Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

Advertisements

Mine tanker og graviditet #2

I dag er der 15 uger til termin, altså er jeg 25+0. Det vil sige, at der er 7 uger til jeg går på barsel. Jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. Jeg synes lige det var 1. Marts hvor jeg havde første arbejdsdag. Det har været med opture og nedture, da jeg stadigvæk skal vænne mig til at være gravid. Men tiden er seriøst fløjet af sted det sidste stykke tid. Jeg tror både det er fordi vi er flyttet i noget større – og enormt meget mere lækkert!! – samtidig med at jeg har et rigtig dejligt job, at stå op til. I forhold til graviditeten føler jeg nærmest ikke jeg kan følge med. Min krop vokser og vokser og babys spark og bevægelser bliver vildere og vildere. Jeg er slet ikke klar til, at Gub om 3 måneder og 13 dage skal være en del af vores hverdag. Mest af alt fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg overhovedet skal blive klar til det.

I dag er det også 1 uge siden, at vi flyttede. Takket være fantastiske venner og familie blev det en enorm stor succes og det føles allerede så hjemligt her på 2. sal. Jeg er så glad for at vi har nået at få et større hjem, inden Gubs ankomst. Og jeg er bare glad for, hvordan alting har flasket sig. 2017 er virkelig vores år. Ja.. Generelt er alle følelserne i den positive ende af skalaen, for tiden og det føles bare dejligt. Bortset fra tøjkriseproblematikken, så er alting faktisk ret fantastisk. Og alligevel så dukker frustrationer og tårer op, ind i mellem. Følelsen af afmagt og måske også smule bekymring omkring det der venter os. Men jeg er bare glad for at vi har hinanden og at vi begge to et job at stå op til. Jeg kan mærke at vi er sammen om det her og det gør mig glad. Vi glæder os til at blive forældre.

Vi har anskaffet os barnevogn af et vennepar og en autostol af Martins veninde. Jeg synes der er noget hyggeligt ved at vores baby skal bruge deres ting. Men jeg har også til dels en forkærlighed for genbrug og den “historie” der kan ligge i de ting. I dag da vi var på udkig efter møbler til lejligheden fandt vi også lidt tøj og en nussebamse til Gub.

18379626_120332000627619961_1593431293_o

Bodies kostede 5 kr. stykket, bukserne 8 kr. og nussebamsen 40 kr. I alt 63 kr. Det er sgu i orden! Nu mangler vi bare lidt møbler til babyværelset, så istandsættelsen/forberedelsen ligesom kan komme ordentligt i gang. Jeg synes det er ret spændende at skulle indrette værelset. Det er som om det hele bliver mere og mere virkeligt, når det også tager fysisk form. Ligesom følelserne omkring Gub er blevet mere rolige og realistiske, i takt med Gubs sparken og moslen, inde i maven. Og sjovt nok har vi mærket Gub rigtig meget, i dag. Jeg fik et ordentligt los på hånden her til aften. Jeg mærker også mere hvordan Gub vender og drejer sig, derinde. Det er enormt mærkeligt og lidt klamt, men samtidig også så fantastisk. Det er ret vildt hvordan vi kan mærke at baby vokser sig større og stærkere. Jeg er virkelig spændt på hvilken person det er, som vokser sig stor og stærk, inde i min mave. Jeg synes det er fascinerende, at et andet menneske ligefrem kan gro, inden i en. Det er da for syret. Indtil Gub melder sin ankomst vil jeg nyde mine arbejdsdage og livet i lejligheden, som Misse, som kæreste og som kollega. Det er ret fedt lige at prøve sin pædagogfaglighed af, inden livet som nybagt mor starter. Derudover glæder mig til at påbegynde forældreskabet sammen med Martin og dele det kapitel i mit liv, sammen med ham.

Men nu vil jeg fortsætte resten af aftenen med en kop kaffe, mens jeg følger med i, at Martin gamer Prey.

December med stress og kærlighed

Bachelor-projektet presser sig på i min hjerne og jeg har her på det sidste været meget stresset. Hele min måde at være på, herhjemme, giver udtryk for min stressede følelse. Derfor synes jeg det er rigtig dejligt at det er jule-tid, hvor det er lovligt at “hygge” lidt ekstra – selvom man jo burde give sig selv lov til ALTID at hygge.

