Mine tanker og graviditet #1

Det er længe siden jeg har skrevet noget på bloggen, hvilket der har været forskellige grunde til. Den største grund har været min graviditet. Alle forventningerne, holdningerne, tankerne, følelserne og frygten for at være forkert og dermed være en dårlig mor. Allerværst frygten for at miste barnet!

Det var i december vi fandt ud af det. Faktisk ret tidligt i graviditeten. Men egentlig troede jeg bare det var min forsinkede menstruation, som lurede i kroppen. Jeg havde det i hvert fald lige sådan. Men over en weekend blev jeg/vi voksne!

Torsdag den 15. december fyldte Martin 30 år. Sikke en voksen kæreste jeg har mig! Han blev fejret med surprise-morgenmad, gæster og gaver, efterfulgt af aftensmad på en restaurant i byen og en masse rødvin. Babys første brændert (ingen vidste noget her). Den efterfølgende dag blev jeg ringet op af en institution, som ønskede at jeg skulle deltage i en jobsamtale, vedrørende et job jeg havde søgt. Jeg var simpelthen så stolt! Mandag skulle jeg til min allerførste jobsamtale, og jeg var ikke engang pædagog endnu, men midt i bachelor-skriveriet. Hurra for mig!
Men tanken om jobsamtale og job, ja bachelor, jul m.v. blev skubbet LANGT væk, da jeg lørdag morgen besluttede mig for at tage en test. Jeg tænkte jeg ville få ro på og tankerne omkring det hele kunne fokuseres, når jeg tissede på testen og den viste negativ. Så kom min menstruation nok med det samme, sådan vupti!
Det var Martin der fik lov til at tjekke til testen. Hans ansigtsudtryk viste rimelig godt hvad svaret var: Positiv. Hele min verden brød sammen og jeg kunne ikke overskue hverken familietam-tam den efterfølgende dag, jobsamtale eller bachelor. Hvordan skulle det hele gå? Jeg var ikke engang pædagog endnu, vi boede i en lille 2-værelses lejlighed og hvad med jobsøgning, penge, plads og opdragelse? Jeg var fortvivlet.

Men vi valgte barnet. Vi valgte parforhold, familieliv og at udvidde vores tilværelse, sammen. Og på mirakuløs vis klarede vi det hele, for nu har vi begge to bestået vores bachelor med tilfredsstillende karakterer, vi har fået tilbudt ny lejlighed og flytter snart og oven i det har vi begge to fået job. Alting har flasket sig og til august venter vi os et dejligt barn og lykken omkring det er kæmpe stor.

Men lykken har ikke hele tiden været så fantastisk stor og fyldig, som den er nu. Ugerne efter nyheden var fuld af kvalme, frustrationer, bachelor-stress, tanken om at holde det hele hemmeligt, hvad med jul, nytår og dimmensionsfest?!

Min ene studieveninde var også gravid og det var både dejligt at snakke om hendes graviditet og gemme mine følelser og forventninger lidt der, men også kedeligt ikke selv at snakke om min egen graviditet. Men jeg turde ikke, for tænk hvis barnet forsvandt så snart det blev sagt højt?! Samtidig var jeg ulykkelig over min træthed, mine humørsvingninger og ikke mindst min appetit eller mangel på samme. Kvalmen havde overtaget og det tog hårdt på mig. Faktisk så hårdt, at jeg til sidst valgte at mine kostvaner blev nødt til at blive omlagt. Mine veganske spisevaner måtte gå til grunde og jeg skulle i stedet bare spise det jeg havde lyst til, blot for at få et eller andet ned. For blev jeg først sulten, så kom kvalmen endnu kraftigere og den slog hårdt. Det var faktisk så gralt at vi levede af just-eat mad i en periode.
Martin var for presset til at være i køkkenet hele tiden, grundet bachelor og jeg var for dårlig til at nærme mig køkkenet. Alle lugtene angreb mig og kvalmen overtog krop og sind. Det var ulideligt! Men mine ændrede kostvaner gav mig dårlig samvittighed. Jeg havde været så stolt og tilfreds over mine dyreetiske spisevaner, at jeg nu skammede mig og holdt mine madvaner væk fra de sociale medier. Derfor har jeg heller ikke valgt at berette noget om det, før nu. Og hvor åndssvagt er det i bund og grund ikke? Men det har fyldt enormt meget i mine tanker. Jeg har simpelthen prøvet at gemme mig lidt, samtidig med at alting også var en hemmelighed

 

Det er faktisk først den sidste halvanden- to måneders tid at jeg har kunne bevæge mig rundt i køkkenet, stå for planlægning af ugeplanen og tænke på mad flere timer og dage frem og handle ind. Det at kunne tage opvasken eller åbne køleskabet var milepæle og succesoplevelser for mig!

Min graviditet har fyldt og fylder stadigvæk rigtig meget. Dels pga. alle symptomerne og ændringerne, men også tanken om at skulle være mor (og far). At dele sit liv med et menneske, som i skrivende stund er i gang med at vokse sig stor og stærk – klar til livet uden for maven (og vores baby “Gub” er pt. større end den gennemsnitlige baby i maven, så det bliver måske en stor en). Min fysiske og psykiske tilstand ændrer sig og det fylder også i tankerne og hverdagen. Jeg har taget på, cirka 7 kg., kan nærmest ikke passe noget af mit tøj og det er træls at tænke på, at skulle skaffe nyt. Men det har jeg gjort. Derudover har jeg også skaffet andre ting, eksempelvis støttebælte og støttestrømper, for at støtte min trætte krop i hverdagen. Jeg har fået mange, grimme åreknuder der især gør mit højre ben træt. På arbejdet kan jeg ikke deltage så aktivt, som jeg ønsker, men støtten er god og jeg er glad for at have snakket med min jordemoder og leder omkring det, så jeg kunne gøre noget godt for mig selv og min krop, gennem min graviditet.

