#Jegernogensmor og andre tanker

Mor-kroppen

Mor-kroppen er vitterligt et par bryster med ben eller at agere seng. På den ene side elsker jeg at have så meget nærkontakt med min søn, putte ham, gøre ham tryg og glad, men jeg har også en kæmpe egoistisk side der gerne vil være pæn, have ordnet mit hår, vaskes under armhulerne og mere eller mindre ligne den kvinde jeg var før. Men det kommer jeg ikke til lige foreløbig og det er noget jeg skal acceptere. Nu har jeg gået i 8-9 måneder uden at gøre særligt meget ved mig selv og jeg har hele tiden tænkt “jeg er grim for mit kommende barn”. Nu har jeg overlevet graviditeten med alt hvad den indebar af grimhed, skavanker (de få der var) osv. Nu er jeg ikke længere gravid og har fået en mobil krop igen. Så nu føles det endnu mere frustrerende, at være fastlås, fordi nu kan jeg en masse ting, fysisk, men kan ikke gøre det fordi jeg enten skal amme eller være seng for min søn.

Tidshorisonten

Og nu får jeg det sikkert til at lyde som det allermest forfærdelige i hele verden, at have fri og være fastlåst i min sofa med slik, TV og kærlighed. Det er det slet ikke. Det kan bare godt være frustrerende at lugte af gnu under armene og gå rundt i sin amme-bh og føle sig mindre sexet end nogensinde før. Alt dette er jo egentlig ligegyldigt for jeg har min søn som er velskabt og fantastisk og bare ønsker at få al min opmærksomhed og kærlighed. Tidslinjen taget i betragtning, så er det slet heller ikke særlig slemt. Det er så kort tid af mit og hans liv, at jeg skal føle det sådan her, men når man ser på det som dag for dag, så kan dagene føles ret ensformige og når han alligevel bare ligger og ammer, så kan man hurtigt komme til at bide mærke i hvor træls man selv ser ud, haha.

Men ens børn er vel også kun til låns og i går aftes græd jeg over, at vi snart ikke har en lille baby med babylyde og søde, tandløse smil. Hvor forfærdeligt det er, at han en dag flytter hjemmefra eller får en kæreste – jep, jeg har faktisk også sunget “når jeg bliver en stor dreng, så vil jeg giftes, giftes med moar, for moar er så rar – lige så er far!”

Og når alt kommer til alt, så er det vel næsten også lige meget hvordan jeg ser ud. Jeg har jo en kæreste som elsker mig og ved at det også kun er en periode jeg har muffin-dellen (maven der hænger ud over buksekanten) og grimt hår. En dag kan jeg igen sove eller bruge længere tid på mig selv (når han sover længere lurere) og det bliver ren fest.

Venskaber

Når alt det der føles som et mere eller mindre babyfængsel med kærlighed og frustrationer, så er sagt, så vil jeg varme mig ved tanken om alle de fantastiske mennesker der holder fast og stadigvæk vil være venner, selvom man er et helt andet sted i sit liv. Jeg oplever en følelse af ubeskrivelig taknemmelighed over alle vores venner som bare giver så meget kærlighed og holder fast, selvom man er blevet forældre.

Det har en virkelig vigtig og stor betydning for mig, at folk interesserer sig for vores familie og gerne vil socialisere os hver for sig og sammen. Jeg kan mærke hvor vigtigt det er for Martin at komme ud og være sammen med gutterne, drikke bajere og snakke om andet end babys udviklingstrin, hvor meget han har gylpet og sovet i dag osv. For mig er det rigtig dejligt at være kommet i diverse “mor-grupper” hvor jeg kan diskutere og tale om følelsen af at være forælder.

Men jeg er også taknemmelig for mine veninder, som stadigvæk gider tale med mig, selvom det eneste der kommer ud af min mund er “Adam dit” og “Adam dat”… Det er virkelig dejligt at vide, at selvom jeg er inde i min helt egen mor-boble, så vil de stadigvæk gerne mødes og ajourføre mig om deres liv. Det føles rigtig godt og jeg er lykkelig over at have dem i mit liv.

 

Advertisements

#Jegernogensmor

Adam og mig

Det er stadigvæk en overvældende følelse, når jeg ser på min søn der er begyndt at smile stort til mig og jeg ved, at han er glad fordi jeg er en af de vigtigste omsorgspersoner i hans liv. Jeg bliver helt “når ja, jeg er moderen” når folk giver mig min grædende søn tilbage – jeg er seriøst nogens mor! Og jeg kan beroligende fortælle at det slet ikke er så forfærdeligt at væære den der modtager det skrigende barn, som det er at stå med en andens grædende barn. For hele min krop vil seriøst gerne have den der grædende baby retur. Hele min krop skriger fordi den per instinkt ved, at det er den der skal passe på og beskytte den der skrigende baby.

Lige bortset fra de aftener hvor den der skrigende baby ikke skriger fordi den er i fremmede arme, men skriger fordi den har seriøst ondt i maven. Og hold op hvor er jeg  bare glad for at min jordemoder (tak til hjemmefødselsordningen for at have en gruppe man følger og stadigvæk ses med en jordemoder her 8 uger efter fødslen)! der foreslog at vi burde tage til en osteopat og få undersøgt om der var en grund til den gråd og frustratrion som det virkede til at min søn gennemgår. For det var der. Så nu er vi i gang med noget mælkesyrebakterie-behandling som allerede har hjulpet ham rigtig, rigtig meget. Det er virkelig dejligt at opleve en stor-smilende, pludrende og legesyg dreng, fremfor en dreng med meget lidt overskud og nemt ved at blive sur og ked af det.

