https://michellneellfoto.mypixieset.com
I bogen Individ, Institution og samfund – antologi for faget (2. udgave) forklares samfundet og dets måde hvorpå institutionaliseringen af børneopdragelsen har påvirket os som borgere og mennesker. Ved at opdragelse og samvær nu skal foregå ude i institutionerne, væk fra familien, det nære og det trygge, og hvor flere børn på samme tid skal indgå i et større fællesskab, kommer der også kollektive implikationer.
Samfundet er en social konstallation og det er her, “at børneopdragelse de seneste 50 år er blevet et samfundsanliggende”. Og netop ved at flere børn skal indgå i et større kollektivt fællesksab, så skal flere også lægge bånd på sig selv, for at tilpasse sig og kunne indgå. “For at få hverdagen til at fungere så gnidningsfrit som muligt, må både børn og voksne tilpasse sig en række forventninger til optræden og samvær”. Det pædagogiske arbejde kommer dermed også til at handle om at rette ind og stå skoleret, fremfor at være et naturligt sansende menneske. For mange børn på et sted skaber naturligt bevægelse og høje lyde og det er ikke naturligt, at mange børn på næsten samme alder, skal indsluses i ét fællesskab. Vi har brug for en landsby med forskellige aldre, hvorved vi kan interagere, lære og være.
“Det pædagogiske arbejde retter sig i vid udstrækning mod at lære børn at omgås, hvilket især vil sige at beherske deres umiddelbare tilskyndelser og tilpasse deres udtryksformer til de kollektive normer” (s. 254). Så som at vi ikke må løbe på gangen, råbe højt indenfor, vi skal gå på lige linje, holde i hånd (med andre børn vi måske ikke helt kan lide), vi skal forstå en kollektiv besked (hvilket jo også kan være rigtig fint og god læring), men der er ikke tid, rum eller plads til skæve udskejelser eller børns store følelser. Og det er her jeg føler et behov for at råbe lidt højere eller i hvert fald italesætte netop dette.
For ved at vores børneopdragelse er taget væk fra hjemmet og ud til en personalegruppe, som 1) ikke elsker børnene eller vil dem det bedste 2) skal få x antal børn til at føle sig tilpasse 3) få en hverdag til at fungere gnidnignsfrit, så er der ikke meget tilovers til de naturlige følelser, som der netop opstår hos et barn. De følelser og udsving, som er helt naturlige og faktisk nødvendige for, at lære sig selv at kende.
Vi skal huske på, at vores samfund fortsat er meget ungt, at de normer og den kultur vi lever i, har udviklet sig over tid. I takt med industri og velfærdssamfundet, og at det liv vi lever, ikke er naturligt, men blevet en nødvendighed. Vores samfund er indrettet således, at begge forældre som regel er nødt til at arbejde 37 timer/ ugen, for at få hverdagen med hus, biler mv., til at løbe rundt. Men skal vi egentlig det? Og hvorfor er det så svært at lave om på den rigide kultur omkring samfundets syn på det at arbejde? Hvorfor er arbejdet blevet en måde at have værdi som menneske?
Og her mener jeg ikke, at vi ikke alle ønsker at bidrage til samfundet eller betale tilbage. Her mener jeg bare, at vi mennesker er langt mere end det samfundsbestemte arbejde, vi er langt mere end den status som er opøvet og talt højt op. For det er også det vi spørger ind til. Selv hos lægen, når du snakker om personlige anliggender der.
Selv da jeg blev sygemeldt tilbage i 2018, måtte jeg stå for mål for, at jeg ikke passede ind i den kasse, som jeg var havnet i. Og selvom jeg ståd, fuldstændig grådlabil og ikke kunne trække vejret længere ned, end til brystet, så skulle jeg bare tage mig sammen. Alt jeg gjorde blev brugt imod mig og hvis det er samfundets måde at takke mig på, at jeg har arbejdet og gjort noget for mit fag, at jeg tog en uddannelse og var hammer dygtig, så gider jeg sgu ikke være en del af det. Jeg ville ønske der var langt større muligheder for, at vi alle kunne bidrage til samfundet på en anderledes måde. At hele samfundsmodellen omkring arbejde kunne rystes og kastes ud til borgerne i samfundet, således at vi kunne påvirke det. Idealet, her og nu, virker til at skulle hedde 37 timer – men hvad er det egentlig for et samfund vi ønsker? Med folk der psykisk går ned med stress, angst og depression, med børn der ikke får den ideelle omsorg, idet de kastes ud i armene på fremmede mennesker i en alder af 10 måneder cirka. Fordi mødrene ikke har oplevet den landsby og den opbakning, som de har brug for, i løbet af barnets første levetid. Og derfor forventningsfuldt glæder sig til, at sende deres barn afsted i en institution, fordi det skal socialiseres.