Tja, det var lidt tanker om det at være gravid som førstegangsfødende. Jeg har mange flere tanker, men de får lov til at komme til udtryk på et andet tidspunkt.
Slutteligt vil jeg dog sige at det er noget af det smukkeste at ligge inde i sengen, sammen med Martin og se min mave bevæge sig eller mærke de små spark, som nu er blevet større og stærkere. Eller at synge vuggevisesange sammen, for maven. Jeg nyder at dele alt dette med Martin og kærligheden er også vokset. Det er det smukkeste og jeg er glad for vores beslutning om at få ønskebarnet.

Leveregler

Vi lever alle sammen efter visse regler, normer og værdier, som vi koder inde i vores hoved, for at skabe en tilværelse hvori vi kan leve – eller overleve.
Visse leveregler er positive og er ligesom med til at opløfte os i vores liv, mens andre er negative, stressende og nærmest kun til, ift. overlevelse.

P.t. har jeg skulle tænke over “leveregler”, hvilket fik mig til at tænke over hvorfor jeg mon, i sin tid, overhovedet startede med at blogge. Blogging er jo i en vis grad også en måde at føle sig ‘set’ og ‘hørt’ på, selvom det ikke altid er til at vide, hvor mange der egentlig lytter med.
Jeg ved at mange af mine leveregler har omhandlet eller været en del af mit lave selvværd. Reglerne har været ift. at skyde mig selv ned. Jeg skulle tænke mange negative tanker om mig selv, hvis jeg blot tænkte én positiv – for at tænke positivt om sig selv er arrogant, egoistisk og ikke i orden. Det at rose mig selv gjorde mig skrækslagen og nervøs.
Det er jeg heldigvis vokset rimelig meget fra, men faktisk blev jeg først stærk og turde, da jeg i 2013 startede på pædagogseminaret. Det var ligesom først der jeg brød mine gamle leveregler, gav mine negative tanker en stor fuck-finger og rejste mig op. Ikke at sige, at de ikke har været der alligevel, men det er blevet bedre. Meget bedre.

I dag er jeg kommet endnu længere, men ind i mellem kigger nogle af de negative, stressende og nedbrydende regler frem. Eksempelvis at jeg intet er værd eller at jeg er et dårligt menneske, hvis ikke alle kan lide mig. Hvilket har været en regel der har fyldt meget, størstedelen af mit liv. Det er virkelig ikke sundt og jeg er jo egentlig også godt klar over, at ikke alle kan elske alle og ind i mellem er man en stor idiot eller det der er værre, i andres optik. Det er bare det at leve med det. At acceptere det at miste, at være skyld i at ødelægge eller miste venskaber osv. Det er følelser jeg har haft svært ved at leve med og dermed slået mig selv i hovedet over det elendige menneske jeg er. Og typisk er der sket denne slags følelser, når jeg har taget en beslutning, hvor jeg endelig turde tro på min mavefornemmelse og intuition, hvorefter helvede brød løs. Det at stå med alle de mange andre følelser og skulle leve videre derfra, har været kampe jeg har skulle kæmpe mig igennem. Det har været situationer hvor jeg har haft det ene negative leveregels-mantra efter det andet, rungende i mit hoved.

Og endelig, for blot få uger siden, fik jeg en forklaring på mig selv og mine følelser. At vi gennem vores barndom og opvækst danner disse “leveregler” og at de kan være positive, men også negative. Og at disse negative leveregler er med til at man kan få depression, angst og lavt selvværd. Jeg undrer mig over, at jeg i en alder af 25 år først lærer om mig selv, men jeg glædes også ved, at jeg bliver ældre og bedre til at håndtere mit livs udfordringer.

Det er en umulig mission at være perfekt og god i alles øjne og være noget for alle mennesker. Man kan ikke være venner med alle og især ikke nære venner. Det virker nok dybt logisk for rigtig mange og sikkert også nemt og lige til, men for mig har det været svært at forstå og ligesom leve i. Disse tanker håber jeg, at jeg kan udvikle på og omdanne til positive leveregler, for resten af mit liv. Jeg ønsker at se trolden i æsken i øjnene, når den popper op og ser på mig, fremfor at prøve at gemme den væk, igen. For jeg må jo nok snart indse, at min depression, angst og mit meget følsomme jeg, altid vil være en del af den jeg er og det er nok bedre at acceptere det, end at gemme det væk.
Carpe Diem

December med stress og kærlighed

Bachelor-projektet presser sig på i min hjerne og jeg har her på det sidste været meget stresset. Hele min måde at være på, herhjemme, giver udtryk for min stressede følelse. Derfor synes jeg det er rigtig dejligt at det er jule-tid, hvor det er lovligt at “hygge” lidt ekstra – selvom man jo burde give sig selv lov til ALTID at hygge.

Jeg vågnede op i går morges, klokken 07 og kunne ikke tænke på andet end bachelor og hvordan den skulle formes, nuanceres og formuleres. Så jeg sad i to timer fuldt koncentreret og nedskrev idéer m.v.
Det er virkelig træls at det kan fylde så meget, men jeg tror det er fordi jeg gerne vil have en god karakter, som kan leve op til de mange 12-taller jeg har høstet, her på det sidste. Jeg vil jo også gerne tage en kandidat på et tidspunkt, men det er blevet mere og mere uvist, hvornår…

For fremtiden står også for døren. M og jeg er begyndt at snakke om en større lejlighed og en større lejlighed kræver en lidt højere indkomst, end den nuværende. Jeg har haft skrevet én ansøgning, men desværre intet hørt, hvilket gjorde mig ret modløs.
Det er kun én og jeg skal bare op på hesten igen og knokle videre, men jeg synes det er hårdt og jeg kan mærke en eller anden form for angstprovokerende følelse, for jeg synes ikke det er fedt at skulle beskrive mig selv på skrift. Jeg vil langt hellere ud og vise hvem jeg er og hvad jeg kan. Jeg håber på at finde et job, som kan give en god indkomst, hvorved der kan spares nogle penge, så fremtidsdrømmene kan blive til virkelighed.