Vi har været en svær periode igennem hvor jeg har aflyst alt i min kalender for at kunne ligge nøgen på sofaen og amme mit grædende barn, så han fik mad, ro, tryghed, nærhed og hvile. For hold op hvor har det været nogle triste ture ned til byen med alt for mange lortebleer, rød numse, gråd skrig og mangel på søvn. Det har virkelig sat sine mærker i mig, hvor jeg nærmest har fået en angstlignende følelse for at skulle alene ud af døren med ham. Så et godt råd til dig, som skal være mor.. Er det sådan så tårerne triller, hele din krop skriger og stritter og du begynder at svede helt sindssygt, bare for en tur hjem til en veninde eller ud i byen, SÅ LAD VÆRE. Og tag lige at få undersøgt om dit skrigende barn eventuelt skulle have ondt eller et andet problem, som der rent faktisk kan handles på.

Det er en enorm stor lettelse for mig, at have fundet ud af, at han ikke bare er en skrigende unge, men at han har rigtig ondt i maven. Det er lige så forfærdeligt, men nu bliver der arbejdet på det og allerede på få dage har hans humør og mave ændret sig i den positive retning.

Jeg er i gang med at nedskrive nogle “gode råd” , som jeg håber jeg kan huske tilbage på selv, hvis jeg endnu engang skal stå som mor med et spædbarn. For der er mange ting jeg har lært hen ad vejen og alle har ret i, at man lærer det. Men der er også mange råd som er rare at have fra starten af og andre er man enten nødt til at sortere fra eller gemme til en solskinsdag. For puha hvor har alle andre gode råd til hvordan man skal passe et barn og nogle af rådene for hele ens holdning til det at være forælder matcher ikke ens personlighed eller egen måde at være på.

Dette her indlæg er slet ikke som jeg kunne tænke mig det skulle være, men jeg har bare så længe gerne ville give lyd fra mig. Men min ammehjerne har så svært ved at konstruere sætninger som jeg synes er fede at skrive, så jeg har gået mere op i at det skulle være fedt for læseren, fremfor bare at blogge som jeg nu engang elsker. Ja og så er der det der med den tid der.. For tid er sgu ikke det jeg  har allermest af ift. at skulle sidde foran en computer. For søvn er ikke det han bruger tiden allermest på.

Og jeg er virkelig lykkelig over at #jegernogensmor. Jeg elsker det faktisk! Jeg elsker når hele hans ansigt smiler stort til mig og jeg mærker at han er glad for at jeg er i hans liv. Det er en vild følelse at betyde så meget for et andet menneske. Og så er jeg glad for at han lærer mig at komme helt ned i gear. Han er virkelig en skøn lille fyr og det er så fantastisk at have en FAMILIE! Jeg elsker at have skabt de her rammer i vores lille liv og hjem, sammen med verdens bedste kæreste. Jeg synes vi gør det hele så godt på godt og ondt og jeg er glad for at gennemleve alle de skønne øjeblikke såvel som de kedelige og triste øjeblikke, sammen med Martin. Jeg har ikke mistet kærligheden, den har bare formeret sig.

#Viernogensforældre

En beretning om en smertefri hjemmefødsel

Adams fødsel – en førstegangsfødendes hjemmefødselsberetning om en smertefri fødsel

Dette er min fødselsberetning.

I gennem min graviditet har jeg flere gange nærmest vågnet op med en følelse af angst og frygt for at føde. Frygten for smerte, ikke at være til stede, have kontrol eller hvad der mon kunne ske både med mig selv fysisk, baby i maven og eventuelle indgreb. Jeg havde mange bange tanker og frygtede en negativ oplevelse af at føde. Endda om jeg overhovedet ville være i stand til at presse min baby ud eller hvordan jeg ville reagere på veer og min egen tilstedeværelse i hele forløbet.

Min hjerne har haft rigtig meget styring gennem graviditeten i forhold til tanker, frygt m.v. Jeg har altid og vil altid være en kvinde der bruger hovedet enormt meget og følelserne er helt uden på kroppen. Derfor kan en følelse af frygt hurtigt overtage, selvom jeg også er et logisk tænkende individ. Efter inspiration fra veninder og bekendte der nævnte kurset Smertefri Fødsel og i samråd med kæresten, besluttede jeg mig for at deltage. Anja Bay skriver på hjemmesiden www.smertefrifoedsel.dk:

”Min fødselsforberedelse er særligt udviklet til dig, der er hjernekvinde og er vant til at lære alt igennem hovedet. Du er vant til at tænke selv, vil have følelsen af at deltage aktivt i din fødsel, opleve kontrol og vished for, hvad du selv skal gøre hvornår”. Dette beskriver rigtig godt mig, da jeg godt kan lide at lære gennem hovedet, men samtidig også er typen der skal have noget konkret at putte det på.

