Hvem er med derude?

Det er bloggeri, hvad skal det egentlig bruges til? Og hvem drager egentlig nytte af mit kattapulta?

Jeg ligger på altanen i skrivende stund og tænker på hvad jeg egentlig får ud af det her med at blogge – og om der i det hele taget er andre der får noget ud af mit bloggeri?

Hvad skal det overhoved bruges til og er det bare en omgang tom mundævl eller er der egentlig nogen som kan drage fordel af mine mærkelige skriftlige tanker, i ny og næ?

Personligt har jeg altid godt kunne lide at skrive dagbog og tanker og i det hele taget få mit hoved ud på skrift. Det har jeg gjort i mange år på forskellige måder. Min favorit er helt klart computeren, men så bliver de om ofte også offentliggjort. Jeg har også skrevet lidt digte og noveller gennem tiden og min største drøm en gang var faktisk at blive forfatter, men mit usikre jeg har ikke turde tro på at det rent faktisk kunne lade sig gøre.

Derfor blogger jeg i stedet for og det har hjulpet mig meget. Jeg har endda syntes det var fedt at kombinere det med min måde passion, at fotografere. Hvilket jeg desværre heller ikke gør mig så meget i mere. Der kommer Instagram til gengæld ind i billedet som min platform til det.

Jeg er stor fan af skriftsproget og synes det er fedt at tænke over hvordan man måske kan formulere sig så folk gider at læse det man har at sige og ind i mellem finder jeg det svært hvordan jeg nødvendigvis lige skal formulere mig. Jeg er typen som skriver mine indlæg med en kæmpe nu-og-her følelse, altså ret spontant. Og samtidig har jeg måske overvejet emnet over længere tid, men jeg skriver sjældent notater eller kladder og de kladder jeg eventuelt får skrevet bliver sjældent til mere end det.

Og nu og her er mit store fokus i livet helt klart min søn og det at etablere et familieliv, ud fra bedste evne. Det er spændende og jeg synes også jeg har udviklet mig meget det her år. Fra at være en enormt usikker, stresset og nervøs førstegangsmor med næsten 20+ kg ekstra på kroppen til her næsten 11 måneder efter, at være en mere stabil og sikker, dog stadigvæk hidsig, mor der endelig har tabt de værste kg og kan løbe og bruge kroppen som jeg ønsker. Og har det godt med min måde at være på over for mit/ vores barn, i hvert fald størstedelen af tiden.

Ja så slutteligt er mit spørgsmål nok bare om nogen overhoved læser med og hvis, hvad de får ud af min blog?

Hvad gør lige præcis mig til en spændende blogger for dig og er der noget du gerne vil vide mere om?

Solen skinner og carpe diem!

Advertisements

Moderne stofbleer i vuggestuen

Vores stofble-projekt er sådan set blevet på fuldtid med forskellige justeringer undervejs. Vi har kigget på vores behov, både ud fra hverdag, overskud, vores søn mv. og kommet frem til at Imagine aio og GroVia aio er den model vi gerne vil have, herhjemme. Begge to er valgt med trykknapper (GroVia fås kun med trykknapper hvor med Imagine kan man vælge enten velcro eller knapper). Aio = all in one, dvs. de har PUL (vandtæt ydre skal) og indlæg (sugende stykker stof) samlet i en.

A er en slank dreng med knap så store lår og derfor passer GroVia’s smalle pasform enormt godt til ham. Derudover så skal det ene indlæg kun knappes fast på det andet og derfor er der ikke så meget arbejde i at samle bleen, efter vask. Hvilket vi er sikre på bliver et klart plus når det der arbejds-institutions-hverdagsliv starter rigtigt. GroVia er lavet af økologisk bomuld i den sugende del.

Imagine er en bambusble som suger rigtig godt og her knappes indlægget også bare fast. Det sidder synligt i bleen, ligesom GroVia. Den er noget bredere end GroVia, men ikke så bred i forhold til mange andre bleer. Indlægget er dog ret stort, men godt sugende.

