Institutionalisering af børneopdragelsen

https://michellneellfoto.mypixieset.com

I bogen Individ, Institution og samfund – antologi for faget (2. udgave) forklares samfundet og dets måde hvorpå institutionaliseringen af børneopdragelsen har påvirket os som borgere og mennesker. Ved at opdragelse og samvær nu skal foregå ude i institutionerne, væk fra familien, det nære og det trygge, og hvor flere børn på samme tid skal indgå i et større fællesskab, kommer der også kollektive implikationer.

Samfundet er en social konstallation og det er her, “at børneopdragelse de seneste 50 år er blevet et samfundsanliggende”. Og netop ved at flere børn skal indgå i et større kollektivt fællesksab, så skal flere også lægge bånd på sig selv, for at tilpasse sig og kunne indgå. “For at få hverdagen til at fungere så gnidningsfrit som muligt, må både børn og voksne tilpasse sig en række forventninger til optræden og samvær”. Det pædagogiske arbejde kommer dermed også til at handle om at rette ind og stå skoleret, fremfor at være et naturligt sansende menneske. For mange børn på et sted skaber naturligt bevægelse og høje lyde og det er ikke naturligt, at mange børn på næsten samme alder, skal indsluses i ét fællesskab. Vi har brug for en landsby med forskellige aldre, hvorved vi kan interagere, lære og være.

“Det pædagogiske arbejde retter sig i vid udstrækning mod at lære børn at omgås, hvilket især vil sige at beherske deres umiddelbare tilskyndelser og tilpasse deres udtryksformer til de kollektive normer” (s. 254). Så som at vi ikke må løbe på gangen, råbe højt indenfor, vi skal gå på lige linje, holde i hånd (med andre børn vi måske ikke helt kan lide), vi skal forstå en kollektiv besked (hvilket jo også kan være rigtig fint og god læring), men der er ikke tid, rum eller plads til skæve udskejelser eller børns store følelser. Og det er her jeg føler et behov for at råbe lidt højere eller i hvert fald italesætte netop dette.
For ved at vores børneopdragelse er taget væk fra hjemmet og ud til en personalegruppe, som 1) ikke elsker børnene eller vil dem det bedste 2) skal få x antal børn til at føle sig tilpasse 3) få en hverdag til at fungere gnidnignsfrit, så er der ikke meget tilovers til de naturlige følelser, som der netop opstår hos et barn. De følelser og udsving, som er helt naturlige og faktisk nødvendige for, at lære sig selv at kende.

Vi skal huske på, at vores samfund fortsat er meget ungt, at de normer og den kultur vi lever i, har udviklet sig over tid. I takt med industri og velfærdssamfundet, og at det liv vi lever, ikke er naturligt, men blevet en nødvendighed. Vores samfund er indrettet således, at begge forældre som regel er nødt til at arbejde 37 timer/ ugen, for at få hverdagen med hus, biler mv., til at løbe rundt. Men skal vi egentlig det? Og hvorfor er det så svært at lave om på den rigide kultur omkring samfundets syn på det at arbejde? Hvorfor er arbejdet blevet en måde at have værdi som menneske?

Og her mener jeg ikke, at vi ikke alle ønsker at bidrage til samfundet eller betale tilbage. Her mener jeg bare, at vi mennesker er langt mere end det samfundsbestemte arbejde, vi er langt mere end den status som er opøvet og talt højt op. For det er også det vi spørger ind til. Selv hos lægen, når du snakker om personlige anliggender der.

Selv da jeg blev sygemeldt tilbage i 2018, måtte jeg stå for mål for, at jeg ikke passede ind i den kasse, som jeg var havnet i. Og selvom jeg ståd, fuldstændig grådlabil og ikke kunne trække vejret længere ned, end til brystet, så skulle jeg bare tage mig sammen. Alt jeg gjorde blev brugt imod mig og hvis det er samfundets måde at takke mig på, at jeg har arbejdet og gjort noget for mit fag, at jeg tog en uddannelse og var hammer dygtig, så gider jeg sgu ikke være en del af det. Jeg ville ønske der var langt større muligheder for, at vi alle kunne bidrage til samfundet på en anderledes måde. At hele samfundsmodellen omkring arbejde kunne rystes og kastes ud til borgerne i samfundet, således at vi kunne påvirke det. Idealet, her og nu, virker til at skulle hedde 37 timer – men hvad er det egentlig for et samfund vi ønsker? Med folk der psykisk går ned med stress, angst og depression, med børn der ikke får den ideelle omsorg, idet de kastes ud i armene på fremmede mennesker i en alder af 10 måneder cirka. Fordi mødrene ikke har oplevet den landsby og den opbakning, som de har brug for, i løbet af barnets første levetid. Og derfor forventningsfuldt glæder sig til, at sende deres barn afsted i en institution, fordi det skal socialiseres.
Jeg forstår dem godt. Jeg trængte også til en pause, inden det første år var gået. Men jeg trængte ikke til adskillelse. Jeg trængte til hænder der kunne tage over, jeg trængte til at andre kunne inspirere mit barn, bare for en stund. For mere skal der ikke til. Barnet bliver hurtigt fyldt op af andre. Udtryk, lyde, dufte. Det har fortsat brug for sin mor. Så hvorfor mener vi, at det til stadighed nye samfund vi lever i, hvor børn bliver institutionaliseret, og barndommen og opdragelsen dermed lige så, er det endegyldige rigtige? Hvorfor er vi ikke mere normkritiske? Hvorfor tror vi, at svaret på livet er at arbejde og institutionalisere?

“Børn lærer således at indgå i allerede definerede fællesskaber og udvikle relationber til andre, de ikke på forhånd kendte, me nsamtidig får de færre erfaringer med selv at skabe fællesskaber”. Hele princippet med institutionaliseringen handler jo om, at vi skal klargøres til arbejdsmarkedet, mens vores forældre arbejder. Vi skal altså lærer om livet, inden for nogle rammer, som er givet. Men jeg har været i en vuggestue. Det er et rum med fire vægge, hvor alting foregår på én gang, samtidig med at der er en halv eller hel dør, måske en rude, ud til et toilet i forlængelse af rummet. Dvs at børnene skal lege, spise og næsten skiftes i det samme lokale. Derudover er det som ofte, at de helt små sjældent kommer ud. Måske i haven. Men regner det eller er dårligt vejr på nogen måde, så bliver det uoverskueligt. Hertil kommer vinterhalvåret med flyverdragter mv.
Er dette en måde at klargøre os? At socialisere og udvikle det lille barn?

Jeg er virkelig blevet kritisk over for samfundets måde at mene, at børnene udvikles bedst i små rum med mange andre små børn, hvor gråd, utryghed og sårbarhed kommer til udtryk dagligt. Hvor børnene græder hver gang døren åbner eller lukker, hver gang den primære voksen går, når andre bliver hentet. Hvor pædagogerne eller de voksne – for ikke aller er uddannet heller – trasker rundt med et barn på armene, måske endda er nødt til at forlade stuen helt; fordi barnet græder eller skriger. Hvor børnene – som en helt naturlig reaktion – nægter at spise, fordi det er det eneste de kan styre (dem har jeg set flere af). Hvordan kan vi sige, at det er en naturlig del af livet? At børn i en alder af knap et år kan sidde og sulte sig selv, en hel dag, fordi de skal tilpasse sig et nyt fællesskab med fremmede voksne. Voksne de bliver kastet i armene på, allerede inden for to dage til en uge, og før de kan gå. Hvordan kan vi mene, at når vores barn skriger og græder efter os, så er det normalt? Men vi selv sidder med en klump i halsen og græder, når vi sætter os i bilen eller på cyklen, for at køre væk. Væk fra vores lille barn der i afmagt længes efter år. Og når det ser os igen, så græder det. Græder efter vores omsorg, kærlighed og trøst. Fordi alt det svigt det mærkede da vi gik og hele dagens indtryk sætter sig i vores barn.