Da 4. kursus modul var slut skulle jeg derfra og til fødslen øve mig på teknikkerne, hjemme. Jeg øvede mig i forskellige stillinger herhjemme, jeg gik en tur i parken med høretelefoner og lyttede til lydfilen om visualisering, jeg prøvede at forestille mig sætninger som kunne virke som power-sætninger, jeg øvede laboro-vejrtrækning og presse-teknik. Dog uden fornemmelse for om det fungerede og til sidst, flere uger før fødslen, endte det med jeg gav op. Jeg stoppede og fortalte mig selv, at hvis det bare ikke ville give mening, så måtte det være spildte penge. Men øve mig mere på det, kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke samle mig om det eller fokusere mere på det.

I løbet af graviditeten er min nysgerrighed om hjemmefødsel blevet vakt. Især til Smertefri Fødsel blev jeg inspireret til at undersøge muligheden for en hjemmefødsel. Jeg var bange for om det var lidt for ”hippi-agtigt” til min og kærestens smag eller om det var noget for en førstegangsfødende.
Rent fysisk var der også meget at tænke på. Vi boede i en 2-værelses lejlighed på 1. sal hvor jeg slet ikke kunne se for mig, hvordan vi nogensinde skulle få en hjemmefødsel stablet på benene. Jeg fejede derfor tanken væk. Langt væk. Senere fik vi en større lejlighed og kort tid efter begyndte jeg kurset i Anja Bays studie på Amager. Jeg undersøgte Hjemmefødselsordningen Sjælland og tog kontakt til jordemødrene, som var rigtig hurtige til at besvare min mail samt møde mig/os, for at finde ud af om det var noget vi gerne ville (her var jeg 32+5). Det var primært mig der gerne ville, da Martin havde sine bekymringer ift. et kar med vand – og eventuelt andet – i stuen på 2. sal. Men han endte med at sige ja, nok mest for min skyld. Den beslutning er jeg så glad for at vi tog. Allerede efter første jordemoder konsultation kunne jeg mærke, at dette var det rigtige at gøre. Vi fik en suveræn behandling og som Martin siger, føles det nærmest som om, at vi kun har været tilknyttet dem, i forbindelse med graviditeten.

Min følelse både under og efter fødslen er ikke kun én, men flere følelser. Stærke og positive og jeg har fåe en følelse af, at jeg virkelig er god til at føde. Jeg følte mig sej, power-agtig og jeg endte med en følelse af runners high.

Efter alt det jeg havde frygtet og følt, skete der noget i min krop, klokken 00:34 den 22. august, da jeg mærkede den anden ve. Jeg blev fattet. Nu startede det hele. Alt det jeg havde lært til Smertefri Fødsel kurset om de forskellige faser, samt de papirer jeg havde modtaget til fødselsforberedelse med Hjemmefødselsordningen, tog jeg fase for fase. Da det så pludselig viste sig, at mine faser varede kortere tid, gik jeg alligevel ikke i panik. Jeg blev nervøs, men panikkede ikke, lyttede blot til min mavefornemmelse. Under hele forløbet var jeg mere eller mindre i kontrol. Til tider mistede jeg fokus og følte mig pjevset og i megen smerte, men det hyllede mig ikke ud af den. Sådan husker jeg det i hvert fald, dog med enkelte usikre øjeblikke og der var bestemt tidspunkter hvor jeg tænkte at ”nu gør det for nas til at jeg kan være i det”. Men både min søster, som agerede fødselshjælper og Martin fortæller, at de synes jeg var sej og god til at føde. Jordemoder fortæller at jeg fødte som en flergangsfødende. Og ærlig talt så var jeg også høj på sejren over, at have klaret en fødsel uden alle mulige smertelindringer. Jeg blev beruset af at være i fødsel og det var fedt. Med 2 panodiler og beroligende akupunktur i panden samt teknikkerne fra Smertefri Fødsel, klarede jeg en fødsel på 10 timer fra første ve og en 1. grads bristning.

Jordemoder sagde at jeg virkelig havde fået noget for pengene med hensyn til teknikkerne. Det gjorde mig ret glad, da jeg jo havde droppet at øve mig på dem, da jeg ikke følte jeg kunne lære dem eller få dem ind under huden, da jeg øvede. Men da jeg pludselig befandt mig i fødeverdenen og i en slags ve-storm, gav det hele mening. Jeg hørte Anjas stemme fra lydfilerne for mig. Hun mindede mig om at tjekke mine fixpunkter, slappe af, trække vejret dybt ind og lade luften sive fra lungerne, når jeg kunne mærke en ve komme. Når veen bed hårdere, gjorde jeg vejrtrækningen hurtigere, men røg jeg ud af rytme eller havde brug for mere ilt, afbrød jeg hvad jeg havde gang i, for at få mere luft. Nogle gange virkede det bare bedre med lange dybe vejrtrækninger, men laboro teknikken fungerede også rigtig godt for mig, både som distrahering/at skabe et andet fokus og fordi jeg ikke tog luften helt ned. Jeg havde en følelse af at kunne handle aktivt, fremfor at være passiv eller ende i panik og kramper. Jeg følte jeg havde mulighed for at styre forløbet, hvilket var ret fedt.