På trods af at julen er fuld af hygge, med hjemmelavet marcipan og marcipanbrød, kalenderlys, adventslys og skrabekalender, så er den også en smule stressende.
Eksempelvis synes jeg, at der er mange gaver der skal sørges for, selvom det nok ikke er mange flere, end forrige år. Heldigvis har jeg sparet okay op og har derfor nogenlunde styr på gaverne, allerede. Og jeg glæder mig enormt meget til at uddele dem! I år skal jeg holde jul med min mors side af familien, hvilket betyder jul med min niece, Lilbæbmalia! Det har jeg glædet mig til, lige siden hun blev født, for et år siden.

Angående julen bliver denne jul jo også min første forsøgs-veganer-jul. Jeg blev inspireret af  With Love From K blogindlæg, til at komme lidt mere ind på emnet “kødfri jul”. For hvad er en jul uden andesteg, brunsovs og brunede kartofler? Jeg har virkelig altid elsket julemad. Mest flæskestegen, men da jeg blev ældre forelskede jeg mig også i andestegen. I år tiltaler det mig bare ikke så meget. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få lavet en sovs og brunede kartofler, som smager lækkert. Og efter at have læst With Love From K’s blogindlæg, blev jeg pludselig mere sikker på, hvad retten i år skal bestå af.
Jeg havde længe overvejet smæskestegen, men efter at have set morsbrødet, blev jeg ret inspireret.
Tilbage i 2010 var jeg den slags vegetar, som både spiste fisk, æg og mælk. Ærligt talt kan jeg ikke huske hvad jeg gjorde til jul, for jeg mener ikke at jeg valgte nogen erstatning. Jeg tror bare jeg undlod at spise kødet og spiste den sovs og de kartofler, der blev serveret. Men denne gang vil jeg gøre det “rigtigt”.

Derfor har jeg testet smagen af jul, i weekenden, sammen med min kæreste. Jeg spurgte om det var okay at vi forsøgte os med det veganske farsbrød, morsbrødet.

This slideshow requires JavaScript.

Vi lavede det uden julekrydderier, som der står i opskriften, at man eventuelt kan tilføje. Til morsbrødet kogte vi kartofler og lavede en – i min optik – virkelig lækker pebersovs. I stedet for 2 tsk’er bouillon tilføjede vi kun 1. Alligevel smagte den meget salt, så man skal være lidt påpasselig med sojasaucen, også. Men den var så lækker, at det halve kunne være nok. Dog er jeg i dilemma om den passer til brunede kartofler og rødkål. så jeg tænker at jeg i den kommende tid skal afprøve en brunsåvs med laurbærblade og måske ribsgele.

15253393_1299052396819768_1531959077534323042_n

Julerierne fortsatte i dag, da jeg her til aften besluttede mig for at afprøve opskriften på sund marcipan. Det smager godt og jeg er overrasket over, hvor “nemt” det er.

7 dadler og 150 g smuttede mandler (dette var nærmest den sværeste del af processen) og ½ dl kogt vand. Blend – og vupti! Marcipan. Klar til en tur i fryseren (dette gjorde jeg ikke, da jeg tænkte at nogle timer i køleskabet var rigeligt, men jeg vil nok afprøve en tur i fryseren (cirka en ½ time) til næste gang, så den ikke er for blød, at arbejde med).

 

Resultatet blev lakrids-the-stearinlys- hygge til julekalender i TV og marcipanbrøds-produktion. En sand 2. søndag i advents fornøjelse.

Det er virkelig rart, at efter fire år virker December ikke lige så tung og træls, når jeg tænker på det afsavn der er, ved at have mistet min morbror. Selvom det stadigvæk er smerter afsindigt meget og føles utilgiveligt og uretfærdigt.
Den 3. december vil altid være en dato, hele min familie vil huske og tårerne kan presse sig på. Men jeg synes det er fantastisk at vide, at vi rent faktisk kan leve videre og hygge os, at vi ikke er gået i stå. Jeg synes det er vigtigt, at vi ikke lader sorgen overtage, men blot være til stede, som et minde om en person vi elsker og lade sorgen være værdifulde minder.

Denne weekend har været en weekend med hygge, plads til tanker og samtaler med min kæreste, samt rare oplevelser, så som nicecream-spisning med kærestens søster. Til tider kaldte pligterne også (tøjvask, rent sengetøj, madlavning og opvask).

Det er skønt, at selvom tilværelsen er træls, stressende eller helt uretfærdig, så lever jeg et liv fuld af kærlighed og med oplevelser og erfaringer der gør, at jeg tør favne nogle af de svære øjeblikke. Jeg har lært at sige meget af det højt og dermed føler jeg også, at det meste bliver lettere. For det er sgu nemmest at have det svært, når folk omkring en ved, at man har det svært. De kan støtte, men til tider er det nok at de bare ved det. Så føler man sig ikke lige så meget i vejen. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg lever et virkelig luksuriøst liv, men det kan jeg godt glemme, når det føles lidt mørkt og tungt, inde i hovedet. Men jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for hver dag!
Mine batterier er vidst ladt mere eller mindre op til en ny uge. Denne uge kommer til at være fyldt med bachelor, julegaveindkøb, mormors gospelsang, arbejde og en weekend med kaffe-veninde-hygge, frokost med søster og niece og fødselsdag for min bror.

