Mine tanker og graviditet #4

Babyshower

Jeg troede ikke jeg var typen der blev holdt babyshower for, eller at jeg var typen som ønskede et babyshower. Så da jeg ankom hos min mor for liiiige at hente det vasketøj og den kuffert min lillesøster skal bruge, inden hun rejser til Budapest, ja og måske lige sludre lidt og drikke en tår kaffe, inden vi efterfølgende vendte snuden mod søsters lejlighed, var det ikke en stue fuld af mennesker fra forskellige hjørner af mit liv, jeg havde regnet med at møde. Jeg havde ingen anelse – og det er sgu da meget godt – så man kan sige at planen lykkedes. Jeg blev O V E R R A S K E T, da jeg åbnede døren og opdagede pynten og tænkte “gud, mor er ved at holde et eller andet. Vi forstyrrer!”. Hvorefter jeg blev forvirret over at se min mormor, svigermor i samme stue, ja sammen med alle mine venner som ikke kender hinanden og andre familiemedlemmer. Det fyldte ret meget hos mig og folk kiggede på mig i tavshed, imens jeg begyndte at tude og måtte kramme lillesøster, hvorefter jeg lukkede døren igen og gik ud på badeværelset, for lige at finde mig selv og noget papir til at tørre øjnene.

Det er ikke noget man lige tænker på, at man måske faktisk har brug for og måske har man ikke brug for det. Gaverne er selvfølgelig lækre at få og rigtig dejlige, men det var virkelig bare fantastisk at se så mange mennesker, som man selv holder af, stå der og “være der” for en, med knus og kærlighed.

Lykønske en noget, som man selv er total i alverdens-følelsers-land omkring og som hele ens hverdag, drømme og tilværelse er fyldt af. For hele mit liv er meget fokuseret på det at skulle have en baby – både praktisk, mentalt og hjernen kører rundt med tanker om fødsel, om opdragelse, om glæde, lykke, sorg, frygt, forvirring – ja hele palletten. Det er fantastisk og angstprovokerende og til tider isolerende. Ja for jeg isolerer lidt mig selv, for at beskytte babyen og ikke gøre noget der kan skade den, samtidig savner man omverdenen og mangler lidt opmærksomhed, men den er svær at bede om eller sætte ord på. Og så er der det fysiske, i forhold til krop og træthed, for man kan ikke være ude så meget eller lave alle mulige badutspring, som man plejede og det er ikke lige værtshuset man kommer så meget på mere. Også fordi man tænker over hvad andre tænker, plus tøjet sidder dårligt eller også kan man ikke længere passe det. Ja der er mange ting og egentlig er det luksusproblemer, men stadigvæk “problemer”, overvejelser og følelser som man oplever en til flere gange om dagen. Endvidere er der også graviditetshjernen som fylder, med glemsomhed og hurtig distrahering, hvorved man føler sig fjollet og som en semi-grøntsage. Men det tager jeg glædeligt med. Lige nu føler jeg nemlig at det hele er så fantastisk og det rigtige, i hvert fald for mig.

Så oven på en kort dag som i dag med kæmpe overraskelse midt i alle de hormonelle følelser og store tanker, så er jeg total udmattet og bare lykkelig. Hold kæft hvor er jeg heldig at jeg har sådan nogle søde, smukke mennesker i mit liv. Og jeg tror lige præcis det var det jeg havde brug for at vide. Jeg er ikke isoleret, jeg har ikke mistet folk omkring mig, jeg er ikke alene, men har venner og familie som gerne vil mig stadigvæk. Jeg er ikke bare “Misse-mor”, men stadigvæk Misse og Michelle. Det er rart at få bekræftet. Selvom jeg er ovenud lykkelig over at skulle være mor – noget jeg altid har ville og altid glædet mig til. Og jeg er fortsat lykkelig over at skulle dele titlen “forælder” med verdens bedste kæreste.
Denne følelse blomstrede ydermere op i går, da vi var til et arrangement på RUC, hvor kæresten fik lige så meget opmærksomhed omkring maven, som jeg gjorde. Det føltes fantastisk. “Er det faderen?” blev der spurgt og jeg kunne stolt og lykkeligt svare “JA!”. Det er faderen til vores baby og er han ikke fantastisk?!

Jeg er i en eller anden rus. Lykke. Babyboble af lykke. Det er fedt og jeg vil forevige dette minde og glæde mig over hvor smuk og fantastisk en graviditet også kan være. Sikke en måde at gå ind i 31. uge (30+0).

Carpe Diem og babylykke!

Mine tanker og graviditet #3

Gravidboble og mave-klub

Sådan en periode føler jeg, at jeg er kommet ind i. Gravidhjernen fortsætter og jeg er knap så god til at have tanker på andre, end graviditeten og hele paletten af følelser og tanker, vedrørende perioden og den kommende fødsel, ja og livet med et BARN!

Nogle dage græder jeg af frustration over, ikke at vide hvad der egentlig venter lige præcis os, i forhold til at skulle have et barn. Eller hvad det vil sige at føde og hvordan smerten egentlig føles og/eller skal håndteres. Andre dage glæder jeg mig så sindssygt meget til at gennemleve det oplevelse sammen med verdens bedste, kommende far. Jeg synes det er vildt at der gror et lille væsen inde i min mave og jeg forstår slet ikke den kærligheds-følelse, som jeg allerede nu føler for vores baby.

Og jeg synes det er pisse fantastisk smukt at vi skal have et barn sammen, hvilket jeg glæder mig lykkeligt meget over. Samtidig er jeg rad for alle de frustrerede øjeblikke, vågne nætter og hvordan vores forhold tackler det. Men jeg håber vi er stærke, sammen. For allerede nu er vi præcis lige stærke, men på hvert vores tidspunkt, hvilket jeg føler er helt perfekt.

