2018

Nu er 2017 slut og det har været et år der tog fart og drønede derudaf med mange store oplevelser og begivenheder, på én gang.Et begivenhedsrigt år, men også et år fuld af stress og jeg glæder mig til at trække vejret, bare en lille smule og nyde resten af min barsel, som snart bliver sammen med M.
Faktisk er det nærmest først her i juleferien er der er kommet ro på og vi er kommet helt ned i gear og så har det nærmest været et helt år med foden på speederen, siden vi december 2016 fandt ud af, at vi skulle være forældre. Endda til terminsdatoen, som først antaget.

2017 er et år der har lært mig en masse. Det er blandt andet et år hvor jeg har fået nye bekendtskaber, som jeg glæder mig til at se endnu mere til, i det nye år. Både gennem mødregruppen og min hjemmefødselsgruppe. Det er et år som har lært mig om min indre styrke og at jeg skal tro lidt mere på mig selv. Det er også et år der har vist mig, at mine kasser og rammer let kan blive ændret på. Det har lært mig at selvom man har en drøm, en tanke eller en idé om en måde at leve og være på, så er det ikke altid det lykkes – i hvert fald ikke i første omgang. Det har lært mig endnu mere om at være omstillingsparat og at se muligheder fremfor begrænsninger, selvom jeg nok lidt for ofte har set begrænsningerne. Især ift. forældreskabet og den lidt romantiserede idé om at være den der vikle-mor der samsov med sit barn og fuldammede til det var stort nok til at sidde selv og dér begyndte at spise rigtig mad. Det passer åbenbart ikke ind i vores overskud og tilværelse og i en alder af 4 måneder blev alt det lavet om. Det har været lidt svært for mig at acceptere, men noget af det der også har stresset mig har faktisk været at læse om alt det som er bedst for ens baby, for det har ikke matchet os og nu her efter at have accepteret at livet ikke er så smukt på den rigtige måde, har vi fået mere ro. Denne ro håber jeg vil vokse sig større, ind i 2018.

Så kære 2018 du må især godt sætte farten ned og lade os nyde tilværelsen, bare en lille smule. Jeg kunne godt bruge lidt tid til at synke de oplevelser vi får, én af gangen. Jeg kunne godt tænke mig ikke at have så meget fart på. Dette har forældreskabet på en eller anden måde også lært mig. At livet godt må gå lidt i stå og at man bare er i sin egen lille boble og bliver der. Det er okay med fedtet hår, uren hud, muffin-delle, nullermænd i hjørnerne, opvask, tøjbunker, gylp på tøjet og nem aftensmad. Bare man har det godt.

Derfor bliver 2018 også et år hvor jeg vil acceptere at jeg hverken kan eller skal alt og hvis jeg synes jeg skal det, så må jeg acceptere at det ikke kan blive 100 %. Som dronningen sagde i sin nytårstale: “Vi kan ikke interessere os for alting” og det synes jeg er meget passende sagt. Jeg har lavet en aftale med en veninde om, at minde os selv og hinanden og lige præcis det. For det nytter ikke noget at tro vi skal kunne det hele eller ville det hele og blive skuffede over, at det ikke er tilfredsstillende nok. Det der perfektionistiske kan jeg pt pakke langt, langt væk og må derfor acceptere at alt andet kører på sleep-mode, for mit vedkommende.

Den veganske drøm er virkelig også skubbet langt, langt væk, men nu har vi lavet abonnement med årstiderne så hver anden uge kører vi veganske madkasser, hvilket jeg ser frem til. Den første kommer i dag! Så skal der ikke tænkes på madplan eller på, ikke at få grøntsager nok og egentlig skulle vi nok have gjort det for længe siden, men skidt pyt. Det bidrager i hvert fald til et mere roligt 2018, tænker jeg. Og det glæder jeg mig til.

Et 2018 hvor jeg forhåbentligt er faldet lidt mere til ro og på plads i rollen som nogens mor. Et 2018 hvor jeg forhåbentligt får set lidt flere af vores venner, for ærlig talt så savner jeg dem helt sindssygt! Det er sgu hårdt at blive nogens mor på det punkt, for man har hverken den samme tid eller det samme overskud. Jeg glæder mig også til at komme tilbage og være den fagperson jeg færdiggjorde mig til, for et år siden. Til at snakke om andet end baby-talk. Jeg glæder mig til endnu et år hvor jeg skal kysse på den person, som jeg elsker allerhøjest og som jeg endnu en gang er gået ind i et nyt år, sammen med. Ham jeg snart har været sammen med i 2,5 år og som betyder mere for mig end nogen anden. Ham som jeg har skabt familie sammen med.

Jeg håber stressniveauet vil falde og at jeg vil gribe dagen lidt mere. Og så vil jeg virkelig nyde den sidste del af min barsel og at være sammen med min søn og kysse, kramme, snuse, lege, opdrage, lære og opleve sammen med ham.

Carpe Diem!!

Advertisements

#Jegernogensmor og en form for lykkelig

Når lykken pludselig er en håndskreven note, fredagsslik og en bæresele, så ved du, at du er nogens mor. Når lykken også er, at du kan få lov til at gå ind og påbegynde en morgenlur mens farmand sørger for at baby sover, så ved du også, at du er nogens mor.

