Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

Advertisements

Mine tanker og graviditet #2

I dag er der 15 uger til termin, altså er jeg 25+0. Det vil sige, at der er 7 uger til jeg går på barsel. Jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. Jeg synes lige det var 1. Marts hvor jeg havde første arbejdsdag. Det har været med opture og nedture, da jeg stadigvæk skal vænne mig til at være gravid. Men tiden er seriøst fløjet af sted det sidste stykke tid. Jeg tror både det er fordi vi er flyttet i noget større – og enormt meget mere lækkert!! – samtidig med at jeg har et rigtig dejligt job, at stå op til. I forhold til graviditeten føler jeg nærmest ikke jeg kan følge med. Min krop vokser og vokser og babys spark og bevægelser bliver vildere og vildere. Jeg er slet ikke klar til, at Gub om 3 måneder og 13 dage skal være en del af vores hverdag. Mest af alt fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg overhovedet skal blive klar til det.

I dag er det også 1 uge siden, at vi flyttede. Takket være fantastiske venner og familie blev det en enorm stor succes og det føles allerede så hjemligt her på 2. sal. Jeg er så glad for at vi har nået at få et større hjem, inden Gubs ankomst. Og jeg er bare glad for, hvordan alting har flasket sig. 2017 er virkelig vores år. Ja.. Generelt er alle følelserne i den positive ende af skalaen, for tiden og det føles bare dejligt. Bortset fra tøjkriseproblematikken, så er alting faktisk ret fantastisk. Og alligevel så dukker frustrationer og tårer op, ind i mellem. Følelsen af afmagt og måske også smule bekymring omkring det der venter os. Men jeg er bare glad for at vi har hinanden og at vi begge to et job at stå op til. Jeg kan mærke at vi er sammen om det her og det gør mig glad. Vi glæder os til at blive forældre.

Vi har anskaffet os barnevogn af et vennepar og en autostol af Martins veninde. Jeg synes der er noget hyggeligt ved at vores baby skal bruge deres ting. Men jeg har også til dels en forkærlighed for genbrug og den “historie” der kan ligge i de ting. I dag da vi var på udkig efter møbler til lejligheden fandt vi også lidt tøj og en nussebamse til Gub.

18379626_120332000627619961_1593431293_o

Bodies kostede 5 kr. stykket, bukserne 8 kr. og nussebamsen 40 kr. I alt 63 kr. Det er sgu i orden! Nu mangler vi bare lidt møbler til babyværelset, så istandsættelsen/forberedelsen ligesom kan komme ordentligt i gang. Jeg synes det er ret spændende at skulle indrette værelset. Det er som om det hele bliver mere og mere virkeligt, når det også tager fysisk form. Ligesom følelserne omkring Gub er blevet mere rolige og realistiske, i takt med Gubs sparken og moslen, inde i maven. Og sjovt nok har vi mærket Gub rigtig meget, i dag. Jeg fik et ordentligt los på hånden her til aften. Jeg mærker også mere hvordan Gub vender og drejer sig, derinde. Det er enormt mærkeligt og lidt klamt, men samtidig også så fantastisk. Det er ret vildt hvordan vi kan mærke at baby vokser sig større og stærkere. Jeg er virkelig spændt på hvilken person det er, som vokser sig stor og stærk, inde i min mave. Jeg synes det er fascinerende, at et andet menneske ligefrem kan gro, inden i en. Det er da for syret. Indtil Gub melder sin ankomst vil jeg nyde mine arbejdsdage og livet i lejligheden, som Misse, som kæreste og som kollega. Det er ret fedt lige at prøve sin pædagogfaglighed af, inden livet som nybagt mor starter. Derudover glæder mig til at påbegynde forældreskabet sammen med Martin og dele det kapitel i mit liv, sammen med ham.

Men nu vil jeg fortsætte resten af aftenen med en kop kaffe, mens jeg følger med i, at Martin gamer Prey.

December med stress og kærlighed

Bachelor-projektet presser sig på i min hjerne og jeg har her på det sidste været meget stresset. Hele min måde at være på, herhjemme, giver udtryk for min stressede følelse. Derfor synes jeg det er rigtig dejligt at det er jule-tid, hvor det er lovligt at “hygge” lidt ekstra – selvom man jo burde give sig selv lov til ALTID at hygge.

