Mine tanker og graviditet #6

Graviditetblues

… fordi det findes altså.

Og det er der nok ikke så meget tvivl om, men for nogen er der større tendens til negative tanker, end andre.

Jeg ved ikke hvilken kategori jeg hører til, men det er i hvert fald ikke særlig spændende når der lander et tæppe med tristhed hen over en, i den tid der burde være noget så lykkelig. Fuld af babybulelykke og spændthed.

Måske er det bare fordi man tror det skal være en lykkelig og spændende tid, selvom den jo også er fuld af tanker af den mere seriøse slags.

Det var perfekt timing at jeg i tirsdags have konsultation med jordemoder. Efter at have været lidt påvirket af triste følelser, have tudeture og ikke engang have lyst til at gå i fakta, grundet andre mennesker, var det rart at løfte tæppet af og tale om tingene, i samspil med Martin og jordemder.

Jeg er virkelig glad for at have tilmeldt mig Hjemmefødselsordning Region Sjælland (HOS). Jordemoder er meget lyttende og samtidig rådgivende, hvilket fik mig til at føle mi tryg og hørt. Et forslag hun kom med var, at søde ventetiden med at gøre noget godt for sig selv hver dag eller at have noget at nørkle med, så ventetiden ikke bliver sådan en (s)tilstand af utålmodighed og store følelser. Det at have noget fysisk at arbejde med (strikke, hækle, male m.v.) hvor der kommer et resultat kan være en god måde at arbejde med sine følelser på, mens man venter.

Derfor skal jeg også snart i gang med den scrapbook jeg har planer om at få lavet. Jeg er bare nervøs for at gå i gang, fordi jeg allerede nu bekymrer mig om, om den overhovedet bliver pæn. Typisk mig!

Jeg har gået med forskellige følelser omkring det at skulle blive forældre – om hvad der føles som et øjeblik og samtidig som vildt lang tid. Det er især underligt at tænke på, at nu findes der snart ikke den samme tosomhed, som jeg virkelig er glad for og det liv, som Martin og jeg har sammen. Der kommer et lille nyt individ ind i billedet, som vi i samspil skal lære at kende og dermed skabe gode, positive rammer som det kan vokse op i og have en barndom i. Samtidig med at vi skal lære hvordan vi sammen og hver for sig skal være, i forhold til dette individ, men også huske på den tosomhed, som vi “kommer fra”. Jeg bekymrer mig, netop fordi jeg er så glad for alt det vi har, sammen.

Det var som om at jordemoder fik bøtten vendt og det var rart med lidt professionel rådgivning, selvom det lige så vel kunne have været noget ens veninde havde sagt til en. Men måske virkede det ekstra “kraftigt” på mig, at det var en jordemoder der fortalte at det er okay at forkæle sig selv. Og måske er det generelt bare en vigtig lektie, at man skal være god til at gøre noget godt for en. Skabe sine egne solstråler i hverdagen – og jeg tror måske det er det, som jeg i det hele taget ikke er god til. Jeg er lidt for god til at fokusere på de negative ting.

Jeg havde en forestilling om, at jeg i barselsperioden stod tidligt op hver dag og var huslig og gjorde noget ud af hjemmet eller gik en lang tur. Men jeg har fundet ud af at jeg virkelig har brug for at komme ned i gear og tage tingene i mit eget tempo. Og at jeg nogle gange har brug for at stå sent op eller at tage en 1-2 timer lang lur. Men i min perfekte verden var den perfekte vordende mor overskuds-agtig og a-menneske. Hvilket overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed jeg befinder mig i. Og det er dét jeg skal lære – at acceptere og være fleksibel ift. at tilværelsen slet, slet ikke er som man nogle gange forestiller sig… Og måske er det også sådan forældreskabet kommer til at blive. Livet med et barn er uforudsigeligt og ikke noget man kan planlægge sig igennem.

Ej heller fødslen.

Derfor kan jeg lige så godt putte det lidt i “glemmebogen” at terminsperioden starter på lørdag og at baby kan komme når som helst og i stedet for leve lidt som om jeg aldrig kommer til at føde, men samtidig planlægge nok til at jeg er klar nok til at føde hjemme.

Så nu forsøger jeg at forsøde ventetiden med at tage en ting af gangen og sige “jeg når det jeg når”.