Jeg vågnede op i går morges, klokken 07 og kunne ikke tænke på andet end bachelor og hvordan den skulle formes, nuanceres og formuleres. Så jeg sad i to timer fuldt koncentreret og nedskrev idéer m.v.
Det er virkelig træls at det kan fylde så meget, men jeg tror det er fordi jeg gerne vil have en god karakter, som kan leve op til de mange 12-taller jeg har høstet, her på det sidste. Jeg vil jo også gerne tage en kandidat på et tidspunkt, men det er blevet mere og mere uvist, hvornår…

For fremtiden står også for døren. M og jeg er begyndt at snakke om en større lejlighed og en større lejlighed kræver en lidt højere indkomst, end den nuværende. Jeg har haft skrevet én ansøgning, men desværre intet hørt, hvilket gjorde mig ret modløs.
Det er kun én og jeg skal bare op på hesten igen og knokle videre, men jeg synes det er hårdt og jeg kan mærke en eller anden form for angstprovokerende følelse, for jeg synes ikke det er fedt at skulle beskrive mig selv på skrift. Jeg vil langt hellere ud og vise hvem jeg er og hvad jeg kan. Jeg håber på at finde et job, som kan give en god indkomst, hvorved der kan spares nogle penge, så fremtidsdrømmene kan blive til virkelighed.

På trods af at julen er fuld af hygge, med hjemmelavet marcipan og marcipanbrød, kalenderlys, adventslys og skrabekalender, så er den også en smule stressende.
Eksempelvis synes jeg, at der er mange gaver der skal sørges for, selvom det nok ikke er mange flere, end forrige år. Heldigvis har jeg sparet okay op og har derfor nogenlunde styr på gaverne, allerede. Og jeg glæder mig enormt meget til at uddele dem! I år skal jeg holde jul med min mors side af familien, hvilket betyder jul med min niece, Lilbæbmalia! Det har jeg glædet mig til, lige siden hun blev født, for et år siden.

Angående julen bliver denne jul jo også min første forsøgs-veganer-jul. Jeg blev inspireret af  With Love From K blogindlæg, til at komme lidt mere ind på emnet “kødfri jul”. For hvad er en jul uden andesteg, brunsovs og brunede kartofler? Jeg har virkelig altid elsket julemad. Mest flæskestegen, men da jeg blev ældre forelskede jeg mig også i andestegen. I år tiltaler det mig bare ikke så meget. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få lavet en sovs og brunede kartofler, som smager lækkert. Og efter at have læst With Love From K’s blogindlæg, blev jeg pludselig mere sikker på, hvad retten i år skal bestå af.
Jeg havde længe overvejet smæskestegen, men efter at have set morsbrødet, blev jeg ret inspireret.
Tilbage i 2010 var jeg den slags vegetar, som både spiste fisk, æg og mælk. Ærligt talt kan jeg ikke huske hvad jeg gjorde til jul, for jeg mener ikke at jeg valgte nogen erstatning. Jeg tror bare jeg undlod at spise kødet og spiste den sovs og de kartofler, der blev serveret. Men denne gang vil jeg gøre det “rigtigt”.

Derfor har jeg testet smagen af jul, i weekenden, sammen med min kæreste. Jeg spurgte om det var okay at vi forsøgte os med det veganske farsbrød, morsbrødet.

This slideshow requires JavaScript.

Vi lavede det uden julekrydderier, som der står i opskriften, at man eventuelt kan tilføje. Til morsbrødet kogte vi kartofler og lavede en – i min optik – virkelig lækker pebersovs. I stedet for 2 tsk’er bouillon tilføjede vi kun 1. Alligevel smagte den meget salt, så man skal være lidt påpasselig med sojasaucen, også. Men den var så lækker, at det halve kunne være nok. Dog er jeg i dilemma om den passer til brunede kartofler og rødkål. så jeg tænker at jeg i den kommende tid skal afprøve en brunsåvs med laurbærblade og måske ribsgele.

15253393_1299052396819768_1531959077534323042_n

Julerierne fortsatte i dag, da jeg her til aften besluttede mig for at afprøve opskriften på sund marcipan. Det smager godt og jeg er overrasket over, hvor “nemt” det er.