Behovet ift. bleer i vuggestuen er et andet, set ud fra de ansattes behov. Trykknapper er ikke altid velset, da pædagoger/de ansatte i institutionen derfor har mange tryk om dagen og dermed i risiko for slidgigt i fingrene. Derfor er velcrobleer oftest bedre. Derudover minder de mere om de velkendte papirsbleer med klister.

Herhjemme åbner A velcrobleerne når han ikke har andet på, hvilket vi synes er irriterende, men i institutionen har han altid tøj ud over, og derfor er det ikke et problem med velcro. Vi havde for længe siden købt en masse Totsbots easyfit med velcro, da vi skulle påbegynde stofble-projektet. De er aio med lommer, hvori indlægget kan gemmes og derfor er der ikke noget synligt der flagrer og/eller distraherer. De er nu blevet til vuggestuebleer. Vi i har 13 af dem og 2 kina-lommebleer også med velcro, som derfor er blevet institutionsbleerne. Hertil har vi cirka 4 wetbags som vi hver dag tager med til vuggestuen. Vi sørger for at de har 5+ bleer liggende dernede, så der forhåbentligt er bleer nok.
Indtil videre acccepterer institutionen/stuen brugen af stofbleer. De har spurgt om det er fordi han ikke kan tåle papirsbleer og det er det jo (desværre) ikke, men fordi vi har valgt at det er bedre for ham. Et meget bevidst valg!

Jeg er glad for at de vil give det en chance og jeg håber det bliver så meget tilvænning/vane for dem, at han kan gøre det hele sin ble-periode igennem. Jeg er spændt på hvornår han mon bliver blefri, men man siger jo at stofblebørn bliver blefri 1 år før børn med papirsbleer. Så det kan man jo håbe på. 🙂 Hvornår det så end ville være, for hans vedkommende…

 

Endnu et kapitel i bogen “jeg er nogens mor”

Så lakker barslen mod enden og det er med ambivalente følelser at endnu et nyt kapitel i bogen “jeg er nogens mor” påbegyndes. Fra i morgen af har jeg kun 3 ugers ferie tilbage, før arbejdet atter en gang kalder.

Det er vildt hvor mange tanker man når at gøre sig på et år. Alt fra usikkerhed til følelsen af at jeg ved sgu bedst om hvad mit barns behov er. Og det at udvikle et samarbejde, først med sin partner og senere med andre, omkring opdragelse og pasning af det allermest dyrebare man har, i sit liv. Selvom min kærlighed til M er stor, så er mine følelser for vores søn endnu større og det er underligt at føle sådan.

Derfor har jeg også nået hele paletten rundt, ift. dette nye kapitel. Kapitlet kan jo faktisk deles op i to: Først vuggestue  start, næste: arbejde.
Jeg har nået at være helt ude i de yderste og mest triste følelser med hensyn til at sende mit eget barn i institution og opgive hverdagens simple liv i vores eget tempo og A’s udvikling, opdragelse, omsorgen og nærværet omkring ham og hans behov, for at lade andre tage sig af alt dette, mens jeg selv drager mod samme rammer for at passe på andres børn. Det er næsten tragi-komisk og enormt ironisk.

Jeg har haft det rigtig svært ved tanken og snakket med M om, hvad vi eventuelt kunne gøre for at mindske hans tid i daginstitution. Det positive er at vi begge to har tidlige dage i løbet af ugen og rullende fredage, hvor han også får tidlige dage der. Endvidere er hans institutionsstart startet positivt og det har nærmest mere været moderen og faderen som har været påvirket, end A selv. Men der kommer nok en reaktion senere, om 3 uger når det brutale arbejdsliv starter og A derfor skal være et fuldtids-institutionsbarn fra 7-17. Det er skræmmende ubehageligt at tænke på, især når man er uddannet inden for faget og faktisk synes det er helt forkert.

Ja, så kunne vi måske overveje at lave livet om og ændre på forholdene herhjemme, så en kunne gå hjemme. Tanken har været der – det ville være så fedt med al den tid i verden til vores søn, bare her de første år. Men som tingene ser ud på stående fod, så er det bare ikke en mulighed. Puslespillet i forhold til at scale alt ned til at vi kan leve for én indkomst er ikke så lige til og ærlig talt har tilvænningen til at komme ned på nedsatte dagpenge også været ret hårdt, så jeg glæder mig samtidig også til at vi kan få lidt flere penge mellem hænderne igen, til at spare mere op og have råd til de ting, vi gerne vil have råd til.