Og så fortæller jeg mig selv, at lejligheden ikke behøver at stråle som kom dronningen på besøg, bare fordi jeg går hjemme.

Måske er det her på falderebet i tidslinjen fra ung til voksen, at det pludselig går op for mig, at det at nyde sit eget selskab, sig selv og at gøre noget for sig selv, er enormt vigtigt for at man selv blomstrer, vokser og lever.

Så derfor….

Carpe Diem din barsel!

 

Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

Mine tanker og graviditet #4

Babyshower

18954870_1505021976222808_4892144668889851192_o

Jeg troede ikke jeg var typen der blev holdt babyshower for, eller at jeg var typen som ønskede et babyshower. Så da jeg ankom hos min mor for liiiige at hente det vasketøj og den kuffert min lillesøster skal bruge, inden hun rejser til Budapest, ja og måske lige sludre lidt og drikke en tår kaffe, inden vi efterfølgende vendte snuden mod søsters lejlighed, var det ikke en stue fuld af mennesker fra forskellige hjørner af mit liv, jeg havde regnet med at møde. Jeg havde ingen anelse – og det er sgu da meget godt – så man kan sige at planen lykkedes. Jeg blev O V E R R A S K E T, da jeg åbnede døren og opdagede pynten og tænkte “gud, mor er ved at holde et eller andet. Vi forstyrrer!”. Hvorefter jeg blev forvirret over at se min mormor, svigermor i samme stue, ja sammen med alle mine venner som ikke kender hinanden og andre familiemedlemmer. Det fyldte ret meget hos mig og folk kiggede på mig i tavshed, imens jeg begyndte at tude og måtte kramme lillesøster, hvorefter jeg lukkede døren igen og gik ud på badeværelset, for lige at finde mig selv og noget papir til at tørre øjnene.

Det er ikke noget man lige tænker på, at man måske faktisk har brug for og måske har man ikke brug for det. Gaverne er selvfølgelig lækre at få og rigtig dejlige, men det var virkelig bare fantastisk at se så mange mennesker, som man selv holder af, stå der og “være der” for en, med knus og kærlighed.

18954685_1505010572890615_1924055962176932888_o.jpg

Lykønske en noget, som man selv er total i alverdens-følelsers-land omkring og som hele ens hverdag, drømme og tilværelse er fyldt af. For hele mit liv er meget fokuseret på det at skulle have en baby – både praktisk, mentalt og hjernen kører rundt med tanker om fødsel, om opdragelse, om glæde, lykke, sorg, frygt, forvirring – ja hele palletten. Det er fantastisk og angstprovokerende og til tider isolerende. Ja for jeg isolerer lidt mig selv, for at beskytte babyen og ikke gøre noget der kan skade den, samtidig savner man omverdenen og mangler lidt opmærksomhed, men den er svær at bede om eller sætte ord på. Og så er der det fysiske, i forhold til krop og træthed, for man kan ikke være ude så meget eller lave alle mulige badutspring, som man plejede og det er ikke lige værtshuset man kommer så meget på mere. Også fordi man tænker over hvad andre tænker, plus tøjet sidder dårligt eller også kan man ikke længere passe det. Ja der er mange ting og egentlig er det luksusproblemer, men stadigvæk “problemer”, overvejelser og følelser som man oplever en til flere gange om dagen. Endvidere er der også graviditetshjernen som fylder, med glemsomhed og hurtig distrahering, hvorved man føler sig fjollet og som en semi-grøntsage. Men det tager jeg glædeligt med. Lige nu føler jeg nemlig at det hele er så fantastisk og det rigtige, i hvert fald for mig.

Så oven på en kort dag som i dag med kæmpe overraskelse midt i alle de hormonelle følelser og store tanker, så er jeg total udmattet og bare lykkelig. Hold kæft hvor er jeg heldig at jeg har sådan nogle søde, smukke mennesker i mit liv. Og jeg tror lige præcis det var det jeg havde brug for at vide. Jeg er ikke isoleret, jeg har ikke mistet folk omkring mig, jeg er ikke alene, men har venner og familie som gerne vil mig stadigvæk. Jeg er ikke bare “Misse-mor”, men stadigvæk Misse og Michelle. Det er rart at få bekræftet. Selvom jeg er ovenud lykkelig over at skulle være mor – noget jeg altid har ville og altid glædet mig til. Og jeg er fortsat lykkelig over at skulle dele titlen “forælder” med verdens bedste kæreste.
Denne følelse blomstrede ydermere op i går, da vi var til et arrangement på RUC, hvor kæresten fik lige så meget opmærksomhed omkring maven, som jeg gjorde. Det føltes fantastisk. “Er det faderen?” blev der spurgt og jeg kunne stolt og lykkeligt svare “JA!”. Det er faderen til vores baby og er han ikke fantastisk?!