7 dadler og 150 g smuttede mandler (dette var nærmest den sværeste del af processen) og ½ dl kogt vand. Blend – og vupti! Marcipan. Klar til en tur i fryseren (dette gjorde jeg ikke, da jeg tænkte at nogle timer i køleskabet var rigeligt, men jeg vil nok afprøve en tur i fryseren (cirka en ½ time) til næste gang, så den ikke er for blød, at arbejde med).

 

Resultatet blev lakrids-the-stearinlys- hygge til julekalender i TV og marcipanbrøds-produktion. En sand 2. søndag i advents fornøjelse.

Det er virkelig rart, at efter fire år virker December ikke lige så tung og træls, når jeg tænker på det afsavn der er, ved at have mistet min morbror. Selvom det stadigvæk er smerter afsindigt meget og føles utilgiveligt og uretfærdigt.
Den 3. december vil altid være en dato, hele min familie vil huske og tårerne kan presse sig på. Men jeg synes det er fantastisk at vide, at vi rent faktisk kan leve videre og hygge os, at vi ikke er gået i stå. Jeg synes det er vigtigt, at vi ikke lader sorgen overtage, men blot være til stede, som et minde om en person vi elsker og lade sorgen være værdifulde minder.

Denne weekend har været en weekend med hygge, plads til tanker og samtaler med min kæreste, samt rare oplevelser, så som nicecream-spisning med kærestens søster. Til tider kaldte pligterne også (tøjvask, rent sengetøj, madlavning og opvask).

Det er skønt, at selvom tilværelsen er træls, stressende eller helt uretfærdig, så lever jeg et liv fuld af kærlighed og med oplevelser og erfaringer der gør, at jeg tør favne nogle af de svære øjeblikke. Jeg har lært at sige meget af det højt og dermed føler jeg også, at det meste bliver lettere. For det er sgu nemmest at have det svært, når folk omkring en ved, at man har det svært. De kan støtte, men til tider er det nok at de bare ved det. Så føler man sig ikke lige så meget i vejen. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg lever et virkelig luksuriøst liv, men det kan jeg godt glemme, når det føles lidt mørkt og tungt, inde i hovedet. Men jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for hver dag!
Mine batterier er vidst ladt mere eller mindre op til en ny uge. Denne uge kommer til at være fyldt med bachelor, julegaveindkøb, mormors gospelsang, arbejde og en weekend med kaffe-veninde-hygge, frokost med søster og niece og fødselsdag for min bror.

Carpe Diem!

 

Når uddannelsens ende rammer en i ansigtet med luksuriøse dilemmaer

Når livet byder på luksuriøse dilemmaer så som “skal jeg skrive jobansøgning eller skal jeg tage en kandidat?”, så ved man, at man har det pisse hamrende godt. For det har jeg ærlig talt. Og med nogle fine anbefalinger, gode praktikker og erhvervserfaring i baghånden, så er det egentlig ikke så svært at skrive en jobansøgning. Især ikke, når jobopslaget kommer fra et sted, som virkelig fanger ens egne personlige og professionelle værdier.

Det er til dels skræmmende og til dels spændende at sidde med jobopslaget i hånden og overveje om dette muligvis bliver ens eget, selvvalgte arbejdsplads. Jeg ved at jeg er uddannet til at skabe udviklende miljøer med plads til trivsel, leg og læring og at jeg selv har egenskaber i forhold til praktiske og pædagogiske opgaver. Men spørgsmålet ligger mere i, om man skal søge jobbet eller ej. Om det er at tænke at det første er det bedste eller om det er nu man skal tage sin kandidat.

Jeg har virkelig længe tænkt, at jeg skulle videreuddanne mig, nu jeg har lyst til at læse, men der var ikke nogen af kandidaterne der passede, i forhold til hvornår jeg er færdiguddannet. Og der er heller ikke kommet nogen vikariater ind i mit synsfelt. Der er til gengæld kommet en pædagogisk stilling med opstart der passer til endt uddannelse og lysten til at tjene nogle penge og afprøve mine færdigheder, pirrer mig.

