Kranio hvad for en makrel?

Herhjemme er det hverken smil eller søvn som der har været flest af, på trods af at jeg virkelig synes vi gør alt hvad vi kan for at holde glæde og energi højt. Vi har haft et delvist svært halvt år med mange tårer og mega meget søvnmangel, nok mere end de fleste. Det har til tider drevet os en stor smule til vanvid. Dog hjalp det da vi tog til osteopat med Adam og fik afklaret nogle mavegener, hvilket klart er at råde alle andre til. Skriger og skider dit barn abnormalt meget, så gør for guds skyld noget ved det. Stol på at du synes det er underligt og undersøg derefter mulighederne for forandring. Siden da har vi stadigvæk lidt under bøvleri og ind i mellem utrøstelige øjeblikke.

Sidste uge valgte vi så at afprøve kranio sakral terapi. Der var en snært af forbedring, men vi valgte at bede om endnu en tid. Det er helt vildt som A reagerer på behandlingen under og efter. Under behandlingen kommer der en tydelig reaktion, i form af frustration, gråd og kropslig bevægelse. Efterfølgende, i dag, har han virkelig virket både glad, overskudsagtig og han har fandeme også været let at putte her til aften.

Nu sidder jeg her med frygten for at jinx det hele, ved at nævne det ud til offentligheden, men vi er fandeme så overraskede over både humør og putning, at det er en dag der skal skrives i kalenderen. Jeg håber inderligt det er noget der kommer til at rykke helt vildt og så er jeg også rigtig glad for at der er fundet hjælp. Han er meget spændt i nakken og hinderne i hjernen, som der er blevet løsnet op for og skulle medvirke ro, mindre stresset nervesystem og forhåbentlig en dybere søvn. Jeg krydser alt hvad jeg krydse kan! Første barn er vitterligt én stor sammenblanding af alt muligt og allerede nu tænker jeg; “får vi nogensinde et barn mere, så skal det have den helt store tur fra første dag af, så vi er sikre på at alt er som det skal være!”

TÆNK hvis vi alle tre kunne have været fri for problematikken og i stedet kun haft mere eller mindre “liv og glade dage”, men nu kan det ikke laves om, til gengæld kan vi glæde os over at vi gør noget ved det nu, ud fra det bedste vi har lært.

Carpe Diem dig selv!

Advertisements

Rasul

I slutningen af januar påbegyndte hårvask med sæbeleret rasul. Det har jeg gjort 2 gange om ugen lige siden og nu har jeg slet ikke lyst til at ændre på det. Til at starte med havde gjort det mere “besværligt” for mig selv end højst nødvendigt, fordi min tid til badning er ret begrænset. Det med at opløse det når jeg skulle i bad og dermed vente på at det blev opløst til en lækker mudder, kunne være de minutter der gjorde forskellen på afslapning og stress, og ofte fik jeg lavet det alt for tyndt eller alt for tykt.

Nu, efter samtale med en veninde, har jeg så lavet blandingen i en glas-bøtte med låg, hvor jeg så kan tage den ønskede mængde ud og fordele i mit hår. Jeg skyller det altid grundigt med vand og ind i mellem med ufiltreret æblecider-eddike.

IMG_2828

Jeg synes faktisk mit hår virker mere lækkert, men det ser også ret hurtigt fedtet ud og jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke vasker hår hyppigt nok eller om jeg har en enormt fedtet hovedbund. Eller om det fortsat er en overgangsfase fra brugen af shampoo til rasul og hårets naturlige ph og fedt og så videre, som er ved at finde ud af hvad det vil. Ærlig talt har jeg ikke undersøgt det så grundigt igen, men uanset hvad så har jeg det godt med mig selv og mit hår.
Et lille minus her i den kolde periode er, at mit hår virkelig er blevet elektrisk mens det har været rigtig frostvejr udenfor.
Jeg er blevet lidt skør af det, men ikke noget et par hårelastikker ikke har kunne hjælpe på.

Jeg synes til gengæld jeg har en rigtig fin glans, mit hår ser tykt ud og min hovedbund klør aldrig, hvilket er enormt positivt (nu jeg har lidt ret meget af enormt tør hovedbund og svamp)!

IMG_2852

Til gengæld hjælper det ikke meget på mine sørgelige, tørre, gule spidser, men de er forhåbentligt også snart groet tilpas langt ned, at jeg kan få dem klippet af. Billedet er taget én dag efter hårvask med rasul.