A startede i vuggestue den 1. juli og det har været en overraskende positiv oplevelse, nok også fordi jeg virkelig frygtede det værste. Han klarer det rigtig godt og vi er ret overraskede – men som nævnt før, så kommer der nok en reaktion senere. Jeg tror at livet for os vil være et institutionsliv og det siger jeg både med skam og ærlighed. For vi kan ret godt lide det liv vi har, udover. Vi har trukket barslen så langt vi kunne med de midler vi har og givet ham så lang en indkøringsperiode som overhoved muligt, med korte dage og mulighed for at hente ham efter behov.

Det bliver underligt at skulle undvære ham 8+ timer om dagen, men vi er ikke helt klar på at give op på nogle ting og følge denne slow living kultur, som har bredt sig i samfundet. For os kan det bare ikke give mening. Det er til tider rigtig træls at være god til at læse om ting på nettet, for ind i mellem giver det bare større dårlig samvittighed, end følelsen af at blive klogere. Og jeg ved også, at selvom mit barn har brug for os, så kan vi mærke med vores mavefornemmelse, at det sted han kommer hen også er godt. Og den følelse må vi holde fast i – om det er en undskyldning for at komme igennem dagen på, det ved jeg ikke.

Det er underligt at være pædagog og mor i én person og det er frygteligt at al ens kærlighed skal gives til andres børn og ikke ens eget. Men jeg ved at andre børn også har brug for det. Andre familier og derfor fokuserer jeg også på, at jeg skal være en god pædagog for dem og deres, således at deres hverdag kan hænge sammen ud fra de rammer de har. Jeg er imponeret over de folk der kan fravælge en masse ting, få livet til at hænge sammen med mindre og at de kan overleve på én indkomst. Det er flot!

Ser jeg tilbage på min egen barndom, så husker jeg ikke institutionslivet som noget negativt. Jeg ved at børn har brug for deres forældre som nærmeste omsorgspersoner, men jeg husker ikke at jeg har manglet mine. Jeg har haft nogle rigtig gode voksne om mig, gennem min opvækst, samt muligheder for leg og læring, som jeg virkelig ser tilbage på med et positivt blik. Derfor håber jeg også på, at A, ud fra omstændighederne, kommer til at opleve samme følelser under og efter.

Kranio hvad for en makrel?

Herhjemme er det hverken smil eller søvn som der har været flest af, på trods af at jeg virkelig synes vi gør alt hvad vi kan for at holde glæde og energi højt. Vi har haft et delvist svært halvt år med mange tårer og mega meget søvnmangel, nok mere end de fleste. Det har til tider drevet os en stor smule til vanvid. Dog hjalp det da vi tog til osteopat med Adam og fik afklaret nogle mavegener, hvilket klart er at råde alle andre til. Skriger og skider dit barn abnormalt meget, så gør for guds skyld noget ved det. Stol på at du synes det er underligt og undersøg derefter mulighederne for forandring. Siden da har vi stadigvæk lidt under bøvleri og ind i mellem utrøstelige øjeblikke.

Sidste uge valgte vi så at afprøve kranio sakral terapi. Der var en snært af forbedring, men vi valgte at bede om endnu en tid. Det er helt vildt som A reagerer på behandlingen under og efter. Under behandlingen kommer der en tydelig reaktion, i form af frustration, gråd og kropslig bevægelse. Efterfølgende, i dag, har han virkelig virket både glad, overskudsagtig og han har fandeme også været let at putte her til aften.

