Veganisme – endnu en kasse

Veganisme betegner såvel det at indtage udelukkende vegetabilske fødevarer, og grundlæggende en filosofi og måde at leve på, som forsøger at udelukke – så vidt som muligt og praktisabelt – alle former for udnyttelse af dyr til føde, tøj og andre formål.[1] I forlængelse heraf promoverer man udviklingen og brugen af vegetabilske alternativer til animalske produkter. I kostmæssige termer betyder det at undgå alle produkter udvundet helt eller delvist fra dyr. En person, der udøver veganisme, betegnes som veganer. Betegnelsen kostveganer anvendes, når personen spiser en vegansk kost, men afstår ikke nødvendigvis fra at bruge læder og silke og andre produkter fra dyr” (Wikipedia.dk)

Jeg er til tider ved at brække mig over de diskussioner jeg læser på Facebook-siden Veganere og Vegetarer. Her går diskussionen tit på valg af ord i forhold til at beskrive sig selv.  Endnu en gang skal folk puttes i kasser og helst de rigtige. Gør de ikke det, så bliver de straks korrektet eller lignende adfærd opstår, på det sociale medie. Hurra for Facebook, bedrevidende folk m.v.
At det eksempelvis ikke er tilladt at kalde sig “sundhedsveganer” eller “pseudo-veganer” fordi det er misvisende eller ikke findes. Eller at kalde sig veganer, hvis man kun er veganer hjemme og ikke ude. Det er med garanti også rigtigt, at du selvfølgelig ikke er veganer, hvis du spiser mælk og æg ude, men blot vegetar. Det er også blevet lidt en dille. Jeg er selv langt fra at være veganer og kalder mig selv “forsøgs-veganer”. Jeg er blevet mere og mere obs på fødevarer og hvad jeg skal gå efter og ikke skal gå efter. Men jeg vil heller ikke sulte, så hvis der ikke står noget om hverken æg, kød eller mælk på produkterne og jeg ikke lige kender alle de andre fine ord på indholdet af produktet, ryger det ned i kurven.

Jeg synes det er skægt det med alle de fine betegnelser for at være vegetar. Man er ikke længere “bare” vegetar. Nej, nej, hvis du drikker mælk er du lacto-vegetar, æg (ovo) og fisk (pesco). Endnu engang “kasser”. Det er nærmest til grin, ærlig talt, hvordan det hele kan komme ned i sådan petitesser og jeg synes det virker åndssvagt at diskutere noget så småt, som ordvalg af beskrivelsen. Jeg kan godt forstå holdningen til misvisningen i det, men at der nærmest iblandt ikke-kød-spisende-folk kan foregå ikke kun en udelukkelse af udelukkelse af alle former for udnyttelse af dyr til formål, men også udelukkelse af folk som ikke har sit repertoire i orden, i forhold til den plantebaserede kost og dyreetiske valg. Hvilket for mig, virker dybt ironisk.

Det gode ved siden er, at mange kommer med forklaringer og synspunkter på det hele og egentlig kunne jeg jo også bare melde mig ud af gruppen. Jeg er bare selv glad for at kunne spørge ind til opskrifter eller følge med i de mere givende svar der kommer.

Den veganske filosofi og livsstil har rykket mine tanker og holdninger, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt. Jeg er begyndt at overveje alt fra uld, skind, honning, hårfarve, make-up m.v. så det er en god begyndelse. I går fandt jeg vegansk slik i Føtex (lakridser og vingummi), derudover har jeg købt vegansk protetinpulver i forhold til min træning og jeg har fundet lilla hårfarve som er vegansk. Derudover er jeg rigtig glad for den primært veganske kost, som jeg spiser og stadigvæk bliver inspireret af. Jeg har fundet boget som omhandler sundhed og kan gå ind under kategorien “kostveganer”. Bogen hedder “Det Helbredende Køkken”.

Kærestedag, strikketøj og slik

Dagen i dag har budt på mange forskellige ting, som har bidraget positivt til humørbarometeret.

Da jeg trådte ind ad døren i dag, blev jeg mødt af den sødeste, mest uglede herlighed, iklædt hættetrøje. I hånden holdt han en buket blomster som han rakte med ordene “de er lilla”.

14925379_1264898156901859_5763729317262899406_n.jpg

Jeg er simpelthen den heldigste i hele verden eller sådan føler jeg mig i hvert fald, hvis jeg selv skal sige det. M kommer sjældent med blomster og det er virkelig heller ikke noget jeg går og mangler eller har brug for, for han viser sin kærlighed på så mange andre områder, hele tiden og jeg er vild med hans måde at vise den på. Men da han stod der med blomster i min yndlingsfarve, smeltede jeg endnu mere, inden i. Måske hele scenen med hår, hættetrøje og flotte øjne. Jeg blev total overrasket!