Jeg har så meget mere til dette oplæg jeg gerne vil dele ud af, jeg har så mange tanker og følelser. Egentlig var det meningen jeg ville have skrevet noget stort, smukt og autentisk om vores fantastiske bondegårdstur. Om hvor meningsfyldt det hele har været, men jeg var nødt til at starte hårdt ud, med noget teori til at belyse det komplekse og forkerte. Til at sætte ord på, at vores samfund er socialt konstrueret. Det er ikke en naturlig del af livet, at vi skal være adskilte. Hverken fra vores børn eller fra hinanden. Vi har brug for en landsby. Vi har brug for sparring, nogle vi kan læne os ind i, læsse af på, lære af. For erfaringer, mund til mund historier og et dejligt kram er virkelig guld værd. Forældreskabet er så følsomt og jeg tror, at grunden til at sociale medier er vokset med fællesskaber, er fordi vi er så adskilte. Fordi vi føler os alene i det samfund, som ikke fungere. Det kunstige, institutionaliserede samfund. “Det er i institutioner, at børn skal udvikle sig, lære nyt, danne relationer, indgå i venskaber og lære at begå sig” (s. 260). Men hvis nu samfundet var anderledes skruet sammen, var det også muligt, at børnene kunne lære om disse ting. Ved at være deltagende i samfundet og sammen med nærmeste omsorgspersoner, hvorved trøst, omsorg og tryghed kunne være det trinbræt ud i livet.

Hjemmelivet, ja tak

Hvorfor er der egentlig et behov for at sætte fokus på hjemmelivet? Hvad er det der gør, at flere opretter profiler med specifikt fokus på unschooling, hjemmeskole, hjemmelivet mv.? Hvorfor har vi behov for at promovere radikale løsninger og de dertilhørende følelser, tanker, refleksioner omkring vores beslutning?

Hvilken betydning har det overhoved, at skabe så mange argumenter for hjemmelivet, dokumentere det i en sådan grad som det bliver gjort, samt belyse værdien i netop dette tilvalg?
Ind i mellem får jeg en følelse af, hvad meningen med hele min profil på instagram er. Hvorfor har jeg egentlig oprettet “hjemmespirene”? Hvad gavner det og er det egentlig bare et ekko i et ekkokammer?

Til tider kan det godt føles sådan, men når det så er sagt, så ved jeg også at jeg har fundet enormt meget inspiration fra andre profiler, da jeg selv begyndte de spæde skridt ind i hjemmelivet. Den gang det var grænseoverskridende og bekymrende, den gang jeg var usikker på hvilken vej jeg skulle gå, hvordan det skulle efterleves og lignende. Det var så skræmmende en vej at bevæge sig ned på. Tankerne om, hvad andre ville tænke, om jeg kunne stimulere og udvikle mit barn tilpas nok.

Men når jeg ser på hjemmelivet i dag, mærker jeg ingen usikkerhed i samme grad, ingen bekymring på samme måde. For nu er jeg mere rolig i hverdagen. Jeg prøver at mærke ind i vores behov for dagen og tilvælge det der giver os energi. Ugerne er forskellige, men uanset så føler jeg, at jeg har valgt det rigtige liv til, for os.

For nu her bærer det frugt. Alt det jeg har manifesteret den seneste tid, ja år. Den gang tilbage i 2018 drømte jeg om og inderligt ønskede et stærkt netværk af hjemmegående, hvor hverdagen ville blive en leg og livet føles ægte og autentisk. Jeg var så bekymret, så urolig. Ikke mindst for økonomien. Men det er som om, at jeg jo mere jeg giver slip på bekymringen for økonomien og jeg i stedet fokuserer på helheden, på hverdagen, på nærværet og omsorgen, jo mere lykkelig føler jeg mig. Jeg føler virkelig, at den her tid, sammen med vores børn, i den hverdag vi har etableret, det er så unikt, så vigtigt og smukt. Jeg kan slet ikke forstå at jeg kan føle mig så rig, som jeg aldrig har følt mig før.

Denne rigdom mærkes især på dage, som i går, hvor hele flokken af hjemmegående deltog til gymnastik og børnene løb og legede, sammen med hinanden, på tværs af køn og alder. For netop lige den gymnastik er for folk der er hjemmegående, hvor storesøskende og mindre søskende, sammen kan gå til gymnastik og endda med deres venner. Min datter der løb rundt og jublede, mens hun råbte “se moar!” når hun kunne noget nyt, prøvede noget der havde været svært og ivrigt, stolt og lykkelig bad om min opmærksomhed. Det er lige præcis dér, at jeg ved, at jeg har tilvalgt det rigtige liv for vores familie. For jeg er så pave stolt over at være med til alle de sejre min datter har, samt at se min store søn i sine relationer og hvordan han leger rundt og hygger sig, uden at jeg behøver at deltage. Men opstår der behov for noget basalt, som trøst, sult, hjælp med tøjet eller andet, så er jeg der. Opstår der en større konflikt, så har jeg set den og oplevet den. Jeg ved hvad der foregik – jeg har set min søn i konflikten og hvordan han var en del af den. Det er også en gave. Det er nemlig enormt vigtigt, synes jeg, at vi er klar over vores børns store følelser, hvordan de håndterer dem og er i dem. Lige så at se hvordan han leger rundt, men uden at være en del af det.

Egentlig var jeg bekymret for, at jeg ikke kunne give min søn den plads han har brug for, for at være i sin egen kultur, den børnene har for sig selv. Men jeg har den seneste tid også observeret, at de store børn bare trækker sig. De bevæger sig væk fra os voksne, når de ønsker en leg der ikke kræver os. Og de kommer til os, når de har brug for at være sammen med os. Alting er så naturligt og vi voksne er også blevet mere trygge ved hinandens relationer, således at vi nemmere kan indgå i dialog med hinanden omkring det nemme og det svære. Denne måde at deltage i et fællesskab på og indgå i svære emner, konflikter, men også opleve det smukke, sjove og dejlige sammen, det er endnu en gang en gave.