Jeg stod i dag op til en lille hilsen fra min sød, med udsigt til kærlighed og fredagsslik – så er livet da ikke meget bedre?!

23559652_1658644230860581_6260056549703410513_n

Jo det skulle da lige være at det lykkes at bruge tre timer af din dag på at bære rundt på dit barn, mens du vasker tøj. Jamen jo, det er rent faktisk lige præcis det og så kan man diskutere hvor indholdsrigt et liv man egentlig har, når man er “nogens mor”. Jeg synes det er store sager, men samtidig så er der heller ikke meget mere hjernekapacitet til noget som helst andet. Så jeg har samtidig brugt cirka 2 minutter på at prøve at låse mig ind i lejligheden med to forskellige nøgler og endda tage mig selv i at tjekke, om det nu er den rigtige hoveddør jeg står og roder ved. For så at finde ud af, at det er kælder- og barnevognsnøglerne jeg bruger og ikke hoveddørsnøglen. Senere minder et opkald mig om den der aftale med min veninde, om at hun kommer forbi og henter slyngevuggen, idet jeg er på vej ud af døren for at mødes med kæresten og blande det dersens længe ventede fredagsslik… Jeps, så ammehjernen lever i bedste velgående.

I det hele taget har denne her uge bare været skide god og gjort at jeg har fornyet energi. Flere timers barnevognsgåture med sovende baby, afslutning med hjemmefødselsgruppen, været sammen med mødregruppen og gået tur med veninde, som samtidig også sørgede for yderst lækker frokost-tærte med salat til – hvor heldig kan man lige være!

Men jeg vil altså lige slå et slag for bæreselen.
For jeg har virkelig følt mig snydt og frustreret over, at Adam og jeg ikke helt kan finde ud af at harmonere omkring det at vikle. Det var længe en stor drøm at være en af de mødre med smukke vikler, hvori min skønne søn kunne sove. En romantisk vikledrøm kan man vel kalde det? Men den er ikke blevet til noget (endnu). Jeg er et utålmodigt menneske som ikke altid lige magter at sætte mig ordentligt ind i tingene og det der vikleri matcher pt bare hverken mit eller min søns temperament. Jeg når at blive for irriteret over at han græder og samtidig nervøs for om jeg har strammet den for meget eller for lidt, så derfor ender vi med at han skriger i 20 minutter mens jeg i en eller anden halv-hoppende-gangart prøver at rette viklen og siger “ssscchhhh!!” Forstår sgu godt at ungen skriger, jeg ville heller ikke turde give slip og bare slappe af, når hende der mor slet ikke virker specielt rolig. Det er bare skide irriterende at det ikke harmonere, når jeg har læst om hvor fantastisk det er med sådan en vikle og at ens barn vil elske at komme tilbage i fosterstilling, snuse til mor og høre hendes hjertebanken.
Derfor er det sgu fedt at der findes alternativer. Knap så yndefulde, men de er der. Bæreselen! En aften hos et vennepar lånte jeg deres bæresele og Adam sov hurtigt og længe (halvanden time) på mig, mens jeg kunne bevæge mig frit og deltage i festen, fremfor at sidde i sofaen og rokke frem og tilbage, hele aftenen, med min sovende baby. Jeg var en glad kvinde! Derfor har vi i anledningen af navngivningen på søndag, lånt en bærsele så Adam kan være hos os under festen og vi øver os herhjemme, og det fungerer sgu.

23622240_1658644200860584_2561626709670429003_n
I dag har den også været et hit. Ikke kun for Adam som har sovet to gode lure i den, men også for mig som har være ganske produktiv herhjemme og slæbt vasketøj op og ned fra 2. sal til kælderen et par gange over tre timer, med delvist vågen og sovende baby i selen. Enormt praktisk altså. Så kan man snakke løs med det lille væsen som kigger ud fra selen med store øjne, mens den oplever omverdenen. Og man kan lige stå og hoppe lidt op og ned, mens man siger “så, sååå” hvis nu baby bliver lidt urolig eller ked af det, og samtidig gøre de praktiske ting man lige har brug for at klare i hjemmet. Jeg er lettet over at en eller anden form for bære-dims rent faktisk kunne fungere for mit barn og jeg.

Så nu ved jeg hvor jeg skal have Adam henne, når jeg på søndag styrter rundt for at gøre klar til den store fest, men inden da vil jeg nyde fredag aften med min kæreste, mens baby sover og med hoved og hænder nede i poserne med den længe ventede fredagsslik!!!

#Jegernogensmor og jeg elsker det

Forleden forstod jeg virkelig den er følelse, som alle snakker om og alligevel ikke kan forklare. Jeg var på barnevognsgåtur med min søn og han endte med at blive utilfreds i barnevognen og ville ammes, så vi satte os på en bænk i fred og ro og nød de skønne grønne omgivelser, efterårsfarverne og solen der lunede os så godt den kan, på denne tid af året.