Carpe Diem!

 

Børneperspektiver som livsfilosofi

Når børneperspektiver sætter voksenlivet i perspektiv. Det skete for mig i dag, da jeg i børnehaven skulle ud på legepladsen. Jeg slæbte mine støvler med ud, da jeg troede jeg var lidt forsinket, og gav mig til at binde dem ved bænken.
En af pigerne kommer hen til mig og siger “hvordan er du blevet så god til at binde snørrebånd?” og spørgsmålet satte virkelig tanker i gang, hos mig. Alle de ting jeg kan, alle de ting jeg har lært og til tider prøver at lære børnene, tager jeg faktisk for givet – alt for tit. Jeg har en absurd velfungerende krop der både kan løbe, hoppe, danse. Jeg har sjældent syg og har aldrig været alvorligt, fysisk syg. Jeg kan bevæge mig fra a til b uafhængigt af andre mennesker og jeg har hverken brug for medicin eller støtte, for at have en velfungerende hverdag.

Jeg har lidt voldsomt af angst og depression, men heldigvis ikke værre end at det nu er mere eller mindre på afstand. Men hendes lille spørgsmål, som nok bare var for at høre, hvordan pokker jeg er så god til at binde snørrebånd, fik mig bare til at tænke på, at jeg bør være taknemmelig for hver evig eneste dag, i mit liv. Jeg har raske søskende, niecer, forældre. Jeg har stadigvæk mine bedsteforældre, som alle er i bedste velgående. Jeg har en kæreste, en lejlighed, er snart uddannet pædagog, jeg mangler ingen ting.

Jeg ville bare lige dele min oplysthed med online-verdenen. Jeg synes simpelthen det er fantastisk, hvad børn giver. Deres undren, deres lyst til at lære, deres nysgerrighed og deres guldkorn er virkelig noget af det, der gør min profession så vigtig. For det kan godt være, at jeg skal udvikle, danne, skabe trivsel og læring for børnene, men de skaber virkelig også meget, i mig. Og jeg har lige siden jeg stod i vuggestuen, 2012, vidst at børn er vejen frem i mit liv. Andres, såvel som mine (hvilket jeg glæder mig til).

Men hele pointen her og nu er bare, at jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for at have to ben, som jeg kan bruge. I dag løb jeg 7 km. på løbebåndet og jeg nød hvert sekund, den time det tog. For jeg var lykkelig over at have en krop, hvis kredsløb kan tåle høj puls, at jeg har muskler og knogler der kan tåle det og der kan bære mig.

Jeg er virkelig bare taknemmlig.

Carpe diem!

15073514_1274983139226694_3699664901872630360_n

Ugen der gik med tre gange fitness – ja T R E gange! Så skete det sgu. Der kom en anelse rytme i jernrykkeriet, fede tider med begyndende resultater. Det er sgu svært at komme op og træne, fordi det til tider bare er lækrest at ligge under dynen og spise hjemmebagte boller og se TV. Men vi nyder sgu også at komme derop og blive øm i vores krop. Derudover er det også fedt med resultater! Men de kan jo først ses efter flere ugers træning, så det er om at komme af sted. Nu skal jeg sgu have den røv, jeg længe har drømt om! Fit krop og booty-body til den sommer, der kommer, yay!

Der er sgu også sket tydelige ændringer, det fortæller mit spejlbillede og vægten mig. Jeg har siden i sommer tabt mig 6-7 kg. Jeg ved at træningen har en del med det at gøre, men jeg synes slet ikke jeg kunne se det samme resultat, da jeg trænede mere intenst, for et års tid siden. Jeg var konstant ked af at M skabte resultater og jeg forblev det samme. Det var demotiverende! Derfor ved jeg, at jeg ikke kun kan takke træningen, for at ændre på min krop.

Til det er der blandt andet en langt mere, tankevækkende livsstilsændring. I sommer lagde jeg minipillerne på hylden og det har gjort mig opmærksom på, at det er latterligt, hvad de små piller gør. Jeg kan mærke en betydende forskel. Slut med at have en krop umulig krop! Slut med pletblødninger eller udebleven menstruation, som kun skaber frygt for ufrivillig graviditet. De lange frustrerede øjeblikke, og min påbegyndte veganske tankegang og en snak med M omkring det hele, hjalp mig til at fravælge pillerne. Hvad der er bedst for mig og min krop er mit valg. I dag, cirka fire måneder efter, er jeg virkelig glad for, at jeg valgte pillerne fra. Min krop slapper af, lige så gør jeg og jeg er tryg ved min krop og føler jeg kender den.

Derudover tror jeg også, at jeg kan takke den plantebaserede kost,for mit vægttab. Der er ikke særlig meget slik uden animalsk indhold (eksempelvis favoritten; mælkechokolade). Så det blev der skåret rigtig meget ned på, samtidig med jeg har spist rigtig meget grøntsagsmad. Men det er bare en bi- og bonusting (at tabe sig og være glad i kroppen) ved den plantebaserede kost og ikke grunden til påbegyndt veganske tanker.

14962638_1272179002840441_3908653201430304821_n

Men når det kommer til udvalget af lækre gastronomiske oplevelser i bylivet, i Roskilde, så matcher billedet her, meget godt min oplevelse.

Roskilde by emmer ikke af veganske restauranter og da jeg eksempelvis, for noget tid siden, skulle drikke kaffe med nogle veninder, var det eneste på menuen pommes frittes. En rigtig træls og tør oplevelse, på trods af at de var skide lækre – og det gik da okay, at skylle dem ned med sort kaffe, mhmm!