Min fødsel var langt fra smertefri. Der var øjeblikke hvor jeg følte en trang til at tude, hvor jeg sagde høje lyde og spændte i hele kroppen af smerte. Men jeg havde mange flere veer hvor jeg styrede dem med laboro og hvor jeg gik ind i mig selv. Jeg havde ingen fornemmelse af tid gennem fødslen, jeg arbejdede med de signaler, følelser og veer der var. Hvilket har givet mig en positiv oplevelse af at føde.

At vi havde valgt at min søster skulle være til stede som fødselshjælper var en virkelig god beslutning. Hun var tændt på opgaven og hendes syn på det hele var energigivende for hende. Det at hun var der gjorde også, at jeg tillod mig selv at lukke mig helt inde i fødselsverdenen, for jeg vidste at Martin ikke ville være lukket helt ude, i det han ville have andre at snakke med om det der skete.

Da presseveerne begyndte at vise sig blev der fyldt vand i karet og jeg kom derop og delvist hvilede og kæmpede imod pressetrangen. Her blev Martin en enorm vigtig del af fødslen, hvilket jordemoder var rigtig god til at skabe rammen for. Han havde lige et øjeblik hvor han følte sig hvileløs, så hun tog fat i ham og sagde at han skulle sidde ved mig, foran karet. Her havde jeg et godt greb i ham hver gang jeg fik en ve og jeg gispede størstedelen af alle veerne, med få små nyk. Her kom Smertefri Fødsel mig igen til gode. Jeg faldt hen mellem veerne og var seriøst beruset af vejrtrækningen, fødslen og alle de hormoner eller hvad pokker du vil kalde det, der susede rundt i min krop. Da jeg endelig var åben nok til at måtte presse vores barn ud, gav jeg den fuld gas når jordemoder bad mig om det. Nu skulle baby fandeme ud! Jeg havde set videoer med førstegangsfødende som var helt trætte og udmattede. Jeg så billederne af dem for mig og tænkte at jeg skulle være det modsatte af dem, så jeg pressede og selvom jeg næsten ikke kunne mere, så pressede jeg lige lidt ekstra, når jordemoder sagde jeg skulle presse resten af veen ud. Og jeg sejrede fandeme. Min stædighed gjorde at vores søn på 3725 gram og 53 cm, kom til verden som Superman klokken 10:17 den 22. august, i løvens tegn, efter 19 minutters pres. Jeg var så stolt. Jeg var så høj og lykkelig over, at jeg hverken gik særlig voldsomt i stykker, takket være gisp og vejrtrækning. Jeg var – ja jeg er stadigvæk – så stolt over, at jeg klarede en fødsel uden at skulle på sygehuset og uden alverdens smertelindring. Jeg er virkelig imponeret over hvad kvindekroppen kan og jeg synes det er en enorm speciel følelse at have været så påvirket uden påvirkning. Det var en spændende og vild begivenhed og jeg kan stadigvæk mærke selvtilfredsheden og følelsen af sejr, i kroppen. Runners High. Ikke mindst så fødte jeg vores søn, min nye store kærlighed og Martin bliver ved med at gå og sige ”jeg er nogens far”. De to streger vi så tilbage i december er nu et lille menneske af kød og blod, som suger al min kærlighed og energi. Og jeg elsker det. Jeg elsker at vi nu er en familie!

IMG_9848-2

Jeg er førstegangsfødende der startede graviditeten med angst og frygt og endte med at føde hjemme på to panodiler, med et fast greb i kæresten og overvældet af alle de hormoner som kroppens eget apotek fyldte mig med. Det var seriøst en fantastisk fødsel og når folk snakker om drømmefødsler, så hører min bestemt under den kategori.

Jeg havde mareridt om at føde, men endte med at få en fødsel helt uden komplikationer eller problemer – og det er virkelig fantastisk og jeg tror vitterligt også det har noget at gøre med valg af fødested. Jeg var så tryg hele vejen igennem, hvilket har påvirket fødslen i en positiv retning.

Da jeg fik vores søn i armene var jeg så forvirret over, at nu var han der rent faktisk. Han græd og skreg som pisket og jeg var total omtåget og hverken græd eller var lykkelig lige der. Jeg var så fokuseret på fødselsarbejdet og at det var min krop og ikke min hjerne der skulle føde, at alle andre følelser var gemt godt af vejen. Jeg havde været en fødemaskine i flere timer og nu sad jeg med resultatet af 9 måneders hormoner, udvikling, følelser, kærlighed og længsel. Nu var han her og så kunne jeg ikke en gang græde. Der røg der lidt luft af ballonen, men kort tid efter og det at blive bekræftet i hvor god en fødsel det var, hvor fin han var og hvor god han var til at amme, allerede, ja og det at fatte, at jeg netop havde klaret en hjemmefødsel, begyndte det hele at falde på plads.

Her, 4 dage efter, er jeg lykkelig. Jeg har grædt og jeg kommer til at græde mere. Det er rigtig nok det man hører om at 4. dagen er hård. Jeg har haft stor tudedag med følelsen af at være tom når han sover og ikke at have lyst til at være alene, tude uden at vide hvorfor og bare være lidt ved siden af mig selv.

Ja og så synes jeg at han er noget af det skønneste jeg nogensinde har set, han gør mig lykkelig og jeg er så fantastisk glad for, at min kæreste og jeg, i samspil, både har skabt ham og fået ham til verden, lige her hvor vi bor.