Nu sidder jeg her med frygten for at jinx det hele, ved at nævne det ud til offentligheden, men vi er fandeme så overraskede over både humør og putning, at det er en dag der skal skrives i kalenderen. Jeg håber inderligt det er noget der kommer til at rykke helt vildt og så er jeg også rigtig glad for at der er fundet hjælp. Han er meget spændt i nakken og hinderne i hjernen, som der er blevet løsnet op for og skulle medvirke ro, mindre stresset nervesystem og forhåbentlig en dybere søvn. Jeg krydser alt hvad jeg krydse kan! Første barn er vitterligt én stor sammenblanding af alt muligt og allerede nu tænker jeg; “får vi nogensinde et barn mere, så skal det have den helt store tur fra første dag af, så vi er sikre på at alt er som det skal være!”

TÆNK hvis vi alle tre kunne have været fri for problematikken og i stedet kun haft mere eller mindre “liv og glade dage”, men nu kan det ikke laves om, til gengæld kan vi glæde os over at vi gør noget ved det nu, ud fra det bedste vi har lært.

Carpe Diem dig selv!

Rasul

I slutningen af januar påbegyndte hårvask med sæbeleret rasul. Det har jeg gjort 2 gange om ugen lige siden og nu har jeg slet ikke lyst til at ændre på det. Til at starte med havde gjort det mere “besværligt” for mig selv end højst nødvendigt, fordi min tid til badning er ret begrænset. Det med at opløse det når jeg skulle i bad og dermed vente på at det blev opløst til en lækker mudder, kunne være de minutter der gjorde forskellen på afslapning og stress, og ofte fik jeg lavet det alt for tyndt eller alt for tykt.

Nu, efter samtale med en veninde, har jeg så lavet blandingen i en glas-bøtte med låg, hvor jeg så kan tage den ønskede mængde ud og fordele i mit hår. Jeg skyller det altid grundigt med vand og ind i mellem med ufiltreret æblecider-eddike.

IMG_2828

Jeg synes faktisk mit hår virker mere lækkert, men det ser også ret hurtigt fedtet ud og jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke vasker hår hyppigt nok eller om jeg har en enormt fedtet hovedbund. Eller om det fortsat er en overgangsfase fra brugen af shampoo til rasul og hårets naturlige ph og fedt og så videre, som er ved at finde ud af hvad det vil. Ærlig talt har jeg ikke undersøgt det så grundigt igen, men uanset hvad så har jeg det godt med mig selv og mit hår.
Et lille minus her i den kolde periode er, at mit hår virkelig er blevet elektrisk mens det har været rigtig frostvejr udenfor.
Jeg er blevet lidt skør af det, men ikke noget et par hårelastikker ikke har kunne hjælpe på.

Jeg synes til gengæld jeg har en rigtig fin glans, mit hår ser tykt ud og min hovedbund klør aldrig, hvilket er enormt positivt (nu jeg har lidt ret meget af enormt tør hovedbund og svamp)!

IMG_2852

Til gengæld hjælper det ikke meget på mine sørgelige, tørre, gule spidser, men de er forhåbentligt også snart groet tilpas langt ned, at jeg kan få dem klippet af. Billedet er taget én dag efter hårvask med rasul.

Stofble projektet anno 2018

Det er som om jeg virkelig har fået føling på hvad og hvordan jeg vil gribe stofble-projektet an. Jeg bliver klogere og klogere på håndtering af dem og hvad jeg synes giver mening for os og for Adam. Til tider synes jeg godt nok de virker ret store og jeg er lidt i tvivl om hvordan de påvirker hans motoriske udvikling, men når jeg så ser på hvordan han kæmper sig fremad, så tror jeg alligevel ikke de forhindrer ham i noget som helst. Til gengæld er der dage hvor træthed og mangel på overblik har gjort at vi er tyet til papirsbleerne, men jeg har alligevel fået mere overskud til at bruge genbrugsbleerne mest muligt. Og faktisk synes jeg det er lidt hyggeligt at stå og vælge imellem de forskellige motiver og/eller farver. Så bliver jeg også i godt humør!

IMG_2807

På billedet ses tre totsbots AiO købt brugt via en gruppe på Facebook. De er med lommer, selvom indlægget sidder fast og det er jeg ret glad for, da jeg så kan putte ekstra indlæg i og der ikke er nogen løse dele.