23113661_1641573942567610_1249604374_n

Ja her sad jeg så, i min egen lille boble og følte den her helt uforklarlige og ubeskrivelige følelse af noget der minder om kærlighed og lykke, men samtidig også som noget andet. Det er på en måde lidt udefinerbart, men jeg tror faktisk det er følelsen af at være blevet nogens mor. Her  var jeg så med min søn, ja SØN, i armene og verden stod stille, fuld af nydelse og og den tosomhed som vi havde lige der. Det er helt fantastisk at have ham i vores liv og jeg elsker det. Jeg har på ingen måde fortrudt at blive hans mor. Kærligheden er vokset på mig i sådan en grad, at jeg ikke kan følge med. Jeg kan tydeligt huske min forvirring og følelse af skuffelse over, ikke at føle den lykke jeg burde, da jeg sad med ham i armene, for første gang. Der er bare sket så meget de sidste 2,5 måneders tid og jeg har en følelse af stolthed over hvor dejlig en dreng han er. Han er simpelthen så sej og sød!

Jeg elsker

  • hans duft og at kysse hans dejlige lille ansigt og mærke ham helt tæt på mig
  • hans små pludrelyde når han snakker med mig eller hans far
  • hans ansigt når han skal lave lort
  • hans søde nuttede ansigt, som jeg bare kunne kigge på konstant, både når han sover og er vågen
  • hvordan han minder mig om en lille hundehvalp, når jeg tager ham op fra sengen, om morgenen eller efter lur
  • når han falder i søvn, når jeg ammer ham
  • når han smiler til mig, selv når han har været allermest ulykkelig
  • at se ham lære og udvikle sig
  • hvordan vi er blevet en f a m i l i e. Mor, far og børn. Det er så dejligt og jeg vil ikke bytte det for noget som helst i verden!
  • Min kæreste for at være verdens bedste kæreste og far
  • At have fået muligheden for at blive nogens mor. Det er noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet
  • når vi går en tur i byen, bare os tre. I det hele taget ELSKER jeg at være bare os tre!
  • det han allerede er ved art lære mig om livet

Hvis jeg ind i mellem virkelig kunne pause tiden, ville jeg gøre det. Bare lade den stå helt stille! Det var virkelig sådan det føltes forleden i parken. Som om tiden stod stille. Det øjeblik har jeg gemt i mit hjerte og der skal det blive. Det kan virkelig være smukt at være nogens mor. Det vil jeg prøve at huske på.

Carpe Diem

#Jegernogensmor og andre tanker

Mor-kroppen

Mor-kroppen er vitterligt et par bryster med ben eller at agere seng. På den ene side elsker jeg at have så meget nærkontakt med min søn, putte ham, gøre ham tryg og glad, men jeg har også en kæmpe egoistisk side der gerne vil være pæn, have ordnet mit hår, vaskes under armhulerne og mere eller mindre ligne den kvinde jeg var før. Men det kommer jeg ikke til lige foreløbig og det er noget jeg skal acceptere. Nu har jeg gået i 8-9 måneder uden at gøre særligt meget ved mig selv og jeg har hele tiden tænkt “jeg er grim for mit kommende barn”. Nu har jeg overlevet graviditeten med alt hvad den indebar af grimhed, skavanker (de få der var) osv. Nu er jeg ikke længere gravid og har fået en mobil krop igen. Så nu føles det endnu mere frustrerende, at være fastlås, fordi nu kan jeg en masse ting, fysisk, men kan ikke gøre det fordi jeg enten skal amme eller være seng for min søn.

Tidshorisonten

Og nu får jeg det sikkert til at lyde som det allermest forfærdelige i hele verden, at have fri og være fastlåst i min sofa med slik, TV og kærlighed. Det er det slet ikke. Det kan bare godt være frustrerende at lugte af gnu under armene og gå rundt i sin amme-bh og føle sig mindre sexet end nogensinde før. Alt dette er jo egentlig ligegyldigt for jeg har min søn som er velskabt og fantastisk og bare ønsker at få al min opmærksomhed og kærlighed. Tidslinjen taget i betragtning, så er det slet heller ikke særlig slemt. Det er så kort tid af mit og hans liv, at jeg skal føle det sådan her, men når man ser på det som dag for dag, så kan dagene føles ret ensformige og når han alligevel bare ligger og ammer, så kan man hurtigt komme til at bide mærke i hvor træls man selv ser ud, haha.

Men ens børn er vel også kun til låns og i går aftes græd jeg over, at vi snart ikke har en lille baby med babylyde og søde, tandløse smil. Hvor forfærdeligt det er, at han en dag flytter hjemmefra eller får en kæreste – jep, jeg har faktisk også sunget “når jeg bliver en stor dreng, så vil jeg giftes, giftes med moar, for moar er så rar – lige så er far!”

Og når alt kommer til alt, så er det vel næsten også lige meget hvordan jeg ser ud. Jeg har jo en kæreste som elsker mig og ved at det også kun er en periode jeg har muffin-dellen (maven der hænger ud over buksekanten) og grimt hår. En dag kan jeg igen sove eller bruge længere tid på mig selv (når han sover længere lurere) og det bliver ren fest.

Venskaber

Når alt det der føles som et mere eller mindre babyfængsel med kærlighed og frustrationer, så er sagt, så vil jeg varme mig ved tanken om alle de fantastiske mennesker der holder fast og stadigvæk vil være venner, selvom man er et helt andet sted i sit liv. Jeg oplever en følelse af ubeskrivelig taknemmelighed over alle vores venner som bare giver så meget kærlighed og holder fast, selvom man er blevet forældre.