Jeg forstår dem godt. Jeg trængte også til en pause, inden det første år var gået. Men jeg trængte ikke til adskillelse. Jeg trængte til hænder der kunne tage over, jeg trængte til at andre kunne inspirere mit barn, bare for en stund. For mere skal der ikke til. Barnet bliver hurtigt fyldt op af andre. Udtryk, lyde, dufte. Det har fortsat brug for sin mor. Så hvorfor mener vi, at det til stadighed nye samfund vi lever i, hvor børn bliver institutionaliseret, og barndommen og opdragelsen dermed lige så, er det endegyldige rigtige? Hvorfor er vi ikke mere normkritiske? Hvorfor tror vi, at svaret på livet er at arbejde og institutionalisere?
“Børn lærer således at indgå i allerede definerede fællesskaber og udvikle relationber til andre, de ikke på forhånd kendte, me nsamtidig får de færre erfaringer med selv at skabe fællesskaber”. Hele princippet med institutionaliseringen handler jo om, at vi skal klargøres til arbejdsmarkedet, mens vores forældre arbejder. Vi skal altså lærer om livet, inden for nogle rammer, som er givet. Men jeg har været i en vuggestue. Det er et rum med fire vægge, hvor alting foregår på én gang, samtidig med at der er en halv eller hel dør, måske en rude, ud til et toilet i forlængelse af rummet. Dvs at børnene skal lege, spise og næsten skiftes i det samme lokale. Derudover er det som ofte, at de helt små sjældent kommer ud. Måske i haven. Men regner det eller er dårligt vejr på nogen måde, så bliver det uoverskueligt. Hertil kommer vinterhalvåret med flyverdragter mv.
Er dette en måde at klargøre os? At socialisere og udvikle det lille barn?
Jeg er virkelig blevet kritisk over for samfundets måde at mene, at børnene udvikles bedst i små rum med mange andre små børn, hvor gråd, utryghed og sårbarhed kommer til udtryk dagligt. Hvor børnene græder hver gang døren åbner eller lukker, hver gang den primære voksen går, når andre bliver hentet. Hvor pædagogerne eller de voksne – for ikke aller er uddannet heller – trasker rundt med et barn på armene, måske endda er nødt til at forlade stuen helt; fordi barnet græder eller skriger. Hvor børnene – som en helt naturlig reaktion – nægter at spise, fordi det er det eneste de kan styre (dem har jeg set flere af). Hvordan kan vi sige, at det er en naturlig del af livet? At børn i en alder af knap et år kan sidde og sulte sig selv, en hel dag, fordi de skal tilpasse sig et nyt fællesskab med fremmede voksne. Voksne de bliver kastet i armene på, allerede inden for to dage til en uge, og før de kan gå. Hvordan kan vi mene, at når vores barn skriger og græder efter os, så er det normalt? Men vi selv sidder med en klump i halsen og græder, når vi sætter os i bilen eller på cyklen, for at køre væk. Væk fra vores lille barn der i afmagt længes efter år. Og når det ser os igen, så græder det. Græder efter vores omsorg, kærlighed og trøst. Fordi alt det svigt det mærkede da vi gik og hele dagens indtryk sætter sig i vores barn.
Jeg har så meget mere til dette oplæg jeg gerne vil dele ud af, jeg har så mange tanker og følelser. Egentlig var det meningen jeg ville have skrevet noget stort, smukt og autentisk om vores fantastiske bondegårdstur. Om hvor meningsfyldt det hele har været, men jeg var nødt til at starte hårdt ud, med noget teori til at belyse det komplekse og forkerte. Til at sætte ord på, at vores samfund er socialt konstrueret. Det er ikke en naturlig del af livet, at vi skal være adskilte. Hverken fra vores børn eller fra hinanden. Vi har brug for en landsby. Vi har brug for sparring, nogle vi kan læne os ind i, læsse af på, lære af. For erfaringer, mund til mund historier og et dejligt kram er virkelig guld værd. Forældreskabet er så følsomt og jeg tror, at grunden til at sociale medier er vokset med fællesskaber, er fordi vi er så adskilte. Fordi vi føler os alene i det samfund, som ikke fungere. Det kunstige, institutionaliserede samfund. “Det er i institutioner, at børn skal udvikle sig, lære nyt, danne relationer, indgå i venskaber og lære at begå sig” (s. 260). Men hvis nu samfundet var anderledes skruet sammen, var det også muligt, at børnene kunne lære om disse ting. Ved at være deltagende i samfundet og sammen med nærmeste omsorgspersoner, hvorved trøst, omsorg og tryghed kunne være det trinbræt ud i livet.