Jeg er blevet ret glad for AiO med lommer og almindelige lommebleer, fordi så kan jeg booste efter behov og herhjemme er behovet for ekstra indlæg ret stort, da A er en stortisser.
Vi har Bambino Mio AiO, lommebleer af et eller andet ukendt mærke, jeg tror de går under betegnelsen kina-bleer, men jeg er super glad for dem og så totsbots AiO.

Derudover har jeg forsøgt mig med en del forskellige natbleer, alt fra Petit Lulu, Totsbots formsyet, Anavy formsyet og Little Lamb bambusbleer str. 2.
De sidste er klart favorit indtil videre med dertilhørende cover. Jeg har også to blümchen covers med dinosaurer på, men de er lidt mere stive i det, end Little Lamb blebuksen.

Jeg skal have undersøgt hvordan jeg bedst muligt vasker dem, fremadrettet, så de eventuelt ikke skal strippes så tit og lige nu har jeg fundet ud af, at de faktisk “bare” kan vaskes ved kogevask uden sæbe, fordi så ophober der sig ikke sæbe og derfor skal de ikke strippes, plus det dræber bakterierne. Men til gengæld slider det ret meget på bleerne, så dér bliver jeg alligevel lidt usikker. Men nu må vi se.

Jeg synes slet ikke det er så træls at vaske og ordne, som jeg først frygtede og som tiden går, så vokser min viden og fornemmelse for dem, helt naturligt. Til gengæld er der ikke mange i min omgangskreds der benytter sig af dem og jeg kan da godt mærke at familien måske synes det er lidt hippie-agtigt, men jeg forsøger at være ligeglad. Jeg ved at det er bedre for miljøet og især for A, da det mindsker temperaturen og han heller ikke skal overproducere fugt eller får en masse mærkelige kemikalier og lignende, som der findes i papirsbleerne. Samtidig har vi altid bleer ved hånden og skal ikke husk at købe nye uge for uge. Jeg synes også det er en hel fornøjelse at skifte ham ude, fordi jeg faktisk slet ikke smider ud. Jeg har min på-tur-wetbag med mig, mine genbrugsvaskeklude, en lille flaske vand og det er egentlig det.

Fra at være helt vildt usikker og fortvivlet over stofble-verdenen er det gået hen og blevet enormt spændende og let anvendeligt. Undtagen når A sparker og spjætter med hele kroppen, fordi han ikke synes at puslepladsen er det allermest interessante altid. Men så må man prøve at lege sig ud af den situation.

Et ½ år som nogens mor

Så nåede vi en milepæl inden for forældreskabet, hvor vi den 22. februar 2018 kunne fejre Adams første halve år (af mange!). Et halvt år der er fløjet af sted, men når jeg ser tilbage på det hele, har dagene også gået langsomt. Måske nærmere nætterne med forskellige oplevelser i form af skrig, skrål, følelsen af faktisk at sove, enkelte shit-tuations, frygt og glæde.

Men hold op hvor er jeg stolt af ham. Han har udviklet sig så meget på så kort tid. Jeg kommer nogle gange hjem fra diverse oplevelser med andre mødre og børn og fortæller stolt til Martin, at jeg bare er så glad og stolt af vores Adam. Han er simpelthen så glad for andre børn, stor-smilende, udadvendt og nysgerrig. Han er allerede i gang med at lære at kravle og maver sig rundt i hele lejligheden, så vi faktisk er nødt til at lukke døren til køkken og kontor, for bare at have lidt styr på ham. Det er helt vildt fantastisk at se et barns udvikling på tæt hold og følge den. Jeg er så glad for at have fået lov til at opleve noget så stort og jeg elsker at dele alt dette med verdens bedste kæreste og far.

Det er for vildt, at det allerede er et halvt år siden, at han kom til verden. Det er en dag jeg aldrig vil glemme og jeg går stadigvæk og tænker tilbage på den spændende, allermest fantastiske og seje oplevelse, jeg nogensinde har prøvet. Det var for fedt og jeg ville ønske vi kunne spole tiden tilbage til det døgn hvor vi mødte Adam for allerførste gang. Hvordan vi sov på skift den nat, for at én af os havde øjne og ører på Adam, hvordan vi kiggede på ham, snusede til ham og kyssede ham. Faktisk har vi netop sammensat en video med alle de videoklip vi har af Adam, til en lang video (på.. hold nu kæft.. 4 timer!!)
Det er så fantastisk at se tilbage på hans udvikling og hvad han kunne omkring den og den alder. Det er jeg så lykkelig over, at vi har lavet til ham.