15102283_1275472385844436_1817370450_o

Til gengæld er der gode muligheder og opskrifter på nettet, til at øge vægten lidt igen og forkæle den søde tand. I fredags kom M på den skide gode idé, at vi skulle bage. Så han tryllede en vegansk banan-og-chokolade-muffin-opskrift frem. Vi skyndte os i Fakta for at handle de manglende ingredienser ind (vi har efterhånden de vigtigste, veganske ting) og gik i gang med bagningen. De er virkelig svampede og lækre, og valnødderne gav en god knasende fornemmelse og smag, hvilket virkelig er prikken over i’et! Weekenden fortsatte i hygge-gearet (heldigvis!)

Lørdag valgte vi nemlig, spontant, at tage i biografen og se Marvel’s Dr. Strange. Vil klart anbefale filmen, selvom den var anderledes end hvad jeg forventede, men ikke dårlig og jeg synes det var en underholdende oplevelse og pengene værd. Jeg lod telefonen blive hjemme, for det er en dårlig vane jeg har, hele tiden at tjekke den. Jeg slappede virkelig af og det var bare rart at være sammen med M.

Jeg har også forsøgt mig med en ny mascara i weekenden. Dette, fordi jeg har tænkt over og prøver at gå mere i dybden med veganske tanker og principper.

 

Blandt andet den kosmetiske del. Jeg har derfor undersøgt make-up og fandt ud af, at Nilsens Jord nr. 781 blandt andet er et af de produkter, der ikke testes på dyr.

Rent oplevelsesmæssigt var det dog en smule skuffende. Da jeg har enormt store øjenvipper, var jeg noget skuffet, da jeg tog den ud af hylsteret og så størrelsen. Og lige så var det en akavet og flad fornemmelse at påføre mascara, med den lille dims. Til gengæld syntes M, at det færdige resultat var godt. (OBS. det er ikke ALT fra Nilens Jord der er vegansk!)

Jeg er glad for alle de hjemmesider og blogs jeg finder, med svar på hvad der er vegansk eller forslag til, hvordan du laver din egen make-up, deodorant m.v. Jeg synes det er en helt ny, mere spændende og lækker verden og alle de frustrationer jeg havde, i sommer, over at have taget valget, er så småt forsvundet og jeg bliver mere og mere glad for beslutningen om, at vælge dyrene til og mine egne behov, fra. Selvom jeg nogle gange synes det er dyrt eller åndssvagt, så tænker jeg på, at det går ud over forsvarsløse væsner, som ikke selv har valgt at være buret inde, for at blive pint og lide en forfærdelig død. Og verdenen er jo fuld af gode muligheder/alternativer, der er jo slet ingen grund til at dyrene skal lide!

Jeg er stadigvæk ikke hundrede procent vegansk, da det er en proces og der kommer fortsat til at gå lidt tid, men jeg prøver virkelig at have det hele i baghovedet og undersøger de muligheder der er og arbejder ud fra det.

15052144_1275472365844438_480867033_o

Noget af det weekenden også er blevet brugt på er, at jeg er kommet i hyggestemning og derfor har prøvet at sprede den lidt, herhjemme. Jeg har forberedt lejligheden lidt på juletiden der kommer og har, sammen med M, lavet en advents-“krans”. Jeg havde nemlig købt fire lys, som desværre var skabt til at sidde i en krans af gran og ler – som er noget af det allermest forfærdelige i verden – så derfor skulle der noget andet til. Min søde Mr. handy-man var skide god og metallet ud af bunden på lysene og placerede dem derefter på vores nyindkøbte fad, som jeg efterfølgende pyntede med blomster fra kærestebuketten. Jeg har også købt et kalenderlys og jeg føler mig rigtig klar til jul. Selvom at der lidt er en uskreven regel om, at der ikke må pyntes op til jul, før efter M’s fødselsdag. Men det kan jeg godt leve med – hvis bare jeg må have kalenderlys og adventslys (og det har jeg givet mig selv lov til)!

Nu venter en uge med empiri-indsamling, bachelor-skrivning, garntrisse-hygge, besøg hos momse og moffe og tøse-festligheder. Så det var rart med en off-weekend til at pleje tosomheden og få styr på lejligheden.

Carpe Diem!

 

 

Lilla hår

LILLA HÅR

 

14906984_1269494493108892_185825562297403178_n

Det har været et kæmpe ønske de sidste 10 år at farve mit hår helt lilla. Men fordi jeg har en mor der gik imod det, (undskyld mor, men du har sgu altid været lidt imod det mærkelige hår hehe) og fordi jeg har mørkt hår, har jeg ikke fået det gjort. Det med min mor var for at være sød ved hende (i stedet havde jeg kæmpe touperet hår og piercinger) og mit mørke hår var fordi jeg ikke ville afblege det. Faktisk har jeg, rigtig længe, ikke turde afblege det.

Så farvede jeg mit hår lysere med noget rigtig skidt, som både lugtede fælt og var åndssvagt og sikkert testet på dyr. Men efter jeg har fået lidt veganske principper/tanker m.v. inden for husets fire vægge, har jeg også kigget efter veganske produkter. Her fandt jeg nogle virkelig gode produkter, som jeg gerne vil anbefale!
(Alle tre produkter er købt gennem amazon.co.uk).

Jeg brugte Manic Panic flash lightening bleach kit vol. 40 til først at afblege mit hår. Det sad slet ikke længe nok i håret og på grund af mine i forvejen forskellige nuancer, blev det en blanding af blegt og orange (altså f*cking grimt). Da jeg vaskede aflbegningen ud af håret, afsluttede jeg til min store dumhed med balsam, hvilket Arctic Fox har sørget for, højt og tydeligt, at forklare på tuben, at man IKKE skal. Så resultatet blev ikke særlig godt, da farven ikke optages så godt på grund af nogle ting i balsamen (og måske farvede jeg det bare helt elendigt, selv). Jeg blev derfor nødt til at farve det om, igen, her til morgen. Jeg vaskede håret en gang til (for at få shampooen ud) og derefter fik jeg lokket min kæreste til at farve det. Han var virkelig grundig, dygtig og skide lækker frisør! Efter skyl (kun i koldt vand) blev resultatet, som du kan se, på billedet.