Det har en virkelig vigtig og stor betydning for mig, at folk interesserer sig for vores familie og gerne vil socialisere os hver for sig og sammen. Jeg kan mærke hvor vigtigt det er for Martin at komme ud og være sammen med gutterne, drikke bajere og snakke om andet end babys udviklingstrin, hvor meget han har gylpet og sovet i dag osv. For mig er det rigtig dejligt at være kommet i diverse “mor-grupper” hvor jeg kan diskutere og tale om følelsen af at være forælder.

Men jeg er også taknemmelig for mine veninder, som stadigvæk gider tale med mig, selvom det eneste der kommer ud af min mund er “Adam dit” og “Adam dat”… Det er virkelig dejligt at vide, at selvom jeg er inde i min helt egen mor-boble, så vil de stadigvæk gerne mødes og ajourføre mig om deres liv. Det føles rigtig godt og jeg er lykkelig over at have dem i mit liv.

 

#Jegernogensmor

Adam og mig

Det er stadigvæk en overvældende følelse, når jeg ser på min søn der er begyndt at smile stort til mig og jeg ved, at han er glad fordi jeg er en af de vigtigste omsorgspersoner i hans liv. Jeg bliver helt “når ja, jeg er moderen” når folk giver mig min grædende søn tilbage – jeg er seriøst nogens mor! Og jeg kan beroligende fortælle at det slet ikke er så forfærdeligt at væære den der modtager det skrigende barn, som det er at stå med en andens grædende barn. For hele min krop vil seriøst gerne have den der grædende baby retur. Hele min krop skriger fordi den per instinkt ved, at det er den der skal passe på og beskytte den der skrigende baby.

Lige bortset fra de aftener hvor den der skrigende baby ikke skriger fordi den er i fremmede arme, men skriger fordi den har seriøst ondt i maven. Og hold op hvor er jeg  bare glad for at min jordemoder (tak til hjemmefødselsordningen for at have en gruppe man følger og stadigvæk ses med en jordemoder her 8 uger efter fødslen)! der foreslog at vi burde tage til en osteopat og få undersøgt om der var en grund til den gråd og frustratrion som det virkede til at min søn gennemgår. For det var der. Så nu er vi i gang med noget mælkesyrebakterie-behandling som allerede har hjulpet ham rigtig, rigtig meget. Det er virkelig dejligt at opleve en stor-smilende, pludrende og legesyg dreng, fremfor en dreng med meget lidt overskud og nemt ved at blive sur og ked af det.

Vi har været en svær periode igennem hvor jeg har aflyst alt i min kalender for at kunne ligge nøgen på sofaen og amme mit grædende barn, så han fik mad, ro, tryghed, nærhed og hvile. For hold op hvor har det været nogle triste ture ned til byen med alt for mange lortebleer, rød numse, gråd skrig og mangel på søvn. Det har virkelig sat sine mærker i mig, hvor jeg nærmest har fået en angstlignende følelse for at skulle alene ud af døren med ham. Så et godt råd til dig, som skal være mor.. Er det sådan så tårerne triller, hele din krop skriger og stritter og du begynder at svede helt sindssygt, bare for en tur hjem til en veninde eller ud i byen, SÅ LAD VÆRE. Og tag lige at få undersøgt om dit skrigende barn eventuelt skulle have ondt eller et andet problem, som der rent faktisk kan handles på.

Det er en enorm stor lettelse for mig, at have fundet ud af, at han ikke bare er en skrigende unge, men at han har rigtig ondt i maven. Det er lige så forfærdeligt, men nu bliver der arbejdet på det og allerede på få dage har hans humør og mave ændret sig i den positive retning.

Jeg er i gang med at nedskrive nogle “gode råd” , som jeg håber jeg kan huske tilbage på selv, hvis jeg endnu engang skal stå som mor med et spædbarn. For der er mange ting jeg har lært hen ad vejen og alle har ret i, at man lærer det. Men der er også mange råd som er rare at have fra starten af og andre er man enten nødt til at sortere fra eller gemme til en solskinsdag. For puha hvor har alle andre gode råd til hvordan man skal passe et barn og nogle af rådene for hele ens holdning til det at være forælder matcher ikke ens personlighed eller egen måde at være på.

Dette her indlæg er slet ikke som jeg kunne tænke mig det skulle være, men jeg har bare så længe gerne ville give lyd fra mig. Men min ammehjerne har så svært ved at konstruere sætninger som jeg synes er fede at skrive, så jeg har gået mere op i at det skulle være fedt for læseren, fremfor bare at blogge som jeg nu engang elsker. Ja og så er der det der med den tid der.. For tid er sgu ikke det jeg  har allermest af ift. at skulle sidde foran en computer. For søvn er ikke det han bruger tiden allermest på.

Og jeg er virkelig lykkelig over at #jegernogensmor. Jeg elsker det faktisk! Jeg elsker når hele hans ansigt smiler stort til mig og jeg mærker at han er glad for at jeg er i hans liv. Det er en vild følelse at betyde så meget for et andet menneske. Og så er jeg glad for at han lærer mig at komme helt ned i gear. Han er virkelig en skøn lille fyr og det er så fantastisk at have en FAMILIE! Jeg elsker at have skabt de her rammer i vores lille liv og hjem, sammen med verdens bedste kæreste. Jeg synes vi gør det hele så godt på godt og ondt og jeg er glad for at gennemleve alle de skønne øjeblikke såvel som de kedelige og triste øjeblikke, sammen med Martin. Jeg har ikke mistet kærligheden, den har bare formeret sig.