Vi voksne kan bidrage på forskellig vis til samspillet og udviklingen. Vi bager kager, laver kreative ting, er kropsligt aktive, læser bøger, trøster vores egne eller hinandens børn. For det er nemlig også det. Selvom vi er sammen med vores børn, så er det ikke altid at vores børn ønsker at trøstes af lige præcis os selv. Det kan være nemmere at få hjælp til det svære af en anden, end ens egen mor/far. Så bare fordi vi er der altid, der det ikke altid os der bliver brugt. Jeg har oplevet at mine børn blev puttet af en anden voksen, fik hjælp med tøj, mad, sko eller andet af en anden forælder og jeg har oplevet at læse bøger for flokken eller dele af flokken, hvor mit eget barn ikke deltog. Jeg har hjulpet med mad, tøj og toiletbesøg af de andres børn.
Det er jo netop det jeg ønsker at belyse. Selvom jeg har valgt at indgå i termen “hjemmegående” og på sin vis er “arbejdsløs”, så skaber jeg enormt meget værdi bare ved at være til. For jeg kan bruge mine egenskaber som menneske, i samspillet med de børn der er en del af fællesskabet. Jeg er da ikke ligeglad, hvis et af de andre børn slår sig, jeg hjælper også til. Så hjemmelivet er ikke bare, at jeg er der hjemme, isoleret med mine egne børn. Hjemmelivet er et fællesskab, hvor vi voksne er lige så stor en del af hverdagen og børnenes trivsel, udvikling og læring, som hvis de indgik i et institutionelt fællesskab. Den primære forskel er bare, at jeg ser det meste og kan tage snakken med mine fellow forældre, i det det sker. Og vi kan samtale om det hele ret hurtigt. Vi skal ikke vente på en planlagt samtale i døren eller mødes af en pædagog ved en presset afhentning klokken lidt i 17:00. Endvidere har jeg rig mulighed for langsomme morgener og alle de mindre stressfulde barn-syg-dage, som jeg overhoved kunne tænke mig. For jeg skal ikke koordinere med min mand omkring hvem der ringer til chefen og hvem der tager den første dag, og om vi mon overhoved kan få det til at løbe rundt med flere sygedage.

Så hvordan fungerer det egentlig, alt det her og hvordan finder du et netværk?

Jeg har opbygget et netværk siden januar 2020. Det har taget tid, kostet energi og krævet at jeg ville det. For det handler netop om mig selv og dette er jo også en kæmpe kompetenceudviklende gave. Egenskaber ift. at se sine egne skyggesider og mærke ind i hvordan jeg bedst muligt kan skabe et samarbejde – og hvordan finder jeg de rette? Jeg tror vitterligt du mærker det, når det sker. For pludselig står du og har en håndfuld af fantastiske mennesker i dit netværk, som støtter dig og hvor du kan finde sparring. Det er nemlig ikke let at være “den der er den”, hele tiden. Det kan skabe nervøsitet, usikkerhed og andre negative tanker, at være på, altid. Det kræver sparring, det kræver et behov for også at kunne læsse af og det er jo ikke kun børnene der skal socialiseres. Vi voksne har også brug for andre voksne, en form for kollegaer. Dermed, mener jeg, er det så vigtigt med et hjemmegående netværk. Og det kan være svært at finde. Lockdown har ikke just været en hjælpende hånd på den front. Men jeg vil bare sige; undersøg dine muligheder. Meld dig ind i facebook grupper der handler om at være hjemmegående. Lav et opslag, også selvom det kan føles grænseoverskridende. Men måske sidder der en anden derude, som heller ikke turde skrive – og som ser dit opslag. Og I finder hinanden og noget nyt kan blomstre op. Men I skal ville det og også turde snakke om det svære i at indgå i en relation. For det er ikke kun rosenrødt.

Vi har haft forskellige konflikter og nogle gange en slags følelse af “holden uden for” blandt børnene, som kan være ømt at snakke om. Vi har googlet emner som mobning, konflikter mellem børn og haft dialoger om det. Og jeg synes det er så fedt at kunne være dem der tager snakken, sammen, fremfor at ens børns konflikter bliver snakket om gennem en pædagog. Hvor du for det første ikke har set konflikten og nærmest heller ikke kan snakke med den anden forælder i en god dialog, om hvorfor konflikten mon opstår. Men der er måske også stor forskel på det institutionelle liv – og måske kan dette ikke sammenlignes? Jeg ved bare at pædagoger ikke må fortælle hvem der slog/rev/bed dit barn. Det må kun fortælle at det blev bidt. Hvilket er for at beskytte det barn der gjorde det. Men jeg ved ikke helt hvad jeg synes om hele den form. Jeg tænker nemlig, at jeg synes det er så givende, som forælder, at udvikle evnen til at indgå i det akavede og svære det er, at ens børn behandler andre børn på en måde. Og nu bliver det her måske lidt rodet, men jeg fornemmer bare at vi i gruppen også udvikler os gennem disse svære emner. For mig er det vigtigt at kunne tale om det svære, helt ned i dette niveau.

Derudover er det også rigtig fedt at lytte efter og observere når børnene selv håndterer de konflikter der opstår. Og dette har også været en øvelse, for det har handlet om at give vores børn plads til at håndtere det selv, samtidig med at vi som voksne har skulle lære at kende til hinandens grænser. Så alt i alt er hjemmelivet ikke bare et hjemmeliv. Det handler om så mange andre ting. Det er kompetencegivende på flere parameter, hvilket jeg slet ikke synes får nok opmærksomhed.

Så hvorfor har jeg lavet en instagram med fokus på hjemmelivet, som et argument og en dokumentation af det liv vi lever?

For at give dig, der overvejer hjemmelivet, en mulighed for at træde ind i et liv, der måske kunne være det rigtige for dig. For at belyse problematikken i, at institutionerne bliver gjort det til ultimative rigtige – for det synes jeg ikke de er. Jeg siger heller ikke, at dig der vælger institutionen til, er forkert. Jeg siger at samfundet er skruet forkert sammen, hvis det bliver gjort til “dem” og “os”, hvis det at tilvælge hjemmelivet eller et anderledes arbejdsliv, bliver gjort til skamme.

Jeg har oprettet en profil omkring hjemmegående livet, for at skabe fokus på alt det, det faktisk giver.
Læringen skal nok opstå! Børns interessebaserede læring er vigtig. Jeg har med tiden udviklet en endnu større tillid til, at hvis bare de får lov til at gå efter det der motiverer dem, så skal de nok lære det. At læring opstår i forskellige niveau, og ikke på samme tid. Det handler om inspiration og tryghed, samt evner. Zonen For Nærmeste udvikling kan her virkelig komme på banen – det handler om at det barnet næsten kan, kan det lære ved at blive støttet af f.eks. en voksen. Men jeg har også observeret, at børn også kan lærer eller udvikle sig i samspil med andre børn. Det ses tydeligt i den lille flok af børn, som jeg har tilbragt det sidste halvandet år sammen med.

Børnene har udvist interesse for universet, dinosaurerne, tal, bogstaver, bøger med tekst, hvordan ord ser ud, at hoppe, danse, synge, cykle, løbe, rulle, trille, slå kolbøtter, lege med LEGO, sansestimulerende legetøj, være med i køkkenet, rydde op, gøre rent, hjælpe til. Alt muligt der bidrager til, at jeg mener de udvikler sig til dygtige mennesker – og alt sammen i individuelt tempo. De samarbejder om at bygge, finde ting til at skabe en leg. Vi spiller spil sammen, sanser sammen, tager på ture sammen.
Vi har også fælles spisning i ny og næ, vi besøger hinandens hjem og ser hvordan hinanden bor og lever – hvilket også er en kulturel læring.

Så hvad er det helt præcist at hjemmelivet IKKE kan, som institutionen kan?
Hvorfor er det så forfærdeligt at tilvælge “hjemmelivet”? Hvor madpakker også bliver smurt om morgenen, hvor de ser den anden forælder tage på arbejde, hvor de oplever samfundet uden for en institutions fire vægge og en legeplads med hegn om, men i stedet kommer på ture hjem til andre børn, tager bussen rundt i byen allerede fra den gængse “vuggestuealder”. Hvor store og små lærer at indgå i et fællesskab, lege på tværs af alder, tage hensyn til hinandens kunnen og lærer om omsorg, tilknytning helt ned til babystadie? De seneste år er der nemlig også kommet små babyer til og en landsby føles skabt.