Men ja, som nævnt, så er mine tanker mange andre steder, end på folk omkring mig og på den ene side har jeg lidt skam og skyldfølelse og på den anden side, så tænker jeg at det er sådan det er. For lige for tiden gennemgår vi en kæmpe forandring i vores liv og det er sgu svært at sætte ord på noget som er så abstrakt. Derudover så er min krop også begyndt at tælle ned til barsel, for den kan da godt mærke, at jeg arbejder fuldtid i en vuggestue med 11+ kg, åreknuder, kramper og mundtørhed. Men derudover så har jeg det faktisk rigtig godt og det virker også som om at jordemoder synes, at alting er helt fint. Støttestrømper er stadigvæk en del af den daglige påklædning, men det er okay. Jeg har endda også overlevet weekendens varmebølge, uden al for vild svedtur. Dog er jeg ret tilfreds ved tanken om at gå på barsel lige til “sommerferien”. Det tror jeg min krop synes er ganske OK.

Vi har også tilvalgt 3D/4D scanning, hvilket i første omgang var en total fortryllende tanke og jeg var simpelthen så glad og lykkelig over, at vi skulle ind og se ansigtet på vores Gub. Men baby ville ikke helt som vi ville og vi gik hjem med dato til en omscanning. Omscanningen var endnu værre og skuffelsen hang over os, da vi modløse og med endnu en dato til omscanning, gik derfra. Til gengæld var vi ovenud glade og overraskede, da vi i dag kunne gå fra Jordemoder Huset med 1 meter lang billedcollage af ansigtet af vores baby, som vi som stolte, vordende forældre gloede på i toget, hjem. Straks skulle der sendes billeder til familie og bekendte. Vi så babyen drikke fostervand – hvor sejt er det ikke lige? INDE I MIN MAVE…

Nu må det godt snart blive midt august, så vi kan møde det lille væsen som skal være en del af vores liv, resten af dens liv. Det bliver virkelig fedt! Jeg er til tider bange. Bange for alle de ting man hører om, at et barn ødelægger parforholdet og så videre. Men jeg glæder mig sgu. Jeg gjorde jo ikke det her, hvis ikke jeg mente det og ville det. Og jeg har aldrig turde det så meget, som jeg tør, fordi verdens bedste kæreste, ven og kommende far står ved min side, i tykt og tyndt, gennem grin, gråd og gravidkrop. Jeg elsker ham og jeg elsker tanken om, at vi skal opleve noget så stort sammen, som at få et barn. For mig er det stort, ja noget af det største og et kæmpe ønske. Men det har heller ikke bare skulle være med hvem som helst. Jeg har tillid til os og alt det her og den følelse synes jeg er pisse fed!

Carpe diem

Mine tanker og graviditet #2

I dag er der 15 uger til termin, altså er jeg 25+0. Det vil sige, at der er 7 uger til jeg går på barsel. Jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. Jeg synes lige det var 1. Marts hvor jeg havde første arbejdsdag. Det har været med opture og nedture, da jeg stadigvæk skal vænne mig til at være gravid. Men tiden er seriøst fløjet af sted det sidste stykke tid. Jeg tror både det er fordi vi er flyttet i noget større – og enormt meget mere lækkert!! – samtidig med at jeg har et rigtig dejligt job, at stå op til. I forhold til graviditeten føler jeg nærmest ikke jeg kan følge med. Min krop vokser og vokser og babys spark og bevægelser bliver vildere og vildere. Jeg er slet ikke klar til, at Gub om 3 måneder og 13 dage skal være en del af vores hverdag. Mest af alt fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg overhovedet skal blive klar til det.

I dag er det også 1 uge siden, at vi flyttede. Takket være fantastiske venner og familie blev det en enorm stor succes og det føles allerede så hjemligt her på 2. sal. Jeg er så glad for at vi har nået at få et større hjem, inden Gubs ankomst. Og jeg er bare glad for, hvordan alting har flasket sig. 2017 er virkelig vores år. Ja.. Generelt er alle følelserne i den positive ende af skalaen, for tiden og det føles bare dejligt. Bortset fra tøjkriseproblematikken, så er alting faktisk ret fantastisk. Og alligevel så dukker frustrationer og tårer op, ind i mellem. Følelsen af afmagt og måske også smule bekymring omkring det der venter os. Men jeg er bare glad for at vi har hinanden og at vi begge to et job at stå op til. Jeg kan mærke at vi er sammen om det her og det gør mig glad. Vi glæder os til at blive forældre.

Vi har anskaffet os barnevogn af et vennepar og en autostol af Martins veninde. Jeg synes der er noget hyggeligt ved at vores baby skal bruge deres ting. Men jeg har også til dels en forkærlighed for genbrug og den “historie” der kan ligge i de ting. I dag da vi var på udkig efter møbler til lejligheden fandt vi også lidt tøj og en nussebamse til Gub.