Hans liv er startet så smukt, her på 2. sal og jeg er så stolt over ham allerede. Vores egen lille løveunge!

Ikke alle fødsler er forfærdelige, traumatiske eller overdrevet smertefulde. Jeg oplevede smerte, men jeg klarede det og jeg føler mig virkelig bare så heldig og tilfreds over, at vores fødsel gik så fantastisk godt. Jeg er pisse hamrende stolt, ikke kun af mig selv, men af min kæreste, søster og søn. Og så er jeg så taknemmelig over at have haft en virkelig dygtig og kompetent jordemoder, som hele vejen igennem udviste professionalisme, nærvær, humor, omsorg og faglighed. Jeg var ikke angst på et eneste tidspunkt. Min krop vidste hvad den skulle og lige så gjorde personerne omkring mig.

Jeg er også ret sikker på at én af grundene til at det hele gik så godt som det gjorde var, at jeg valgte en hjemmefødsel. Jeg bevægede mig herhjemme som jeg præcis havde brug for og jeg befandt mig i omgivelser jeg kendte til. Jeg kunne være på mit eget badeværelse, i min egen stue, i mit eget soveværelse. Jeg kunne efterfølgende blive hjemme i vante omgivelser og suge følelsen af forældreskab, kærlighed og sejr til mig. Det er noget af det største, vildeste og bedste jeg nogensinde har oplevet og jeg ønsker at jeg kan videregive håb og troen på, at fødsler ikke vil en noget ondt og at man kan hvad man vil.

Og så har vores lille Adam fået en rolig start på livet og er allerede inde i en rytme. Jeg er så taknemmelig!

Carpe Diem!

 

Mine tanker og graviditet #6

Graviditetblues

… fordi det findes altså.

Og det er der nok ikke så meget tvivl om, men for nogen er der større tendens til negative tanker, end andre.

Jeg ved ikke hvilken kategori jeg hører til, men det er i hvert fald ikke særlig spændende når der lander et tæppe med tristhed hen over en, i den tid der burde være noget så lykkelig. Fuld af babybulelykke og spændthed.

Måske er det bare fordi man tror det skal være en lykkelig og spændende tid, selvom den jo også er fuld af tanker af den mere seriøse slags.

Det var perfekt timing at jeg i tirsdags have konsultation med jordemoder. Efter at have været lidt påvirket af triste følelser, have tudeture og ikke engang have lyst til at gå i fakta, grundet andre mennesker, var det rart at løfte tæppet af og tale om tingene, i samspil med Martin og jordemder.

Jeg er virkelig glad for at have tilmeldt mig Hjemmefødselsordning Region Sjælland (HOS). Jordemoder er meget lyttende og samtidig rådgivende, hvilket fik mig til at føle mi tryg og hørt. Et forslag hun kom med var, at søde ventetiden med at gøre noget godt for sig selv hver dag eller at have noget at nørkle med, så ventetiden ikke bliver sådan en (s)tilstand af utålmodighed og store følelser. Det at have noget fysisk at arbejde med (strikke, hækle, male m.v.) hvor der kommer et resultat kan være en god måde at arbejde med sine følelser på, mens man venter.

Derfor skal jeg også snart i gang med den scrapbook jeg har planer om at få lavet. Jeg er bare nervøs for at gå i gang, fordi jeg allerede nu bekymrer mig om, om den overhovedet bliver pæn. Typisk mig!

Jeg har gået med forskellige følelser omkring det at skulle blive forældre – om hvad der føles som et øjeblik og samtidig som vildt lang tid. Det er især underligt at tænke på, at nu findes der snart ikke den samme tosomhed, som jeg virkelig er glad for og det liv, som Martin og jeg har sammen. Der kommer et lille nyt individ ind i billedet, som vi i samspil skal lære at kende og dermed skabe gode, positive rammer som det kan vokse op i og have en barndom i. Samtidig med at vi skal lære hvordan vi sammen og hver for sig skal være, i forhold til dette individ, men også huske på den tosomhed, som vi “kommer fra”. Jeg bekymrer mig, netop fordi jeg er så glad for alt det vi har, sammen.

Det var som om at jordemoder fik bøtten vendt og det var rart med lidt professionel rådgivning, selvom det lige så vel kunne have været noget ens veninde havde sagt til en. Men måske virkede det ekstra “kraftigt” på mig, at det var en jordemoder der fortalte at det er okay at forkæle sig selv. Og måske er det generelt bare en vigtig lektie, at man skal være god til at gøre noget godt for en. Skabe sine egne solstråler i hverdagen – og jeg tror måske det er det, som jeg i det hele taget ikke er god til. Jeg er lidt for god til at fokusere på de negative ting.

Jeg havde en forestilling om, at jeg i barselsperioden stod tidligt op hver dag og var huslig og gjorde noget ud af hjemmet eller gik en lang tur. Men jeg har fundet ud af at jeg virkelig har brug for at komme ned i gear og tage tingene i mit eget tempo. Og at jeg nogle gange har brug for at stå sent op eller at tage en 1-2 timer lang lur. Men i min perfekte verden var den perfekte vordende mor overskuds-agtig og a-menneske. Hvilket overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed jeg befinder mig i. Og det er dét jeg skal lære – at acceptere og være fleksibel ift. at tilværelsen slet, slet ikke er som man nogle gange forestiller sig… Og måske er det også sådan forældreskabet kommer til at blive. Livet med et barn er uforudsigeligt og ikke noget man kan planlægge sig igennem.

