Fødselsdagsfest og danseglad gravid

This slideshow requires JavaScript.

Vi er nået til 35. graviditetsuge, hvilket blev skudt i gang med fødselsdagsfejring af to herlige mennesker i lørdags, fra aftensmadstid til tidlig morgen. Jeg havde ikke troet at min krop havde energi og overskud til at deltage så længe, men jeg fik da både drukket alkoholfrie øl, danset, spist grillmad, sludret og jeg nød faktisk at være til fest. Og det var virkelig tiltrængt, hyggeligt og sjovt! Og så var det enormt praktisk at være ædru med kørekort, da det festlige folk stod og manglede cigaretter sent på aftenen.

Det er faktisk ret fantastisk hvor meget man kan svinge med maven til lækker musik, så længe man er i godt selskab! Der blev i hvert fald danset en del på et tidspunkt og det var enormt rart. Vennerne sørgede også for at jeg ikke blev kold ved at låne mig bukser i størrelse alt-for-stor og en lækker hættetrøje, men når man først får gang i den gravide krop så stiger temperaturen også, så jeg måtte af med det hele igen.

Baby var også ret rolig den dag, nok fordi den blev vugget så meget af dansebevægelserne.

Da jeg søndag vågnede op og det eneste sted jeg faktisk havde ondt var i fødderne, var jeg ret glad for at være gravid, ikke at have drukket og at det kun var kæresten som var tømmermændsramt. Han ville endda, på trods af sine tømmermænd, gerne vælte ud af sengen og forevige maven i dens 35. uge (nok fordi han ved det betyder noget for mig).

20031018_1537112116347127_1040946163_n.jpg

Derudover var jeg – og er stadigvæk – høj på babybulelykke og tanken om at have så nærværende mennesker omkring mig, som gerne vil feste og gå amok, men kun så meget amok, at de stadigvæk tænker på ens situation, selv i beruset tilstand. Det var simpelthen så hyggeligt at være en del af og jeg elsker simpelthen den gruppe af mennesker. Der blev lige fyldt på overskuds- og glædeskontoen. Det var en aften og nat, lige som jeg manglede og havde brug for.

Carpe Diem!

Advertisements

Mine tanker og graviditet #4

Babyshower

18954870_1505021976222808_4892144668889851192_o

Jeg troede ikke jeg var typen der blev holdt babyshower for, eller at jeg var typen som ønskede et babyshower. Så da jeg ankom hos min mor for liiiige at hente det vasketøj og den kuffert min lillesøster skal bruge, inden hun rejser til Budapest, ja og måske lige sludre lidt og drikke en tår kaffe, inden vi efterfølgende vendte snuden mod søsters lejlighed, var det ikke en stue fuld af mennesker fra forskellige hjørner af mit liv, jeg havde regnet med at møde. Jeg havde ingen anelse – og det er sgu da meget godt – så man kan sige at planen lykkedes. Jeg blev O V E R R A S K E T, da jeg åbnede døren og opdagede pynten og tænkte “gud, mor er ved at holde et eller andet. Vi forstyrrer!”. Hvorefter jeg blev forvirret over at se min mormor, svigermor i samme stue, ja sammen med alle mine venner som ikke kender hinanden og andre familiemedlemmer. Det fyldte ret meget hos mig og folk kiggede på mig i tavshed, imens jeg begyndte at tude og måtte kramme lillesøster, hvorefter jeg lukkede døren igen og gik ud på badeværelset, for lige at finde mig selv og noget papir til at tørre øjnene.

Det er ikke noget man lige tænker på, at man måske faktisk har brug for og måske har man ikke brug for det. Gaverne er selvfølgelig lækre at få og rigtig dejlige, men det var virkelig bare fantastisk at se så mange mennesker, som man selv holder af, stå der og “være der” for en, med knus og kærlighed.