Bodies kostede 5 kr. stykket, bukserne 8 kr. og nussebamsen 40 kr. I alt 63 kr. Det er sgu i orden! Nu mangler vi bare lidt møbler til babyværelset, så istandsættelsen/forberedelsen ligesom kan komme ordentligt i gang. Jeg synes det er ret spændende at skulle indrette værelset. Det er som om det hele bliver mere og mere virkeligt, når det også tager fysisk form. Ligesom følelserne omkring Gub er blevet mere rolige og realistiske, i takt med Gubs sparken og moslen, inde i maven. Og sjovt nok har vi mærket Gub rigtig meget, i dag. Jeg fik et ordentligt los på hånden her til aften. Jeg mærker også mere hvordan Gub vender og drejer sig, derinde. Det er enormt mærkeligt og lidt klamt, men samtidig også så fantastisk. Det er ret vildt hvordan vi kan mærke at baby vokser sig større og stærkere. Jeg er virkelig spændt på hvilken person det er, som vokser sig stor og stærk, inde i min mave. Jeg synes det er fascinerende, at et andet menneske ligefrem kan gro, inden i en. Det er da for syret. Indtil Gub melder sin ankomst vil jeg nyde mine arbejdsdage og livet i lejligheden, som Misse, som kæreste og som kollega. Det er ret fedt lige at prøve sin pædagogfaglighed af, inden livet som nybagt mor starter. Derudover glæder mig til at påbegynde forældreskabet sammen med Martin og dele det kapitel i mit liv, sammen med ham.

Men nu vil jeg fortsætte resten af aftenen med en kop kaffe, mens jeg følger med i, at Martin gamer Prey.

Mine tanker og graviditet #1

Det er længe siden jeg har skrevet noget på bloggen, hvilket der har været forskellige grunde til. Den største grund har været min graviditet. Alle forventningerne, holdningerne, tankerne, følelserne og frygten for at være forkert og dermed være en dårlig mor. Allerværst frygten for at miste barnet!

Det var i december vi fandt ud af det. Faktisk ret tidligt i graviditeten. Men egentlig troede jeg bare det var min forsinkede menstruation, som lurede i kroppen. Jeg havde det i hvert fald lige sådan. Men over en weekend blev jeg/vi voksne!

Torsdag den 15. december fyldte Martin 30 år. Sikke en voksen kæreste jeg har mig! Han blev fejret med surprise-morgenmad, gæster og gaver, efterfulgt af aftensmad på en restaurant i byen og en masse rødvin. Babys første brændert (ingen vidste noget her). Den efterfølgende dag blev jeg ringet op af en institution, som ønskede at jeg skulle deltage i en jobsamtale, vedrørende et job jeg havde søgt. Jeg var simpelthen så stolt! Mandag skulle jeg til min allerførste jobsamtale, og jeg var ikke engang pædagog endnu, men midt i bachelor-skriveriet. Hurra for mig!
Men tanken om jobsamtale og job, ja bachelor, jul m.v. blev skubbet LANGT væk, da jeg lørdag morgen besluttede mig for at tage en test. Jeg tænkte jeg ville få ro på og tankerne omkring det hele kunne fokuseres, når jeg tissede på testen og den viste negativ. Så kom min menstruation nok med det samme, sådan vupti!
Det var Martin der fik lov til at tjekke til testen. Hans ansigtsudtryk viste rimelig godt hvad svaret var: Positiv. Hele min verden brød sammen og jeg kunne ikke overskue hverken familietam-tam den efterfølgende dag, jobsamtale eller bachelor. Hvordan skulle det hele gå? Jeg var ikke engang pædagog endnu, vi boede i en lille 2-værelses lejlighed og hvad med jobsøgning, penge, plads og opdragelse? Jeg var fortvivlet.

Men vi valgte barnet. Vi valgte parforhold, familieliv og at udvidde vores tilværelse, sammen. Og på mirakuløs vis klarede vi det hele, for nu har vi begge to bestået vores bachelor med tilfredsstillende karakterer, vi har fået tilbudt ny lejlighed og flytter snart og oven i det har vi begge to fået job. Alting har flasket sig og til august venter vi os et dejligt barn og lykken omkring det er kæmpe stor.

Men lykken har ikke hele tiden været så fantastisk stor og fyldig, som den er nu. Ugerne efter nyheden var fuld af kvalme, frustrationer, bachelor-stress, tanken om at holde det hele hemmeligt, hvad med jul, nytår og dimmensionsfest?!

Min ene studieveninde var også gravid og det var både dejligt at snakke om hendes graviditet og gemme mine følelser og forventninger lidt der, men også kedeligt ikke selv at snakke om min egen graviditet. Men jeg turde ikke, for tænk hvis barnet forsvandt så snart det blev sagt højt?! Samtidig var jeg ulykkelig over min træthed, mine humørsvingninger og ikke mindst min appetit eller mangel på samme. Kvalmen havde overtaget og det tog hårdt på mig. Faktisk så hårdt, at jeg til sidst valgte at mine kostvaner blev nødt til at blive omlagt. Mine veganske spisevaner måtte gå til grunde og jeg skulle i stedet bare spise det jeg havde lyst til, blot for at få et eller andet ned. For blev jeg først sulten, så kom kvalmen endnu kraftigere og den slog hårdt. Det var faktisk så gralt at vi levede af just-eat mad i en periode.
Martin var for presset til at være i køkkenet hele tiden, grundet bachelor og jeg var for dårlig til at nærme mig køkkenet. Alle lugtene angreb mig og kvalmen overtog krop og sind. Det var ulideligt! Men mine ændrede kostvaner gav mig dårlig samvittighed. Jeg havde været så stolt og tilfreds over mine dyreetiske spisevaner, at jeg nu skammede mig og holdt mine madvaner væk fra de sociale medier. Derfor har jeg heller ikke valgt at berette noget om det, før nu. Og hvor åndssvagt er det i bund og grund ikke? Men det har fyldt enormt meget i mine tanker. Jeg har simpelthen prøvet at gemme mig lidt, samtidig med at alting også var en hemmelighed

 

Det er faktisk først den sidste halvanden- to måneders tid at jeg har kunne bevæge mig rundt i køkkenet, stå for planlægning af ugeplanen og tænke på mad flere timer og dage frem og handle ind. Det at kunne tage opvasken eller åbne køleskabet var milepæle og succesoplevelser for mig!