Jeg måtte senere ud af døren igen, fordi jeg havde et barnepige job, som skulle passes. Jeg ramte lige præcis haglstormen, men heldigvis ingen røde kinder og det var hyggeligt at hente pigen i børnehaven og følge hende hjem. Efterfølgende mødtes jeg med M i Føtex hvor vi fandt vegansk slik (haps, haps!)

skaermbillede-2016-11-02-22-39-31

Bløde, søde bamse lakridser til 19.95 kr og endnu blødere og sødere vingummibamser til 13.95 kr.

Sammen med strikketøjet blev poserne puttet ned i tasken og bragt med til garntrissehyggeklubben med the, æblesnacks, oreo’s og slik. Der blev snakket, sludret, slupret, grint, joket, strikket og stoppet en masse. Det var såååå  hyggeligt! Det er simpelthen en af de bedste ting på sådan en winter-is-coming-kind-of-night hvor bladene suser, vinden er begyndt at bide og man egentlig er lidt træt af at sludre med kærestens venner over Skype. Det var ægte rart med noget kvindetid og så er det faktisk enormt hyggeligt, spændende og lidt sjovt, at strikke. Jeg har meget at lære endnu, men det er afslappende og lækkert at koncentrere sig om noget, med sine hænder. Jeg er blevet lidt inspireret til, måske at høre lydbøger, mens jeg strikker.

14958983_1265354200189588_1884160899_o

So far, so good. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat! Der er dog ret lang vej endnu, især i dette tempo.

Fra spontan angst-lignende-jeg-magter-det-ikke-følelse til hotdog-hygge med et enkelt klik

Da jeg i morges vågnede var noget af det første der skete, en følelse af ubehag gennem hele kroppen. Jeg magtede ikke dagen. Jeg greb derfor min telefon og aflyste en aftale, som jeg ellers haft planlagt i et stykke tid. Dette på grund af følelsen af, ikke at kunne rumme dagen. Jeg er så låst fast i min bachelorboble og jeg er så vant til bare at være herhjemme, at jeg havde en følelse af frygt for, at gøre noget anderledes.

Jeg har brug for planlægning og eftersom jeg ikke havde en fornemmelse af tiden gennem dagen, skabte dette uro i kroppen.

Da jeg havde været oppe og træne kom der en ro over mig. Min sendte SMS blev fortrudt af dårlig samvittighed og tanker om, at jeg heller ikke skal lukke mig inde i min egen lille boble og forstærke følelsen, men komme lidt ud, socialisere mig, opleve andre ting, andre perspektiver og andre mennesker.

Efter kursus i metode, på studiet, var der mere ro på bachelor-følelsen og jeg tog til København – rettere sagt Nørreport – hvor jeg stod på den åbne plads og ventede på K.

I mens jeg stod og ventede tænkte jeg over en masse forskellige ting. Det var nærmest terapeutisk at stå der på den åbne plads og observere og sanse alle de forbigående. Alle de forskellige typer af stilarter, karakterer og faconer, som i forskellige tempi, bevægede sig frem og tilbage på pladsen. Tænke over deres færden, hvem de gik med, se på deres tøjstil og udtryk. Jeg selv følte mig lidt malplaceret med min grønne jakke og lyserøde halstørklæde, midt i mængden af primært mørkt overtøj.
For at holde varmen lidt, bevægede jeg mig hen til et andet punkt på pladsen, hvor jeg blev mødt af en Unicef-facer. Han begyndte at fortælle om “School in a box”, hvilket jeg lyttede til og fortalte at det lød spændende og at jeg vidst havde hørt om det før. Vi kom ond på  forskellige synspunkter. Han fortalte at han oprindeligt kommer fra Ghana. Han kom ind på hans egne interesser i forhold til bæredygtighed og at han læser omkring CO2-aftryk. At kylling er bedre kød end oksekød i forhold til det globale CO2-aftryk, hvordan vi passer på kloden, vindenergi, hans holdning til frivlligt arbejde. Vi snakkede om dilemmaer i verden, omkring fair-trade, fattige der endelig kommer i arbejde og kan tjene penge, orangutanger, kødindustrien m.v.

Jeg blev taknemmelig over for min modtagelighed, at jeg normalt hurtigt afviser facere, mest på grund af røde ører omkring økonomi og at jeg også får dårlig samvittighed over, ikke at ville eller kunne betale penge til alle mulige organisationer her og nu. Jeg har været medlem af Unicef og Amnesty, men pt. har jeg min egen økonomi i fokus. Men det var rart faktisk bare at stå og snakke, selvom han ikke fik nogen økonomisk værdi ud af det, så tror jeg også han syntes det var spændende at dele synspunkter og holdninger med en forbipasserende. Det var en god dag at komme ud af sin boble på.