#Viernogensforældre

En beretning om en smertefri hjemmefødsel

Adams fødsel – en førstegangsfødendes hjemmefødselsberetning om en smertefri fødsel

Dette er min fødselsberetning.

I gennem min graviditet har jeg flere gange nærmest vågnet op med en følelse af angst og frygt for at føde. Frygten for smerte, ikke at være til stede, have kontrol eller hvad der mon kunne ske både med mig selv fysisk, baby i maven og eventuelle indgreb. Jeg havde mange bange tanker og frygtede en negativ oplevelse af at føde. Endda om jeg overhovedet ville være i stand til at presse min baby ud eller hvordan jeg ville reagere på veer og min egen tilstedeværelse i hele forløbet.

Min hjerne har haft rigtig meget styring gennem graviditeten i forhold til tanker, frygt m.v. Jeg har altid og vil altid være en kvinde der bruger hovedet enormt meget og følelserne er helt uden på kroppen. Derfor kan en følelse af frygt hurtigt overtage, selvom jeg også er et logisk tænkende individ. Efter inspiration fra veninder og bekendte der nævnte kurset Smertefri Fødsel og i samråd med kæresten, besluttede jeg mig for at deltage. Anja Bay skriver på hjemmesiden www.smertefrifoedsel.dk:

”Min fødselsforberedelse er særligt udviklet til dig, der er hjernekvinde og er vant til at lære alt igennem hovedet. Du er vant til at tænke selv, vil have følelsen af at deltage aktivt i din fødsel, opleve kontrol og vished for, hvad du selv skal gøre hvornår”. Dette beskriver rigtig godt mig, da jeg godt kan lide at lære gennem hovedet, men samtidig også er typen der skal have noget konkret at putte det på.

Da 4. kursus modul var slut skulle jeg derfra og til fødslen øve mig på teknikkerne, hjemme. Jeg øvede mig i forskellige stillinger herhjemme, jeg gik en tur i parken med høretelefoner og lyttede til lydfilen om visualisering, jeg prøvede at forestille mig sætninger som kunne virke som power-sætninger, jeg øvede laboro-vejrtrækning og presse-teknik. Dog uden fornemmelse for om det fungerede og til sidst, flere uger før fødslen, endte det med jeg gav op. Jeg stoppede og fortalte mig selv, at hvis det bare ikke ville give mening, så måtte det være spildte penge. Men øve mig mere på det, kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke samle mig om det eller fokusere mere på det.

I løbet af graviditeten er min nysgerrighed om hjemmefødsel blevet vakt. Især til Smertefri Fødsel blev jeg inspireret til at undersøge muligheden for en hjemmefødsel. Jeg var bange for om det var lidt for ”hippi-agtigt” til min og kærestens smag eller om det var noget for en førstegangsfødende.
Rent fysisk var der også meget at tænke på. Vi boede i en 2-værelses lejlighed på 1. sal hvor jeg slet ikke kunne se for mig, hvordan vi nogensinde skulle få en hjemmefødsel stablet på benene. Jeg fejede derfor tanken væk. Langt væk. Senere fik vi en større lejlighed og kort tid efter begyndte jeg kurset i Anja Bays studie på Amager. Jeg undersøgte Hjemmefødselsordningen Sjælland og tog kontakt til jordemødrene, som var rigtig hurtige til at besvare min mail samt møde mig/os, for at finde ud af om det var noget vi gerne ville (her var jeg 32+5). Det var primært mig der gerne ville, da Martin havde sine bekymringer ift. et kar med vand – og eventuelt andet – i stuen på 2. sal. Men han endte med at sige ja, nok mest for min skyld. Den beslutning er jeg så glad for at vi tog. Allerede efter første jordemoder konsultation kunne jeg mærke, at dette var det rigtige at gøre. Vi fik en suveræn behandling og som Martin siger, føles det nærmest som om, at vi kun har været tilknyttet dem, i forbindelse med graviditeten.

Min følelse både under og efter fødslen er ikke kun én, men flere følelser. Stærke og positive og jeg har fåe en følelse af, at jeg virkelig er god til at føde. Jeg følte mig sej, power-agtig og jeg endte med en følelse af runners high.

Efter alt det jeg havde frygtet og følt, skete der noget i min krop, klokken 00:34 den 22. august, da jeg mærkede den anden ve. Jeg blev fattet. Nu startede det hele. Alt det jeg havde lært til Smertefri Fødsel kurset om de forskellige faser, samt de papirer jeg havde modtaget til fødselsforberedelse med Hjemmefødselsordningen, tog jeg fase for fase. Da det så pludselig viste sig, at mine faser varede kortere tid, gik jeg alligevel ikke i panik. Jeg blev nervøs, men panikkede ikke, lyttede blot til min mavefornemmelse. Under hele forløbet var jeg mere eller mindre i kontrol. Til tider mistede jeg fokus og følte mig pjevset og i megen smerte, men det hyllede mig ikke ud af den. Sådan husker jeg det i hvert fald, dog med enkelte usikre øjeblikke og der var bestemt tidspunkter hvor jeg tænkte at ”nu gør det for nas til at jeg kan være i det”. Men både min søster, som agerede fødselshjælper og Martin fortæller, at de synes jeg var sej og god til at føde. Jordemoder fortæller at jeg fødte som en flergangsfødende. Og ærlig talt så var jeg også høj på sejren over, at have klaret en fødsel uden alle mulige smertelindringer. Jeg blev beruset af at være i fødsel og det var fedt. Med 2 panodiler og beroligende akupunktur i panden samt teknikkerne fra Smertefri Fødsel, klarede jeg en fødsel på 10 timer fra første ve og en 1. grads bristning.