Min graviditet har fyldt og fylder stadigvæk rigtig meget. Dels pga. alle symptomerne og ændringerne, men også tanken om at skulle være mor (og far). At dele sit liv med et menneske, som i skrivende stund er i gang med at vokse sig stor og stærk – klar til livet uden for maven (og vores baby “Gub” er pt. større end den gennemsnitlige baby i maven, så det bliver måske en stor en). Min fysiske og psykiske tilstand ændrer sig og det fylder også i tankerne og hverdagen. Jeg har taget på, cirka 7 kg., kan nærmest ikke passe noget af mit tøj og det er træls at tænke på, at skulle skaffe nyt. Men det har jeg gjort. Derudover har jeg også skaffet andre ting, eksempelvis støttebælte og støttestrømper, for at støtte min trætte krop i hverdagen. Jeg har fået mange, grimme åreknuder der især gør mit højre ben træt. På arbejdet kan jeg ikke deltage så aktivt, som jeg ønsker, men støtten er god og jeg er glad for at have snakket med min jordemoder og leder omkring det, så jeg kunne gøre noget godt for mig selv og min krop, gennem min graviditet.

Tja, det var lidt tanker om det at være gravid som førstegangsfødende. Jeg har mange flere tanker, men de får lov til at komme til udtryk på et andet tidspunkt.
Slutteligt vil jeg dog sige at det er noget af det smukkeste at ligge inde i sengen, sammen med Martin og se min mave bevæge sig eller mærke de små spark, som nu er blevet større og stærkere. Eller at synge vuggevisesange sammen, for maven. Jeg nyder at dele alt dette med Martin og kærligheden er også vokset. Det er det smukkeste og jeg er glad for vores beslutning om at få ønskebarnet.

Leveregler

Vi lever alle sammen efter visse regler, normer og værdier, som vi koder inde i vores hoved, for at skabe en tilværelse hvori vi kan leve – eller overleve.
Visse leveregler er positive og er ligesom med til at opløfte os i vores liv, mens andre er negative, stressende og nærmest kun til, ift. overlevelse.

P.t. har jeg skulle tænke over “leveregler”, hvilket fik mig til at tænke over hvorfor jeg mon, i sin tid, overhovedet startede med at blogge. Blogging er jo i en vis grad også en måde at føle sig ‘set’ og ‘hørt’ på, selvom det ikke altid er til at vide, hvor mange der egentlig lytter med.
Jeg ved at mange af mine leveregler har omhandlet eller været en del af mit lave selvværd. Reglerne har været ift. at skyde mig selv ned. Jeg skulle tænke mange negative tanker om mig selv, hvis jeg blot tænkte én positiv – for at tænke positivt om sig selv er arrogant, egoistisk og ikke i orden. Det at rose mig selv gjorde mig skrækslagen og nervøs.
Det er jeg heldigvis vokset rimelig meget fra, men faktisk blev jeg først stærk og turde, da jeg i 2013 startede på pædagogseminaret. Det var ligesom først der jeg brød mine gamle leveregler, gav mine negative tanker en stor fuck-finger og rejste mig op. Ikke at sige, at de ikke har været der alligevel, men det er blevet bedre. Meget bedre.

I dag er jeg kommet endnu længere, men ind i mellem kigger nogle af de negative, stressende og nedbrydende regler frem. Eksempelvis at jeg intet er værd eller at jeg er et dårligt menneske, hvis ikke alle kan lide mig. Hvilket har været en regel der har fyldt meget, størstedelen af mit liv. Det er virkelig ikke sundt og jeg er jo egentlig også godt klar over, at ikke alle kan elske alle og ind i mellem er man en stor idiot eller det der er værre, i andres optik. Det er bare det at leve med det. At acceptere det at miste, at være skyld i at ødelægge eller miste venskaber osv. Det er følelser jeg har haft svært ved at leve med og dermed slået mig selv i hovedet over det elendige menneske jeg er. Og typisk er der sket denne slags følelser, når jeg har taget en beslutning, hvor jeg endelig turde tro på min mavefornemmelse og intuition, hvorefter helvede brød løs. Det at stå med alle de mange andre følelser og skulle leve videre derfra, har været kampe jeg har skulle kæmpe mig igennem. Det har været situationer hvor jeg har haft det ene negative leveregels-mantra efter det andet, rungende i mit hoved.

Og endelig, for blot få uger siden, fik jeg en forklaring på mig selv og mine følelser. At vi gennem vores barndom og opvækst danner disse “leveregler” og at de kan være positive, men også negative. Og at disse negative leveregler er med til at man kan få depression, angst og lavt selvværd. Jeg undrer mig over, at jeg i en alder af 25 år først lærer om mig selv, men jeg glædes også ved, at jeg bliver ældre og bedre til at håndtere mit livs udfordringer.

Det er en umulig mission at være perfekt og god i alles øjne og være noget for alle mennesker. Man kan ikke være venner med alle og især ikke nære venner. Det virker nok dybt logisk for rigtig mange og sikkert også nemt og lige til, men for mig har det været svært at forstå og ligesom leve i. Disse tanker håber jeg, at jeg kan udvikle på og omdanne til positive leveregler, for resten af mit liv. Jeg ønsker at se trolden i æsken i øjnene, når den popper op og ser på mig, fremfor at prøve at gemme den væk, igen. For jeg må jo nok snart indse, at min depression, angst og mit meget følsomme jeg, altid vil være en del af den jeg er og det er nok bedre at acceptere det, end at gemme det væk.
Carpe Diem

December med stress og kærlighed

Bachelor-projektet presser sig på i min hjerne og jeg har her på det sidste været meget stresset. Hele min måde at være på, herhjemme, giver udtryk for min stressede følelse. Derfor synes jeg det er rigtig dejligt at det er jule-tid, hvor det er lovligt at “hygge” lidt ekstra – selvom man jo burde give sig selv lov til ALTID at hygge.