Pludselig stod K der, jeg introducerede dem for hinanden, Unicef-faceren sagde farvel og K og jeg gik ned til DØP (den økologiske pølsevogn) for at få 2 for én hotdogs pris, i anledning af international veganer-dag. Vi skyllede den ned med en økologisk Ginger Ale, satte os på en bænk mellem væltende cykler og blade og startede en længere samtale. K rullede en smøg og jeg modtog den fineste gave. En kattetallerken med høj hat og klaver i sort, hvid og blå. Jeg er forelsket! Da vores hænder nærmest var frosset af foreslog K vi skulle bevæge os ind i Studenterhuset og drikke en kop kaffe. Her sad vi så og fortsatte vores snak og diskussion lige fra tidligere til nuværende venskaber, verdenssituationen, privatlivssituationen, politiske holdninger, følelser, interesser, hvad-laver-du-egentlig-nu-catch-up og andre emner.

Jeg er glad for at jeg i dag overvandt følelsen og gjorde noget, som jeg tit ikke gør noget ved og glemmer at sætte pris på eller skaber en underlig form for frygt omkring. Det er de små ting i livet, som ofte udgør den store lykkefølelse og i dag var én af de oplevelser, som jeg virkelig sætter pris på og derfor også vælger at skrive et blogindlæg omkring.

Jeg var én SMS fra ikke at have skabt positiv energi i min tilværelse. Ikke at få nye inputs eller bare at catche up med en ven, som jeg før i tiden var rigtig nær. Og jeg tror at noget af det allermest ødelæggende ved mig selv, er til tider den spontante angstlignende tilstand, hvor jeg stresser op over ikke at have en fornemmelse af tid, overskud og en manglende følelse af tillid til at jeg er god nok. Det virker helt vildt svært at forklare, følelsen, både til mennesker face to face, men også her nu, på skrift. Ja selv at tænke tanken i en ren form, uden en masse andre forvirrende tanker, ind over. Men det er i bund og grund en slags hjertebanke-givende følelse, som opstår og hvor jeg mest af alt har lyst til bare at sige “nej tak, ellers tak. Jeg magter det ikke”. Hvorefter jeg kan sidde med en følelse af dårlig samvittighed eller at fortryde, når valget er taget og ikke kan laves om.

Det minder mig om en oplevelse, da jeg var lille. Jeg var i børnehave-alderen og var inviteret til en børnefødselsdag. Jeg sagde til min mor, at jeg ikke ville med. Hun blev ved med at sige, at sagde jeg nej, kunne jeg ikke komme med, senere.
Senere ville jeg pludselig gerne af sted, alligevel og min mor fortalte, at det kunne jeg ikke komme, for nu havde jeg sagt nej. Dér fik jeg en øv-følelse i hele kroppen. Den følelse opstår stadigvæk, til tider, når jeg melder afbud til ting. Men jeg melder afbud fordi jeg på en eller anden måde ikke kan rumme den. Fordi der opstår en kaos-angst-lignende følelse.

Det er træls med den slags følelser og i dag er jeg bare meget tilfreds med at jeg kom af sted. For det var forbandet rart og noget af det jeg kan putte ind på værdikontoen.

Carpe Diem!

 

 

Minder

1 år er gået

1450855_816304325094580_8917306081923023739_n

siden Hera og jeg tog afsked med hinanden.

Jeg har slet ikke lavet et indlæg omkring min store katlighed, Hera. Nok fordi jeg ikke har følt for det, eftersom hun ikke er min mere. Men i dag er der gået 1 år, siden jeg tog afsked med hende og førte hende hjem til hendes ny katteliv.

Jeg husker at vi sad og kiggede i vinduet. Jeg kiggede efter hvad der kunne være Heras nye families bil. Der kom en lille bil op ad indkørslen til der hvor vi boede og ud kom en kvinde. Hun kom hen til vores hoveddør og ringede på. Hun virkede enormt sød, ligesom i telefonen, da vi snakkede sammen første gang.

Vi pakkede hendes ting sammen og prøvede at få plads til det hele, i den lille bil (hvilket var noget af en prøvelse med det store kradsetræ og alle hendes katte-lege-ting). Jeg var så heldig at jeg måtte køre med hele vejen til Hera’s nye hjem. Det var slet ikke akavet at snakke med kvinden, nej tværtimod. Det var rart at snakke med hende. Hun er enormt åben og hjertelig og jeg nød at tale med hende om alle mulige andre ting, end lige Hera. Hun ville gerne fortælle om hende selv, hvilket gjorde mig endnu mere tryg.

 

Så fra en vindueskarm til en anden var Hera nu husejer.Hun undersøgte huset og jeg kunne se at de havde gjort det hele klar, til hendes ankomst. Jeg blev der lidt, indtil jeg var tvunget til at tage af sted igen, grundet skole. Vi græd begge to lidt da jeg skulle med toget, men det var bare fantastisk at vide, at jeg havde fundet en familie som matchede mit sind og hjerte.

