagen. Jeg har taget på, cirka 7 kg., kan nærmest ikke passe noget af mit tøj og det er træls at tænke på, at skulle skaffe nyt. Men det har jeg gjort. Derudover har jeg også skaffet andre ting, eksempelvis støttebælte og støttestrømper, for at støtte min trætte krop i hverdagen. Jeg har fået mange, grimme åreknuder der især gør mit højre ben træt. På arbejdet kan jeg ikke deltage så aktivt, som jeg ønsker, men støtten er god og jeg er glad for at have snakket med min jordemoder og leder omkring det, så jeg kunne gøre noget godt for mig selv og min krop, gennem min graviditet.

Tja, det var lidt tanker om det at være gravid som førstegangsfødende. Jeg har mange flere tanker, men de får lov til at komme til udtryk på et andet tidspunkt.
Slutteligt vil jeg dog sige at det er noget af det smukkeste at ligge inde i sengen, sammen med Martin og se min mave bevæge sig eller mærke de små spark, som nu er blevet større og stærkere. Eller at synge vuggevisesange sammen, for maven. Jeg nyder at dele alt dette med Martin og kærligheden er også vokset. Det er det smukkeste og jeg er glad for vores beslutning om at få ønskebarnet.