En landsby af fællesskab, samhørighed og glæde, hvor hjemmegående mødes på forskellige steder, leger sammen, er sammen – og hvorfor er denne læring og denne måde at trives på, mindre værd, mindre rigtig, end den høje puls og adskillelse på daglig basis?

Selvstændig & hjemmegående

Et familieliv med fleksibilitet og sved på panden

Alt det jeg har drømt om, er så småt blevet til virkelighed. Jeg er hjemmegående og til december er det mit andet år, hvor jeg som fuldtidsmor og hjemmegående jonglere rammerne for vores børns hverdag, og nu også har tilføjet titlen “selvstændig”. Jeg kæmper ihærdigt med at balancere hjemmelivet og indkomst, samtidig med at omsorgen for mig selv også skal vedligeholdes og kærligheden for og med min mand også skal plejes. Der er mange bolde i luften og det er ikke alt sammen rosenrødt.
Måske er det heller ikke det rosenrøde jeg ideelt set drømmer om, men friheden til at tilrettelægge en hverdag, hvor vi bedst muligt kan indrette os i forhold til os selv, og det vi ønsker og vil.

Og når jeg ser på hjemmelivet bliver jeg ind i mellem påvirket af tanker som, er det for min skyld? Børnenes skyld? Eller hvis skyld er det for og har det overhoved noget med skyld at gøre? For ind i mellem føler jeg skyld (og skam) over for børnenes hverdag. Om de mon trives i de kasser og rammer der bliver sat for ugerne der går. Men i dette øjeblik går det virkelig op for mig, at hjemmelivet netop er for, at vi kan tilrettelægge en hverdag med mening, for os.

Jeg har længe tænkt på, om børnehave ville være godt for Adam. Fordi jeg tænker på om han savner legekammerater i hverdagen eller andre omgivelser. Om jeg mon gør det godt nok, for at give ham en hverdag der stimulerer ham tilpas meget – og hvornår er det godt nok? Det sårbare i hjemmelivet er også manglen af sparring i forhold til herhjemme. Dog er jeg bare ikke et sted med en hverdag hvor jeg ønsker at skulle give afkald på at tilbringe dagtimerne med vores børn, ej heller at skulle samarbejde med pædagoger omkring mit barns trivsel eller at skulle sætte mig ind i flere mennesker, regler og pædagogikker. Jeg føler virkelig ikke for, i mit sanseapperat, at skulle indgå i den type fællesskab eller kasser netop nu – så måske gør mine børn heller ikke?

Og en dag som i dag, hvor yngsten bevæger sig over 2 km for at komme i legegruppe og lege, og helt standhaftigt råber “Naja gå selv!” hele vejen, hvor hun både får set på spindelvæv, en brandbil der bliver fyldt op med vand (pudsigt nok få dage efter at jeg faktisk lige havde italesat hvad vi bruger brandhaner til) og også viser at hendes stænger faktisk er i stand til, i en alder af knap 2 år, at gå så langt. Alt det som vi oplevede på turen, al den tid vi havde til at gå i stå og kigge på edderkoppespindelvæv, grankogler og have mange pauser undervejs, det ville ikke have været det samme for hende, i en vuggestue. For Naja priser jeg mig ovenud lykkelig og er ikke et sekund i tvivl om valget om at være hjemmegående. For hun trives så godt herhjemme, samtidig nyder hun også at være med i legegrupper og det er ligegyldigt at de andre ikke nødvendigvis er jævnaldrende. Hun leger med på bedste vis og trives i at kravle rundt på klatrestativer, rutsje på rutsjebaner og kaste med store sten i bækkene.

Lige så trives min ældste der næsten altid ender med at være helt nøgen, når bare der er vand og som nyder at undersøge naturen og dens fænomener, at lege dinosaur med store brøl eller blive jagtet og kildet. Det er virkelig fantastisk at opleve sine børns hverdag fuldt ud, samtidig med er det også helt vildt udmattende og jeg tænker meget over hverdagen og reflekterer over alt det jeg får ind, mærker og ser. Min svaghed i hele hjemmelivet vil nok altid være ham min ældste. Fordi det var ham der gav mig titlen “mor” og med alt hvad det indebærer, her også usikkerheden på mig selv. For gennem ham føler jeg pludselig at alles øjne er rettet mod mig og med moderskabet blev det pludselig også muligt at blive skydeskive for hele Danmark. For du er allemandseje, når du er mor. Alle har en mening og en holdning og netop fordi jeg er en usikker person, så forstærkes det.

Samtidig føler jeg mig også lykkeligere og mere stolt end nogensinde før og jeg trives i den her hverdag på en helt anden måde. Især i takt med børnenes alder og min egen kropslighed der føles lidt friere for hver dag der går. Jeg får mere tid til mig selv og netop denne tid er også forsøgt udnyttet på ting der lader mig op, men også mit nye erhverv som selvstændig fotograf.
Tingene vokser ikke med lynets hast, dog tror jeg det vokser i lige præcis mit tempo og jeg får så småt kunder en, indkomsten stiger en anelse og jeg håber på at kunne bidrage til vores privatliv hurtigst muligt, så vores liv kan hænge sammen gennem fleksible arbejdstider og økonomisk set. Jeg elsker at fotografere og at have opøvet mig nok til nu her at have startet mit eget firma og kunne kalde mig selvstændig er virkelig glædeligt! Det her er virkelig d r ø m m e n og var det ikke fordi jeg havde set andre gå vejen før mig, havde jeg nok ikke helt turde tage skridtet. Men! Nu har jeg gjort det. Og jeg jonglere lige nu og her familieliv, fuldtidsmor kasketten og titlen som selvstændig. Hvilket er mange bolde og til tider udmattende og drænende. Jeg er træt. Dagligt og jeg knokler for at finde den rette balance mellem det hele, prøver at mærke ind i, hvornår på dagen hvad giver mening mv.

Det er ikke fordi det er en dans på roser eller kun gode tider hverken at være selvstændig eller hjemmegående. Begge dele er meget selvstændigt, men kræver også et godt netværk, folk at spejle sig i og have sparring med. Derfor har jeg også oprettet to instagramprofiler, en til hjemmelivet og en til fotografdelen, således at jeg kan få lidt af begge verdener, dele erfaringer, suge erfaringer til mig og blive set og hørt.

For jeg er en ildsjæl der gerne vil ses, høres og belæres og jeg elsker at kunne alt dette, både i virkeligheden gennem rigtig menneskelig kontakt og gennem sociale medier, hvor en endnu bredere skare af mennesker netop findes. Det er så fantastisk og jeg er så spændt på hvad der kommer til at ske næste gang.

Så det var lige en update på min blog. Det er længe siden jeg har ladet ordene flyde her, men jeg følte virkelig for at dele lidt. Jeg er ligesom begyndt at vågne lidt op og det gav mig lysten til at sætte lidt flere ord på tilværelsen, end blot hvad et instagramopslag kan give.

Rigtig god aften

Michell Neell

Første år som hjemmegående

Et år inde i hjemmelivet – og hvilket år.