I dag er Hera dronning i eget hjem og disse to billeder er i dag præcist 1 år gammelt. Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over min beslutning. Jeg ved med sikkerhed, at jeg har gjort det rigtige. Jeg skal heller ikke have dårlig samvittighed over, ikke at have råd til at passe hende, frygte dyrlægeregningen eller at ikke at have tid til hende. Jeg er lettet over, at hun er kommet et sted hen hvor der er mere plads og en bedre økonomi. Hendes nye familie forstår hendes humor, hendes kærlighed og elsker hendes bandit-streger og løjer. De beskriver hende præcis som jeg så hende og jeg er glad for, at hendes karakteristika ikke er forsvundet, men fortsat viser hvilken mis hun er. Hun vil for altid være den bedste kat og jeg elsker hende virkelig højt. Jeg er så glad for at hun er et sted, hvor der bliver taget hånd om hende, som der skal, hvor hun kan bevæge sig mellem mange rum, kan jagte fugle, gå tur, bliver forkælet med katte-snacks og i det hele taget lever i luksus. Hun har endelig fået det katteliv, som jeg gerne ville give hende.

Jeg modtager til tider søde SMS’er med billeder og historier omkring hendes liv. Hendes kattestreger, turen til dyrlægen, hvordan hun har reageret på diverse ting, hvad hun får tiden til at gå med, hvordan de leger fanger, gemmer eller putter sammen. De er vilde med hende og det gør mig lykkelig.

Selvom jeg frygtede det enormt meget, det at skulle videregive hende til et andet hjem, så har jeg fået en enorm stor følelse af ro, i mit sind. Jeg kunne slet ikke give hende den omsorg, idet mit liv var i kaos, min økonomi ustabil og tankerne om fremtiden (færdiguddannet, flytninger, ny lejlighed, hvad med økonomien m.v.) skabte uro og tristhed i min tilværelse. Alt dette gjorde, at jeg ikke magtede hende, for hver gang jeg så på hende og hendes livlige væsen, så blev jeg mindet om alt det jeg ikke gjorde godt nok. Jeg var ulykkelig når jeg var derhjemme, hvilket påvirkede hende. Det hele blev en negativ, nedadgående spiral og det endte med at hun blev mere og mere klistret til mig, på en bestemt måde, når jeg var hjemme, hvilket udløste frustrationer og ked-af-det-hed. Det var forfærdeligt, men jeg er enormt lettet, i dag. Jeg ved, at det var det bedste for Hera og dermed det bedste for mig. Vi lever begge to et liv, hvor vi begge har det godt. Hun har fået et stabilt hjem, hos et ægtepar, i hus med have. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre for hende.

Kattediem

 

Familiehygge og fotoleg

14686057_1249651695093172_417554730_n.jpg

En weekend hvor veganeren, fredag aften, skulle sidde til bords med flæskesteg, brun sovs, kartofler og rødkål. Jeg sørgede for dahl til mig selv, men som jeg glædeligt delte med min kærestes lillesøster. Dog var jeg ikke længe om at finde ud af, at der IKKE behøvede komme smør i de brune kartofler og derfor sendte kærestens far glædeligt nogle kartofler min vej. Jeg “slikkede” også rødkål-skålen (desværre kommer jeg til at savne smagen af jul enormt meget. Især sovsen)!

14696842_1249651698426505_1520087152_n.jpg

Jeg stod for desserten. Blåbær-banan-pandekager med tofuline vanille-is, som ALLE godkendte! Jeg blev ret tilfreds. Så jeg må godt lave dessert en anden gang. Kokossukkeret var også et hit og der blev ivrigt diskuteret hvad det mon smagte af. Der var idéer som kaffe og maltbolsjer. Det var en vellykket aften.

Dagen efter kom Martins lillesøster hjem til os. Vi havde sovet længe, oven på et glas rødvin og nogle bajere. Så tiden løb fra os og da det blev eftermiddag fandt vi ud af, at det var blevet ret sent, hvis alle planer skulle lykkedes. Så vi blev enige om, at hun skulle sove her. Derfor valgte vi at prioritere en chokolademousse højere, end de billeder vi havde planlagt, vi skulle tage. Så lørdagen blev en indendørs-hygge-dag med gaming (League Of Legends og World Of Warcraft). En perfekt lørdag aften! Det er altså hyggeligt at have en gamer-sviger-familie.

Næste lørdag skal bruges på min egen familie og jeg skal overnatte med min egen lillesøster. Det er simpelthen for hyggeligt med den der søster-kvali-tid  

Til aftensmad forsøgte vi os med spaghetti-squash (en opskrift vi fandt på nettet). Det var ikke helt så vellykket, som ønsket. Men hvad der var endnu værre var, at chokolademoussen var en k æ m p e fiasko og jeg var lige ved at græde, da jeg fik den sørgelige, saltede, våde, luftige, smagsløse masse ind i munden. Der må simpelthen et omforsøg til!