Følelsen af lykke ved at være nogens mor…
For nyligt oplevede jeg en virkelig lækker følelse af lykke.
Vi sad herhjemme, på stuegulvet, med rod og vasketøj til op over begge ører, uvasket og i det samme tøj vi havde haft på i flere dage. Der hyggede vi os med nedrullede gardiner, selvom solen skinnede udenfor. Lige dér i vores lille hjemlige boble der var der glæde og smil fra Adam og jeg og det føltes fantastisk. Hverken instagram-værdigt, tilgiveligt overfor det ellers smukke solskinsvejr eller særlig overskuds-agtigt at se på, men det føltes perfekt , trygt og godt. Den følelse har jeg valgt at tage med mig. Vores liv behøver slet ikke minde om et glansbillede, for at være lykkeligt. Jeg måtte sågar påpege det over for Martin. At hold op hvor er det bare dejligt med de stunder hvor at man føler kosmisk kærlighed i kaosset og at man kan være sig selv 100 % uden at tænke over hvad andre folk mener eller synes. Jeg slog mig bare løs i leg og pjatteri med min søn og vi greb lige præcis vores store glædes-følelse og udfoldede os med den. Det var bare helt perfekt!

Så med det vil jeg nok bare sige, at selvom livet ind i mellem trækker tænder ud med en rusten tang, uden bedøvelse og man kniber salte tårer ud af øjnene og føler sig uoplagt, klam og trist, så er der virkelig også de her øjeblikke som er værd at tage et billede af med øjnene og gemme i hukommelsen. For det er dem som blandt andet holder en oprejst. Andre gange er det rigtig dejligt at få ryddet op, tage et bad, lukke solskin og frisk luft ind og lige se sig selv udefra. Men det er en anden snak, tænker jeg.

Carpe Diem forældreskabet og babyverdenen.

 

Projekt 2018

Dette indlæg indeholder en form for reklame, men jeg er ikke sponsoreret.

At have en søn på 5 måneder er meget lettere end på 2-3 måneder. Wow, for en forskel! Han er virkelig blevet et barn, en kommende tumling og har taget 2018 med storm, so far. Det går super stærkt og det har virkelig også givet mig fornyet energi. Jeg har blandt andet været ude på min første løbetur!

Energien er også brugt på at finde lidt tilbage til tidligere interesser og gennem lidt internetsurfing er jeg atter en gang blevet inspireret til at afprøve nogle ting. Nogle veganske ting har sneget sig tilbage i hjemmet og vi har blandt andet også afprøvet naturli’ hakket. Vi valgte at forsøge os med retten chili con hakket – som Martin endda synes smagte virkelig godt.

Noget andet som jeg har tænkt over har været mit hår. Jeg har ikke farvet det siden december 2017 og har rendt rundt med den grimmeste overgang fra egen hårfarve og ned til de afblegede, kedelige. Mit hår trænger i den grad til forkælelse og oven i har jeg også haft svamp som har været en kedelig affære. Hertil tænkte jeg at det nok var på tide også at overveje hvad jeg gør ved mit hår. Det burde jeg nok have tænkt på for længst, hvilket jeg egentlig også har gjort, men igen har min energi været et eller andet sted jeg slet ikke er klar over. Her faldt jeg over Katrines blogindlæg som ret udførligt forklarer hvordan du kan bruge rasul og acv-rinse til at vaske hår (og hovedbund) med. Derfor er det nu blevet en del af mine produkter på badeværelset. Derudover har jeg længe brugt kokosolie og genanvendelige, vaskbare roundeller til at fjerne make-up med. Adam bruger også roundellerne når vi er i bad, til at lege med.

Katrine har også vist en ret spændende tandpasta som jeg i dag har købt og glæder mig til at afprøve. I det hele taget synes jeg du burde tage at læse hendes blog. Hendes billeder og blogindlæg er virkelig fine og det er ret spændende.