Jeg er i en eller anden rus. Lykke. Babyboble af lykke. Det er fedt og jeg vil forevige dette minde og glæde mig over hvor smuk og fantastisk en graviditet også kan være. Sikke en måde at gå ind i 31. uge (30+0).

Carpe Diem og babylykke!

Leveregler

Vi lever alle sammen efter visse regler, normer og værdier, som vi koder inde i vores hoved, for at skabe en tilværelse hvori vi kan leve – eller overleve.
Visse leveregler er positive og er ligesom med til at opløfte os i vores liv, mens andre er negative, stressende og nærmest kun til, ift. overlevelse.

P.t. har jeg skulle tænke over “leveregler”, hvilket fik mig til at tænke over hvorfor jeg mon, i sin tid, overhovedet startede med at blogge. Blogging er jo i en vis grad også en måde at føle sig ‘set’ og ‘hørt’ på, selvom det ikke altid er til at vide, hvor mange der egentlig lytter med.
Jeg ved at mange af mine leveregler har omhandlet eller været en del af mit lave selvværd. Reglerne har været ift. at skyde mig selv ned. Jeg skulle tænke mange negative tanker om mig selv, hvis jeg blot tænkte én positiv – for at tænke positivt om sig selv er arrogant, egoistisk og ikke i orden. Det at rose mig selv gjorde mig skrækslagen og nervøs.
Det er jeg heldigvis vokset rimelig meget fra, men faktisk blev jeg først stærk og turde, da jeg i 2013 startede på pædagogseminaret. Det var ligesom først der jeg brød mine gamle leveregler, gav mine negative tanker en stor fuck-finger og rejste mig op. Ikke at sige, at de ikke har været der alligevel, men det er blevet bedre. Meget bedre.

I dag er jeg kommet endnu længere, men ind i mellem kigger nogle af de negative, stressende og nedbrydende regler frem. Eksempelvis at jeg intet er værd eller at jeg er et dårligt menneske, hvis ikke alle kan lide mig. Hvilket har været en regel der har fyldt meget, størstedelen af mit liv. Det er virkelig ikke sundt og jeg er jo egentlig også godt klar over, at ikke alle kan elske alle og ind i mellem er man en stor idiot eller det der er værre, i andres optik. Det er bare det at leve med det. At acceptere det at miste, at være skyld i at ødelægge eller miste venskaber osv. Det er følelser jeg har haft svært ved at leve med og dermed slået mig selv i hovedet over det elendige menneske jeg er. Og typisk er der sket denne slags følelser, når jeg har taget en beslutning, hvor jeg endelig turde tro på min mavefornemmelse og intuition, hvorefter helvede brød løs. Det at stå med alle de mange andre følelser og skulle leve videre derfra, har været kampe jeg har skulle kæmpe mig igennem. Det har været situationer hvor jeg har haft det ene negative leveregels-mantra efter det andet, rungende i mit hoved.

Og endelig, for blot få uger siden, fik jeg en forklaring på mig selv og mine følelser. At vi gennem vores barndom og opvækst danner disse “leveregler” og at de kan være positive, men også negative. Og at disse negative leveregler er med til at man kan få depression, angst og lavt selvværd. Jeg undrer mig over, at jeg i en alder af 25 år først lærer om mig selv, men jeg glædes også ved, at jeg bliver ældre og bedre til at håndtere mit livs udfordringer.