I dag kom vi ud på foto-tur. Der havde været mange tanker og idéer til billederne. Først havde jeg overvejet skateboard-ramperne ude ved Festivalpladsen, men de var langt væk og vejret var ikke ligefrem det smukkeste efterårsvejr. Så vi blev inden døre og gennemtænkte det lidt mere. Vi besluttede os derfor for at gå over til Musicon Bydelen, i Roskilde. Her fandt vi et flot grafitti-spot med bænke og plantekasser. Råt og farvestrålende. Det matchede mine idéer rigtig godt!

Det var lige hvad min foto-passion havde brug for; en opgave som jeg selv måtte bestemme resultatet af, men som også skulle bruges til noget. Måske slappede jeg også af i rollen, fordi der ikke forventedes noget stort og fordi jeg ikke skulle have penge for det. Selvom at jeg er så heldig at må beholde de f a n t a s t i s k e smykker. Sikke en timeløn!
Lige fra Pernille Struer havde spurgt mig og vi havde aftalt det, til jeg havde modtaget smykkerne har jeg overvejet hvordan og hvorledes det skulle gøres. Da jeg så modtog smykkerne var jeg sikker på, at Camilla skulle være model for halskæden. Jeg synes det ville se godt ud til hendes lysegrønne hår – og jeg mener at jeg havde helt ret. Derudover er Camillas fantastiske ansigtstræk så flotte og med hendes ellers neutrale ansigt, synes jeg det hele spiller rigtig godt. Hendes markerede kindben, flotte runde øjne og fyldige læber er bare rigtig smukt.

Hvis man vil se en fotograf på den akavade side af kameraet, skal man bare se på mig:

14625280_1249649815093360_1453580980_n

Det er nemlig noget anderledes at være den foran kameraet, end den bag ved. Her er nogle glamourøse billeder af mig, fra mine knap så gode vinkler. Det var sjovest at være fotografen og Camilla var altså en noget mere fantastisk model – jeg synes I skal tjekke resten af billederne ud, af hende.

Da vi var glade og tilfredse skyndte vi os hjem i den varme hule. Her blev vi alle tre enige om, at vi lige skulle nå at game bare lidt mere, inden Camilla skulle hjem, igen. for at game lidt mere, inden Camilla skulle hjem igen. Det har bare været en god weekend. Jeg har været hjemme, koble af, gjort tingene i mit eget tempo og endda i selskab med mennesker jeg holder af. Spontanitet, ro, hygge.

 

Her er et udsnit af billederne

14627948_1249057015152640_573762886_n

Resten af billederne kan I finde på min Facebookside med mine andre billeder (hvilket jeg klart vil anebefale)!

Til information kan alle Pernille Struer’s smykker findes på disse hjemmesider. Hun har forskellige platforme til at reklamerer for sine smykker og der er virkelig nogle fantastiske imellem.
Hun har både en Instagram, en hjemmeside og en Facebookside.

Rette, slette, tælle…

Dagen i går bød på gennemgang af eksamensopgaven, som fik med grovfilen, fordi vi havde for mange anslag. “Er det relevant? Nej. Slet” sådan lød gentagelsesprocessen. Slette, rette, tælle, slette, rette, tælle, sådan forløb det i næsten fem timer, før vi alle endte med at blive helt skeløjede af at scrolle op og ned i google.drev. Der gled en bølge af lallegladhed ind over studiegruppen, som lige satte os ud af sporet for en tid, men efter noget mad og drikke var vi klar til at arbejde videre. Vi tog os sammen og satte navne på opgaven, så vi kan blive vurderet, hvilket var hårrejsende svært. Det er knald eller fald, nu… Karakteren bliver hvad den bliver, men vi ved, at det arbejde vi har lagt i den og det endelige resultat er virkelig godt. Så uanset hvem der får højest eller lavest, fortjener vi alle sammen en samlet, god karakter, for et knaldgodt stykke arbejde!

Om aftenen var det som om jeg lige kunne gribe den sidste smule energi og gennemgik så diskussionen og konklusionen, for at færdiggøre den nogenlunde. Derefter blev der lukket helt ned og først i morges åbnet op, igen. Vi har hele morgenen gennemgået opgaven én gang til for fejl og mangler. Talt anslag, rettet, slettet, talt anslag, ordnet litteraturlisten (ud fra en af mine værste fjender; APA-modellen), lavet indholdsfortegnelse (en anden af mine værste fjender, som lige krævede en god portion tålmodighed), slettet mellemrum, lavet mellemrum, talt anslag, rettet flere stavefejl, store bogstaver, små bogstaver, sætte op, sætte ned, tælle anslag….