IMG_1994.jpg

Her på billedet ses nogle af de mere “naturlige” produkter jeg har på mit badeværelse. (Der findes også eltandbørste, head and shoulders shampoo og colgate-tandpasta). Rasuller og roundeller købte jeg for længe siden. Den økologiske æblecidereddike er købt for 30 kr. i Irma (500 ml). Indil videre har jeg fulgt Katrines “opskrift” på brugen af rasul og acv-rinse, og jeghar vasket hår to gange (lørdag og tirsdag).

Altså er mit 2018 mere eller mindre blevet året hvor jeg vil afprøve nogle forskellige ting af, nye som gamle, rydde op, rydde ud og prøve at finde min kropslig styrke og livsglæde. Oven i at jeg vil være den bedste udgave af en mor og en kæreste, som jeg kan finde ud af og stadigvæk beholde kontakten til vennerne.
Det har virkelig været hårdt at blive forælder og jeg kan mærke at både Martin og jeg er trætte og udmattede. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at se ud, når jeg kommer tilbage på arbejdet igen…

Men jeg håber jeg kan leve om til mine drømme og ønsker for 2018.
Hertil er jeg hoppet med på bullet-journal-tendensen, der for mig er en rar måde at koble af på og prøve at danne overblik over mit liv og hverdag, samtidig med at jeg kan være kreativ.

IMG_1998.jpg

Jeg har blandt andet lavet sider der vedrører mål for 2018 i forhold til serier, bøger, løbeture, ønsker, drømme, madplaner, økonomisk overblik, både min egen og ift. børnepenge, sommerferie-planer og idéer til at minimere min garderobe.

Gennem graviditeten gik jeg stort set kun i det samme tøj, hvilket fik mig til at tænke på, at jeg slet ikke har brug for så meget tøj. Da vi flyttede i en større lejlighed fik jeg – komisk nok – mindre skabsplads. Martin, Adam og jeg deler en stor kommode og egentlig har jeg slet ikke plads til alt det tøj jeg har. Derfor tænkte jeg – også inspireret af neohippies indlæg om minimalisme – at jeg vil prøve at rydde ud i min garderobe og nøjes med 1-2 skuffer og eventuelt tage flere spring videre, herfra. Derfor har jeg nu flere sække med tøj, som skal have et nyt hjem.

Et andet lille projekt som langt jeg langt om længe endelig har fundet fidusen ved og halv-etableret er det moderne stofble-projekt. Jeg er ved at sælge vores all-in-one bleer og i gang med at købe nogle andre all-in-one med lommer i, så de fungerer halvt som lommebleer, halvt som det system vi i forvejen havde. Dem jeg er ved at videresælge har jeg købt gennem hjemmesiden koogko. Her har jeg også købt tre af typen natble.
De andre bleer vi ejer og dem jeg er i gang med at skaffe er alle second-hand via facebook.

Tja, det var lidt om mit 2018 indtil nu.. Der er også kun 11 måneder tilbage til at fucke op i. Både som Misse og som nogens mor. Eksempelvis er jeg lidt i ktise over børnesikring af hjemmet. Gode råd modtages med kyshånd!

Carpe Diem

2018

Nu er 2017 slut og det har været et år der tog fart og drønede derudaf med mange store oplevelser og begivenheder, på én gang.Et begivenhedsrigt år, men også et år fuld af stress og jeg glæder mig til at trække vejret, bare en lille smule og nyde resten af min barsel, som snart bliver sammen med M.
Faktisk er det nærmest først her i juleferien er der er kommet ro på og vi er kommet helt ned i gear og så har det nærmest været et helt år med foden på speederen, siden vi december 2016 fandt ud af, at vi skulle være forældre. Endda til terminsdatoen, som først antaget.