Jordemoder sagde at jeg virkelig havde fået noget for pengene med hensyn til teknikkerne. Det gjorde mig ret glad, da jeg jo havde droppet at øve mig på dem, da jeg ikke følte jeg kunne lære dem eller få dem ind under huden, da jeg øvede. Men da jeg pludselig befandt mig i fødeverdenen og i en slags ve-storm, gav det hele mening. Jeg hørte Anjas stemme fra lydfilerne for mig. Hun mindede mig om at tjekke mine fixpunkter, slappe af, trække vejret dybt ind og lade luften sive fra lungerne, når jeg kunne mærke en ve komme. Når veen bed hårdere, gjorde jeg vejrtrækningen hurtigere, men røg jeg ud af rytme eller havde brug for mere ilt, afbrød jeg hvad jeg havde gang i, for at få mere luft. Nogle gange virkede det bare bedre med lange dybe vejrtrækninger, men laboro teknikken fungerede også rigtig godt for mig, både som distrahering/at skabe et andet fokus og fordi jeg ikke tog luften helt ned. Jeg havde en følelse af at kunne handle aktivt, fremfor at være passiv eller ende i panik og kramper. Jeg følte jeg havde mulighed for at styre forløbet, hvilket var ret fedt.

Min fødsel var langt fra smertefri. Der var øjeblikke hvor jeg følte en trang til at tude, hvor jeg sagde høje lyde og spændte i hele kroppen af smerte. Men jeg havde mange flere veer hvor jeg styrede dem med laboro og hvor jeg gik ind i mig selv. Jeg havde ingen fornemmelse af tid gennem fødslen, jeg arbejdede med de signaler, følelser og veer der var. Hvilket har givet mig en positiv oplevelse af at føde.

At vi havde valgt at min søster skulle være til stede som fødselshjælper var en virkelig god beslutning. Hun var tændt på opgaven og hendes syn på det hele var energigivende for hende. Det at hun var der gjorde også, at jeg tillod mig selv at lukke mig helt inde i fødselsverdenen, for jeg vidste at Martin ikke ville være lukket helt ude, i det han ville have andre at snakke med om det der skete.

Da presseveerne begyndte at vise sig blev der fyldt vand i karet og jeg kom derop og delvist hvilede og kæmpede imod pressetrangen. Her blev Martin en enorm vigtig del af fødslen, hvilket jordemoder var rigtig god til at skabe rammen for. Han havde lige et øjeblik hvor han følte sig hvileløs, så hun tog fat i ham og sagde at han skulle sidde ved mig, foran karet. Her havde jeg et godt greb i ham hver gang jeg fik en ve og jeg gispede størstedelen af alle veerne, med få små nyk. Her kom Smertefri Fødsel mig igen til gode. Jeg faldt hen mellem veerne og var seriøst beruset af vejrtrækningen, fødslen og alle de hormoner eller hvad pokker du vil kalde det, der susede rundt i min krop. Da jeg endelig var åben nok til at måtte presse vores barn ud, gav jeg den fuld gas når jordemoder bad mig om det. Nu skulle baby fandeme ud! Jeg havde set videoer med førstegangsfødende som var helt trætte og udmattede. Jeg så billederne af dem for mig og tænkte at jeg skulle være det modsatte af dem, så jeg pressede og selvom jeg næsten ikke kunne mere, så pressede jeg lige lidt ekstra, når jordemoder sagde jeg skulle presse resten af veen ud. Og jeg sejrede fandeme. Min stædighed gjorde at vores søn på 3725 gram og 53 cm, kom til verden som Superman klokken 10:17 den 22. august, i løvens tegn, efter 19 minutters pres. Jeg var så stolt. Jeg var så høj og lykkelig over, at jeg hverken gik særlig voldsomt i stykker, takket være gisp og vejrtrækning. Jeg var – ja jeg er stadigvæk – så stolt over, at jeg klarede en fødsel uden at skulle på sygehuset og uden alverdens smertelindring. Jeg er virkelig imponeret over hvad kvindekroppen kan og jeg synes det er en enorm speciel følelse at have været så påvirket uden påvirkning. Det var en spændende og vild begivenhed og jeg kan stadigvæk mærke selvtilfredsheden og følelsen af sejr, i kroppen. Runners High. Ikke mindst så fødte jeg vores søn, min nye store kærlighed og Martin bliver ved med at gå og sige ”jeg er nogens far”. De to streger vi så tilbage i december er nu et lille menneske af kød og blod, som suger al min kærlighed og energi. Og jeg elsker det. Jeg elsker at vi nu er en familie!