Det er spændende, underligt og anderledes og jeg er fyldt med noget der emmer af følelsen af opkast, sommer og forfrysninger. Det er meget underligt.

Jeg er nok bare pisse bange for, om jeg overhovedet kan leve op til at være en rigtig pædagog. Det er i det hele taget en skræmmende tanke, at skulle fastansættes med det ansvar der ligger i, at kalde sig “pædagog”. Nu er jeg ikke længere gemt i den trygge boble der hedder “pædagogstuderende” og næste gang stopper praktikken ikke efter et halvt år. Næste gang skal jeg måske deltage og opleve hele årshjulet og jeg kommer til at opleve alt fra både sommer, sol, sand og sandaler, elleve-taller, elefanthuer og energimangel. Der bliver pålagt mig et ansvar i forhold til samtaler, forældre, børn, kollegaer og hus. Faktisk er jeg ikke så nervøs for alt det, men spændingen svulmer op og skvulper rundt, allerede nu, nede i maven.

Det er med garanti en normal følelse af at ende uddannelsen og “hvad-skal-der-ske-nu” følelsen. Ligesom jeg kan erindre fra gymnasiets afslutning. Nu føler jeg bare der ligger et større ansvar og en bevidsthed omkring voksen-livet som jeg har et enormt had/kærligheds-forhold til.

Men mest af alt har jeg pludselig fået en følelse af, at jeg skal afprøve mine evner som pædagog. Og det tror jeg måske også er vigtigt. Dog er jeg bange for aldrig at komme til at tage kandidaten. Livslang læring er et af mine motto og jeg vil virkelig ikke glip af en højere uddannelse. Men måske – hvis jeg står ved det, tror på at det kan lykkedes og sparer penge op – kan jeg tage kandidaten senere i livet.

Kaffe Diem!

Rette, slette, tælle…

Dagen i går bød på gennemgang af eksamensopgaven, som fik med grovfilen, fordi vi havde for mange anslag. “Er det relevant? Nej. Slet” sådan lød gentagelsesprocessen. Slette, rette, tælle, slette, rette, tælle, sådan forløb det i næsten fem timer, før vi alle endte med at blive helt skeløjede af at scrolle op og ned i google.drev. Der gled en bølge af lallegladhed ind over studiegruppen, som lige satte os ud af sporet for en tid, men efter noget mad og drikke var vi klar til at arbejde videre. Vi tog os sammen og satte navne på opgaven, så vi kan blive vurderet, hvilket var hårrejsende svært. Det er knald eller fald, nu… Karakteren bliver hvad den bliver, men vi ved, at det arbejde vi har lagt i den og det endelige resultat er virkelig godt. Så uanset hvem der får højest eller lavest, fortjener vi alle sammen en samlet, god karakter, for et knaldgodt stykke arbejde!

Om aftenen var det som om jeg lige kunne gribe den sidste smule energi og gennemgik så diskussionen og konklusionen, for at færdiggøre den nogenlunde. Derefter blev der lukket helt ned og først i morges åbnet op, igen. Vi har hele morgenen gennemgået opgaven én gang til for fejl og mangler. Talt anslag, rettet, slettet, talt anslag, ordnet litteraturlisten (ud fra en af mine værste fjender; APA-modellen), lavet indholdsfortegnelse (en anden af mine værste fjender, som lige krævede en god portion tålmodighed), slettet mellemrum, lavet mellemrum, talt anslag, rettet flere stavefejl, store bogstaver, små bogstaver, sætte op, sætte ned, tælle anslag….

Det endte med at vi, en time før deadline, kunne aflevere en 32 sider (med det hele) lang opgave og dermed gå på weekend, helt til på mandag. Så begynder en periode som virker ganske uvirkelig og abstrakt; bachelor-perioden.

Jeg er sikker på at min studiegruppe og jeg nok skal gøre det til en lærerig periode med udfordrende og spændende oplevelser, der med garanti skal komme med nogle resultater, som er brugbare i vores bachelor. Jeg glæder mig faktisk, men indtil da står den på frokost, træning og øl!

Carpe weekend!