Jeg vågnede op i går morges, klokken 07 og kunne ikke tænke på andet end bachelor og hvordan den skulle formes, nuanceres og formuleres. Så jeg sad i to timer fuldt koncentreret og nedskrev idéer m.v.
Det er virkelig træls at det kan fylde så meget, men jeg tror det er fordi jeg gerne vil have en god karakter, som kan leve op til de mange 12-taller jeg har høstet, her på det sidste. Jeg vil jo også gerne tage en kandidat på et tidspunkt, men det er blevet mere og mere uvist, hvornår…

For fremtiden står også for døren. M og jeg er begyndt at snakke om en større lejlighed og en større lejlighed kræver en lidt højere indkomst, end den nuværende. Jeg har haft skrevet én ansøgning, men desværre intet hørt, hvilket gjorde mig ret modløs.
Det er kun én og jeg skal bare op på hesten igen og knokle videre, men jeg synes det er hårdt og jeg kan mærke en eller anden form for angstprovokerende følelse, for jeg synes ikke det er fedt at skulle beskrive mig selv på skrift. Jeg vil langt hellere ud og vise hvem jeg er og hvad jeg kan. Jeg håber på at finde et job, som kan give en god indkomst, hvorved der kan spares nogle penge, så fremtidsdrømmene kan blive til virkelighed.

På trods af at julen er fuld af hygge, med hjemmelavet marcipan og marcipanbrød, kalenderlys, adventslys og skrabekalender, så er den også en smule stressende.
Eksempelvis synes jeg, at der er mange gaver der skal sørges for, selvom det nok ikke er mange flere, end forrige år. Heldigvis har jeg sparet okay op og har derfor nogenlunde styr på gaverne, allerede. Og jeg glæder mig enormt meget til at uddele dem! I år skal jeg holde jul med min mors side af familien, hvilket betyder jul med min niece, Lilbæbmalia! Det har jeg glædet mig til, lige siden hun blev født, for et år siden.

Angående julen bliver denne jul jo også min første forsøgs-veganer-jul. Jeg blev inspireret af  With Love From K blogindlæg, til at komme lidt mere ind på emnet “kødfri jul”. For hvad er en jul uden andesteg, brunsovs og brunede kartofler? Jeg har virkelig altid elsket julemad. Mest flæskestegen, men da jeg blev ældre forelskede jeg mig også i andestegen. I år tiltaler det mig bare ikke så meget. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få lavet en sovs og brunede kartofler, som smager lækkert. Og efter at have læst With Love From K’s blogindlæg, blev jeg pludselig mere sikker på, hvad retten i år skal bestå af.
Jeg havde længe overvejet smæskestegen, men efter at have set morsbrødet, blev jeg ret inspireret.
Tilbage i 2010 var jeg den slags vegetar, som både spiste fisk, æg og mælk. Ærligt talt kan jeg ikke huske hvad jeg gjorde til jul, for jeg mener ikke at jeg valgte nogen erstatning. Jeg tror bare jeg undlod at spise kødet og spiste den sovs og de kartofler, der blev serveret. Men denne gang vil jeg gøre det “rigtigt”.

Derfor har jeg testet smagen af jul, i weekenden, sammen med min kæreste. Jeg spurgte om det var okay at vi forsøgte os med det veganske farsbrød, morsbrødet.

This slideshow requires JavaScript.

Vi lavede det uden julekrydderier, som der står i opskriften, at man eventuelt kan tilføje. Til morsbrødet kogte vi kartofler og lavede en – i min optik – virkelig lækker pebersovs. I stedet for 2 tsk’er bouillon tilføjede vi kun 1. Alligevel smagte den meget salt, så man skal være lidt påpasselig med sojasaucen, også. Men den var så lækker, at det halve kunne være nok. Dog er jeg i dilemma om den passer til brunede kartofler og rødkål. så jeg tænker at jeg i den kommende tid skal afprøve en brunsåvs med laurbærblade og måske ribsgele.

Julerierne fortsatte i dag, da jeg her til aften besluttede mig for at afprøve opskriften på sund marcipan. Det smager godt og jeg er overrasket over, hvor “nemt” det er.

7 dadler og 150 g smuttede mandler (dette var nærmest den sværeste del af processen) og ½ dl kogt vand. Blend – og vupti! Marcipan. Klar til en tur i fryseren (dette gjorde jeg ikke, da jeg tænkte at nogle timer i køleskabet var rigeligt, men jeg vil nok afprøve en tur i fryseren (cirka en ½ time) til næste gang, så den ikke er for blød, at arbejde med).

 

Resultatet blev lakrids-the-stearinlys- hygge til julekalender i TV og marcipanbrøds-produktion. En sand 2. søndag i advents fornøjelse.

Det er virkelig rart, at efter fire år virker December ikke lige så tung og træls, når jeg tænker på det afsavn der er, ved at have mistet min morbror. Selvom det stadigvæk er smerter afsindigt meget og føles utilgiveligt og uretfærdigt.
Den 3. december vil altid være en dato, hele min familie vil huske og tårerne kan presse sig på. Men jeg synes det er fantastisk at vide, at vi rent faktisk kan leve videre og hygge os, at vi ikke er gået i stå. Jeg synes det er vigtigt, at vi ikke lader sorgen overtage, men blot være til stede, som et minde om en person vi elsker og lade sorgen være værdifulde minder.