18954685_1505010572890615_1924055962176932888_o.jpg

Lykønske en noget, som man selv er total i alverdens-følelsers-land omkring og som hele ens hverdag, drømme og tilværelse er fyldt af. For hele mit liv er meget fokuseret på det at skulle have en baby – både praktisk, mentalt og hjernen kører rundt med tanker om fødsel, om opdragelse, om glæde, lykke, sorg, frygt, forvirring – ja hele palletten. Det er fantastisk og angstprovokerende og til tider isolerende. Ja for jeg isolerer lidt mig selv, for at beskytte babyen og ikke gøre noget der kan skade den, samtidig savner man omverdenen og mangler lidt opmærksomhed, men den er svær at bede om eller sætte ord på. Og så er der det fysiske, i forhold til krop og træthed, for man kan ikke være ude så meget eller lave alle mulige badutspring, som man plejede og det er ikke lige værtshuset man kommer så meget på mere. Også fordi man tænker over hvad andre tænker, plus tøjet sidder dårligt eller også kan man ikke længere passe det. Ja der er mange ting og egentlig er det luksusproblemer, men stadigvæk “problemer”, overvejelser og følelser som man oplever en til flere gange om dagen. Endvidere er der også graviditetshjernen som fylder, med glemsomhed og hurtig distrahering, hvorved man føler sig fjollet og som en semi-grøntsage. Men det tager jeg glædeligt med. Lige nu føler jeg nemlig at det hele er så fantastisk og det rigtige, i hvert fald for mig.

Så oven på en kort dag som i dag med kæmpe overraskelse midt i alle de hormonelle følelser og store tanker, så er jeg total udmattet og bare lykkelig. Hold kæft hvor er jeg heldig at jeg har sådan nogle søde, smukke mennesker i mit liv. Og jeg tror lige præcis det var det jeg havde brug for at vide. Jeg er ikke isoleret, jeg har ikke mistet folk omkring mig, jeg er ikke alene, men har venner og familie som gerne vil mig stadigvæk. Jeg er ikke bare “Misse-mor”, men stadigvæk Misse og Michelle. Det er rart at få bekræftet. Selvom jeg er ovenud lykkelig over at skulle være mor – noget jeg altid har ville og altid glædet mig til. Og jeg er fortsat lykkelig over at skulle dele titlen “forælder” med verdens bedste kæreste.
Denne følelse blomstrede ydermere op i går, da vi var til et arrangement på RUC, hvor kæresten fik lige så meget opmærksomhed omkring maven, som jeg gjorde. Det føltes fantastisk. “Er det faderen?” blev der spurgt og jeg kunne stolt og lykkeligt svare “JA!”. Det er faderen til vores baby og er han ikke fantastisk?!

Jeg er i en eller anden rus. Lykke. Babyboble af lykke. Det er fedt og jeg vil forevige dette minde og glæde mig over hvor smuk og fantastisk en graviditet også kan være. Sikke en måde at gå ind i 31. uge (30+0).

Carpe Diem og babylykke!

Kærestedag, strikketøj og slik

Dagen i dag har budt på mange forskellige ting, som har bidraget positivt til humørbarometeret.

Da jeg trådte ind ad døren i dag, blev jeg mødt af den sødeste, mest uglede herlighed, iklædt hættetrøje. I hånden holdt han en buket blomster som han rakte med ordene “de er lilla”.

14925379_1264898156901859_5763729317262899406_n.jpg

Jeg er simpelthen den heldigste i hele verden eller sådan føler jeg mig i hvert fald, hvis jeg selv skal sige det. M kommer sjældent med blomster og det er virkelig heller ikke noget jeg går og mangler eller har brug for, for han viser sin kærlighed på så mange andre områder, hele tiden og jeg er vild med hans måde at vise den på. Men da han stod der med blomster i min yndlingsfarve, smeltede jeg endnu mere, inden i. Måske hele scenen med hår, hættetrøje og flotte øjne. Jeg blev total overrasket!