Jeg vågnede op i går morges, klokken 07 og kunne ikke tænke på andet end bachelor og hvordan den skulle formes, nuanceres og formuleres. Så jeg sad i to timer fuldt koncentreret og nedskrev idéer m.v.
Det er virkelig træls at det kan fylde så meget, men jeg tror det er fordi jeg gerne vil have en god karakter, som kan leve op til de mange 12-taller jeg har høstet, her på det sidste. Jeg vil jo også gerne tage en kandidat på et tidspunkt, men det er blevet mere og mere uvist, hvornår…

For fremtiden står også for døren. M og jeg er begyndt at snakke om en større lejlighed og en større lejlighed kræver en lidt højere indkomst, end den nuværende. Jeg har haft skrevet én ansøgning, men desværre intet hørt, hvilket gjorde mig ret modløs.
Det er kun én og jeg skal bare op på hesten igen og knokle videre, men jeg synes det er hårdt og jeg kan mærke en eller anden form for angstprovokerende følelse, for jeg synes ikke det er fedt at skulle beskrive mig selv på skrift. Jeg vil langt hellere ud og vise hvem jeg er og hvad jeg kan. Jeg håber på at finde et job, som kan give en god indkomst, hvorved der kan spares nogle penge, så fremtidsdrømmene kan blive til virkelighed.

På trods af at julen er fuld af hygge, med hjemmelavet marcipan og marcipanbrød, kalenderlys, adventslys og skrabekalender, så er den også en smule stressende.
Eksempelvis synes jeg, at der er mange gaver der skal sørges for, selvom det nok ikke er mange flere, end forrige år. Heldigvis har jeg sparet okay op og har derfor nogenlunde styr på gaverne, allerede. Og jeg glæder mig enormt meget til at uddele dem! I år skal jeg holde jul med min mors side af familien, hvilket betyder jul med min niece, Lilbæbmalia! Det har jeg glædet mig til, lige siden hun blev født, for et år siden.

Angående julen bliver denne jul jo også min første forsøgs-veganer-jul. Jeg blev inspireret af  With Love From K blogindlæg, til at komme lidt mere ind på emnet “kødfri jul”. For hvad er en jul uden andesteg, brunsovs og brunede kartofler? Jeg har virkelig altid elsket julemad. Mest flæskestegen, men da jeg blev ældre forelskede jeg mig også i andestegen. I år tiltaler det mig bare ikke så meget. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få lavet en sovs og brunede kartofler, som smager lækkert. Og efter at have læst With Love From K’s blogindlæg, blev jeg pludselig mere sikker på, hvad retten i år skal bestå af.
Jeg havde længe overvejet smæskestegen, men efter at have set morsbrødet, blev jeg ret inspireret.
Tilbage i 2010 var jeg den slags vegetar, som både spiste fisk, æg og mælk. Ærligt talt kan jeg ikke huske hvad jeg gjorde til jul, for jeg mener ikke at jeg valgte nogen erstatning. Jeg tror bare jeg undlod at spise kødet og spiste den sovs og de kartofler, der blev serveret. Men denne gang vil jeg gøre det “rigtigt”.

Derfor har jeg testet smagen af jul, i weekenden, sammen med min kæreste. Jeg spurgte om det var okay at vi forsøgte os med det veganske farsbrød, morsbrødet.

This slideshow requires JavaScript.

Vi lavede det uden julekrydderier, som der står i opskriften, at man eventuelt kan tilføje. Til morsbrødet kogte vi kartofler og lavede en – i min optik – virkelig lækker pebersovs. I stedet for 2 tsk’er bouillon tilføjede vi kun 1. Alligevel smagte den meget salt, så man skal være lidt påpasselig med sojasaucen, også. Men den var så lækker, at det halve kunne være nok. Dog er jeg i dilemma om den passer til brunede kartofler og rødkål. så jeg tænker at jeg i den kommende tid skal afprøve en brunsåvs med laurbærblade og måske ribsgele.

15253393_1299052396819768_1531959077534323042_n

Julerierne fortsatte i dag, da jeg her til aften besluttede mig for at afprøve opskriften på sund marcipan. Det smager godt og jeg er overrasket over, hvor “nemt” det er.

7 dadler og 150 g smuttede mandler (dette var nærmest den sværeste del af processen) og ½ dl kogt vand. Blend – og vupti! Marcipan. Klar til en tur i fryseren (dette gjorde jeg ikke, da jeg tænkte at nogle timer i køleskabet var rigeligt, men jeg vil nok afprøve en tur i fryseren (cirka en ½ time) til næste gang, så den ikke er for blød, at arbejde med).

 

Resultatet blev lakrids-the-stearinlys- hygge til julekalender i TV og marcipanbrøds-produktion. En sand 2. søndag i advents fornøjelse.