Denne weekend har været en weekend med hygge, plads til tanker og samtaler med min kæreste, samt rare oplevelser, så som nicecream-spisning med kærestens søster. Til tider kaldte pligterne også (tøjvask, rent sengetøj, madlavning og opvask).

Det er skønt, at selvom tilværelsen er træls, stressende eller helt uretfærdig, så lever jeg et liv fuld af kærlighed og med oplevelser og erfaringer der gør, at jeg tør favne nogle af de svære øjeblikke. Jeg har lært at sige meget af det højt og dermed føler jeg også, at det meste bliver lettere. For det er sgu nemmest at have det svært, når folk omkring en ved, at man har det svært. De kan støtte, men til tider er det nok at de bare ved det. Så føler man sig ikke lige så meget i vejen. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg lever et virkelig luksuriøst liv, men det kan jeg godt glemme, når det føles lidt mørkt og tungt, inde i hovedet. Men jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for hver dag!
Mine batterier er vidst ladt mere eller mindre op til en ny uge. Denne uge kommer til at være fyldt med bachelor, julegaveindkøb, mormors gospelsang, arbejde og en weekend med kaffe-veninde-hygge, frokost med søster og niece og fødselsdag for min bror.

Carpe Diem!

 

Børneperspektiver som livsfilosofi

Når børneperspektiver sætter voksenlivet i perspektiv. Det skete for mig i dag, da jeg i børnehaven skulle ud på legepladsen. Jeg slæbte mine støvler med ud, da jeg troede jeg var lidt forsinket, og gav mig til at binde dem ved bænken.
En af pigerne kommer hen til mig og siger “hvordan er du blevet så god til at binde snørrebånd?” og spørgsmålet satte virkelig tanker i gang, hos mig. Alle de ting jeg kan, alle de ting jeg har lært og til tider prøver at lære børnene, tager jeg faktisk for givet – alt for tit. Jeg har en absurd velfungerende krop der både kan løbe, hoppe, danse. Jeg har sjældent syg og har aldrig været alvorligt, fysisk syg. Jeg kan bevæge mig fra a til b uafhængigt af andre mennesker og jeg har hverken brug for medicin eller støtte, for at have en velfungerende hverdag.

Jeg har lidt voldsomt af angst og depression, men heldigvis ikke værre end at det nu er mere eller mindre på afstand. Men hendes lille spørgsmål, som nok bare var for at høre, hvordan pokker jeg er så god til at binde snørrebånd, fik mig bare til at tænke på, at jeg bør være taknemmelig for hver evig eneste dag, i mit liv. Jeg har raske søskende, niecer, forældre. Jeg har stadigvæk mine bedsteforældre, som alle er i bedste velgående. Jeg har en kæreste, en lejlighed, er snart uddannet pædagog, jeg mangler ingen ting.

Jeg ville bare lige dele min oplysthed med online-verdenen. Jeg synes simpelthen det er fantastisk, hvad børn giver. Deres undren, deres lyst til at lære, deres nysgerrighed og deres guldkorn er virkelig noget af det, der gør min profession så vigtig. For det kan godt være, at jeg skal udvikle, danne, skabe trivsel og læring for børnene, men de skaber virkelig også meget, i mig. Og jeg har lige siden jeg stod i vuggestuen, 2012, vidst at børn er vejen frem i mit liv. Andres, såvel som mine (hvilket jeg glæder mig til).

Men hele pointen her og nu er bare, at jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for at have to ben, som jeg kan bruge. I dag løb jeg 7 km. på løbebåndet og jeg nød hvert sekund, den time det tog. For jeg var lykkelig over at have en krop, hvis kredsløb kan tåle høj puls, at jeg har muskler og knogler der kan tåle det og der kan bære mig.

Jeg er virkelig bare taknemmlig.

Carpe diem!

Ugen der gik med tre gange fitness – ja T R E gange! Så skete det sgu. Der kom en anelse rytme i jernrykkeriet, fede tider med begyndende resultater. Det er sgu svært at komme op og træne, fordi det til tider bare er lækrest at ligge under dynen og spise hjemmebagte boller og se TV. Men vi nyder sgu også at komme derop og blive øm i vores krop. Derudover er det også fedt med resultater! Men de kan jo først ses efter flere ugers træning, så det er om at komme af sted. Nu skal jeg sgu have den røv, jeg længe har drømt om! Fit krop og booty-body til den sommer, der kommer, yay!

Der er sgu også sket tydelige ændringer, det fortæller mit spejlbillede og vægten mig. Jeg har siden i sommer tabt mig 6-7 kg. Jeg ved at træningen har en del med det at gøre, men jeg synes slet ikke jeg kunne se det samme resultat, da jeg trænede mere intenst, for et års tid siden. Jeg var konstant ked af at M skabte resultater og jeg forblev det samme. Det var demotiverende! Derfor ved jeg, at jeg ikke kun kan takke træningen, for at ændre på min krop.

Til det er der blandt andet en langt mere, tankevækkende livsstilsændring. I sommer lagde jeg minipillerne på hylden og det har gjort mig opmærksom på, at det er latterligt, hvad de små piller gør. Jeg kan mærke en betydende forskel. Slut med at have en krop umulig krop! Slut med pletblødninger eller udebleven menstruation, som kun skaber frygt for ufrivillig graviditet. De lange frustrerede øjeblikke, og min påbegyndte veganske tankegang og en snak med M omkring det hele, hjalp mig til at fravælge pillerne. Hvad der er bedst for mig og min krop er mit valg. I dag, cirka fire måneder efter, er jeg virkelig glad for, at jeg valgte pillerne fra. Min krop slapper af, lige så gør jeg og jeg er tryg ved min krop og føler jeg kender den.