Stofble projektet anno 2018

Det er som om jeg virkelig har fået føling på hvad og hvordan jeg vil gribe stofble-projektet an. Jeg bliver klogere og klogere på håndtering af dem og hvad jeg synes giver mening for os og for Adam. Til tider synes jeg godt nok de virker ret store og jeg er lidt i tvivl om hvordan de påvirker hans motoriske udvikling, men når jeg så ser på hvordan han kæmper sig fremad, så tror jeg alligevel ikke de forhindrer ham i noget som helst. Til gengæld er der dage hvor træthed og mangel på overblik har gjort at vi er tyet til papirsbleerne, men jeg har alligevel fået mere overskud til at bruge genbrugsbleerne mest muligt. Og faktisk synes jeg det er lidt hyggeligt at stå og vælge imellem de forskellige motiver og/eller farver. Så bliver jeg også i godt humør!

IMG_2807

På billedet ses tre totsbots AiO købt brugt via en gruppe på Facebook. De er med lommer, selvom indlægget sidder fast og det er jeg ret glad for, da jeg så kan putte ekstra indlæg i og der ikke er nogen løse dele.

Jeg er blevet ret glad for AiO med lommer og almindelige lommebleer, fordi så kan jeg booste efter behov og herhjemme er behovet for ekstra indlæg ret stort, da A er en stortisser.
Vi har Bambino Mio AiO, lommebleer af et eller andet ukendt mærke, jeg tror de går under betegnelsen kina-bleer, men jeg er super glad for dem og så totsbots AiO.

Derudover har jeg forsøgt mig med en del forskellige natbleer, alt fra Petit Lulu, Totsbots formsyet, Anavy formsyet og Little Lamb bambusbleer str. 2.
De sidste er klart favorit indtil videre med dertilhørende cover. Jeg har også to blümchen covers med dinosaurer på, men de er lidt mere stive i det, end Little Lamb blebuksen.

Jeg skal have undersøgt hvordan jeg bedst muligt vasker dem, fremadrettet, så de eventuelt ikke skal strippes så tit og lige nu har jeg fundet ud af, at de faktisk “bare” kan vaskes ved kogevask uden sæbe, fordi så ophober der sig ikke sæbe og derfor skal de ikke strippes, plus det dræber bakterierne. Men til gengæld slider det ret meget på bleerne, så dér bliver jeg alligevel lidt usikker. Men nu må vi se.

Jeg synes slet ikke det er så træls at vaske og ordne, som jeg først frygtede og som tiden går, så vokser min viden og fornemmelse for dem, helt naturligt. Til gengæld er der ikke mange i min omgangskreds der benytter sig af dem og jeg kan da godt mærke at familien måske synes det er lidt hippie-agtigt, men jeg forsøger at være ligeglad. Jeg ved at det er bedre for miljøet og især for A, da det mindsker temperaturen og han heller ikke skal overproducere fugt eller får en masse mærkelige kemikalier og lignende, som der findes i papirsbleerne. Samtidig har vi altid bleer ved hånden og skal ikke husk at købe nye uge for uge. Jeg synes også det er en hel fornøjelse at skifte ham ude, fordi jeg faktisk slet ikke smider ud. Jeg har min på-tur-wetbag med mig, mine genbrugsvaskeklude, en lille flaske vand og det er egentlig det.

Fra at være helt vildt usikker og fortvivlet over stofble-verdenen er det gået hen og blevet enormt spændende og let anvendeligt. Undtagen når A sparker og spjætter med hele kroppen, fordi han ikke synes at puslepladsen er det allermest interessante altid. Men så må man prøve at lege sig ud af den situation.

Et ½ år som nogens mor

Så nåede vi en milepæl inden for forældreskabet, hvor vi den 22. februar 2018 kunne fejre Adams første halve år (af mange!). Et halvt år der er fløjet af sted, men når jeg ser tilbage på det hele, har dagene også gået langsomt. Måske nærmere nætterne med forskellige oplevelser i form af skrig, skrål, følelsen af faktisk at sove, enkelte shit-tuations, frygt og glæde.

Men hold op hvor er jeg stolt af ham. Han har udviklet sig så meget på så kort tid. Jeg kommer nogle gange hjem fra diverse oplevelser med andre mødre og børn og fortæller stolt til Martin, at jeg bare er så glad og stolt af vores Adam. Han er simpelthen så glad for andre børn, stor-smilende, udadvendt og nysgerrig. Han er allerede i gang med at lære at kravle og maver sig rundt i hele lejligheden, så vi faktisk er nødt til at lukke døren til køkken og kontor, for bare at have lidt styr på ham. Det er helt vildt fantastisk at se et barns udvikling på tæt hold og følge den. Jeg er så glad for at have fået lov til at opleve noget så stort og jeg elsker at dele alt dette med verdens bedste kæreste og far.