Det er en umulig mission at være perfekt og god i alles øjne og være noget for alle mennesker. Man kan ikke være venner med alle og især ikke nære venner. Det virker nok dybt logisk for rigtig mange og sikkert også nemt og lige til, men for mig har det været svært at forstå og ligesom leve i. Disse tanker håber jeg, at jeg kan udvikle på og omdanne til positive leveregler, for resten af mit liv. Jeg ønsker at se trolden i æsken i øjnene, når den popper op og ser på mig, fremfor at prøve at gemme den væk, igen. For jeg må jo nok snart indse, at min depression, angst og mit meget følsomme jeg, altid vil være en del af den jeg er og det er nok bedre at acceptere det, end at gemme det væk.
Carpe Diem

Børneperspektiver som livsfilosofi

Når børneperspektiver sætter voksenlivet i perspektiv. Det skete for mig i dag, da jeg i børnehaven skulle ud på legepladsen. Jeg slæbte mine støvler med ud, da jeg troede jeg var lidt forsinket, og gav mig til at binde dem ved bænken.
En af pigerne kommer hen til mig og siger “hvordan er du blevet så god til at binde snørrebånd?” og spørgsmålet satte virkelig tanker i gang, hos mig. Alle de ting jeg kan, alle de ting jeg har lært og til tider prøver at lære børnene, tager jeg faktisk for givet – alt for tit. Jeg har en absurd velfungerende krop der både kan løbe, hoppe, danse. Jeg har sjældent syg og har aldrig været alvorligt, fysisk syg. Jeg kan bevæge mig fra a til b uafhængigt af andre mennesker og jeg har hverken brug for medicin eller støtte, for at have en velfungerende hverdag.

Jeg har lidt voldsomt af angst og depression, men heldigvis ikke værre end at det nu er mere eller mindre på afstand. Men hendes lille spørgsmål, som nok bare var for at høre, hvordan pokker jeg er så god til at binde snørrebånd, fik mig bare til at tænke på, at jeg bør være taknemmelig for hver evig eneste dag, i mit liv. Jeg har raske søskende, niecer, forældre. Jeg har stadigvæk mine bedsteforældre, som alle er i bedste velgående. Jeg har en kæreste, en lejlighed, er snart uddannet pædagog, jeg mangler ingen ting.

Jeg ville bare lige dele min oplysthed med online-verdenen. Jeg synes simpelthen det er fantastisk, hvad børn giver. Deres undren, deres lyst til at lære, deres nysgerrighed og deres guldkorn er virkelig noget af det, der gør min profession så vigtig. For det kan godt være, at jeg skal udvikle, danne, skabe trivsel og læring for børnene, men de skaber virkelig også meget, i mig. Og jeg har lige siden jeg stod i vuggestuen, 2012, vidst at børn er vejen frem i mit liv. Andres, såvel som mine (hvilket jeg glæder mig til).

Men hele pointen her og nu er bare, at jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for at have to ben, som jeg kan bruge. I dag løb jeg 7 km. på løbebåndet og jeg nød hvert sekund, den time det tog. For jeg var lykkelig over at have en krop, hvis kredsløb kan tåle høj puls, at jeg har muskler og knogler der kan tåle det og der kan bære mig.

Jeg er virkelig bare taknemmlig.

Carpe diem!

Når uddannelsens ende rammer en i ansigtet med luksuriøse dilemmaer

Når livet byder på luksuriøse dilemmaer så som “skal jeg skrive jobansøgning eller skal jeg tage en kandidat?”, så ved man, at man har det pisse hamrende godt. For det har jeg ærlig talt. Og med nogle fine anbefalinger, gode praktikker og erhvervserfaring i baghånden, så er det egentlig ikke så svært at skrive en jobansøgning. Især ikke, når jobopslaget kommer fra et sted, som virkelig fanger ens egne personlige og professionelle værdier.

Det er til dels skræmmende og til dels spændende at sidde med jobopslaget i hånden og overveje om dette muligvis bliver ens eget, selvvalgte arbejdsplads. Jeg ved at jeg er uddannet til at skabe udviklende miljøer med plads til trivsel, leg og læring og at jeg selv har egenskaber i forhold til praktiske og pædagogiske opgaver. Men spørgsmålet ligger mere i, om man skal søge jobbet eller ej. Om det er at tænke at det første er det bedste eller om det er nu man skal tage sin kandidat.