Ej heller fødslen.

Derfor kan jeg lige så godt putte det lidt i “glemmebogen” at terminsperioden starter på lørdag og at baby kan komme når som helst og i stedet for leve lidt som om jeg aldrig kommer til at føde, men samtidig planlægge nok til at jeg er klar nok til at føde hjemme.

Så nu forsøger jeg at forsøde ventetiden med at tage en ting af gangen og sige “jeg når det jeg når”.

Og så fortæller jeg mig selv, at lejligheden ikke behøver at stråle som kom dronningen på besøg, bare fordi jeg går hjemme.

Måske er det her på falderebet i tidslinjen fra ung til voksen, at det pludselig går op for mig, at det at nyde sit eget selskab, sig selv og at gøre noget for sig selv, er enormt vigtigt for at man selv blomstrer, vokser og lever.

Så derfor….

Carpe Diem din barsel!

 

Fødselsdagsfest og danseglad gravid

This slideshow requires JavaScript.

Vi er nået til 35. graviditetsuge, hvilket blev skudt i gang med fødselsdagsfejring af to herlige mennesker i lørdags, fra aftensmadstid til tidlig morgen. Jeg havde ikke troet at min krop havde energi og overskud til at deltage så længe, men jeg fik da både drukket alkoholfrie øl, danset, spist grillmad, sludret og jeg nød faktisk at være til fest. Og det var virkelig tiltrængt, hyggeligt og sjovt! Og så var det enormt praktisk at være ædru med kørekort, da det festlige folk stod og manglede cigaretter sent på aftenen.

Det er faktisk ret fantastisk hvor meget man kan svinge med maven til lækker musik, så længe man er i godt selskab! Der blev i hvert fald danset en del på et tidspunkt og det var enormt rart. Vennerne sørgede også for at jeg ikke blev kold ved at låne mig bukser i størrelse alt-for-stor og en lækker hættetrøje, men når man først får gang i den gravide krop så stiger temperaturen også, så jeg måtte af med det hele igen.

Baby var også ret rolig den dag, nok fordi den blev vugget så meget af dansebevægelserne.

Da jeg søndag vågnede op og det eneste sted jeg faktisk havde ondt var i fødderne, var jeg ret glad for at være gravid, ikke at have drukket og at det kun var kæresten som var tømmermændsramt. Han ville endda, på trods af sine tømmermænd, gerne vælte ud af sengen og forevige maven i dens 35. uge (nok fordi han ved det betyder noget for mig).

20031018_1537112116347127_1040946163_n.jpg

Derudover var jeg – og er stadigvæk – høj på babybulelykke og tanken om at have så nærværende mennesker omkring mig, som gerne vil feste og gå amok, men kun så meget amok, at de stadigvæk tænker på ens situation, selv i beruset tilstand. Det var simpelthen så hyggeligt at være en del af og jeg elsker simpelthen den gruppe af mennesker. Der blev lige fyldt på overskuds- og glædeskontoen. Det var en aften og nat, lige som jeg manglede og havde brug for.

Carpe Diem!

Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

Mine tanker og graviditet #4

Babyshower

18954870_1505021976222808_4892144668889851192_o

Jeg troede ikke jeg var typen der blev holdt babyshower for, eller at jeg var typen som ønskede et babyshower. Så da jeg ankom hos min mor for liiiige at hente det vasketøj og den kuffert min lillesøster skal bruge, inden hun rejser til Budapest, ja og måske lige sludre lidt og drikke en tår kaffe, inden vi efterfølgende vendte snuden mod søsters lejlighed, var det ikke en stue fuld af mennesker fra forskellige hjørner af mit liv, jeg havde regnet med at møde. Jeg havde ingen anelse – og det er sgu da meget godt – så man kan sige at planen lykkedes. Jeg blev O V E R R A S K E T, da jeg åbnede døren og opdagede pynten og tænkte “gud, mor er ved at holde et eller andet. Vi forstyrrer!”. Hvorefter jeg blev forvirret over at se min mormor, svigermor i samme stue, ja sammen med alle mine venner som ikke kender hinanden og andre familiemedlemmer. Det fyldte ret meget hos mig og folk kiggede på mig i tavshed, imens jeg begyndte at tude og måtte kramme lillesøster, hvorefter jeg lukkede døren igen og gik ud på badeværelset, for lige at finde mig selv og noget papir til at tørre øjnene.

Det er ikke noget man lige tænker på, at man måske faktisk har brug for og måske har man ikke brug for det. Gaverne er selvfølgelig lækre at få og rigtig dejlige, men det var virkelig bare fantastisk at se så mange mennesker, som man selv holder af, stå der og “være der” for en, med knus og kærlighed.