Det er for vildt, at det allerede er et halvt år siden, at han kom til verden. Det er en dag jeg aldrig vil glemme og jeg går stadigvæk og tænker tilbage på den spændende, allermest fantastiske og seje oplevelse, jeg nogensinde har prøvet. Det var for fedt og jeg ville ønske vi kunne spole tiden tilbage til det døgn hvor vi mødte Adam for allerførste gang. Hvordan vi sov på skift den nat, for at én af os havde øjne og ører på Adam, hvordan vi kiggede på ham, snusede til ham og kyssede ham. Faktisk har vi netop sammensat en video med alle de videoklip vi har af Adam, til en lang video (på.. hold nu kæft.. 4 timer!!)
Det er så fantastisk at se tilbage på hans udvikling og hvad han kunne omkring den og den alder. Det er jeg så lykkelig over, at vi har lavet til ham.

Følelsen af lykke ved at være nogens mor…
For nyligt oplevede jeg en virkelig lækker følelse af lykke.
Vi sad herhjemme, på stuegulvet, med rod og vasketøj til op over begge ører, uvasket og i det samme tøj vi havde haft på i flere dage. Der hyggede vi os med nedrullede gardiner, selvom solen skinnede udenfor. Lige dér i vores lille hjemlige boble der var der glæde og smil fra Adam og jeg og det føltes fantastisk. Hverken instagram-værdigt, tilgiveligt overfor det ellers smukke solskinsvejr eller særlig overskuds-agtigt at se på, men det føltes perfekt , trygt og godt. Den følelse har jeg valgt at tage med mig. Vores liv behøver slet ikke minde om et glansbillede, for at være lykkeligt. Jeg måtte sågar påpege det over for Martin. At hold op hvor er det bare dejligt med de stunder hvor at man føler kosmisk kærlighed i kaosset og at man kan være sig selv 100 % uden at tænke over hvad andre folk mener eller synes. Jeg slog mig bare løs i leg og pjatteri med min søn og vi greb lige præcis vores store glædes-følelse og udfoldede os med den. Det var bare helt perfekt!

Så med det vil jeg nok bare sige, at selvom livet ind i mellem trækker tænder ud med en rusten tang, uden bedøvelse og man kniber salte tårer ud af øjnene og føler sig uoplagt, klam og trist, så er der virkelig også de her øjeblikke som er værd at tage et billede af med øjnene og gemme i hukommelsen. For det er dem som blandt andet holder en oprejst. Andre gange er det rigtig dejligt at få ryddet op, tage et bad, lukke solskin og frisk luft ind og lige se sig selv udefra. Men det er en anden snak, tænker jeg.

Carpe Diem forældreskabet og babyverdenen.

 

Projekt 2018

Dette indlæg indeholder en form for reklame, men jeg er ikke sponsoreret.

At have en søn på 5 måneder er meget lettere end på 2-3 måneder. Wow, for en forskel! Han er virkelig blevet et barn, en kommende tumling og har taget 2018 med storm, so far. Det går super stærkt og det har virkelig også givet mig fornyet energi. Jeg har blandt andet været ude på min første løbetur!

Energien er også brugt på at finde lidt tilbage til tidligere interesser og gennem lidt internetsurfing er jeg atter en gang blevet inspireret til at afprøve nogle ting. Nogle veganske ting har sneget sig tilbage i hjemmet og vi har blandt andet også afprøvet naturli’ hakket. Vi valgte at forsøge os med retten chili con hakket – som Martin endda synes smagte virkelig godt.

Noget andet som jeg har tænkt over har været mit hår. Jeg har ikke farvet det siden december 2017 og har rendt rundt med den grimmeste overgang fra egen hårfarve og ned til de afblegede, kedelige. Mit hår trænger i den grad til forkælelse og oven i har jeg også haft svamp som har været en kedelig affære. Hertil tænkte jeg at det nok var på tide også at overveje hvad jeg gør ved mit hår. Det burde jeg nok have tænkt på for længst, hvilket jeg egentlig også har gjort, men igen har min energi været et eller andet sted jeg slet ikke er klar over. Her faldt jeg over Katrines blogindlæg som ret udførligt forklarer hvordan du kan bruge rasul og acv-rinse til at vaske hår (og hovedbund) med. Derfor er det nu blevet en del af mine produkter på badeværelset. Derudover har jeg længe brugt kokosolie og genanvendelige, vaskbare roundeller til at fjerne make-up med. Adam bruger også roundellerne når vi er i bad, til at lege med.