Det er virkelig rart, at efter fire år virker December ikke lige så tung og træls, når jeg tænker på det afsavn der er, ved at have mistet min morbror. Selvom det stadigvæk er smerter afsindigt meget og føles utilgiveligt og uretfærdigt.
Den 3. december vil altid være en dato, hele min familie vil huske og tårerne kan presse sig på. Men jeg synes det er fantastisk at vide, at vi rent faktisk kan leve videre og hygge os, at vi ikke er gået i stå. Jeg synes det er vigtigt, at vi ikke lader sorgen overtage, men blot være til stede, som et minde om en person vi elsker og lade sorgen være værdifulde minder.

Denne weekend har været en weekend med hygge, plads til tanker og samtaler med min kæreste, samt rare oplevelser, så som nicecream-spisning med kærestens søster. Til tider kaldte pligterne også (tøjvask, rent sengetøj, madlavning og opvask).

Det er skønt, at selvom tilværelsen er træls, stressende eller helt uretfærdig, så lever jeg et liv fuld af kærlighed og med oplevelser og erfaringer der gør, at jeg tør favne nogle af de svære øjeblikke. Jeg har lært at sige meget af det højt og dermed føler jeg også, at det meste bliver lettere. For det er sgu nemmest at have det svært, når folk omkring en ved, at man har det svært. De kan støtte, men til tider er det nok at de bare ved det. Så føler man sig ikke lige så meget i vejen. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg lever et virkelig luksuriøst liv, men det kan jeg godt glemme, når det føles lidt mørkt og tungt, inde i hovedet. Men jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for hver dag!
Mine batterier er vidst ladt mere eller mindre op til en ny uge. Denne uge kommer til at være fyldt med bachelor, julegaveindkøb, mormors gospelsang, arbejde og en weekend med kaffe-veninde-hygge, frokost med søster og niece og fødselsdag for min bror.

Carpe Diem!

 

Børneperspektiver som livsfilosofi

Når børneperspektiver sætter voksenlivet i perspektiv. Det skete for mig i dag, da jeg i børnehaven skulle ud på legepladsen. Jeg slæbte mine støvler med ud, da jeg troede jeg var lidt forsinket, og gav mig til at binde dem ved bænken.
En af pigerne kommer hen til mig og siger “hvordan er du blevet så god til at binde snørrebånd?” og spørgsmålet satte virkelig tanker i gang, hos mig. Alle de ting jeg kan, alle de ting jeg har lært og til tider prøver at lære børnene, tager jeg faktisk for givet – alt for tit. Jeg har en absurd velfungerende krop der både kan løbe, hoppe, danse. Jeg har sjældent syg og har aldrig været alvorligt, fysisk syg. Jeg kan bevæge mig fra a til b uafhængigt af andre mennesker og jeg har hverken brug for medicin eller støtte, for at have en velfungerende hverdag.

Jeg har lidt voldsomt af angst og depression, men heldigvis ikke værre end at det nu er mere eller mindre på afstand. Men hendes lille spørgsmål, som nok bare var for at høre, hvordan pokker jeg er så god til at binde snørrebånd, fik mig bare til at tænke på, at jeg bør være taknemmelig for hver evig eneste dag, i mit liv. Jeg har raske søskende, niecer, forældre. Jeg har stadigvæk mine bedsteforældre, som alle er i bedste velgående. Jeg har en kæreste, en lejlighed, er snart uddannet pædagog, jeg mangler ingen ting.

Jeg ville bare lige dele min oplysthed med online-verdenen. Jeg synes simpelthen det er fantastisk, hvad børn giver. Deres undren, deres lyst til at lære, deres nysgerrighed og deres guldkorn er virkelig noget af det, der gør min profession så vigtig. For det kan godt være, at jeg skal udvikle, danne, skabe trivsel og læring for børnene, men de skaber virkelig også meget, i mig. Og jeg har lige siden jeg stod i vuggestuen, 2012, vidst at børn er vejen frem i mit liv. Andres, såvel som mine (hvilket jeg glæder mig til).

Men hele pointen her og nu er bare, at jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for at have to ben, som jeg kan bruge. I dag løb jeg 7 km. på løbebåndet og jeg nød hvert sekund, den time det tog. For jeg var lykkelig over at have en krop, hvis kredsløb kan tåle høj puls, at jeg har muskler og knogler der kan tåle det og der kan bære mig.

Jeg er virkelig bare taknemmlig.

Carpe diem!