Jeg er blevet inspireret af denne her video til at købe de to produkter fra Arctic Fox; purple rain og Arctic Mist.

Jeg er fan af hårfarven, af produkterne og så er der en lille pige inden i mig, som hjulper kæmpe højt. For nu har jeg langt om længe fået yndlingsfarve-hår. Når man godt kan lide anime-lignende figurer, ens yndlingsfarve er lilla og egentlig bare er lidt skør, er det mega nice at farve sit hår lilla. Så kan man lidt lege, at man eksempelvis er Arcade Ahri;

arcade_ahri_wallpaper_by_leftlucy-dadh7om-png
Billedet er her fra

Når uddannelsens ende rammer en i ansigtet med luksuriøse dilemmaer

Når livet byder på luksuriøse dilemmaer så som “skal jeg skrive jobansøgning eller skal jeg tage en kandidat?”, så ved man, at man har det pisse hamrende godt. For det har jeg ærlig talt. Og med nogle fine anbefalinger, gode praktikker og erhvervserfaring i baghånden, så er det egentlig ikke så svært at skrive en jobansøgning. Især ikke, når jobopslaget kommer fra et sted, som virkelig fanger ens egne personlige og professionelle værdier.

Det er til dels skræmmende og til dels spændende at sidde med jobopslaget i hånden og overveje om dette muligvis bliver ens eget, selvvalgte arbejdsplads. Jeg ved at jeg er uddannet til at skabe udviklende miljøer med plads til trivsel, leg og læring og at jeg selv har egenskaber i forhold til praktiske og pædagogiske opgaver. Men spørgsmålet ligger mere i, om man skal søge jobbet eller ej. Om det er at tænke at det første er det bedste eller om det er nu man skal tage sin kandidat.

Jeg har virkelig længe tænkt, at jeg skulle videreuddanne mig, nu jeg har lyst til at læse, men der var ikke nogen af kandidaterne der passede, i forhold til hvornår jeg er færdiguddannet. Og der er heller ikke kommet nogen vikariater ind i mit synsfelt. Der er til gengæld kommet en pædagogisk stilling med opstart der passer til endt uddannelse og lysten til at tjene nogle penge og afprøve mine færdigheder, pirrer mig.

Det er spændende, underligt og anderledes og jeg er fyldt med noget der emmer af følelsen af opkast, sommer og forfrysninger. Det er meget underligt.

Jeg er nok bare pisse bange for, om jeg overhovedet kan leve op til at være en rigtig pædagog. Det er i det hele taget en skræmmende tanke, at skulle fastansættes med det ansvar der ligger i, at kalde sig “pædagog”. Nu er jeg ikke længere gemt i den trygge boble der hedder “pædagogstuderende” og næste gang stopper praktikken ikke efter et halvt år. Næste gang skal jeg måske deltage og opleve hele årshjulet og jeg kommer til at opleve alt fra både sommer, sol, sand og sandaler, elleve-taller, elefanthuer og energimangel. Der bliver pålagt mig et ansvar i forhold til samtaler, forældre, børn, kollegaer og hus. Faktisk er jeg ikke så nervøs for alt det, men spændingen svulmer op og skvulper rundt, allerede nu, nede i maven.

Det er med garanti en normal følelse af at ende uddannelsen og “hvad-skal-der-ske-nu” følelsen. Ligesom jeg kan erindre fra gymnasiets afslutning. Nu føler jeg bare der ligger et større ansvar og en bevidsthed omkring voksen-livet som jeg har et enormt had/kærligheds-forhold til.

Men mest af alt har jeg pludselig fået en følelse af, at jeg skal afprøve mine evner som pædagog. Og det tror jeg måske også er vigtigt. Dog er jeg bange for aldrig at komme til at tage kandidaten. Livslang læring er et af mine motto og jeg vil virkelig ikke glip af en højere uddannelse. Men måske – hvis jeg står ved det, tror på at det kan lykkedes og sparer penge op – kan jeg tage kandidaten senere i livet.

Kaffe Diem!

Veganisme – endnu en kasse

Veganisme betegner såvel det at indtage udelukkende vegetabilske fødevarer, og grundlæggende en filosofi og måde at leve på, som forsøger at udelukke – så vidt som muligt og praktisabelt – alle former for udnyttelse af dyr til føde, tøj og andre formål.[1] I forlængelse heraf promoverer man udviklingen og brugen af vegetabilske alternativer til animalske produkter. I kostmæssige termer betyder det at undgå alle produkter udvundet helt eller delvist fra dyr. En person, der udøver veganisme, betegnes som veganer. Betegnelsen kostveganer anvendes, når personen spiser en vegansk kost, men afstår ikke nødvendigvis fra at bruge læder og silke og andre produkter fra dyr” (Wikipedia.dk)

Jeg er til tider ved at brække mig over de diskussioner jeg læser på Facebook-siden Veganere og Vegetarer. Her går diskussionen tit på valg af ord i forhold til at beskrive sig selv.  Endnu en gang skal folk puttes i kasser og helst de rigtige. Gør de ikke det, så bliver de straks korrektet eller lignende adfærd opstår, på det sociale medie. Hurra for Facebook, bedrevidende folk m.v.
At det eksempelvis ikke er tilladt at kalde sig “sundhedsveganer” eller “pseudo-veganer” fordi det er misvisende eller ikke findes. Eller at kalde sig veganer, hvis man kun er veganer hjemme og ikke ude. Det er med garanti også rigtigt, at du selvfølgelig ikke er veganer, hvis du spiser mælk og æg ude, men blot vegetar. Det er også blevet lidt en dille. Jeg er selv langt fra at være veganer og kalder mig selv “forsøgs-veganer”. Jeg er blevet mere og mere obs på fødevarer og hvad jeg skal gå efter og ikke skal gå efter. Men jeg vil heller ikke sulte, så hvis der ikke står noget om hverken æg, kød eller mælk på produkterne og jeg ikke lige kender alle de andre fine ord på indholdet af produktet, ryger det ned i kurven.