Katrine har også vist en ret spændende tandpasta som jeg i dag har købt og glæder mig til at afprøve. I det hele taget synes jeg du burde tage at læse hendes blog. Hendes billeder og blogindlæg er virkelig fine og det er ret spændende.

IMG_1994.jpg

Her på billedet ses nogle af de mere “naturlige” produkter jeg har på mit badeværelse. (Der findes også eltandbørste, head and shoulders shampoo og colgate-tandpasta). Rasuller og roundeller købte jeg for længe siden. Den økologiske æblecidereddike er købt for 30 kr. i Irma (500 ml). Indil videre har jeg fulgt Katrines “opskrift” på brugen af rasul og acv-rinse, og jeghar vasket hår to gange (lørdag og tirsdag).

Altså er mit 2018 mere eller mindre blevet året hvor jeg vil afprøve nogle forskellige ting af, nye som gamle, rydde op, rydde ud og prøve at finde min kropslig styrke og livsglæde. Oven i at jeg vil være den bedste udgave af en mor og en kæreste, som jeg kan finde ud af og stadigvæk beholde kontakten til vennerne.
Det har virkelig været hårdt at blive forælder og jeg kan mærke at både Martin og jeg er trætte og udmattede. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at se ud, når jeg kommer tilbage på arbejdet igen…

Men jeg håber jeg kan leve om til mine drømme og ønsker for 2018.
Hertil er jeg hoppet med på bullet-journal-tendensen, der for mig er en rar måde at koble af på og prøve at danne overblik over mit liv og hverdag, samtidig med at jeg kan være kreativ.

IMG_1998.jpg

Jeg har blandt andet lavet sider der vedrører mål for 2018 i forhold til serier, bøger, løbeture, ønsker, drømme, madplaner, økonomisk overblik, både min egen og ift. børnepenge, sommerferie-planer og idéer til at minimere min garderobe.

Gennem graviditeten gik jeg stort set kun i det samme tøj, hvilket fik mig til at tænke på, at jeg slet ikke har brug for så meget tøj. Da vi flyttede i en større lejlighed fik jeg – komisk nok – mindre skabsplads. Martin, Adam og jeg deler en stor kommode og egentlig har jeg slet ikke plads til alt det tøj jeg har. Derfor tænkte jeg – også inspireret af neohippies indlæg om minimalisme – at jeg vil prøve at rydde ud i min garderobe og nøjes med 1-2 skuffer og eventuelt tage flere spring videre, herfra. Derfor har jeg nu flere sække med tøj, som skal have et nyt hjem.

Et andet lille projekt som langt jeg langt om længe endelig har fundet fidusen ved og halv-etableret er det moderne stofble-projekt. Jeg er ved at sælge vores all-in-one bleer og i gang med at købe nogle andre all-in-one med lommer i, så de fungerer halvt som lommebleer, halvt som det system vi i forvejen havde. Dem jeg er ved at videresælge har jeg købt gennem hjemmesiden koogko. Her har jeg også købt tre af typen natble.
De andre bleer vi ejer og dem jeg er i gang med at skaffe er alle second-hand via facebook.

Tja, det var lidt om mit 2018 indtil nu.. Der er også kun 11 måneder tilbage til at fucke op i. Både som Misse og som nogens mor. Eksempelvis er jeg lidt i ktise over børnesikring af hjemmet. Gode råd modtages med kyshånd!

Carpe Diem

2018

Nu er 2017 slut og det har været et år der tog fart og drønede derudaf med mange store oplevelser og begivenheder, på én gang.Et begivenhedsrigt år, men også et år fuld af stress og jeg glæder mig til at trække vejret, bare en lille smule og nyde resten af min barsel, som snart bliver sammen med M.
Faktisk er det nærmest først her i juleferien er der er kommet ro på og vi er kommet helt ned i gear og så har det nærmest været et helt år med foden på speederen, siden vi december 2016 fandt ud af, at vi skulle være forældre. Endda til terminsdatoen, som først antaget.