15073514_1274983139226694_3699664901872630360_n

Ugen der gik med tre gange fitness – ja T R E gange! Så skete det sgu. Der kom en anelse rytme i jernrykkeriet, fede tider med begyndende resultater. Det er sgu svært at komme op og træne, fordi det til tider bare er lækrest at ligge under dynen og spise hjemmebagte boller og se TV. Men vi nyder sgu også at komme derop og blive øm i vores krop. Derudover er det også fedt med resultater! Men de kan jo først ses efter flere ugers træning, så det er om at komme af sted. Nu skal jeg sgu have den røv, jeg længe har drømt om! Fit krop og booty-body til den sommer, der kommer, yay!

Der er sgu også sket tydelige ændringer, det fortæller mit spejlbillede og vægten mig. Jeg har siden i sommer tabt mig 6-7 kg. Jeg ved at træningen har en del med det at gøre, men jeg synes slet ikke jeg kunne se det samme resultat, da jeg trænede mere intenst, for et års tid siden. Jeg var konstant ked af at M skabte resultater og jeg forblev det samme. Det var demotiverende! Derfor ved jeg, at jeg ikke kun kan takke træningen, for at ændre på min krop.

Til det er der blandt andet en langt mere, tankevækkende livsstilsændring. I sommer lagde jeg minipillerne på hylden og det har gjort mig opmærksom på, at det er latterligt, hvad de små piller gør. Jeg kan mærke en betydende forskel. Slut med at have en krop umulig krop! Slut med pletblødninger eller udebleven menstruation, som kun skaber frygt for ufrivillig graviditet. De lange frustrerede øjeblikke, og min påbegyndte veganske tankegang og en snak med M omkring det hele, hjalp mig til at fravælge pillerne. Hvad der er bedst for mig og min krop er mit valg. I dag, cirka fire måneder efter, er jeg virkelig glad for, at jeg valgte pillerne fra. Min krop slapper af, lige så gør jeg og jeg er tryg ved min krop og føler jeg kender den.

Derudover tror jeg også, at jeg kan takke den plantebaserede kost,for mit vægttab. Der er ikke særlig meget slik uden animalsk indhold (eksempelvis favoritten; mælkechokolade). Så det blev der skåret rigtig meget ned på, samtidig med jeg har spist rigtig meget grøntsagsmad. Men det er bare en bi- og bonusting (at tabe sig og være glad i kroppen) ved den plantebaserede kost og ikke grunden til påbegyndt veganske tanker.

14962638_1272179002840441_3908653201430304821_n

Men når det kommer til udvalget af lækre gastronomiske oplevelser i bylivet, i Roskilde, så matcher billedet her, meget godt min oplevelse.

Roskilde by emmer ikke af veganske restauranter og da jeg eksempelvis, for noget tid siden, skulle drikke kaffe med nogle veninder, var det eneste på menuen pommes frittes. En rigtig træls og tør oplevelse, på trods af at de var skide lækre – og det gik da okay, at skylle dem ned med sort kaffe, mhmm!

15102283_1275472385844436_1817370450_o

Til gengæld er der gode muligheder og opskrifter på nettet, til at øge vægten lidt igen og forkæle den søde tand. I fredags kom M på den skide gode idé, at vi skulle bage. Så han tryllede en vegansk banan-og-chokolade-muffin-opskrift frem. Vi skyndte os i Fakta for at handle de manglende ingredienser ind (vi har efterhånden de vigtigste, veganske ting) og gik i gang med bagningen. De er virkelig svampede og lækre, og valnødderne gav en god knasende fornemmelse og smag, hvilket virkelig er prikken over i’et! Weekenden fortsatte i hygge-gearet (heldigvis!)

Lørdag valgte vi nemlig, spontant, at tage i biografen og se Marvel’s Dr. Strange. Vil klart anbefale filmen, selvom den var anderledes end hvad jeg forventede, men ikke dårlig og jeg synes det var en underholdende oplevelse og pengene værd. Jeg lod telefonen blive hjemme, for det er en dårlig vane jeg har, hele tiden at tjekke den. Jeg slappede virkelig af og det var bare rart at være sammen med M.

Jeg har også forsøgt mig med en ny mascara i weekenden. Dette, fordi jeg har tænkt over og prøver at gå mere i dybden med veganske tanker og principper.

 

Blandt andet den kosmetiske del. Jeg har derfor undersøgt make-up og fandt ud af, at Nilsens Jord nr. 781 blandt andet er et af de produkter, der ikke testes på dyr.

Rent oplevelsesmæssigt var det dog en smule skuffende. Da jeg har enormt store øjenvipper, var jeg noget skuffet, da jeg tog den ud af hylsteret og så størrelsen. Og lige så var det en akavet og flad fornemmelse at påføre mascara, med den lille dims. Til gengæld syntes M, at det færdige resultat var godt. (OBS. det er ikke ALT fra Nilens Jord der er vegansk!)