 

Fra kaffe til (livs)kvalitet

skaermbillede-2016-10-04-20-16-27

Mellem tøj- og cykelstativer, livlige mennesker, brosten, grafitti og solskin ledte jeg efter Café N, på Blågårdsgade. Først gik jeg for langt og jeg var i det hele taget usikker på, hvad jeg søgte efter. Jeg googlede caféen og søgte på billeder og sammenlignede den hvide bygning på billedet, med den jeg stod over for. I vinduet var der to N’er og jeg tænkte “det må være der”. Klistermærket “Happy Cow” afslørede også, at det var caféen jeg havde let efter.

Jeg mødtes med Trine og vi startede eftermiddagssnakken ved borde-bænke-sættet, uden for. Derefter søgte vi ind i det smalle lokale med orientalske tæpper, en lava-lampa og sorte menukort påskrevet med kridt. Bag disken stod en engelsk-talende ung kvinde, som glædeligt hjalp os og 126 kroner senere var vi to chokolademousse, en sort kaffe og en caffe latte rigere i vores liv. En yderst lækker (og mættende) chokolademousse, intens i smagen og vanillecremen super cremet og god.

Vi snakkede i flere timer om alting og det føltes dejligt at vende verdenssituationen. Især med god samvittighed (over for dyrene). Jeg savner virkelig at have sådan et sted, i Roskilde og drømmer enormt meget om, at noget lignende Café N kunne blomstre op, i en af Roskildes æstetiske sidegader.

14502901_1237990949592580_5644087969499801297_n

Refleksion af sig selv – selv refleksion

Der blev reflekteret over livet, i dialogen med Trine og det var bare rart at tale med en gammel veninde omkring fortid, nutid og fremtid. En følelse af at være forstået, samt en følelse af savn.

Fortiden har ingen magt over nuet – Eckhart Tolle

I dag da Trine og jeg skilte vores veje blev jeg glad for, at vores fortid (sammen), ikke har defineret vores nutid. Jeg kan mærke, at jeg har nogle personligheder i mit, som nok altid vil være der. Endda på et plan, som giver mening for de forhold.

Jeg er også ved at lære, hvem jeg er som person og hvordan jeg lever med forhold. Jeg har svært ved at stå stille og jeg har svært ved at blive i de samme spor, men har brug for oplevelser som kan pirrer min nysgerrighed og følge med i mit tempo.

Det fik mig også til at se på mit forhold med M. For han er mere groundet end jeg er og det er rart at være kæreste med en, som har samme forståelse for behovet i at gøre ting der giver mening for en selv. Selvom vi er enormt empatiske og forstående over for hinandens behov og holdninger, så har vi også brug for at lave ting hver for sig, som er med til at definere dem vi er. Og den forståelse og den kærlighed er jeg virkelig lykkelig for og imponeret over. Jeg synes det givende og inspirerende – og det giver også bare energien til at elske hinanden endnu højere.

Som det nok kan tydes, ud fra det allerede skrevne, så går der en masse tanker omkring livet, igennem mit hoved. Ikke kun nu, men generelt, fortiden.
Jeg er begyndt at spekulere i hvad relationer betyder, især for mig selv. Og hvordan jeg fungerer i relationen med andre. Betydende forhold og vigtige venskaber, som er med til at skabe mening og trivsel i mit liv. Ja, det er nogle filosofiske tanker og nogen mere end andre, men i hvert fald føles det godt at tænke lidt over “meningen med livet”. Og selvom det eventuelt skulle lyde stort og højtideligt, endda enormt filosofisk, så er det bare fedt at finde ud af hvordan man selv fungerer og hvordan man i sin egen tilværelse skaber de bedste rammer, for kvalitet og trivsel.

Ghandi sagde at man skal være den ændring i verden, man selv ønsker at se. Jeg fornemmer for tiden, at jeg skal meget længere og meget mere, end  hvor jeg er nu. Jeg er på vej til at blive pædagog (allerede til januar), men jeg har appetit efter mere end det. De grundsøjler jeg har opbygget og de interesser jeg har fået, gennem uddannelsen, er kun stier der fører mig videre til nye rejsemål. Jeg er glad og tilfreds med det jeg er i gang med og jeg har en fornemmelse af, at jeg kan komme meget længere. Jeg er virkelig blevet inspireret!

Jeg håber på at finde ud af den rigtige vej, den der er rigtig for mig.