Det endte med at vi, en time før deadline, kunne aflevere en 32 sider (med det hele) lang opgave og dermed gå på weekend, helt til på mandag. Så begynder en periode som virker ganske uvirkelig og abstrakt; bachelor-perioden.

Jeg er sikker på at min studiegruppe og jeg nok skal gøre det til en lærerig periode med udfordrende og spændende oplevelser, der med garanti skal komme med nogle resultater, som er brugbare i vores bachelor. Jeg glæder mig faktisk, men indtil da står den på frokost, træning og øl!

Carpe weekend!

 

Favoritlister og hvilken dag var det nu?

Hvilken dag var det nu? Eksamensopgaverne fylder, bachelor står for døren og den ene dag tager den anden. Selvstudiedage uden egentlige faste rutiner gør, at jeg har rigtig svært ved at skelne dagene fra hinanden. Til gengæld ved jeg, at i dag er det onsdag, for om onsdagen skal jeg hente en pige fra børnehave. Det er blevet mit nye lomme-penge-job, som passer mig ganske udmærket. Jeg synes det er sjovt at lytte til hendes gode idéer, så som at vi skal have vingummi når vi kommer hjem eller når hun snakker om hunde der er så store som huset og derfor laver store lorte. Jeg tror vi kunne blive fine venner, hende og jeg – og jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det med at arbejde med mennesker (børn) er den rigtige vej at gå, for mig.

 

Derudover startede dagen i dag ikke meget anderledes, end de andre dage.. For i dag startede min onsdag, ligesom både mandag og tirsdag. Nemlig med….

img_20161005_0901181

… blåbær-pandekager med vindruer til! Der var to ekstra til hver og de havde fået et ordentligt skud vanillesukker (guffe-guffe). M stod for flippe kagerne, i køkkenet. Jeg havde været god at lave dejen aftenen før, så det var en god deal for mig! Jeg er ret fan af selvstudiedage hvor M og jeg ikke skal haste ud af døren og har tid til at spise lækker morgenmad sammen og eventuelt se et afsnit af en af de serie, som vi følger med i. Det er højt oppe på min liste over favorit-øjeblikke og livskvalitet. Måske jeg skulle lave sådan en liste, i et blog-indlæg, en dag? Likes and dislikes.. Hmm..

 

Mit hår matcher pt. også efterårets kulørte blade og i forbindelse med kuldens komme har jeg for nogle uger siden skaffet mig forklædning til kattepelsen. Nemlig efterårs-camouflage i form af en sort, højhalset sweater som er lang nok til at agere kjole. Den er blevet en favorit både på udebane og hjemmebane, enten med uglet hår, læbestift og strømpebukser eller med bare ben, tykke sokker og en dyne. Jeg er vild med det.

I dag havde jeg så bare en af de der typisk-at-håret-sidder-godt-når-jeg-ikke-skal-noget-vildt-dage…

img_20161005_1652381

Efter arbejde fik jeg vildt meget lyst til at være ude i det skønne solskinsvejr som lyste træerne blade om i en masse forskellige farver. Så jeg skiftede hurtigt tøjet ud med løbetøj og sprang af sted. Hvilket lidt er løgn, for jeg startede med at gå den 1. km. Men sammenlagt kom jeg op på 6 km og kroppen er dejlig træt her til aften.

Da jeg kom hjem fra løbeturen var jeg glad i sindet og kroppen føltes rar. Efter jeg er stoppet på mini-piller, føler jeg virkelig at jeg har fået min krop tilbage. Den føles slet ikke tyk og tung på samme måde. Samtidig er den veganske kost også med til at påvirke min krop i den rigtige retning. Der er i hvert fald sket nogle positive ting og selvom jeg helst ikke vil være fortaler for den slags, så har det virkelig gjort noget for selvværdet, at jeg kan lide hvad jeg ser, i spejlet. Jeg troede meget det handlede om et bestemt tal på vægten, men nu her handler det mere om, at jeg føler mig let, glad og tilfreds med den jeg er og det jeg ser. Og det fungerer i et godt samspil, for mig, sådan som tingene er, nu her.

 

img_20161005_1900541

Endnu noget der kan tilføjes til favoritlisten: Køleskabs-mad! Jeg er F A N af, at man kan kigge ind i sit køleskab, tag en masse rester og råvarer og vupti; så får man alligevel en lækker og ret spiselig ret, ud af det! Så har jeg bidraget til at undgå madspil og samtidig sparet penge og været kreativ i samme proces. Det synes jeg simpelthen er fantastisk! Og så var det bare lækkert med bagt tomat, som nærmest blev vildt cremet, ud over risene. Og den brune sovs fra forleden var overraskende god til ris, bønnespire, champignon og bagte gulerødder. Omnomnom!!