Derudover tror jeg også, at jeg kan takke den plantebaserede kost,for mit vægttab. Der er ikke særlig meget slik uden animalsk indhold (eksempelvis favoritten; mælkechokolade). Så det blev der skåret rigtig meget ned på, samtidig med jeg har spist rigtig meget grøntsagsmad. Men det er bare en bi- og bonusting (at tabe sig og være glad i kroppen) ved den plantebaserede kost og ikke grunden til påbegyndt veganske tanker.

Men når det kommer til udvalget af lækre gastronomiske oplevelser i bylivet, i Roskilde, så matcher billedet her, meget godt min oplevelse.

Roskilde by emmer ikke af veganske restauranter og da jeg eksempelvis, for noget tid siden, skulle drikke kaffe med nogle veninder, var det eneste på menuen pommes frittes. En rigtig træls og tør oplevelse, på trods af at de var skide lækre – og det gik da okay, at skylle dem ned med sort kaffe, mhmm!

Til gengæld er der gode muligheder og opskrifter på nettet, til at øge vægten lidt igen og forkæle den søde tand. I fredags kom M på den skide gode idé, at vi skulle bage. Så han tryllede en vegansk banan-og-chokolade-muffin-opskrift frem. Vi skyndte os i Fakta for at handle de manglende ingredienser ind (vi har efterhånden de vigtigste, veganske ting) og gik i gang med bagningen. De er virkelig svampede og lækre, og valnødderne gav en god knasende fornemmelse og smag, hvilket virkelig er prikken over i’et! Weekenden fortsatte i hygge-gearet (heldigvis!)

Lørdag valgte vi nemlig, spontant, at tage i biografen og se Marvel’s Dr. Strange. Vil klart anbefale filmen, selvom den var anderledes end hvad jeg forventede, men ikke dårlig og jeg synes det var en underholdende oplevelse og pengene værd. Jeg lod telefonen blive hjemme, for det er en dårlig vane jeg har, hele tiden at tjekke den. Jeg slappede virkelig af og det var bare rart at være sammen med M.

Jeg har også forsøgt mig med en ny mascara i weekenden. Dette, fordi jeg har tænkt over og prøver at gå mere i dybden med veganske tanker og principper.

 

Blandt andet den kosmetiske del. Jeg har derfor undersøgt make-up og fandt ud af, at Nilsens Jord nr. 781 blandt andet er et af de produkter, der ikke testes på dyr.

Rent oplevelsesmæssigt var det dog en smule skuffende. Da jeg har enormt store øjenvipper, var jeg noget skuffet, da jeg tog den ud af hylsteret og så størrelsen. Og lige så var det en akavet og flad fornemmelse at påføre mascara, med den lille dims. Til gengæld syntes M, at det færdige resultat var godt. (OBS. det er ikke ALT fra Nilens Jord der er vegansk!)

Jeg er glad for alle de hjemmesider og blogs jeg finder, med svar på hvad der er vegansk eller forslag til, hvordan du laver din egen make-up, deodorant m.v. Jeg synes det er en helt ny, mere spændende og lækker verden og alle de frustrationer jeg havde, i sommer, over at have taget valget, er så småt forsvundet og jeg bliver mere og mere glad for beslutningen om, at vælge dyrene til og mine egne behov, fra. Selvom jeg nogle gange synes det er dyrt eller åndssvagt, så tænker jeg på, at det går ud over forsvarsløse væsner, som ikke selv har valgt at være buret inde, for at blive pint og lide en forfærdelig død. Og verdenen er jo fuld af gode muligheder/alternativer, der er jo slet ingen grund til at dyrene skal lide!

Jeg er stadigvæk ikke hundrede procent vegansk, da det er en proces og der kommer fortsat til at gå lidt tid, men jeg prøver virkelig at have det hele i baghovedet og undersøger de muligheder der er og arbejder ud fra det.

Noget af det weekenden også er blevet brugt på er, at jeg er kommet i hyggestemning og derfor har prøvet at sprede den lidt, herhjemme. Jeg har forberedt lejligheden lidt på juletiden der kommer og har, sammen med M, lavet en advents-“krans”. Jeg havde nemlig købt fire lys, som desværre var skabt til at sidde i en krans af gran og ler – som er noget af det allermest forfærdelige i verden – så derfor skulle der noget andet til. Min søde Mr. handy-man var skide god og metallet ud af bunden på lysene og placerede dem derefter på vores nyindkøbte fad, som jeg efterfølgende pyntede med blomster fra kærestebuketten. Jeg har også købt et kalenderlys og jeg føler mig rigtig klar til jul. Selvom at der lidt er en uskreven regel om, at der ikke må pyntes op til jul, før efter M’s fødselsdag. Men det kan jeg godt leve med – hvis bare jeg må have kalenderlys og adventslys (og det har jeg givet mig selv lov til)!

Nu venter en uge med empiri-indsamling, bachelor-skrivning, garntrisse-hygge, besøg hos momse og moffe og tøse-festligheder. Så det var rart med en off-weekend til at pleje tosomheden og få styr på lejligheden.

Carpe Diem!