Jeg synes det er skægt det med alle de fine betegnelser for at være vegetar. Man er ikke længere “bare” vegetar. Nej, nej, hvis du drikker mælk er du lacto-vegetar, æg (ovo) og fisk (pesco). Endnu engang “kasser”. Det er nærmest til grin, ærlig talt, hvordan det hele kan komme ned i sådan petitesser og jeg synes det virker åndssvagt at diskutere noget så småt, som ordvalg af beskrivelsen. Jeg kan godt forstå holdningen til misvisningen i det, men at der nærmest iblandt ikke-kød-spisende-folk kan foregå ikke kun en udelukkelse af udelukkelse af alle former for udnyttelse af dyr til formål, men også udelukkelse af folk som ikke har sit repertoire i orden, i forhold til den plantebaserede kost og dyreetiske valg. Hvilket for mig, virker dybt ironisk.

Det gode ved siden er, at mange kommer med forklaringer og synspunkter på det hele og egentlig kunne jeg jo også bare melde mig ud af gruppen. Jeg er bare selv glad for at kunne spørge ind til opskrifter eller følge med i de mere givende svar der kommer.

Den veganske filosofi og livsstil har rykket mine tanker og holdninger, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt. Jeg er begyndt at overveje alt fra uld, skind, honning, hårfarve, make-up m.v. så det er en god begyndelse. I går fandt jeg vegansk slik i Føtex (lakridser og vingummi), derudover har jeg købt vegansk protetinpulver i forhold til min træning og jeg har fundet lilla hårfarve som er vegansk. Derudover er jeg rigtig glad for den primært veganske kost, som jeg spiser og stadigvæk bliver inspireret af. Jeg har fundet boget som omhandler sundhed og kan gå ind under kategorien “kostveganer”. Bogen hedder “Det Helbredende Køkken”.

Kærestedag, strikketøj og slik

Dagen i dag har budt på mange forskellige ting, som har bidraget positivt til humørbarometeret.

Da jeg trådte ind ad døren i dag, blev jeg mødt af den sødeste, mest uglede herlighed, iklædt hættetrøje. I hånden holdt han en buket blomster som han rakte med ordene “de er lilla”.

14925379_1264898156901859_5763729317262899406_n.jpg

Jeg er simpelthen den heldigste i hele verden eller sådan føler jeg mig i hvert fald, hvis jeg selv skal sige det. M kommer sjældent med blomster og det er virkelig heller ikke noget jeg går og mangler eller har brug for, for han viser sin kærlighed på så mange andre områder, hele tiden og jeg er vild med hans måde at vise den på. Men da han stod der med blomster i min yndlingsfarve, smeltede jeg endnu mere, inden i. Måske hele scenen med hår, hættetrøje og flotte øjne. Jeg blev total overrasket!

Jeg måtte senere ud af døren igen, fordi jeg havde et barnepige job, som skulle passes. Jeg ramte lige præcis haglstormen, men heldigvis ingen røde kinder og det var hyggeligt at hente pigen i børnehaven og følge hende hjem. Efterfølgende mødtes jeg med M i Føtex hvor vi fandt vegansk slik (haps, haps!)

skaermbillede-2016-11-02-22-39-31

Bløde, søde bamse lakridser til 19.95 kr og endnu blødere og sødere vingummibamser til 13.95 kr.

Sammen med strikketøjet blev poserne puttet ned i tasken og bragt med til garntrissehyggeklubben med the, æblesnacks, oreo’s og slik. Der blev snakket, sludret, slupret, grint, joket, strikket og stoppet en masse. Det var såååå  hyggeligt! Det er simpelthen en af de bedste ting på sådan en winter-is-coming-kind-of-night hvor bladene suser, vinden er begyndt at bide og man egentlig er lidt træt af at sludre med kærestens venner over Skype. Det var ægte rart med noget kvindetid og så er det faktisk enormt hyggeligt, spændende og lidt sjovt, at strikke. Jeg har meget at lære endnu, men det er afslappende og lækkert at koncentrere sig om noget, med sine hænder. Jeg er blevet lidt inspireret til, måske at høre lydbøger, mens jeg strikker.

14958983_1265354200189588_1884160899_o

So far, so good. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat! Der er dog ret lang vej endnu, især i dette tempo.

Fra spontan angst-lignende-jeg-magter-det-ikke-følelse til hotdog-hygge med et enkelt klik

Da jeg i morges vågnede var noget af det første der skete, en følelse af ubehag gennem hele kroppen. Jeg magtede ikke dagen. Jeg greb derfor min telefon og aflyste en aftale, som jeg ellers haft planlagt i et stykke tid. Dette på grund af følelsen af, ikke at kunne rumme dagen. Jeg er så låst fast i min bachelorboble og jeg er så vant til bare at være herhjemme, at jeg havde en følelse af frygt for, at gøre noget anderledes.

Jeg har brug for planlægning og eftersom jeg ikke havde en fornemmelse af tiden gennem dagen, skabte dette uro i kroppen.