Jeg er glad for alle de hjemmesider og blogs jeg finder, med svar på hvad der er vegansk eller forslag til, hvordan du laver din egen make-up, deodorant m.v. Jeg synes det er en helt ny, mere spændende og lækker verden og alle de frustrationer jeg havde, i sommer, over at have taget valget, er så småt forsvundet og jeg bliver mere og mere glad for beslutningen om, at vælge dyrene til og mine egne behov, fra. Selvom jeg nogle gange synes det er dyrt eller åndssvagt, så tænker jeg på, at det går ud over forsvarsløse væsner, som ikke selv har valgt at være buret inde, for at blive pint og lide en forfærdelig død. Og verdenen er jo fuld af gode muligheder/alternativer, der er jo slet ingen grund til at dyrene skal lide!

Jeg er stadigvæk ikke hundrede procent vegansk, da det er en proces og der kommer fortsat til at gå lidt tid, men jeg prøver virkelig at have det hele i baghovedet og undersøger de muligheder der er og arbejder ud fra det.

15052144_1275472365844438_480867033_o

Noget af det weekenden også er blevet brugt på er, at jeg er kommet i hyggestemning og derfor har prøvet at sprede den lidt, herhjemme. Jeg har forberedt lejligheden lidt på juletiden der kommer og har, sammen med M, lavet en advents-“krans”. Jeg havde nemlig købt fire lys, som desværre var skabt til at sidde i en krans af gran og ler – som er noget af det allermest forfærdelige i verden – så derfor skulle der noget andet til. Min søde Mr. handy-man var skide god og metallet ud af bunden på lysene og placerede dem derefter på vores nyindkøbte fad, som jeg efterfølgende pyntede med blomster fra kærestebuketten. Jeg har også købt et kalenderlys og jeg føler mig rigtig klar til jul. Selvom at der lidt er en uskreven regel om, at der ikke må pyntes op til jul, før efter M’s fødselsdag. Men det kan jeg godt leve med – hvis bare jeg må have kalenderlys og adventslys (og det har jeg givet mig selv lov til)!

Nu venter en uge med empiri-indsamling, bachelor-skrivning, garntrisse-hygge, besøg hos momse og moffe og tøse-festligheder. Så det var rart med en off-weekend til at pleje tosomheden og få styr på lejligheden.

Carpe Diem!

 

 

Når uddannelsens ende rammer en i ansigtet med luksuriøse dilemmaer

Når livet byder på luksuriøse dilemmaer så som “skal jeg skrive jobansøgning eller skal jeg tage en kandidat?”, så ved man, at man har det pisse hamrende godt. For det har jeg ærlig talt. Og med nogle fine anbefalinger, gode praktikker og erhvervserfaring i baghånden, så er det egentlig ikke så svært at skrive en jobansøgning. Især ikke, når jobopslaget kommer fra et sted, som virkelig fanger ens egne personlige og professionelle værdier.

Det er til dels skræmmende og til dels spændende at sidde med jobopslaget i hånden og overveje om dette muligvis bliver ens eget, selvvalgte arbejdsplads. Jeg ved at jeg er uddannet til at skabe udviklende miljøer med plads til trivsel, leg og læring og at jeg selv har egenskaber i forhold til praktiske og pædagogiske opgaver. Men spørgsmålet ligger mere i, om man skal søge jobbet eller ej. Om det er at tænke at det første er det bedste eller om det er nu man skal tage sin kandidat.

Jeg har virkelig længe tænkt, at jeg skulle videreuddanne mig, nu jeg har lyst til at læse, men der var ikke nogen af kandidaterne der passede, i forhold til hvornår jeg er færdiguddannet. Og der er heller ikke kommet nogen vikariater ind i mit synsfelt. Der er til gengæld kommet en pædagogisk stilling med opstart der passer til endt uddannelse og lysten til at tjene nogle penge og afprøve mine færdigheder, pirrer mig.

Det er spændende, underligt og anderledes og jeg er fyldt med noget der emmer af følelsen af opkast, sommer og forfrysninger. Det er meget underligt.

Jeg er nok bare pisse bange for, om jeg overhovedet kan leve op til at være en rigtig pædagog. Det er i det hele taget en skræmmende tanke, at skulle fastansættes med det ansvar der ligger i, at kalde sig “pædagog”. Nu er jeg ikke længere gemt i den trygge boble der hedder “pædagogstuderende” og næste gang stopper praktikken ikke efter et halvt år. Næste gang skal jeg måske deltage og opleve hele årshjulet og jeg kommer til at opleve alt fra både sommer, sol, sand og sandaler, elleve-taller, elefanthuer og energimangel. Der bliver pålagt mig et ansvar i forhold til samtaler, forældre, børn, kollegaer og hus. Faktisk er jeg ikke så nervøs for alt det, men spændingen svulmer op og skvulper rundt, allerede nu, nede i maven.