Her gik jeg og troede jeg skulle kultiveres og opleve Danmark i samspil med vores børn. At vi skulle opleve andre mennesker, deltage i arrangementer og være til stede i livet på fuld skrue. Og så med et blev alting vendt på hovedet og jeg måtte kæmpe mig igennem voldsomme stress- og angst symptomer, hvor jeg først over sommeren kom ordentlig på benene igen, med en kæmpe selverkendelse, som førte mig i psykoterapi.

At vores hjemmeliv blev forandret af coronavirus havde jeg aldrig forestillet mig og i takt med nedlukningen oplevede jeg også et sammenbrud, som senere blev erstattet af et gennembrud. For hvilken tid at blive hjemmegående i og ikke nok med at finde sig til rette i hjemmelivet med to børn, for første gang, så skulle jeg også forholde mig til at hele landet blev forandret, lige på én gang. Men det har været en dannelsesrejse for mit vedkommende og jeg står nu mere stabilt end jeg længe har gjort.

Jeg mærker nu ind i hvad vores behov reelt set er – og jeg kan se hvor vigtig min egen rolle er. Som igangsætter, som omsorgsperson, som initiativtager, som praktisk gris m.v.
Det er ikke sådan at kimse af, når jeg klokken 12:30 står med en datter der ikke lige ville puttes i klapvognen alligevel og en dreng der vil have havregryn og dernæst bygget en haj-båd af store plusplusser. Næ, så skal der tænkes hurtigt og selv behovsudsættes, for den kop kaffe jeg så gerne ville have nydt i fred, får nu endnu længere udsigter. Og måske virker det ret basalt og hvorfor skulle dette være noget? Men en tre-årigs sammenbrud over, ikke lige at kunne få bygget den haj-båd, samtidig med en overtræt et-årig, det kan faktisk godt kræve en kop kaffe og fem minutters fred og ro, når man har været i gang siden 5:30.

Jeg har virkelig fået øjnene op for vigtige pædagogiske refleksioner, i forhold til menneskets udvikling og jeg synes det er enormt interessant hvor megen tillid vi tillægger nutidens dagtilbud. Jeg har selv været meget i dagtilbud og da jeg i 2013 meldte mig ind på pædagogstudiet, tænkte jeg vitterligt at stimulering og udvikling af det lille barn var pædagogerns job. Dette har ændret sig markant siden. Jeg er blevet meget opmærksom på, hvad det egentlig vil sige at opdrage, danne og nære et menneske. Det kræver enorme mængder ressourcer og jeg er uforstående overfor, hvorfor vi, forældrene/samfundet, tror at pædagoger kan gøre denne opgave bedre, end dem der ubetinget elsker de små individer/borgere. Hvorfor er det mere anerkendt at en pædagog skal rumme 20+ mennesker, der hver har deres behov og følelser, som kommer til udtryk på lige så mange forskellige måder?

Jeg har nu indset hvad det kræver af mig og er blevet enormt opmærksom på min egen adfærd. Dette har været en kæmpe selvudviklende rejse, som ikke engang var målet til at starte med. Men hvilken gave at have to så kraftfulde spejle, min søn især, til at vise mig hvornår jeg gør tingene godt og hvornår jeg bør ændre kurs. Og tænk at blive beriget med alle deres begejstringer, successer mv. dagligt, fremfor at høre det gennem en anden.

Men vigtigst af alt, for mig, er nok den gave denne pandemi, sammenholdt med det selvudviklende arbejde som jeg laver, samspil med min psykoterapeut, har givet mig. At jeg er god nok og værdi nok, i mig selv. Denne glæde og bundfølelse er så ny for mig, men den ligger sig lige så fint i min indre kerne, som den hvide sne der falder ned over parkeringspladsen.

Så mens jeg skriver dette, kigger jeg ud på sneen og tænker på den bundglæde som den minder mig om. Om barndom og succes. Og jeg håber på at andre kan få smagt noget af denne glæde, som jeg selv oplever. Det har om noget været en dannelsesrejse og idet jeg troede at 2020 ville være det værste år, blev jeg klogere mod slutningen og har mærket ind i en masse, hvorved 2021 er startet som et blødt og roligt år, hvorfra hjemmelivet virkelig kan tage fat. Og selvom vi er langt mere hjemme, end jeg først troede vi ville være, så oplever jeg en gejst for eventyr og oplevelser, sammen med mine børn. Tænk at kunne skabe det bånd mellem dem, uden nogen større adskillelse.

Dette er min egen lille omsorgsrevolution. For mig selv og mine børn.

Sårbarhed i moderskabet

Jeg har længe tænkt på at skrive. Skrive om følelserne inden i mig. Skrive om afmagten og frustrationerne. Om hvordan det er at være kvinde, menneske, mor med angst…

Det er et følsomt emne. Men jeg tror også det er vigtigt.

Og jeg har ikke helt vidst – jeg ved faktisk stadigvæk ikke – hvordan det skal formulere. Jeg har haft så mange følelser og tanker i spil. Jeg har ville fikse det hele. Men det er endnu ikke lykkedes. Og ind i mellem har det hårdeste været det der netop ikke lykkedes, det der ikke bliver som jeg håbede.

Og her gik jeg og troede at jeg skulle være hjemmegående med to børn. Jeg havde drømt om det så længe og glædet mig. Det gik også rigtig godt. Vi mødte en anden mor og hendes søn som er jævnaldrende med vores søn. Og relationen voksede. Derudover kom vi i legegruppe og på biblioteket, hvilket jeg elskede. Vi oplevede nye ting og det var både hårdt og spændende. Ind i mellem kunne vi bare sidde på græsset eller være hjemme. Alt efter behov. 

Det var en kæmpe drøm, som efter et halvt års forsøg, endte med at den ældste kom i børnehave. Et valg besluttet ud fra stress symptomer og manglende overskud. For under corona og lockdown så væltede hele korthuset for mig. Jeg fik symptomer som jeg havde svært ved at agere ift. Jeg kunne ikke rumme at arbejde med mig selv og samtidig være der for to forskellige aldre og behov.  Endnu en gang tabte jeg til et hoved og en krop, som ikke formår og samarbejde. Jeg er fortsat så fortvivlet over følelsen. For hvorfor kan jeg ikke fungere i pressede situationer. Hvorfor formår jeg gang på gang at falde sammen? Jeg er så uforstående. 

Så nu står vi med fødderne i hver lejr. Vores søn er kommet i den lokale private børnehave, som han virker til at være glad for, og vi kan have alle de fridage og legegruppedage vi har brug for og savner. Dagene kan være så korte som vi ønsker. Pt er det til efter lur, da det har syntes at være behovet, ift at runde dagen af.

Her til aften har jeg så tænkt over den her stress angst følelse. Over hvad der mon tricker min følelsesmæssige stress eller giver mig hjertebanken og lysten til at sætte mig ned og græde.

Denme her gang udviklede det sig under corona. Især efter den første genåbning, hvor min mand skulle tilbage på arbejde. Jeg var dermed nødt til at være alene hjemme, med begge børn, i en lille lejlighed. Uden nogen social kontakt. Uden megen plads at være sammen på. Og følelsen af at kravle på væggene, manglende albuerum mv, den voksede. Især sparring med andre og åbne refleksioner var en mangelvare. Noget af det jeg især elsker i mødet med andre hjemmegående.