Jeg måtte senere ud af døren igen, fordi jeg havde et barnepige job, som skulle passes. Jeg ramte lige præcis haglstormen, men heldigvis ingen røde kinder og det var hyggeligt at hente pigen i børnehaven og følge hende hjem. Efterfølgende mødtes jeg med M i Føtex hvor vi fandt vegansk slik (haps, haps!)

skaermbillede-2016-11-02-22-39-31

Bløde, søde bamse lakridser til 19.95 kr og endnu blødere og sødere vingummibamser til 13.95 kr.

Sammen med strikketøjet blev poserne puttet ned i tasken og bragt med til garntrissehyggeklubben med the, æblesnacks, oreo’s og slik. Der blev snakket, sludret, slupret, grint, joket, strikket og stoppet en masse. Det var såååå  hyggeligt! Det er simpelthen en af de bedste ting på sådan en winter-is-coming-kind-of-night hvor bladene suser, vinden er begyndt at bide og man egentlig er lidt træt af at sludre med kærestens venner over Skype. Det var ægte rart med noget kvindetid og så er det faktisk enormt hyggeligt, spændende og lidt sjovt, at strikke. Jeg har meget at lære endnu, men det er afslappende og lækkert at koncentrere sig om noget, med sine hænder. Jeg er blevet lidt inspireret til, måske at høre lydbøger, mens jeg strikker.

14958983_1265354200189588_1884160899_o

So far, so good. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat! Der er dog ret lang vej endnu, især i dette tempo.

Fra spontan angst-lignende-jeg-magter-det-ikke-følelse til hotdog-hygge med et enkelt klik

Da jeg i morges vågnede var noget af det første der skete, en følelse af ubehag gennem hele kroppen. Jeg magtede ikke dagen. Jeg greb derfor min telefon og aflyste en aftale, som jeg ellers haft planlagt i et stykke tid. Dette på grund af følelsen af, ikke at kunne rumme dagen. Jeg er så låst fast i min bachelorboble og jeg er så vant til bare at være herhjemme, at jeg havde en følelse af frygt for, at gøre noget anderledes.

Jeg har brug for planlægning og eftersom jeg ikke havde en fornemmelse af tiden gennem dagen, skabte dette uro i kroppen.

Da jeg havde været oppe og træne kom der en ro over mig. Min sendte SMS blev fortrudt af dårlig samvittighed og tanker om, at jeg heller ikke skal lukke mig inde i min egen lille boble og forstærke følelsen, men komme lidt ud, socialisere mig, opleve andre ting, andre perspektiver og andre mennesker.

Efter kursus i metode, på studiet, var der mere ro på bachelor-følelsen og jeg tog til København – rettere sagt Nørreport – hvor jeg stod på den åbne plads og ventede på K.

I mens jeg stod og ventede tænkte jeg over en masse forskellige ting. Det var nærmest terapeutisk at stå der på den åbne plads og observere og sanse alle de forbigående. Alle de forskellige typer af stilarter, karakterer og faconer, som i forskellige tempi, bevægede sig frem og tilbage på pladsen. Tænke over deres færden, hvem de gik med, se på deres tøjstil og udtryk. Jeg selv følte mig lidt malplaceret med min grønne jakke og lyserøde halstørklæde, midt i mængden af primært mørkt overtøj.
For at holde varmen lidt, bevægede jeg mig hen til et andet punkt på pladsen, hvor jeg blev mødt af en Unicef-facer. Han begyndte at fortælle om “School in a box”, hvilket jeg lyttede til og fortalte at det lød spændende og at jeg vidst havde hørt om det før. Vi kom ond på  forskellige synspunkter. Han fortalte at han oprindeligt kommer fra Ghana. Han kom ind på hans egne interesser i forhold til bæredygtighed og at han læser omkring CO2-aftryk. At kylling er bedre kød end oksekød i forhold til det globale CO2-aftryk, hvordan vi passer på kloden, vindenergi, hans holdning til frivlligt arbejde. Vi snakkede om dilemmaer i verden, omkring fair-trade, fattige der endelig kommer i arbejde og kan tjene penge, orangutanger, kødindustrien m.v.