Det er med garanti en normal følelse af at ende uddannelsen og “hvad-skal-der-ske-nu” følelsen. Ligesom jeg kan erindre fra gymnasiets afslutning. Nu føler jeg bare der ligger et større ansvar og en bevidsthed omkring voksen-livet som jeg har et enormt had/kærligheds-forhold til.

Men mest af alt har jeg pludselig fået en følelse af, at jeg skal afprøve mine evner som pædagog. Og det tror jeg måske også er vigtigt. Dog er jeg bange for aldrig at komme til at tage kandidaten. Livslang læring er et af mine motto og jeg vil virkelig ikke glip af en højere uddannelse. Men måske – hvis jeg står ved det, tror på at det kan lykkedes og sparer penge op – kan jeg tage kandidaten senere i livet.

Kaffe Diem!

Veganisme – endnu en kasse

Veganisme betegner såvel det at indtage udelukkende vegetabilske fødevarer, og grundlæggende en filosofi og måde at leve på, som forsøger at udelukke – så vidt som muligt og praktisabelt – alle former for udnyttelse af dyr til føde, tøj og andre formål.[1] I forlængelse heraf promoverer man udviklingen og brugen af vegetabilske alternativer til animalske produkter. I kostmæssige termer betyder det at undgå alle produkter udvundet helt eller delvist fra dyr. En person, der udøver veganisme, betegnes som veganer. Betegnelsen kostveganer anvendes, når personen spiser en vegansk kost, men afstår ikke nødvendigvis fra at bruge læder og silke og andre produkter fra dyr” (Wikipedia.dk)

Jeg er til tider ved at brække mig over de diskussioner jeg læser på Facebook-siden Veganere og Vegetarer. Her går diskussionen tit på valg af ord i forhold til at beskrive sig selv.  Endnu en gang skal folk puttes i kasser og helst de rigtige. Gør de ikke det, så bliver de straks korrektet eller lignende adfærd opstår, på det sociale medie. Hurra for Facebook, bedrevidende folk m.v.
At det eksempelvis ikke er tilladt at kalde sig “sundhedsveganer” eller “pseudo-veganer” fordi det er misvisende eller ikke findes. Eller at kalde sig veganer, hvis man kun er veganer hjemme og ikke ude. Det er med garanti også rigtigt, at du selvfølgelig ikke er veganer, hvis du spiser mælk og æg ude, men blot vegetar. Det er også blevet lidt en dille. Jeg er selv langt fra at være veganer og kalder mig selv “forsøgs-veganer”. Jeg er blevet mere og mere obs på fødevarer og hvad jeg skal gå efter og ikke skal gå efter. Men jeg vil heller ikke sulte, så hvis der ikke står noget om hverken æg, kød eller mælk på produkterne og jeg ikke lige kender alle de andre fine ord på indholdet af produktet, ryger det ned i kurven.

Jeg synes det er skægt det med alle de fine betegnelser for at være vegetar. Man er ikke længere “bare” vegetar. Nej, nej, hvis du drikker mælk er du lacto-vegetar, æg (ovo) og fisk (pesco). Endnu engang “kasser”. Det er nærmest til grin, ærlig talt, hvordan det hele kan komme ned i sådan petitesser og jeg synes det virker åndssvagt at diskutere noget så småt, som ordvalg af beskrivelsen. Jeg kan godt forstå holdningen til misvisningen i det, men at der nærmest iblandt ikke-kød-spisende-folk kan foregå ikke kun en udelukkelse af udelukkelse af alle former for udnyttelse af dyr til formål, men også udelukkelse af folk som ikke har sit repertoire i orden, i forhold til den plantebaserede kost og dyreetiske valg. Hvilket for mig, virker dybt ironisk.

Det gode ved siden er, at mange kommer med forklaringer og synspunkter på det hele og egentlig kunne jeg jo også bare melde mig ud af gruppen. Jeg er bare selv glad for at kunne spørge ind til opskrifter eller følge med i de mere givende svar der kommer.

Den veganske filosofi og livsstil har rykket mine tanker og holdninger, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt. Jeg er begyndt at overveje alt fra uld, skind, honning, hårfarve, make-up m.v. så det er en god begyndelse. I går fandt jeg vegansk slik i Føtex (lakridser og vingummi), derudover har jeg købt vegansk protetinpulver i forhold til min træning og jeg har fundet lilla hårfarve som er vegansk. Derudover er jeg rigtig glad for den primært veganske kost, som jeg spiser og stadigvæk bliver inspireret af. Jeg har fundet boget som omhandler sundhed og kan gå ind under kategorien “kostveganer”. Bogen hedder “Det Helbredende Køkken”.