Og jeg følte mig ensom, frustreret og magtesløs mens jeg skulle få hverdagen til at gå, jonglere de to forskellige behov og også mig selv. Og selvom vi har hinanden, så er både min søn og jeg enormt udadvendte. Vi lader op ved social kontakt og adspredelse, hvilket ikke skete.

Han gav udtryk for at han savnede andre børn. Han reagerede på andre børns stemmer, kiggede efter dem på altanen og blev også mere udadreagerende herhjemme. Jeg kunne ikke gå fra den yngste, uden at der skete hende noget.

Lag på lag blev hverdagen sværere at være i. Samtidig blev min mand en smule ramt af alle de tiltag de skulle indordne sig under, imens at tilværelsen var skæv, hjemme. Så det var endnu en prøvelse i vores fortsat nye liv som en familie på fire. Tiden gik og selvom Danmark åbnede mere op, så fik jeg det værre. Uden at vide hvornår eller hvordan jeg skulle sige fra. Vi savnede ekstra hænder og dybe vejrtrækninger. 

En dag besluttede min mand og jeg så, at det bedste for alle ville være, at vores søn kom i børnehave. Så jeg kunne få lidt pauser i løbet af dagen. Samtidig med at han kunne brænde lidt krudt af på nogle af de oplevelser jeg ikke selv kan tilbyde.

Jeg er kæmpe fortaler for det hjemmegående liv. Jeg er sikker på at det for det meste er det helt rigtige. Jeg har aldrig set ned på folk der vælger du t institutionelle, men jeg ved at det ikke er den eneste rigtige løsning. Jeg ved at vores søn også er vokset meget hjemme. Han kan tælle, øver sig på ord og bogstaver, synger, tegner, bygger, udforsker, eksperimenterer og undersøger. Og jeg ved at han ikke er “kommet bagud”. Men vores hjemmeliv kom ud på en glidebane. Jeg ved også at jeg er den ansvarlige for relationen og at jeg bør kunne oprette den gode ramme. Men i denne her situation blev belastningen for stor ift hvor lidt jeg har healet.

Jeg er taknemmelig for at  vores søn har været hjemme i et halvt år, men det var under omstændigheder jeg ikke kunne manurere i. Og jeg føler at jeg har måtte kaste håndklædet i ringet. At jeg burde have taget mig bedre sammen. Men det jeg tidligere har healet er tydeligvis ikke dybt nok, og jeg føler det som et sår der er sprunget op, og jeg er nødt til at starte næsten forfra. I hvert fald have mulighed for flere pauser til at puste ud. 

Jeg har netop siddet og Googlet stress og børn, og hvorfor det mon opstår. Jeg tænker tit tilbage på hvornår eller hvordan det hele startede. Om det er helt tilbage fra første barsel, med 9 måneders skrig, gråd og søvnløse nætter. Angsten for at bevæge sig væk hjemmefra, følelsen af afmagt og fortvivlelse over ikke at kunne trøste eller berolige vores søn. Og hvordan lydene den dag i dag forsat sidder i mig, når han græder. Prikker i huden på armene og får nerveenderne til at stritte. Hvor synd det er for os begge to, at vores liv som mor og søn skulle starte så dårligt. Hvilke veje jeg mon skal gå for at finde den rette hjælp og metode, uden at gå konkurs. 

Klumpen i brystet der dengang bare voksede og voksede og til sidst fyldte det hele. Og følelsen af at ingen forstod det. Hvor svært det var at italesætte eller forklare. Og om nogle af disse ting, til trods for afstanden i tiden, mon stadigvæk er lagret og husket i min krop.

Jeg hader det mere end noget andet, at være så sårbar og skrøbelig. Det er det værste jeg nogensinde har oplevet. Netop også fordi jeg er så bange for at vælte fuldstændig, én gang til. Jeg ønsker ikke at være så flosset og samtidig være noget for begge unger. Og min mand.

Angst er en følgesvend som jeg ihærdigt prøver at forstå og acceptere. Men det så svært at rumme og bearbejde, når kroppen samtidig også er i mor-mode. Og dette er blandt andet en af grundene til, at vi har tilvalgt børnehave.

Jeg føler for tiden, at uanset hvad vi vælger, så er det aldrig helt godt nok. Frygten for at vores søn går i stykker er enorm. Det har den været siden han blev født. Nok fordi han skreg så meget og så længe. Uden at vi kunne hjælpe ham. Jeg øver mig i at acceptere tilværelsen og nuet. Og være til stede. Men jeg mangler sparring og at blive mødt og genkendt.

Derfor vælger jeg også at sætte ord på dette. For jeg håber på at jeg kan støtte andre der har det svært. Ingen mor fortjener at føle sig som en dårlig mor. Og ingen børn skal samle deres mødre op.

Fortidens skygger former fremtidens værdier

Og jeg har tusinde tanker om livet og måden det kan leves på.

Og jeg drømmer. Jeg er en drømmer. Jeg har drømme om fremtiden. Forskellige forestillinger fremtræder for mit indre og jeg mærker en energi og lyst til at leve ud fra dette.

Og jeg tænker på hvilke værdier mit liv skal rumme og opbygges af. Hvad der er vigtigt for mig.

Og jeg tænker på hvordan det livet skal udfolde sig og leves.

Jeg er en romantiker og en ildsjæl med mange innovative tanker og alligevel sidder frygten i kroppen. Som en indre stemme der fortæller mig, at det kan jeg ikke.

Men jeg øver mig. Jeg begynder at trække vejret tungt, snakke tilbage. Fortælle at jeg sgu godt kan. Jeg vil kunne. For fortidens følelser og fortællinger skal jeg være vejen til femtiden eller blokere nutiden. Jeg skal leve og jeg skal leve ærligt, ud fra mig. Og mine værdier.

Så jeg rejser mig fra hvor jeg er faldet. Strækker mig efter solen og det lys den kaster. Den viser mig vejen og maler stien, med skyggerne fra fortiden, ind i nutiden, som evigt minde om, at jeg er meget mere end det gamle billede. Og jeg mærker stolthed og usikkerhed blande sig i mit sind, for livet er ikke sort/hvidt, men i nuancer.

Jeg mærker en energi omkring det at tænke ind i værdier og følelser. Hvordan værdierne som byggesten skal danne den sti, som jeg skal træde på, ind i fremtiden. Og hvordan værdierne river op i følelserne fra fortiden og tvinger mig til at arbejde med mig selv. Og jeg mærker fortvivlelse og frustrationer. Men også en glæde ved tanken om at skabe mit eget liv. For det er vigtigt. Bevidsthed omkring sit eget liv. Og jeg er begejstret ved tanken og mærker håb og glæde. Som små stemmer inden i. Og det skaber grobund for min fremtid.

 

Carpe Diem

Uro og lettelse

Jeg mærker en form for uro og pres i kroppen. Nok fordi vi er på, hele tiden. Der er nærmest ikke ro. Jeg sover elendigt på grund af amning og er træt langt op af dagen. Ærlig talt så glæder jeg mig virkelig til den dag vi endelig må se familie og venner igen. Jeg savner knus, kram og hygge med mine aller nærmeste. Jeg mærker afsavn og tristhed ind i mellem, og når Martin også skal arbejde igen, udgør hans arbejde også, at jeg ikke kan ses med andre. Fordi han dagligt udsættes for smitte, når han skal være i institution med alle andres børn. Jeg kan heller ikke overskue tanken om at blive smittet og være syg, samtidig med at gå hjemme med to børn, og ikke en gang kunne få hjælp, fordi vi skal passe på hinanden. Men det sidste er også at male fanden lidt på væggen.