Jeg blev taknemmelig over for min modtagelighed, at jeg normalt hurtigt afviser facere, mest på grund af røde ører omkring økonomi og at jeg også får dårlig samvittighed over, ikke at ville eller kunne betale penge til alle mulige organisationer her og nu. Jeg har været medlem af Unicef og Amnesty, men pt. har jeg min egen økonomi i fokus. Men det var rart faktisk bare at stå og snakke, selvom han ikke fik nogen økonomisk værdi ud af det, så tror jeg også han syntes det var spændende at dele synspunkter og holdninger med en forbipasserende. Det var en god dag at komme ud af sin boble på.

Pludselig stod K der, jeg introducerede dem for hinanden, Unicef-faceren sagde farvel og K og jeg gik ned til DØP (den økologiske pølsevogn) for at få 2 for én hotdogs pris, i anledning af international veganer-dag. Vi skyllede den ned med en økologisk Ginger Ale, satte os på en bænk mellem væltende cykler og blade og startede en længere samtale. K rullede en smøg og jeg modtog den fineste gave. En kattetallerken med høj hat og klaver i sort, hvid og blå. Jeg er forelsket! Da vores hænder nærmest var frosset af foreslog K vi skulle bevæge os ind i Studenterhuset og drikke en kop kaffe. Her sad vi så og fortsatte vores snak og diskussion lige fra tidligere til nuværende venskaber, verdenssituationen, privatlivssituationen, politiske holdninger, følelser, interesser, hvad-laver-du-egentlig-nu-catch-up og andre emner.

Jeg er glad for at jeg i dag overvandt følelsen og gjorde noget, som jeg tit ikke gør noget ved og glemmer at sætte pris på eller skaber en underlig form for frygt omkring. Det er de små ting i livet, som ofte udgør den store lykkefølelse og i dag var én af de oplevelser, som jeg virkelig sætter pris på og derfor også vælger at skrive et blogindlæg omkring.

Jeg var én SMS fra ikke at have skabt positiv energi i min tilværelse. Ikke at få nye inputs eller bare at catche up med en ven, som jeg før i tiden var rigtig nær. Og jeg tror at noget af det allermest ødelæggende ved mig selv, er til tider den spontante angstlignende tilstand, hvor jeg stresser op over ikke at have en fornemmelse af tid, overskud og en manglende følelse af tillid til at jeg er god nok. Det virker helt vildt svært at forklare, følelsen, både til mennesker face to face, men også her nu, på skrift. Ja selv at tænke tanken i en ren form, uden en masse andre forvirrende tanker, ind over. Men det er i bund og grund en slags hjertebanke-givende følelse, som opstår og hvor jeg mest af alt har lyst til bare at sige “nej tak, ellers tak. Jeg magter det ikke”. Hvorefter jeg kan sidde med en følelse af dårlig samvittighed eller at fortryde, når valget er taget og ikke kan laves om.

Det minder mig om en oplevelse, da jeg var lille. Jeg var i børnehave-alderen og var inviteret til en børnefødselsdag. Jeg sagde til min mor, at jeg ikke ville med. Hun blev ved med at sige, at sagde jeg nej, kunne jeg ikke komme med, senere.
Senere ville jeg pludselig gerne af sted, alligevel og min mor fortalte, at det kunne jeg ikke komme, for nu havde jeg sagt nej. Dér fik jeg en øv-følelse i hele kroppen. Den følelse opstår stadigvæk, til tider, når jeg melder afbud til ting. Men jeg melder afbud fordi jeg på en eller anden måde ikke kan rumme den. Fordi der opstår en kaos-angst-lignende følelse.

Det er træls med den slags følelser og i dag er jeg bare meget tilfreds med at jeg kom af sted. For det var forbandet rart og noget af det jeg kan putte ind på værdikontoen.

Carpe Diem!

 

 

WordPress.com.

Up ↑