 

 

Lilla hår

LILLA HÅR

 

Det har været et kæmpe ønske de sidste 10 år at farve mit hår helt lilla. Men fordi jeg har en mor der gik imod det, (undskyld mor, men du har sgu altid været lidt imod det mærkelige hår hehe) og fordi jeg har mørkt hår, har jeg ikke fået det gjort. Det med min mor var for at være sød ved hende (i stedet havde jeg kæmpe touperet hår og piercinger) og mit mørke hår var fordi jeg ikke ville afblege det. Faktisk har jeg, rigtig længe, ikke turde afblege det.

Så farvede jeg mit hår lysere med noget rigtig skidt, som både lugtede fælt og var åndssvagt og sikkert testet på dyr. Men efter jeg har fået lidt veganske principper/tanker m.v. inden for husets fire vægge, har jeg også kigget efter veganske produkter. Her fandt jeg nogle virkelig gode produkter, som jeg gerne vil anbefale!
(Alle tre produkter er købt gennem amazon.co.uk).

Jeg brugte Manic Panic flash lightening bleach kit vol. 40 til først at afblege mit hår. Det sad slet ikke længe nok i håret og på grund af mine i forvejen forskellige nuancer, blev det en blanding af blegt og orange (altså f*cking grimt). Da jeg vaskede aflbegningen ud af håret, afsluttede jeg til min store dumhed med balsam, hvilket Arctic Fox har sørget for, højt og tydeligt, at forklare på tuben, at man IKKE skal. Så resultatet blev ikke særlig godt, da farven ikke optages så godt på grund af nogle ting i balsamen (og måske farvede jeg det bare helt elendigt, selv). Jeg blev derfor nødt til at farve det om, igen, her til morgen. Jeg vaskede håret en gang til (for at få shampooen ud) og derefter fik jeg lokket min kæreste til at farve det. Han var virkelig grundig, dygtig og skide lækker frisør! Efter skyl (kun i koldt vand) blev resultatet, som du kan se, på billedet.

Jeg er blevet inspireret af denne her video til at købe de to produkter fra Arctic Fox; purple rain og Arctic Mist.

Jeg er fan af hårfarven, af produkterne og så er der en lille pige inden i mig, som hjulper kæmpe højt. For nu har jeg langt om længe fået yndlingsfarve-hår. Når man godt kan lide anime-lignende figurer, ens yndlingsfarve er lilla og egentlig bare er lidt skør, er det mega nice at farve sit hår lilla. Så kan man lidt lege, at man eksempelvis er Arcade Ahri;

Billedet er her fra

Når uddannelsens ende rammer en i ansigtet med luksuriøse dilemmaer

Når livet byder på luksuriøse dilemmaer så som “skal jeg skrive jobansøgning eller skal jeg tage en kandidat?”, så ved man, at man har det pisse hamrende godt. For det har jeg ærlig talt. Og med nogle fine anbefalinger, gode praktikker og erhvervserfaring i baghånden, så er det egentlig ikke så svært at skrive en jobansøgning. Især ikke, når jobopslaget kommer fra et sted, som virkelig fanger ens egne personlige og professionelle værdier.

Det er til dels skræmmende og til dels spændende at sidde med jobopslaget i hånden og overveje om dette muligvis bliver ens eget, selvvalgte arbejdsplads. Jeg ved at jeg er uddannet til at skabe udviklende miljøer med plads til trivsel, leg og læring og at jeg selv har egenskaber i forhold til praktiske og pædagogiske opgaver. Men spørgsmålet ligger mere i, om man skal søge jobbet eller ej. Om det er at tænke at det første er det bedste eller om det er nu man skal tage sin kandidat.

Jeg har virkelig længe tænkt, at jeg skulle videreuddanne mig, nu jeg har lyst til at læse, men der var ikke nogen af kandidaterne der passede, i forhold til hvornår jeg er færdiguddannet. Og der er heller ikke kommet nogen vikariater ind i mit synsfelt. Der er til gengæld kommet en pædagogisk stilling med opstart der passer til endt uddannelse og lysten til at tjene nogle penge og afprøve mine færdigheder, pirrer mig.

Det er spændende, underligt og anderledes og jeg er fyldt med noget der emmer af følelsen af opkast, sommer og forfrysninger. Det er meget underligt.

Jeg er nok bare pisse bange for, om jeg overhovedet kan leve op til at være en rigtig pædagog. Det er i det hele taget en skræmmende tanke, at skulle fastansættes med det ansvar der ligger i, at kalde sig “pædagog”. Nu er jeg ikke længere gemt i den trygge boble der hedder “pædagogstuderende” og næste gang stopper praktikken ikke efter et halvt år. Næste gang skal jeg måske deltage og opleve hele årshjulet og jeg kommer til at opleve alt fra både sommer, sol, sand og sandaler, elleve-taller, elefanthuer og energimangel. Der bliver pålagt mig et ansvar i forhold til samtaler, forældre, børn, kollegaer og hus. Faktisk er jeg ikke så nervøs for alt det, men spændingen svulmer op og skvulper rundt, allerede nu, nede i maven.

Det er med garanti en normal følelse af at ende uddannelsen og “hvad-skal-der-ske-nu” følelsen. Ligesom jeg kan erindre fra gymnasiets afslutning. Nu føler jeg bare der ligger et større ansvar og en bevidsthed omkring voksen-livet som jeg har et enormt had/kærligheds-forhold til.

Men mest af alt har jeg pludselig fået en følelse af, at jeg skal afprøve mine evner som pædagog. Og det tror jeg måske også er vigtigt. Dog er jeg bange for aldrig at komme til at tage kandidaten. Livslang læring er et af mine motto og jeg vil virkelig ikke glip af en højere uddannelse. Men måske – hvis jeg står ved det, tror på at det kan lykkedes og sparer penge op – kan jeg tage kandidaten senere i livet.

Kaffe Diem!