Jeg har virkelig længe tænkt, at jeg skulle videreuddanne mig, nu jeg har lyst til at læse, men der var ikke nogen af kandidaterne der passede, i forhold til hvornår jeg er færdiguddannet. Og der er heller ikke kommet nogen vikariater ind i mit synsfelt. Der er til gengæld kommet en pædagogisk stilling med opstart der passer til endt uddannelse og lysten til at tjene nogle penge og afprøve mine færdigheder, pirrer mig.

Det er spændende, underligt og anderledes og jeg er fyldt med noget der emmer af følelsen af opkast, sommer og forfrysninger. Det er meget underligt.

Jeg er nok bare pisse bange for, om jeg overhovedet kan leve op til at være en rigtig pædagog. Det er i det hele taget en skræmmende tanke, at skulle fastansættes med det ansvar der ligger i, at kalde sig “pædagog”. Nu er jeg ikke længere gemt i den trygge boble der hedder “pædagogstuderende” og næste gang stopper praktikken ikke efter et halvt år. Næste gang skal jeg måske deltage og opleve hele årshjulet og jeg kommer til at opleve alt fra både sommer, sol, sand og sandaler, elleve-taller, elefanthuer og energimangel. Der bliver pålagt mig et ansvar i forhold til samtaler, forældre, børn, kollegaer og hus. Faktisk er jeg ikke så nervøs for alt det, men spændingen svulmer op og skvulper rundt, allerede nu, nede i maven.

Det er med garanti en normal følelse af at ende uddannelsen og “hvad-skal-der-ske-nu” følelsen. Ligesom jeg kan erindre fra gymnasiets afslutning. Nu føler jeg bare der ligger et større ansvar og en bevidsthed omkring voksen-livet som jeg har et enormt had/kærligheds-forhold til.

Men mest af alt har jeg pludselig fået en følelse af, at jeg skal afprøve mine evner som pædagog. Og det tror jeg måske også er vigtigt. Dog er jeg bange for aldrig at komme til at tage kandidaten. Livslang læring er et af mine motto og jeg vil virkelig ikke glip af en højere uddannelse. Men måske – hvis jeg står ved det, tror på at det kan lykkedes og sparer penge op – kan jeg tage kandidaten senere i livet.

Kaffe Diem!

Fra spontan angst-lignende-jeg-magter-det-ikke-følelse til hotdog-hygge med et enkelt klik

Da jeg i morges vågnede var noget af det første der skete, en følelse af ubehag gennem hele kroppen. Jeg magtede ikke dagen. Jeg greb derfor min telefon og aflyste en aftale, som jeg ellers haft planlagt i et stykke tid. Dette på grund af følelsen af, ikke at kunne rumme dagen. Jeg er så låst fast i min bachelorboble og jeg er så vant til bare at være herhjemme, at jeg havde en følelse af frygt for, at gøre noget anderledes.

Jeg har brug for planlægning og eftersom jeg ikke havde en fornemmelse af tiden gennem dagen, skabte dette uro i kroppen.

Da jeg havde været oppe og træne kom der en ro over mig. Min sendte SMS blev fortrudt af dårlig samvittighed og tanker om, at jeg heller ikke skal lukke mig inde i min egen lille boble og forstærke følelsen, men komme lidt ud, socialisere mig, opleve andre ting, andre perspektiver og andre mennesker.

Efter kursus i metode, på studiet, var der mere ro på bachelor-følelsen og jeg tog til København – rettere sagt Nørreport – hvor jeg stod på den åbne plads og ventede på K.

I mens jeg stod og ventede tænkte jeg over en masse forskellige ting. Det var nærmest terapeutisk at stå der på den åbne plads og observere og sanse alle de forbigående. Alle de forskellige typer af stilarter, karakterer og faconer, som i forskellige tempi, bevægede sig frem og tilbage på pladsen. Tænke over deres færden, hvem de gik med, se på deres tøjstil og udtryk. Jeg selv følte mig lidt malplaceret med min grønne jakke og lyserøde halstørklæde, midt i mængden af primært mørkt overtøj.
For at holde varmen lidt, bevægede jeg mig hen til et andet punkt på pladsen, hvor jeg blev mødt af en Unicef-facer. Han begyndte at fortælle om “School in a box”, hvilket jeg lyttede til og fortalte at det lød spændende og at jeg vidst havde hørt om det før. Vi kom ond på  forskellige synspunkter. Han fortalte at han oprindeligt kommer fra Ghana. Han kom ind på hans egne interesser i forhold til bæredygtighed og at han læser omkring CO2-aftryk. At kylling er bedre kød end oksekød i forhold til det globale CO2-aftryk, hvordan vi passer på kloden, vindenergi, hans holdning til frivlligt arbejde. Vi snakkede om dilemmaer i verden, omkring fair-trade, fattige der endelig kommer i arbejde og kan tjene penge, orangutanger, kødindustrien m.v.