18954685_1505010572890615_1924055962176932888_o.jpg

Lykønske en noget, som man selv er total i alverdens-følelsers-land omkring og som hele ens hverdag, drømme og tilværelse er fyldt af. For hele mit liv er meget fokuseret på det at skulle have en baby – både praktisk, mentalt og hjernen kører rundt med tanker om fødsel, om opdragelse, om glæde, lykke, sorg, frygt, forvirring – ja hele palletten. Det er fantastisk og angstprovokerende og til tider isolerende. Ja for jeg isolerer lidt mig selv, for at beskytte babyen og ikke gøre noget der kan skade den, samtidig savner man omverdenen og mangler lidt opmærksomhed, men den er svær at bede om eller sætte ord på. Og så er der det fysiske, i forhold til krop og træthed, for man kan ikke være ude så meget eller lave alle mulige badutspring, som man plejede og det er ikke lige værtshuset man kommer så meget på mere. Også fordi man tænker over hvad andre tænker, plus tøjet sidder dårligt eller også kan man ikke længere passe det. Ja der er mange ting og egentlig er det luksusproblemer, men stadigvæk “problemer”, overvejelser og følelser som man oplever en til flere gange om dagen. Endvidere er der også graviditetshjernen som fylder, med glemsomhed og hurtig distrahering, hvorved man føler sig fjollet og som en semi-grøntsage. Men det tager jeg glædeligt med. Lige nu føler jeg nemlig at det hele er så fantastisk og det rigtige, i hvert fald for mig.

Så oven på en kort dag som i dag med kæmpe overraskelse midt i alle de hormonelle følelser og store tanker, så er jeg total udmattet og bare lykkelig. Hold kæft hvor er jeg heldig at jeg har sådan nogle søde, smukke mennesker i mit liv. Og jeg tror lige præcis det var det jeg havde brug for at vide. Jeg er ikke isoleret, jeg har ikke mistet folk omkring mig, jeg er ikke alene, men har venner og familie som gerne vil mig stadigvæk. Jeg er ikke bare “Misse-mor”, men stadigvæk Misse og Michelle. Det er rart at få bekræftet. Selvom jeg er ovenud lykkelig over at skulle være mor – noget jeg altid har ville og altid glædet mig til. Og jeg er fortsat lykkelig over at skulle dele titlen “forælder” med verdens bedste kæreste.
Denne følelse blomstrede ydermere op i går, da vi var til et arrangement på RUC, hvor kæresten fik lige så meget opmærksomhed omkring maven, som jeg gjorde. Det føltes fantastisk. “Er det faderen?” blev der spurgt og jeg kunne stolt og lykkeligt svare “JA!”. Det er faderen til vores baby og er han ikke fantastisk?!

Jeg er i en eller anden rus. Lykke. Babyboble af lykke. Det er fedt og jeg vil forevige dette minde og glæde mig over hvor smuk og fantastisk en graviditet også kan være. Sikke en måde at gå ind i 31. uge (30+0).

Carpe Diem og babylykke!

Mine tanker og graviditet #3

Gravidboble og mave-klub

Sådan en periode føler jeg, at jeg er kommet ind i. Gravidhjernen fortsætter og jeg er knap så god til at have tanker på andre, end graviditeten og hele paletten af følelser og tanker, vedrørende perioden og den kommende fødsel, ja og livet med et BARN!

Nogle dage græder jeg af frustration over, ikke at vide hvad der egentlig venter lige præcis os, i forhold til at skulle have et barn. Eller hvad det vil sige at føde og hvordan smerten egentlig føles og/eller skal håndteres. Andre dage glæder jeg mig så sindssygt meget til at gennemleve det oplevelse sammen med verdens bedste, kommende far. Jeg synes det er vildt at der gror et lille væsen inde i min mave og jeg forstår slet ikke den kærligheds-følelse, som jeg allerede nu føler for vores baby.

Og jeg synes det er pisse fantastisk smukt at vi skal have et barn sammen, hvilket jeg glæder mig lykkeligt meget over. Samtidig er jeg rad for alle de frustrerede øjeblikke, vågne nætter og hvordan vores forhold tackler det. Men jeg håber vi er stærke, sammen. For allerede nu er vi præcis lige stærke, men på hvert vores tidspunkt, hvilket jeg føler er helt perfekt.

Men ja, som nævnt, så er mine tanker mange andre steder, end på folk omkring mig og på den ene side har jeg lidt skam og skyldfølelse og på den anden side, så tænker jeg at det er sådan det er. For lige for tiden gennemgår vi en kæmpe forandring i vores liv og det er sgu svært at sætte ord på noget som er så abstrakt. Derudover så er min krop også begyndt at tælle ned til barsel, for den kan da godt mærke, at jeg arbejder fuldtid i en vuggestue med 11+ kg, åreknuder, kramper og mundtørhed. Men derudover så har jeg det faktisk rigtig godt og det virker også som om at jordemoder synes, at alting er helt fint. Støttestrømper er stadigvæk en del af den daglige påklædning, men det er okay. Jeg har endda også overlevet weekendens varmebølge, uden al for vild svedtur. Dog er jeg ret tilfreds ved tanken om at gå på barsel lige til “sommerferien”. Det tror jeg min krop synes er ganske OK.