Kærestedag, strikketøj og slik

Dagen i dag har budt på mange forskellige ting, som har bidraget positivt til humørbarometeret.

Da jeg trådte ind ad døren i dag, blev jeg mødt af den sødeste, mest uglede herlighed, iklædt hættetrøje. I hånden holdt han en buket blomster som han rakte med ordene “de er lilla”.

14925379_1264898156901859_5763729317262899406_n.jpg

Jeg er simpelthen den heldigste i hele verden eller sådan føler jeg mig i hvert fald, hvis jeg selv skal sige det. M kommer sjældent med blomster og det er virkelig heller ikke noget jeg går og mangler eller har brug for, for han viser sin kærlighed på så mange andre områder, hele tiden og jeg er vild med hans måde at vise den på. Men da han stod der med blomster i min yndlingsfarve, smeltede jeg endnu mere, inden i. Måske hele scenen med hår, hættetrøje og flotte øjne. Jeg blev total overrasket!

Jeg måtte senere ud af døren igen, fordi jeg havde et barnepige job, som skulle passes. Jeg ramte lige præcis haglstormen, men heldigvis ingen røde kinder og det var hyggeligt at hente pigen i børnehaven og følge hende hjem. Efterfølgende mødtes jeg med M i Føtex hvor vi fandt vegansk slik (haps, haps!)

skaermbillede-2016-11-02-22-39-31

Bløde, søde bamse lakridser til 19.95 kr og endnu blødere og sødere vingummibamser til 13.95 kr.

Sammen med strikketøjet blev poserne puttet ned i tasken og bragt med til garntrissehyggeklubben med the, æblesnacks, oreo’s og slik. Der blev snakket, sludret, slupret, grint, joket, strikket og stoppet en masse. Det var såååå  hyggeligt! Det er simpelthen en af de bedste ting på sådan en winter-is-coming-kind-of-night hvor bladene suser, vinden er begyndt at bide og man egentlig er lidt træt af at sludre med kærestens venner over Skype. Det var ægte rart med noget kvindetid og så er det faktisk enormt hyggeligt, spændende og lidt sjovt, at strikke. Jeg har meget at lære endnu, men det er afslappende og lækkert at koncentrere sig om noget, med sine hænder. Jeg er blevet lidt inspireret til, måske at høre lydbøger, mens jeg strikker.

14958983_1265354200189588_1884160899_o

So far, so good. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat! Der er dog ret lang vej endnu, især i dette tempo.

Fra spontan angst-lignende-jeg-magter-det-ikke-følelse til hotdog-hygge med et enkelt klik

Da jeg i morges vågnede var noget af det første der skete, en følelse af ubehag gennem hele kroppen. Jeg magtede ikke dagen. Jeg greb derfor min telefon og aflyste en aftale, som jeg ellers haft planlagt i et stykke tid. Dette på grund af følelsen af, ikke at kunne rumme dagen. Jeg er så låst fast i min bachelorboble og jeg er så vant til bare at være herhjemme, at jeg havde en følelse af frygt for, at gøre noget anderledes.

Jeg har brug for planlægning og eftersom jeg ikke havde en fornemmelse af tiden gennem dagen, skabte dette uro i kroppen.

Da jeg havde været oppe og træne kom der en ro over mig. Min sendte SMS blev fortrudt af dårlig samvittighed og tanker om, at jeg heller ikke skal lukke mig inde i min egen lille boble og forstærke følelsen, men komme lidt ud, socialisere mig, opleve andre ting, andre perspektiver og andre mennesker.

Efter kursus i metode, på studiet, var der mere ro på bachelor-følelsen og jeg tog til København – rettere sagt Nørreport – hvor jeg stod på den åbne plads og ventede på K.