Jeg blev taknemmelig over for min modtagelighed, at jeg normalt hurtigt afviser facere, mest på grund af røde ører omkring økonomi og at jeg også får dårlig samvittighed over, ikke at ville eller kunne betale penge til alle mulige organisationer her og nu. Jeg har været medlem af Unicef og Amnesty, men pt. har jeg min egen økonomi i fokus. Men det var rart faktisk bare at stå og snakke, selvom han ikke fik nogen økonomisk værdi ud af det, så tror jeg også han syntes det var spændende at dele synspunkter og holdninger med en forbipasserende. Det var en god dag at komme ud af sin boble på.

Pludselig stod K der, jeg introducerede dem for hinanden, Unicef-faceren sagde farvel og K og jeg gik ned til DØP (den økologiske pølsevogn) for at få 2 for én hotdogs pris, i anledning af international veganer-dag. Vi skyllede den ned med en økologisk Ginger Ale, satte os på en bænk mellem væltende cykler og blade og startede en længere samtale. K rullede en smøg og jeg modtog den fineste gave. En kattetallerken med høj hat og klaver i sort, hvid og blå. Jeg er forelsket! Da vores hænder nærmest var frosset af foreslog K vi skulle bevæge os ind i Studenterhuset og drikke en kop kaffe. Her sad vi så og fortsatte vores snak og diskussion lige fra tidligere til nuværende venskaber, verdenssituationen, privatlivssituationen, politiske holdninger, følelser, interesser, hvad-laver-du-egentlig-nu-catch-up og andre emner.

Jeg er glad for at jeg i dag overvandt følelsen og gjorde noget, som jeg tit ikke gør noget ved og glemmer at sætte pris på eller skaber en underlig form for frygt omkring. Det er de små ting i livet, som ofte udgør den store lykkefølelse og i dag var én af de oplevelser, som jeg virkelig sætter pris på og derfor også vælger at skrive et blogindlæg omkring.

Jeg var én SMS fra ikke at have skabt positiv energi i min tilværelse. Ikke at få nye inputs eller bare at catche up med en ven, som jeg før i tiden var rigtig nær. Og jeg tror at noget af det allermest ødelæggende ved mig selv, er til tider den spontante angstlignende tilstand, hvor jeg stresser op over ikke at have en fornemmelse af tid, overskud og en manglende følelse af tillid til at jeg er god nok. Det virker helt vildt svært at forklare, følelsen, både til mennesker face to face, men også her nu, på skrift. Ja selv at tænke tanken i en ren form, uden en masse andre forvirrende tanker, ind over. Men det er i bund og grund en slags hjertebanke-givende følelse, som opstår og hvor jeg mest af alt har lyst til bare at sige “nej tak, ellers tak. Jeg magter det ikke”. Hvorefter jeg kan sidde med en følelse af dårlig samvittighed eller at fortryde, når valget er taget og ikke kan laves om.

Det minder mig om en oplevelse, da jeg var lille. Jeg var i børnehave-alderen og var inviteret til en børnefødselsdag. Jeg sagde til min mor, at jeg ikke ville med. Hun blev ved med at sige, at sagde jeg nej, kunne jeg ikke komme med, senere.
Senere ville jeg pludselig gerne af sted, alligevel og min mor fortalte, at det kunne jeg ikke komme, for nu havde jeg sagt nej. Dér fik jeg en øv-følelse i hele kroppen. Den følelse opstår stadigvæk, til tider, når jeg melder afbud til ting. Men jeg melder afbud fordi jeg på en eller anden måde ikke kan rumme den. Fordi der opstår en kaos-angst-lignende følelse.

Det er træls med den slags følelser og i dag er jeg bare meget tilfreds med at jeg kom af sted. For det var forbandet rart og noget af det jeg kan putte ind på værdikontoen.

Carpe Diem!