IMG_9848-2

Jeg er førstegangsfødende der startede graviditeten med angst og frygt og endte med at føde hjemme på to panodiler, med et fast greb i kæresten og overvældet af alle de hormoner som kroppens eget apotek fyldte mig med. Det var seriøst en fantastisk fødsel og når folk snakker om drømmefødsler, så hører min bestemt under den kategori.

Jeg havde mareridt om at føde, men endte med at få en fødsel helt uden komplikationer eller problemer – og det er virkelig fantastisk og jeg tror vitterligt også det har noget at gøre med valg af fødested. Jeg var så tryg hele vejen igennem, hvilket har påvirket fødslen i en positiv retning.

Da jeg fik vores søn i armene var jeg så forvirret over, at nu var han der rent faktisk. Han græd og skreg som pisket og jeg var total omtåget og hverken græd eller var lykkelig lige der. Jeg var så fokuseret på fødselsarbejdet og at det var min krop og ikke min hjerne der skulle føde, at alle andre følelser var gemt godt af vejen. Jeg havde været en fødemaskine i flere timer og nu sad jeg med resultatet af 9 måneders hormoner, udvikling, følelser, kærlighed og længsel. Nu var han her og så kunne jeg ikke en gang græde. Der røg der lidt luft af ballonen, men kort tid efter og det at blive bekræftet i hvor god en fødsel det var, hvor fin han var og hvor god han var til at amme, allerede, ja og det at fatte, at jeg netop havde klaret en hjemmefødsel, begyndte det hele at falde på plads.

Her, 4 dage efter, er jeg lykkelig. Jeg har grædt og jeg kommer til at græde mere. Det er rigtig nok det man hører om at 4. dagen er hård. Jeg har haft stor tudedag med følelsen af at være tom når han sover og ikke at have lyst til at være alene, tude uden at vide hvorfor og bare være lidt ved siden af mig selv.

Ja og så synes jeg at han er noget af det skønneste jeg nogensinde har set, han gør mig lykkelig og jeg er så fantastisk glad for, at min kæreste og jeg, i samspil, både har skabt ham og fået ham til verden, lige her hvor vi bor.

Hans liv er startet så smukt, her på 2. sal og jeg er så stolt over ham allerede. Vores egen lille løveunge!

Ikke alle fødsler er forfærdelige, traumatiske eller overdrevet smertefulde. Jeg oplevede smerte, men jeg klarede det og jeg føler mig virkelig bare så heldig og tilfreds over, at vores fødsel gik så fantastisk godt. Jeg er pisse hamrende stolt, ikke kun af mig selv, men af min kæreste, søster og søn. Og så er jeg så taknemmelig over at have haft en virkelig dygtig og kompetent jordemoder, som hele vejen igennem udviste professionalisme, nærvær, humor, omsorg og faglighed. Jeg var ikke angst på et eneste tidspunkt. Min krop vidste hvad den skulle og lige så gjorde personerne omkring mig.

Jeg er også ret sikker på at én af grundene til at det hele gik så godt som det gjorde var, at jeg valgte en hjemmefødsel. Jeg bevægede mig herhjemme som jeg præcis havde brug for og jeg befandt mig i omgivelser jeg kendte til. Jeg kunne være på mit eget badeværelse, i min egen stue, i mit eget soveværelse. Jeg kunne efterfølgende blive hjemme i vante omgivelser og suge følelsen af forældreskab, kærlighed og sejr til mig. Det er noget af det største, vildeste og bedste jeg nogensinde har oplevet og jeg ønsker at jeg kan videregive håb og troen på, at fødsler ikke vil en noget ondt og at man kan hvad man vil.

Og så har vores lille Adam fået en rolig start på livet og er allerede inde i en rytme. Jeg er så taknemmelig!

Carpe Diem!

 

Mine tanker og graviditet #6

Graviditetblues

… fordi det findes altså.

Og det er der nok ikke så meget tvivl om, men for nogen er der større tendens til negative tanker, end andre.

Jeg ved ikke hvilken kategori jeg hører til, men det er i hvert fald ikke særlig spændende når der lander et tæppe med tristhed hen over en, i den tid der burde være noget så lykkelig. Fuld af babybulelykke og spændthed.

Måske er det bare fordi man tror det skal være en lykkelig og spændende tid, selvom den jo også er fuld af tanker af den mere seriøse slags.

Det var perfekt timing at jeg i tirsdags have konsultation med jordemoder. Efter at have været lidt påvirket af triste følelser, have tudeture og ikke engang have lyst til at gå i fakta, grundet andre mennesker, var det rart at løfte tæppet af og tale om tingene, i samspil med Martin og jordemder.

Jeg er virkelig glad for at have tilmeldt mig Hjemmefødselsordning Region Sjælland (HOS). Jordemoder er meget lyttende og samtidig rådgivende, hvilket fik mig til at føle mi tryg og hørt. Et forslag hun kom med var, at søde ventetiden med at gøre noget godt for sig selv hver dag eller at have noget at nørkle med, så ventetiden ikke bliver sådan en (s)tilstand af utålmodighed og store følelser. Det at have noget fysisk at arbejde med (strikke, hækle, male m.v.) hvor der kommer et resultat kan være en god måde at arbejde med sine følelser på, mens man venter.

Derfor skal jeg også snart i gang med den scrapbook jeg har planer om at få lavet. Jeg er bare nervøs for at gå i gang, fordi jeg allerede nu bekymrer mig om, om den overhovedet bliver pæn. Typisk mig!