2017 er et år der har lært mig en masse. Det er blandt andet et år hvor jeg har fået nye bekendtskaber, som jeg glæder mig til at se endnu mere til, i det nye år. Både gennem mødregruppen og min hjemmefødselsgruppe. Det er et år som har lært mig om min indre styrke og at jeg skal tro lidt mere på mig selv. Det er også et år der har vist mig, at mine kasser og rammer let kan blive ændret på. Det har lært mig at selvom man har en drøm, en tanke eller en idé om en måde at leve og være på, så er det ikke altid det lykkes – i hvert fald ikke i første omgang. Det har lært mig endnu mere om at være omstillingsparat og at se muligheder fremfor begrænsninger, selvom jeg nok lidt for ofte har set begrænsningerne. Især ift. forældreskabet og den lidt romantiserede idé om at være den der vikle-mor der samsov med sit barn og fuldammede til det var stort nok til at sidde selv og dér begyndte at spise rigtig mad. Det passer åbenbart ikke ind i vores overskud og tilværelse og i en alder af 4 måneder blev alt det lavet om. Det har været lidt svært for mig at acceptere, men noget af det der også har stresset mig har faktisk været at læse om alt det som er bedst for ens baby, for det har ikke matchet os og nu her efter at have accepteret at livet ikke er så smukt på den rigtige måde, har vi fået mere ro. Denne ro håber jeg vil vokse sig større, ind i 2018.

Så kære 2018 du må især godt sætte farten ned og lade os nyde tilværelsen, bare en lille smule. Jeg kunne godt bruge lidt tid til at synke de oplevelser vi får, én af gangen. Jeg kunne godt tænke mig ikke at have så meget fart på. Dette har forældreskabet på en eller anden måde også lært mig. At livet godt må gå lidt i stå og at man bare er i sin egen lille boble og bliver der. Det er okay med fedtet hår, uren hud, muffin-delle, nullermænd i hjørnerne, opvask, tøjbunker, gylp på tøjet og nem aftensmad. Bare man har det godt.

Derfor bliver 2018 også et år hvor jeg vil acceptere at jeg hverken kan eller skal alt og hvis jeg synes jeg skal det, så må jeg acceptere at det ikke kan blive 100 %. Som dronningen sagde i sin nytårstale: “Vi kan ikke interessere os for alting” og det synes jeg er meget passende sagt. Jeg har lavet en aftale med en veninde om, at minde os selv og hinanden og lige præcis det. For det nytter ikke noget at tro vi skal kunne det hele eller ville det hele og blive skuffede over, at det ikke er tilfredsstillende nok. Det der perfektionistiske kan jeg pt pakke langt, langt væk og må derfor acceptere at alt andet kører på sleep-mode, for mit vedkommende.

Den veganske drøm er virkelig også skubbet langt, langt væk, men nu har vi lavet abonnement med årstiderne så hver anden uge kører vi veganske madkasser, hvilket jeg ser frem til. Den første kommer i dag! Så skal der ikke tænkes på madplan eller på, ikke at få grøntsager nok og egentlig skulle vi nok have gjort det for længe siden, men skidt pyt. Det bidrager i hvert fald til et mere roligt 2018, tænker jeg. Og det glæder jeg mig til.

Et 2018 hvor jeg forhåbentligt er faldet lidt mere til ro og på plads i rollen som nogens mor. Et 2018 hvor jeg forhåbentligt får set lidt flere af vores venner, for ærlig talt så savner jeg dem helt sindssygt! Det er sgu hårdt at blive nogens mor på det punkt, for man har hverken den samme tid eller det samme overskud. Jeg glæder mig også til at komme tilbage og være den fagperson jeg færdiggjorde mig til, for et år siden. Til at snakke om andet end baby-talk. Jeg glæder mig til endnu et år hvor jeg skal kysse på den person, som jeg elsker allerhøjest og som jeg endnu en gang er gået ind i et nyt år, sammen med. Ham jeg snart har været sammen med i 2,5 år og som betyder mere for mig end nogen anden. Ham som jeg har skabt familie sammen med.

Jeg håber stressniveauet vil falde og at jeg vil gribe dagen lidt mere. Og så vil jeg virkelig nyde den sidste del af min barsel og at være sammen med min søn og kysse, kramme, snuse, lege, opdrage, lære og opleve sammen med ham.

Carpe Diem!!

WordPress.com.

Up ↑