Tænk at en tår kaffe med havremælk, et kønt smil og en længe savnet samtale kan sætte skub i så mange videre tanker. I dag er jeg virkelig høj på livet og de følelser og personligheder, som jeg er beriget med.

Carpe Diem!

 

 

Bachelor, blomster og bolledej

Denne uge er gået enormt hurtigt. Enormt meget selvstudie, lidt vejledning, en masse hjemmebag gør det nemt at have udsigt til mere efterårsvejr og den kommende vinterperiode.

14485059_1231385826919759_1359876671812234754_n.jpg

For efteråret er landet for mine fødder og lige så gør er den kommende bachelor-periode dumpet ned. I går fik vi (den awesome studiegruppe-trio) styr på samarbejdsinstitutionen for den kommende periode. Snart kan vi kalde os p æ d a g o g e r.

Senere, med en kurv fyldt med efterårets farver, gik turen hjem til kærestens forældre.
Den stod på eftermiddags-sludder-sladder-hygge og gave-givning. Kærestens mor blev rigtig glad for blomsterne og udbrød “fresiaer – det er mine yndlingsblomster!” (heldigt at have en undercover-kærestes-lillesøster, til at undersøge sagen for os), ligeså blev kærestens far glad for sin nye kræmmer-marked-bil (Isabella) som skulle med i seng, den aften.

blomster.png
Langhårede hunde-kys og lækkert rosmarin-brød fyldte også aftenen ud, mens kærestens lillesøster og jeg snakkede foto-shoot og kiggede på fine kjoler, som eventuelt kan bruges. Dette vil der nok komme nogle billeder, senere.

I dag har jeg været på arbejde (et herligt hente-pige-i-børnehaven-job) og det var endnu engang en fornøjelse at cykle med hende hjem og lytte til alle hendes fantastiske fortællinger. Efterfølgende var jeg på café og drikke to kopper kaffe hos Landmad i Roskilde (pssst… de har h a v r e m æ l k til kaffen, hvis du spørger!)

Da jeg kom hjem smækkede jeg en risotto sammen til kæresten og jeg, med et drys ristede hasselnødder (hvilket ikke faldt i god jord, men resten gjorde). Nu hæver dejen til hvad-end-boller, som i morgen skal mætte den sultne studiegruppe og give energi til arbejdet med eksamensopgaven.

bolledej

Det er simpelthen en børnevenlig opskrift, for jeg er endnu ikke kommet til skade og denne gang har jeg heller ikke glemt noget (hurraaaa!)
Hvad-end-boller er min nye favorit-morgen-bolle-opskrift. I denne omgang har jeg tilføjet hørfrø, solsikkekerner og græskarkerner samt 2 dl grahamsmel, i stedet for 1. Jeg håber på nogle vellykkede morgen-boller. Jeg tænker, at det gik ikke galt sidst (selvom jeg glemte både olie og salt), så hvorfor skulle det gøre det, denne gang?

Rødvin, sushi og 12-tal

14088636_1255451131154227_4721723138566019561_n.jpg

Gruppeeksamenen i går endte purrfect. Jeg høstede  endnu et 12-tal til samlingen og jeg er bare så pisse stolt af mig selv! Selvom jeg følte, at selve eksaminationen ikke bød på særlig meget og selvom jeg blev advaret mod at læse højt (hvilket for en kort periode hyllede mig ud af den og jeg blev endnu mere nervøs, end jeg allerede var) lykkedes det mig at score et 12-tal.

Én eksamen overstået, TO tilbage og så er jeg PÆDAGOG!

Så nu kan de næste eksaminer bare komme an – selvom jeg nu er endnu mere nervøs for, om det overhovedet kan ende lige så godt. For nu forventer jeg næsten at få et 12-tal, eftersom jeg har fået to 12-taller og enormt meget ros for mine præstationer.Det er også en skræmmende følelse, for så kan jeg kun ende med at blive svært skuffet.

De fantastiske karakterer (kæresten fik 10!) blev fejret med en flaske rødvin, 32 stykker sushi og en virkelig god film! Vi havde virkelig fortjent tosomhedshygge.
(Min veganske tankegang blev afbrudt af en pesco-vegetar-middag).

WordPress.com.

Up ↑