 

 

 

Fra kaffe til (livs)kvalitet

skaermbillede-2016-10-04-20-16-27

Mellem tøj- og cykelstativer, livlige mennesker, brosten, grafitti og solskin ledte jeg efter Café N, på Blågårdsgade. Først gik jeg for langt og jeg var i det hele taget usikker på, hvad jeg søgte efter. Jeg googlede caféen og søgte på billeder og sammenlignede den hvide bygning på billedet, med den jeg stod over for. I vinduet var der to N’er og jeg tænkte “det må være der”. Klistermærket “Happy Cow” afslørede også, at det var caféen jeg havde let efter.

Jeg mødtes med Trine og vi startede eftermiddagssnakken ved borde-bænke-sættet, uden for. Derefter søgte vi ind i det smalle lokale med orientalske tæpper, en lava-lampa og sorte menukort påskrevet med kridt. Bag disken stod en engelsk-talende ung kvinde, som glædeligt hjalp os og 126 kroner senere var vi to chokolademousse, en sort kaffe og en caffe latte rigere i vores liv. En yderst lækker (og mættende) chokolademousse, intens i smagen og vanillecremen super cremet og god.

Vi snakkede i flere timer om alting og det føltes dejligt at vende verdenssituationen. Især med god samvittighed (over for dyrene). Jeg savner virkelig at have sådan et sted, i Roskilde og drømmer enormt meget om, at noget lignende Café N kunne blomstre op, i en af Roskildes æstetiske sidegader.

14502901_1237990949592580_5644087969499801297_n

Refleksion af sig selv – selv refleksion

Der blev reflekteret over livet, i dialogen med Trine og det var bare rart at tale med en gammel veninde omkring fortid, nutid og fremtid. En følelse af at være forstået, samt en følelse af savn.

Fortiden har ingen magt over nuet – Eckhart Tolle

I dag da Trine og jeg skilte vores veje blev jeg glad for, at vores fortid (sammen), ikke har defineret vores nutid. Jeg kan mærke, at jeg har nogle personligheder i mit, som nok altid vil være der. Endda på et plan, som giver mening for de forhold.

Jeg er også ved at lære, hvem jeg er som person og hvordan jeg lever med forhold. Jeg har svært ved at stå stille og jeg har svært ved at blive i de samme spor, men har brug for oplevelser som kan pirrer min nysgerrighed og følge med i mit tempo.

Det fik mig også til at se på mit forhold med M. For han er mere groundet end jeg er og det er rart at være kæreste med en, som har samme forståelse for behovet i at gøre ting der giver mening for en selv. Selvom vi er enormt empatiske og forstående over for hinandens behov og holdninger, så har vi også brug for at lave ting hver for sig, som er med til at definere dem vi er. Og den forståelse og den kærlighed er jeg virkelig lykkelig for og imponeret over. Jeg synes det givende og inspirerende – og det giver også bare energien til at elske hinanden endnu højere.

Som det nok kan tydes, ud fra det allerede skrevne, så går der en masse tanker omkring livet, igennem mit hoved. Ikke kun nu, men generelt, fortiden.
Jeg er begyndt at spekulere i hvad relationer betyder, især for mig selv. Og hvordan jeg fungerer i relationen med andre. Betydende forhold og vigtige venskaber, som er med til at skabe mening og trivsel i mit liv. Ja, det er nogle filosofiske tanker og nogen mere end andre, men i hvert fald føles det godt at tænke lidt over “meningen med livet”. Og selvom det eventuelt skulle lyde stort og højtideligt, endda enormt filosofisk, så er det bare fedt at finde ud af hvordan man selv fungerer og hvordan man i sin egen tilværelse skaber de bedste rammer, for kvalitet og trivsel.

Ghandi sagde at man skal være den ændring i verden, man selv ønsker at se. Jeg fornemmer for tiden, at jeg skal meget længere og meget mere, end  hvor jeg er nu. Jeg er på vej til at blive pædagog (allerede til januar), men jeg har appetit efter mere end det. De grundsøjler jeg har opbygget og de interesser jeg har fået, gennem uddannelsen, er kun stier der fører mig videre til nye rejsemål. Jeg er glad og tilfreds med det jeg er i gang med og jeg har en fornemmelse af, at jeg kan komme meget længere. Jeg er virkelig blevet inspireret!

Jeg håber på at finde ud af den rigtige vej, den der er rigtig for mig.

Tænk at en tår kaffe med havremælk, et kønt smil og en længe savnet samtale kan sætte skub i så mange videre tanker. I dag er jeg virkelig høj på livet og de følelser og personligheder, som jeg er beriget med.

Carpe Diem!

 

 

Blåbær-banan morgenfest! ♥

 

♥ ♥ ♥ 

Man skal simpelthen ikke gå ned på luksuriøs morgenmad! Når man så oven i købet har glemt at lave bolledej til morgenboller, må der findes på andre – og bedre – alternativer. Derfor søgte jeg på nettet efter en opskrift på banan-blåbær-pandekager (selvfølgelig vegansk). Jeg kan ikke huske hvad jeg søgte efter, men det var ens succes.