Når det så er sagt, så kan vi også ånde lettet op. For vi skal ikke få tingene til at passe sammen eller tage stilling til, hvorvidt Adam skal i institution, hen til ændrede rammer og nye regler. Han er stadigvæk fri for hele det cirkus og det skaber ro. Vi skal ikke være bekymrede for indkøring af Naja til sommer eller hvordan endt barsel skal forløbe, for den er i forvejen udskudt mere end et år, fra nu. Og jeg er så taknemmelig for, at vi nåede at få styr på at være hjemmegående, inden corona brød ud. Jeg er virkelig lettet og glad. Det er bare så godt for min psyke, at vi ikke skal stresse over netop det. Adam får den samme opmærksomhed, som han har været vant til, de sidste ugers tid.

Da jeg tilbage i 2018 stod med stemplet med en belastningsreaktion (stress), trak jeg en masse englekort. Og ofte var svaret “ikke endnu”, “et år fra nu” eller lignende svar. Og jeg kunne slet ikke vendte. Jeg ville have svar og det skulle være NU. Min tålmodighed og min stress kunne ikke finde ro. Nu er den tid gået og jeg sidder tilbagelænet med en ny ro. Og en masse svar og ønsker, som faktisk er blevet til noget. Og jeg er begyndt at tro på, at manifesterer jeg og skaber tanker og intentioner, så skal jeg og mine drømme nok lykkedes.

Så efter at have mærket efter i mig selv, her til aften. Oven på en dag med meget stress i kroppen, har jeg afsluttet aftenen med en lille meditation. Hvilket gjorde godt. Jeg lykkedes ikke totalt. Jeg sad ikke som jeg nok burde gøre. Men jeg greb muligheden for at meditere i fred og ro. Uden forstyrrelser. Og det lykkedes og gjorde godt. Jeg fik ro på.

Måske der er andre som også kunne bruge at slutte dagen af med en meditation. Så kan jeg fortælle, at det var denne her jeg brugte. Den er kort og handler om at fokusere på sit åndedræt, som det er. Jeg kan godt lide meditationer med fokus på åndedrættet. Fordi det altid er der, du har det altid med dig. Jeg synes også det er vigtigt i forhold til at mærke hvordan man lige har det. Så fokus og ro omkring vejrtrækningen fungerer for mig. Når meditationen er slut, kommer der efterfølgende en længere meditation, hvis man ønsker det. Den er jeg ikke klar til, endnu.

Jeg ønsker at andre kan finde ro og balance i denne tid. For det er en mærkelig tilstand vi alle befinder os i. Skal, skal ikke. Utryghed og mistillid til genåbning og bekymringer ift. Dem vi har kær. Jeg føler mig delvist tryg. Men derfor er jeg alligevel udmattet af de tanker, der bliver skabt af konstante ændringer og tiltag. Så giv dig selv et klap og dit hoved lidt ro.

Carpe diem!

Den første dag, af mit sidste år i tyverne

I morgen er den første dag, af mit sidste år i tyverne. I skrivende stund ligger jeg i mørket i vores kæmpe familie-seng og ammer Naja i søvn. Jeg prøver at tænke over hvad jeg har lyst til at skrive eller dele om. Jeg føler at jeg burde skrive noget om det jeg har gennemgået de sidste to år. Hvordan jeg har ændret mig gennem tiden. Samtidig gider jeg heller ikke den helt store tur igennem.

Men det jeg alligevel tænker over er, at jeg er formet og påvirket af forskellige oplevelser. Men den vigtigste opdagelse har for mig været min intuition. Ind i mellem skal kanalen indstilles, så den indre stemme står kniv skarpt og tydeligt. Men der er altid en skratten eller hvisken, som jeg til d opels forholder mig til. Det kan bare godt tage tid. Jeg er blevet mere øvet i at stille kanalen rigtigt, så budskabet går tydeligt igennem. Men det har også taget mig lang tid. Nok alle, snart, 29 år? Det er bevidstgørelse omkring min intuition, som jeg føler er den største udvikling og den vigtigste. 

Jeg har de sidste ti år haft forskellige parforhold, der på godt og ondt har ført mig til den sti jeg træder på, i dag. Det har været med blandede følelser og forestillinger om mig selv. Men værst af alt, så har min følelse omkring mig selv, nok været den, der mindst var til stede. Min indre stemme har ikke været stærk nok. Men den er blevet stærkere. Det kan være hårdt ikke at have tillid til sig selv, sætte sit eget værd højt nok op og mærke indad. Det er virkelig en gave at tillade sig selv dette. Og den gave har jeg først foræret mig selv, samtidig med mit moderskab. Nok fordi det her blev helt tydeligt, hvor højt min indre stemme kunne råbe.

Og med moderskabet, parforholdet og intuitionen som tre jonglere bolde, prøver jeg at arbejde med mig selv og mine egne værdier, samtidig med at jeg skal være nær og nære værd til, med og for de andre. Det er en kunst jeg ville ønske jeg havde opøvet noget før. Dog er jeg ikke ulykkelig over alt det, min manglende intuition har budt mig. For jeg er landet et sted, hvor jeg føler kærlighed og lysten til at give kærlighed. Samt troen på mig selv og at turde italesætte mine egne svagheder og punkter, hvorpå jeg ønsker udvikling.

Så med tallet 29 fra i morgen, klokken 11:3, vil jeg byde det sidste år, inden min næste runde fødselsdag, velkommen. Jeg vil øve mig i at lytte til mine energier og inderste følelser. Jeg vil fortsætte med at sige til mig selv, at mine tanker er ikke mine sandheder. At jeg ikke skal nå noget. At det er okay at lade tingene flyde. Så længe det jeg virkelig føler, får lov at tale tydeligt, så er det vigtigst.

Dagen skal gribes! Det har de sidste ugers tid hjulpet mig endnu mere til at mærke ind i. Livet leves ikke længere, mens jeg har for travlt med at lave andre planer. Nu lever jeg livet og planlægger ud fra det. 

I morgen har jeg en gateau marcel og en hindbær sovs på programmet. Derudover skal vi bare være os fire og det glæder jeg mig faktisk over. Ingen gæster, ingen restaurant, intet fint eller fornemt. Vi skal have kage og daal, vi skal mærke ind i hvad vi har lyst til at lave. Om det er alt andet end fødselsdag og forventninger eller om det alligevel bliver det helt store skrald, det må vi se.

Godnat og sov godt – og Carpe Diem 🍀

 

 

Fødslen af Naja Gry

90324584_648733882623702_3092476190850547712_o

Det er snart et halvt år siden at vores datter kom til verden. Klokken lidt i to, en nat i September. Som en lille havfrue, dækket i fosterfedt og med en kort navlesnor, lå hun under vandet, mens jeg stadigvæk var ved at forstå, at nu havde jeg født. Vi var blevet forældre. Denne gang til en pige med kulsort hår. Ligesom jeg havde forestillet mig det, hele graviditeten igennem.