Vi har også tilvalgt 3D/4D scanning, hvilket i første omgang var en total fortryllende tanke og jeg var simpelthen så glad og lykkelig over, at vi skulle ind og se ansigtet på vores Gub. Men baby ville ikke helt som vi ville og vi gik hjem med dato til en omscanning. Omscanningen var endnu værre og skuffelsen hang over os, da vi modløse og med endnu en dato til omscanning, gik derfra. Til gengæld var vi ovenud glade og overraskede, da vi i dag kunne gå fra Jordemoder Huset med 1 meter lang billedcollage af ansigtet af vores baby, som vi som stolte, vordende forældre gloede på i toget, hjem. Straks skulle der sendes billeder til familie og bekendte. Vi så babyen drikke fostervand – hvor sejt er det ikke lige? INDE I MIN MAVE…

Nu må det godt snart blive midt august, så vi kan møde det lille væsen som skal være en del af vores liv, resten af dens liv. Det bliver virkelig fedt! Jeg er til tider bange. Bange for alle de ting man hører om, at et barn ødelægger parforholdet og så videre. Men jeg glæder mig sgu. Jeg gjorde jo ikke det her, hvis ikke jeg mente det og ville det. Og jeg har aldrig turde det så meget, som jeg tør, fordi verdens bedste kæreste, ven og kommende far står ved min side, i tykt og tyndt, gennem grin, gråd og gravidkrop. Jeg elsker ham og jeg elsker tanken om, at vi skal opleve noget så stort sammen, som at få et barn. For mig er det stort, ja noget af det største og et kæmpe ønske. Men det har heller ikke bare skulle være med hvem som helst. Jeg har tillid til os og alt det her og den følelse synes jeg er pisse fed!

Carpe diem

Mine tanker og graviditet #2

I dag er der 15 uger til termin, altså er jeg 25+0. Det vil sige, at der er 7 uger til jeg går på barsel. Jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. Jeg synes lige det var 1. Marts hvor jeg havde første arbejdsdag. Det har været med opture og nedture, da jeg stadigvæk skal vænne mig til at være gravid. Men tiden er seriøst fløjet af sted det sidste stykke tid. Jeg tror både det er fordi vi er flyttet i noget større – og enormt meget mere lækkert!! – samtidig med at jeg har et rigtig dejligt job, at stå op til. I forhold til graviditeten føler jeg nærmest ikke jeg kan følge med. Min krop vokser og vokser og babys spark og bevægelser bliver vildere og vildere. Jeg er slet ikke klar til, at Gub om 3 måneder og 13 dage skal være en del af vores hverdag. Mest af alt fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg overhovedet skal blive klar til det.

I dag er det også 1 uge siden, at vi flyttede. Takket være fantastiske venner og familie blev det en enorm stor succes og det føles allerede så hjemligt her på 2. sal. Jeg er så glad for at vi har nået at få et større hjem, inden Gubs ankomst. Og jeg er bare glad for, hvordan alting har flasket sig. 2017 er virkelig vores år. Ja.. Generelt er alle følelserne i den positive ende af skalaen, for tiden og det føles bare dejligt. Bortset fra tøjkriseproblematikken, så er alting faktisk ret fantastisk. Og alligevel så dukker frustrationer og tårer op, ind i mellem. Følelsen af afmagt og måske også smule bekymring omkring det der venter os. Men jeg er bare glad for at vi har hinanden og at vi begge to et job at stå op til. Jeg kan mærke at vi er sammen om det her og det gør mig glad. Vi glæder os til at blive forældre.

Vi har anskaffet os barnevogn af et vennepar og en autostol af Martins veninde. Jeg synes der er noget hyggeligt ved at vores baby skal bruge deres ting. Men jeg har også til dels en forkærlighed for genbrug og den “historie” der kan ligge i de ting. I dag da vi var på udkig efter møbler til lejligheden fandt vi også lidt tøj og en nussebamse til Gub.

18379626_120332000627619961_1593431293_o

Bodies kostede 5 kr. stykket, bukserne 8 kr. og nussebamsen 40 kr. I alt 63 kr. Det er sgu i orden! Nu mangler vi bare lidt møbler til babyværelset, så istandsættelsen/forberedelsen ligesom kan komme ordentligt i gang. Jeg synes det er ret spændende at skulle indrette værelset. Det er som om det hele bliver mere og mere virkeligt, når det også tager fysisk form. Ligesom følelserne omkring Gub er blevet mere rolige og realistiske, i takt med Gubs sparken og moslen, inde i maven. Og sjovt nok har vi mærket Gub rigtig meget, i dag. Jeg fik et ordentligt los på hånden her til aften. Jeg mærker også mere hvordan Gub vender og drejer sig, derinde. Det er enormt mærkeligt og lidt klamt, men samtidig også så fantastisk. Det er ret vildt hvordan vi kan mærke at baby vokser sig større og stærkere. Jeg er virkelig spændt på hvilken person det er, som vokser sig stor og stærk, inde i min mave. Jeg synes det er fascinerende, at et andet menneske ligefrem kan gro, inden i en. Det er da for syret. Indtil Gub melder sin ankomst vil jeg nyde mine arbejdsdage og livet i lejligheden, som Misse, som kæreste og som kollega. Det er ret fedt lige at prøve sin pædagogfaglighed af, inden livet som nybagt mor starter. Derudover glæder mig til at påbegynde forældreskabet sammen med Martin og dele det kapitel i mit liv, sammen med ham.

Men nu vil jeg fortsætte resten af aftenen med en kop kaffe, mens jeg følger med i, at Martin gamer Prey.

WordPress.com.

Up ↑