Jeg har gået med forskellige følelser omkring det at skulle blive forældre – om hvad der føles som et øjeblik og samtidig som vildt lang tid. Det er især underligt at tænke på, at nu findes der snart ikke den samme tosomhed, som jeg virkelig er glad for og det liv, som Martin og jeg har sammen. Der kommer et lille nyt individ ind i billedet, som vi i samspil skal lære at kende og dermed skabe gode, positive rammer som det kan vokse op i og have en barndom i. Samtidig med at vi skal lære hvordan vi sammen og hver for sig skal være, i forhold til dette individ, men også huske på den tosomhed, som vi “kommer fra”. Jeg bekymrer mig, netop fordi jeg er så glad for alt det vi har, sammen.

Det var som om at jordemoder fik bøtten vendt og det var rart med lidt professionel rådgivning, selvom det lige så vel kunne have været noget ens veninde havde sagt til en. Men måske virkede det ekstra “kraftigt” på mig, at det var en jordemoder der fortalte at det er okay at forkæle sig selv. Og måske er det generelt bare en vigtig lektie, at man skal være god til at gøre noget godt for en. Skabe sine egne solstråler i hverdagen – og jeg tror måske det er det, som jeg i det hele taget ikke er god til. Jeg er lidt for god til at fokusere på de negative ting.

Jeg havde en forestilling om, at jeg i barselsperioden stod tidligt op hver dag og var huslig og gjorde noget ud af hjemmet eller gik en lang tur. Men jeg har fundet ud af at jeg virkelig har brug for at komme ned i gear og tage tingene i mit eget tempo. Og at jeg nogle gange har brug for at stå sent op eller at tage en 1-2 timer lang lur. Men i min perfekte verden var den perfekte vordende mor overskuds-agtig og a-menneske. Hvilket overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed jeg befinder mig i. Og det er dét jeg skal lære – at acceptere og være fleksibel ift. at tilværelsen slet, slet ikke er som man nogle gange forestiller sig… Og måske er det også sådan forældreskabet kommer til at blive. Livet med et barn er uforudsigeligt og ikke noget man kan planlægge sig igennem.

Ej heller fødslen.

Derfor kan jeg lige så godt putte det lidt i “glemmebogen” at terminsperioden starter på lørdag og at baby kan komme når som helst og i stedet for leve lidt som om jeg aldrig kommer til at føde, men samtidig planlægge nok til at jeg er klar nok til at føde hjemme.

Så nu forsøger jeg at forsøde ventetiden med at tage en ting af gangen og sige “jeg når det jeg når”.

Og så fortæller jeg mig selv, at lejligheden ikke behøver at stråle som kom dronningen på besøg, bare fordi jeg går hjemme.

Måske er det her på falderebet i tidslinjen fra ung til voksen, at det pludselig går op for mig, at det at nyde sit eget selskab, sig selv og at gøre noget for sig selv, er enormt vigtigt for at man selv blomstrer, vokser og lever.

Så derfor….

Carpe Diem din barsel!

 

Fødselsdagsfest og danseglad gravid

This slideshow requires JavaScript.

Vi er nået til 35. graviditetsuge, hvilket blev skudt i gang med fødselsdagsfejring af to herlige mennesker i lørdags, fra aftensmadstid til tidlig morgen. Jeg havde ikke troet at min krop havde energi og overskud til at deltage så længe, men jeg fik da både drukket alkoholfrie øl, danset, spist grillmad, sludret og jeg nød faktisk at være til fest. Og det var virkelig tiltrængt, hyggeligt og sjovt! Og så var det enormt praktisk at være ædru med kørekort, da det festlige folk stod og manglede cigaretter sent på aftenen.

Det er faktisk ret fantastisk hvor meget man kan svinge med maven til lækker musik, så længe man er i godt selskab! Der blev i hvert fald danset en del på et tidspunkt og det var enormt rart. Vennerne sørgede også for at jeg ikke blev kold ved at låne mig bukser i størrelse alt-for-stor og en lækker hættetrøje, men når man først får gang i den gravide krop så stiger temperaturen også, så jeg måtte af med det hele igen.

Baby var også ret rolig den dag, nok fordi den blev vugget så meget af dansebevægelserne.

Da jeg søndag vågnede op og det eneste sted jeg faktisk havde ondt var i fødderne, var jeg ret glad for at være gravid, ikke at have drukket og at det kun var kæresten som var tømmermændsramt. Han ville endda, på trods af sine tømmermænd, gerne vælte ud af sengen og forevige maven i dens 35. uge (nok fordi han ved det betyder noget for mig).

20031018_1537112116347127_1040946163_n.jpg

Derudover var jeg – og er stadigvæk – høj på babybulelykke og tanken om at have så nærværende mennesker omkring mig, som gerne vil feste og gå amok, men kun så meget amok, at de stadigvæk tænker på ens situation, selv i beruset tilstand. Det var simpelthen så hyggeligt at være en del af og jeg elsker simpelthen den gruppe af mennesker. Der blev lige fyldt på overskuds- og glædeskontoen. Det var en aften og nat, lige som jeg manglede og havde brug for.

Carpe Diem!

Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

WordPress.com.

Up ↑