Det var en så hård, men hurtig fødsel. Smerterne var ikke til at tage fejl af og jeg kunne næsten ikke være i dem. Martin spillede en vigtig rolle, hans nærvær og tilstedeværelse. Blide strøg på hånden. Min søster var havde også en vigtig rolle i sin tilstedeværelse. Endnu en gang deltog hun i fødslen af mit barn. Hun ankom allerede ved en 22-tiden til sleep-over på sofaen, for som hun sagde, ville hun hellere være her i god tid, end stresse eller komme for sent. Så vi lå i mørket og snakkede lidt, blundede, spiste chokoladekiks og ventede i spænding på veerne, mens mit fostervand fortsat sev. Da den første ve gav sig til kende blev vi mere spændte. Vi lå i mørket, lyste ind i mellem hinandens ansigter op med en telefon, tjekkede klokken, talte efter. Senere blev vi enige om, at nu var det nok på tide at vække Martin, så han også var med, inden det gik alt for stærkt. Vi var ikke i tvivl om, at det denne gang ville gå hurtigt. Og det gjorde det. Det tog knap 3 timer fra første ve, til Naja Gry blev født. Jeg mærkede en lettelse i kroppen og en genkendelighed, da min krop begyndte at lave urlyde. Dybe lyde nedefra. Og så blev jeg presset. Jordmoder var endnu ikke kommet og følelsen i min krop fortalte mig, at jeg gerne ville føde vores barn. Snart. Da jordemoder Jette (selv samme jordemoder vi fødte med, til Adams fødsel) kom ind ad døren, klokken 01:33 råbte jeg: “jeg skal presse”! Og med et smil på læberne sagde hun “skal du så ikke op i karet?” hvorefter jeg blev undersøgt hurtigt og derefter kom i kar. Her gik det endnu hurtigere. Og klokken 01:52 kom du til verden; en smuk lille trold med sammenknebne øjne og uglet hår, der bevægede sig i vandet.

Moderkagen ville ikke ud og vi kom i stedet op på sofaen. Min livmoder var udmattet, jeg var træt. Min krop havde arbejdet på højtryk uden pauser, siden midnat. Jeg fik lidt hjælp. Resten af natten husker jeg lidt tåget. Jordermoder der sidder i skæret fra lampen, smiler, griner og fortæller, mens hun nedskriver forløbet. Os der ligger på sofaen, trætte og udmattede med vores lille nyfødte barn. Jeg slugte en plade hvid chokolade, faldt lidt hen igen. Det er så fantastisk med Hjemmefødselsordningen. Da jordemoder Jette gik tillod vi os at sove videre, så længe vi kunne. Ved daggry stod en nybagt storebror op med sætningen “baby kommer!” og en gravko i gave. Naja Gry. Lillesøster til en storebror. Og hvilken storebror!
På mange måder levede fødslen ikke op til mine forventninger. Om mig selv. Til gengæld blev det en drømmefødsel. Min søster deltog fra start til slut og jeg er så taknemmelig for hendes tilstedeværelse ved begge mine fødsler. Verden bedste doula! Martin var – som første gang – genial og skøn at have ved sin side. Vi kunne få lov at føde hjemme og blive hjemme under og efter fødslen. Uden komplikationer! Og Adam sov hele fødslen igennem, så vi “uforstyrret” kunne være i fødeverdenen. Det var så vidunderligt og lige som det skulle være.

Endnu en drømmefødsel.

received_1981298565347209

Det her halve år er forsvundet for mig. Det har fyldt mig med så megen styrke, glæde og tillid til mig selv. Du er balance, ro, tålmodighed, kærlighed, livsglæde. Det udviser dine rare, blå øjne. Din ubetingede kærlighed der kommer til udtryk med kæmpe smilehuller og strålende øjne. Jeg elsker dig. Tak fordi du valgte os. Tak fordi du stabiliserede mit moderskab.

 

Med masser af tid, kommer anderledes muligheder

Mens vi pludselig har rigtig meget tid sammen, indendørs, er jeg begyndt at brygge en liste sammen med ting, jeg gerne vil prøve/lære.

  • At lave hjemmelavet pasta (vi er løbet tør)
  • At lave en surdej (som forhåbentligt kan leve i mange år!)
  • At bage knækbrød
  • Lære rygbæring med viklen

Derudover har jeg også en ganske almindelig to do. For hovedrengøring og oprydning er vel en smart både at komme bakterier til livs, samt få ordnet det som hverdagen normalt, i hvert fald herhjemme, ikke giver så meget plads til. Især med to børn hjemme:

  • Bruge de ting op, vi allerede har. Heldigvis havde vi mad i fryseren og en masse håndsprit (pga små børn). Jeg har en ustyrlig lyst til take away, men vi sparer lige på msdkontoen. Faktisk tror jeg det bliver helt rart for vores køkkenskabe og sundt for forbruget.
  • Gøre rent. Altså sådan ordentligt rent og til bunds. Nu er vi to hjemme. Så kan den ene af os sagtens nå det. Og jeg glæder mig, for det trænger sgu. Jeg har allerede ordnet badeværelset!
  • Rydde op. Dette bliver en gennemgående to do. Det gælder vasketøj, legetøj, rod i det hele taget, både i stuen og køkkenet. Den bliver aldrig streget over. Og sådan er det.

Det at bruge alt op, synes jeg jo også er en vigtig værdi. Jeg føler lidt at vi får kickstartet en mulighed for at ændre lidt på forholdene herhjemme. Og jeg ligger mærke til hvor priviligerede vi er, at vi faktisk har mad nok stadigvæk. At vi ikke går sultne i seng, selvom vi bare er herhjemme. Og jeg er lidt overrasket over hvor mange ting vi har, hvor lidt vi glemmer at bruge det hele op, sådan helt til bunds. Og jeg glæder mig sådan helt ind i kroppen over, at vi nu får mulighed for at rydde ud, bruge op og få overblik. Der er intet der er så skidt, at det ikke er er godt for noget andet. 

I dag har vi lavet vafler af restgrød. Vi spiser grød til morgenmad. I stedet for æg bruger jeg bagepulver. Det holder længere.

Jeg fandt også en masse åbne poser chips inde i skabet, som vi har hygget os med i dag. Mens vi spillede spil på Martins Steam Link koblet til fjernsynet. Det var ret sjovt at tilbringe tid sammen på den måde, nu Adam er blevet større.

Og så har jeg også lavet en mere mental liste. Fordi jeg gerne vil huske nogle helt grundlæggende og kærlige værdier, som der som regel ikke er den samme tid til, når Martin arbejder 37 timer om ugen.

  • Hav det sjovt, sammen
  • Se hinanden i øjnene, læg mobilen væk (det med mobilen er indtil videre noget jeg har været dårlig til)
  • Kramme (vi er bare os og vi bor sammen)
  • Have tid hver for sig
  • Sige kærlige ting til hinanden

Og mærkeligt nok, så tror jeg faktisk det er noget af det, som kan blive “sværest” at huske. Men nok vigtigst. Og den lige bliver ved og ved og ved. For det er så vigtigt med omsorg, nærvær og kærlighed. Især i en presset hverdag, hvor tingene føles anderledes. Husk at kramme dine nærmeste lidt ekstra. Oxytocin er så godt for kroppen. Det bliver aktiveret ved kropskontakt. Fx nus kys, kram, amning, sex.

Masser af kys, kram og kærlighed til dem du alligevel er tæt på. Og har du ikke folk tæt på, så håber jeg at du kan mærke kærlighed på en anden måde. Jeg sender dig gerne noget, herfra 🌟

Carpe diem!