I mens jeg stod og ventede tænkte jeg over en masse forskellige ting. Det var nærmest terapeutisk at stå der på den åbne plads og observere og sanse alle de forbigående. Alle de forskellige typer af stilarter, karakterer og faconer, som i forskellige tempi, bevægede sig frem og tilbage på pladsen. Tænke over deres færden, hvem de gik med, se på deres tøjstil og udtryk. Jeg selv følte mig lidt malplaceret med min grønne jakke og lyserøde halstørklæde, midt i mængden af primært mørkt overtøj.
For at holde varmen lidt, bevægede jeg mig hen til et andet punkt på pladsen, hvor jeg blev mødt af en Unicef-facer. Han begyndte at fortælle om “School in a box”, hvilket jeg lyttede til og fortalte at det lød spændende og at jeg vidst havde hørt om det før. Vi kom ond på  forskellige synspunkter. Han fortalte at han oprindeligt kommer fra Ghana. Han kom ind på hans egne interesser i forhold til bæredygtighed og at han læser omkring CO2-aftryk. At kylling er bedre kød end oksekød i forhold til det globale CO2-aftryk, hvordan vi passer på kloden, vindenergi, hans holdning til frivlligt arbejde. Vi snakkede om dilemmaer i verden, omkring fair-trade, fattige der endelig kommer i arbejde og kan tjene penge, orangutanger, kødindustrien m.v.

Jeg blev taknemmelig over for min modtagelighed, at jeg normalt hurtigt afviser facere, mest på grund af røde ører omkring økonomi og at jeg også får dårlig samvittighed over, ikke at ville eller kunne betale penge til alle mulige organisationer her og nu. Jeg har været medlem af Unicef og Amnesty, men pt. har jeg min egen økonomi i fokus. Men det var rart faktisk bare at stå og snakke, selvom han ikke fik nogen økonomisk værdi ud af det, så tror jeg også han syntes det var spændende at dele synspunkter og holdninger med en forbipasserende. Det var en god dag at komme ud af sin boble på.

Pludselig stod K der, jeg introducerede dem for hinanden, Unicef-faceren sagde farvel og K og jeg gik ned til DØP (den økologiske pølsevogn) for at få 2 for én hotdogs pris, i anledning af international veganer-dag. Vi skyllede den ned med en økologisk Ginger Ale, satte os på en bænk mellem væltende cykler og blade og startede en længere samtale. K rullede en smøg og jeg modtog den fineste gave. En kattetallerken med høj hat og klaver i sort, hvid og blå. Jeg er forelsket! Da vores hænder nærmest var frosset af foreslog K vi skulle bevæge os ind i Studenterhuset og drikke en kop kaffe. Her sad vi så og fortsatte vores snak og diskussion lige fra tidligere til nuværende venskaber, verdenssituationen, privatlivssituationen, politiske holdninger, følelser, interesser, hvad-laver-du-egentlig-nu-catch-up og andre emner.

Jeg er glad for at jeg i dag overvandt følelsen og gjorde noget, som jeg tit ikke gør noget ved og glemmer at sætte pris på eller skaber en underlig form for frygt omkring. Det er de små ting i livet, som ofte udgør den store lykkefølelse og i dag var én af de oplevelser, som jeg virkelig sætter pris på og derfor også vælger at skrive et blogindlæg omkring.

Jeg var én SMS fra ikke at have skabt positiv energi i min tilværelse. Ikke at få nye inputs eller bare at catche up med en ven, som jeg før i tiden var rigtig nær. Og jeg tror at noget af det allermest ødelæggende ved mig selv, er til tider den spontante angstlignende tilstand, hvor jeg stresser op over ikke at have en fornemmelse af tid, overskud og en manglende følelse af tillid til at jeg er god nok. Det virker helt vildt svært at forklare, følelsen, både til mennesker face to face, men også her nu, på skrift. Ja selv at tænke tanken i en ren form, uden en masse andre forvirrende tanker, ind over. Men det er i bund og grund en slags hjertebanke-givende følelse, som opstår og hvor jeg mest af alt har lyst til bare at sige “nej tak, ellers tak. Jeg magter det ikke”. Hvorefter jeg kan sidde med en følelse af dårlig samvittighed eller at fortryde, når valget er taget og ikke kan laves om.

Det minder mig om en oplevelse, da jeg var lille. Jeg var i børnehave-alderen og var inviteret til en børnefødselsdag. Jeg sagde til min mor, at jeg ikke ville med. Hun blev ved med at sige, at sagde jeg nej, kunne jeg ikke komme med, senere.
Senere ville jeg pludselig gerne af sted, alligevel og min mor fortalte, at det kunne jeg ikke komme, for nu havde jeg sagt nej. Dér fik jeg en øv-følelse i hele kroppen. Den følelse opstår stadigvæk, til tider, når jeg melder afbud til ting. Men jeg melder afbud fordi jeg på en eller anden måde ikke kan rumme den. Fordi der opstår en kaos-angst-lignende følelse.

Det er træls med den slags følelser og i dag er jeg bare meget tilfreds med at jeg kom af sted. For det var forbandet rart og noget af det jeg kan putte ind på værdikontoen.

Carpe Diem!

 

 

WordPress.com.

Up ↑