Da jeg havde været oppe og træne kom der en ro over mig. Min sendte SMS blev fortrudt af dårlig samvittighed og tanker om, at jeg heller ikke skal lukke mig inde i min egen lille boble og forstærke følelsen, men komme lidt ud, socialisere mig, opleve andre ting, andre perspektiver og andre mennesker.

Efter kursus i metode, på studiet, var der mere ro på bachelor-følelsen og jeg tog til København – rettere sagt Nørreport – hvor jeg stod på den åbne plads og ventede på K.

I mens jeg stod og ventede tænkte jeg over en masse forskellige ting. Det var nærmest terapeutisk at stå der på den åbne plads og observere og sanse alle de forbigående. Alle de forskellige typer af stilarter, karakterer og faconer, som i forskellige tempi, bevægede sig frem og tilbage på pladsen. Tænke over deres færden, hvem de gik med, se på deres tøjstil og udtryk. Jeg selv følte mig lidt malplaceret med min grønne jakke og lyserøde halstørklæde, midt i mængden af primært mørkt overtøj.
For at holde varmen lidt, bevægede jeg mig hen til et andet punkt på pladsen, hvor jeg blev mødt af en Unicef-facer. Han begyndte at fortælle om “School in a box”, hvilket jeg lyttede til og fortalte at det lød spændende og at jeg vidst havde hørt om det før. Vi kom ond på  forskellige synspunkter. Han fortalte at han oprindeligt kommer fra Ghana. Han kom ind på hans egne interesser i forhold til bæredygtighed og at han læser omkring CO2-aftryk. At kylling er bedre kød end oksekød i forhold til det globale CO2-aftryk, hvordan vi passer på kloden, vindenergi, hans holdning til frivlligt arbejde. Vi snakkede om dilemmaer i verden, omkring fair-trade, fattige der endelig kommer i arbejde og kan tjene penge, orangutanger, kødindustrien m.v.

Jeg blev taknemmelig over for min modtagelighed, at jeg normalt hurtigt afviser facere, mest på grund af røde ører omkring økonomi og at jeg også får dårlig samvittighed over, ikke at ville eller kunne betale penge til alle mulige organisationer her og nu. Jeg har været medlem af Unicef og Amnesty, men pt. har jeg min egen økonomi i fokus. Men det var rart faktisk bare at stå og snakke, selvom han ikke fik nogen økonomisk værdi ud af det, så tror jeg også han syntes det var spændende at dele synspunkter og holdninger med en forbipasserende. Det var en god dag at komme ud af sin boble på.

Pludselig stod K der, jeg introducerede dem for hinanden, Unicef-faceren sagde farvel og K og jeg gik ned til DØP (den økologiske pølsevogn) for at få 2 for én hotdogs pris, i anledning af international veganer-dag. Vi skyllede den ned med en økologisk Ginger Ale, satte os på en bænk mellem væltende cykler og blade og startede en længere samtale. K rullede en smøg og jeg modtog den fineste gave. En kattetallerken med høj hat og klaver i sort, hvid og blå. Jeg er forelsket! Da vores hænder nærmest var frosset af foreslog K vi skulle bevæge os ind i Studenterhuset og drikke en kop kaffe. Her sad vi så og fortsatte vores snak og diskussion lige fra tidligere til nuværende venskaber, verdenssituationen, privatlivssituationen, politiske holdninger, følelser, interesser, hvad-laver-du-egentlig-nu-catch-up og andre emner.

Jeg er glad for at jeg i dag overvandt følelsen og gjorde noget, som jeg tit ikke gør noget ved og glemmer at sætte pris på eller skaber en underlig form for frygt omkring. Det er de små ting i livet, som ofte udgør den store lykkefølelse og i dag var én af de oplevelser, som jeg virkelig sætter pris på og derfor også vælger at skrive et blogindlæg omkring.

Jeg var én SMS fra ikke at have skabt positiv energi i min tilværelse. Ikke at få nye inputs eller bare at catche up med en ven, som jeg før i tiden var rigtig nær. Og jeg tror at noget af det allermest ødelæggende ved mig selv, er til tider den spontante angstlignende tilstand, hvor jeg stresser op over ikke at have en fornemmelse af tid, overskud og en manglende følelse af tillid til at jeg er god nok. Det virker helt vildt svært at forklare, følelsen, både til mennesker face to face, men også her nu, på skrift. Ja selv at tænke tanken i en ren form, uden en masse andre forvirrende tanker, ind over. Men det er i bund og grund en slags hjertebanke-givende følelse, som opstår og hvor jeg mest af alt har lyst til bare at sige “nej tak, ellers tak. Jeg magter det ikke”. Hvorefter jeg kan sidde med en følelse af dårlig samvittighed eller at fortryde, når valget er taget og ikke kan laves om.

Det minder mig om en oplevelse, da jeg var lille. Jeg var i børnehave-alderen og var inviteret til en børnefødselsdag. Jeg sagde til min mor, at jeg ikke ville med. Hun blev ved med at sige, at sagde jeg nej, kunne jeg ikke komme med, senere.
Senere ville jeg pludselig gerne af sted, alligevel og min mor fortalte, at det kunne jeg ikke komme, for nu havde jeg sagt nej. Dér fik jeg en øv-følelse i hele kroppen. Den følelse opstår stadigvæk, til tider, når jeg melder afbud til ting. Men jeg melder afbud fordi jeg på en eller anden måde ikke kan rumme den. Fordi der opstår en kaos-angst-lignende følelse.

Det er træls med den slags følelser og i dag er jeg bare meget tilfreds med at jeg kom af sted. For det var forbandet rart og noget af det jeg kan putte ind på værdikontoen.

Carpe Diem!