Og succeser er til for at blive gentaget. Så der var morgen-fest i køkkenet, igen i morges og maven er glad og mæt. Jeg vidste ikke at det kunne være så nemt at lave lækre ting og jeg synes det er det fedeste. Selvstudie-eksamens-dage med fest og farver. Blåbærrene giver dem simpelthen sådan en flot, lilla farve.

Den opskrift jeg har prøvet at huske og selv justeret lyder således:

Ingredienser:

  • 1,5 dl. grahamsmel
  • 0,5 dl. hvedemel
  • 1 moden banan
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 stor tsk. vanillesukker
  • 2 dl. plantemælk (jeg brugte soya, da det var hvad jeg havde – har hørt at Naturli’ den blå (med vanille) skulle være god til pandekager – måske man ikke behøver vanillesukker, så)
  • 1 håndfuld blåbær (jeg brugte frosne, som jeg skoldede inden brug)
  • ca. 2 spsk chiafrø
  • FRI plantemargarine (til stegning)

 

Topping:

  • FRI plantemargarine
  • Kokossukker
  • Eventuelt friske bær

 

Fremgangsmåde:

  1. Jeg brækkede bananen i stykker og ned i min smoothie-maker hvor jeg tilføjede vanillesukker og mælk, og blendede det til en ensartet væske.
  2. De resterende, tørre ingredienser puttede jeg i en skål og blandede rundt. Så mixede jeg banan-mælken i, med en håndmixer. Til slut, da jeg havde fået en dej jeg synes var fin, blandede jeg blåbær i.
  3. Dejen bliver jeg tykkere, efter den har hvilet, så hvis du gerne vil have den tyndere, kan du tilføje mere mælk eller eventuelt vand.
  4. SPIS! Smovset ind i mørs og sukker ♥ 

 

Temperatur ved stegning:

  • Jeg stegede dem ved hvad der svarer til middelvarme på mit komfur. Jeg synes det gjorde det overskueligt at følge med og at de blev gennembagte, uden at blive brændte.

 

Pandekagerne kan også serveres som dessert – med tofuline til

♥ ♥ ♥ 

 

 

Bachelor, blomster og bolledej

Denne uge er gået enormt hurtigt. Enormt meget selvstudie, lidt vejledning, en masse hjemmebag gør det nemt at have udsigt til mere efterårsvejr og den kommende vinterperiode.

14485059_1231385826919759_1359876671812234754_n.jpg

For efteråret er landet for mine fødder og lige så gør er den kommende bachelor-periode dumpet ned. I går fik vi (den awesome studiegruppe-trio) styr på samarbejdsinstitutionen for den kommende periode. Snart kan vi kalde os p æ d a g o g e r.

Senere, med en kurv fyldt med efterårets farver, gik turen hjem til kærestens forældre.
Den stod på eftermiddags-sludder-sladder-hygge og gave-givning. Kærestens mor blev rigtig glad for blomsterne og udbrød “fresiaer – det er mine yndlingsblomster!” (heldigt at have en undercover-kærestes-lillesøster, til at undersøge sagen for os), ligeså blev kærestens far glad for sin nye kræmmer-marked-bil (Isabella) som skulle med i seng, den aften.

blomster.png
Langhårede hunde-kys og lækkert rosmarin-brød fyldte også aftenen ud, mens kærestens lillesøster og jeg snakkede foto-shoot og kiggede på fine kjoler, som eventuelt kan bruges. Dette vil der nok komme nogle billeder, senere.

I dag har jeg været på arbejde (et herligt hente-pige-i-børnehaven-job) og det var endnu engang en fornøjelse at cykle med hende hjem og lytte til alle hendes fantastiske fortællinger. Efterfølgende var jeg på café og drikke to kopper kaffe hos Landmad i Roskilde (pssst… de har h a v r e m æ l k til kaffen, hvis du spørger!)

Da jeg kom hjem smækkede jeg en risotto sammen til kæresten og jeg, med et drys ristede hasselnødder (hvilket ikke faldt i god jord, men resten gjorde). Nu hæver dejen til hvad-end-boller, som i morgen skal mætte den sultne studiegruppe og give energi til arbejdet med eksamensopgaven.

bolledej

Det er simpelthen en børnevenlig opskrift, for jeg er endnu ikke kommet til skade og denne gang har jeg heller ikke glemt noget (hurraaaa!)
Hvad-end-boller er min nye favorit-morgen-bolle-opskrift. I denne omgang har jeg tilføjet hørfrø, solsikkekerner og græskarkerner samt 2 dl grahamsmel, i stedet for 1. Jeg håber på nogle vellykkede morgen-boller. Jeg tænker, at det gik ikke galt sidst (selvom jeg glemte både olie og salt), så hvorfor skulle det gøre det, denne gang?