2017 er et år der har lært mig en masse. Det er blandt andet et år hvor jeg har fået nye bekendtskaber, som jeg glæder mig til at se endnu mere til, i det nye år. Både gennem mødregruppen og min hjemmefødselsgruppe. Det er et år som har lært mig om min indre styrke og at jeg skal tro lidt mere på mig selv. Det er også et år der har vist mig, at mine kasser og rammer let kan blive ændret på. Det har lært mig at selvom man har en drøm, en tanke eller en idé om en måde at leve og være på, så er det ikke altid det lykkes – i hvert fald ikke i første omgang. Det har lært mig endnu mere om at være omstillingsparat og at se muligheder fremfor begrænsninger, selvom jeg nok lidt for ofte har set begrænsningerne. Især ift. forældreskabet og den lidt romantiserede idé om at være den der vikle-mor der samsov med sit barn og fuldammede til det var stort nok til at sidde selv og dér begyndte at spise rigtig mad. Det passer åbenbart ikke ind i vores overskud og tilværelse og i en alder af 4 måneder blev alt det lavet om. Det har været lidt svært for mig at acceptere, men noget af det der også har stresset mig har faktisk været at læse om alt det som er bedst for ens baby, for det har ikke matchet os og nu her efter at have accepteret at livet ikke er så smukt på den rigtige måde, har vi fået mere ro. Denne ro håber jeg vil vokse sig større, ind i 2018.

Så kære 2018 du må især godt sætte farten ned og lade os nyde tilværelsen, bare en lille smule. Jeg kunne godt bruge lidt tid til at synke de oplevelser vi får, én af gangen. Jeg kunne godt tænke mig ikke at have så meget fart på. Dette har forældreskabet på en eller anden måde også lært mig. At livet godt må gå lidt i stå og at man bare er i sin egen lille boble og bliver der. Det er okay med fedtet hår, uren hud, muffin-delle, nullermænd i hjørnerne, opvask, tøjbunker, gylp på tøjet og nem aftensmad. Bare man har det godt.

Derfor bliver 2018 også et år hvor jeg vil acceptere at jeg hverken kan eller skal alt og hvis jeg synes jeg skal det, så må jeg acceptere at det ikke kan blive 100 %. Som dronningen sagde i sin nytårstale: “Vi kan ikke interessere os for alting” og det synes jeg er meget passende sagt. Jeg har lavet en aftale med en veninde om, at minde os selv og hinanden og lige præcis det. For det nytter ikke noget at tro vi skal kunne det hele eller ville det hele og blive skuffede over, at det ikke er tilfredsstillende nok. Det der perfektionistiske kan jeg pt pakke langt, langt væk og må derfor acceptere at alt andet kører på sleep-mode, for mit vedkommende.

Den veganske drøm er virkelig også skubbet langt, langt væk, men nu har vi lavet abonnement med årstiderne så hver anden uge kører vi veganske madkasser, hvilket jeg ser frem til. Den første kommer i dag! Så skal der ikke tænkes på madplan eller på, ikke at få grøntsager nok og egentlig skulle vi nok have gjort det for længe siden, men skidt pyt. Det bidrager i hvert fald til et mere roligt 2018, tænker jeg. Og det glæder jeg mig til.

Et 2018 hvor jeg forhåbentligt er faldet lidt mere til ro og på plads i rollen som nogens mor. Et 2018 hvor jeg forhåbentligt får set lidt flere af vores venner, for ærlig talt så savner jeg dem helt sindssygt! Det er sgu hårdt at blive nogens mor på det punkt, for man har hverken den samme tid eller det samme overskud. Jeg glæder mig også til at komme tilbage og være den fagperson jeg færdiggjorde mig til, for et år siden. Til at snakke om andet end baby-talk. Jeg glæder mig til endnu et år hvor jeg skal kysse på den person, som jeg elsker allerhøjest og som jeg endnu en gang er gået ind i et nyt år, sammen med. Ham jeg snart har været sammen med i 2,5 år og som betyder mere for mig end nogen anden. Ham som jeg har skabt familie sammen med.

Jeg håber stressniveauet vil falde og at jeg vil gribe dagen lidt mere. Og så vil jeg virkelig nyde den sidste del af min barsel og at være sammen med min søn og kysse, kramme, snuse, lege, opdrage, lære og opleve sammen med ham.

Carpe Diem!!

#Jegernogensmor og en form for lykkelig

Når lykken pludselig er en håndskreven note, fredagsslik og en bæresele, så ved du, at du er nogens mor. Når lykken også er, at du kan få lov til at gå ind og påbegynde en morgenlur mens farmand sørger for at baby sover, så ved du også, at du er nogens mor.

Jeg stod i dag op til en lille hilsen fra min sød, med udsigt til kærlighed og fredagsslik – så er livet da ikke meget bedre?!

23559652_1658644230860581_6260056549703410513_n

Jo det skulle da lige være at det lykkes at bruge tre timer af din dag på at bære rundt på dit barn, mens du vasker tøj. Jamen jo, det er rent faktisk lige præcis det og så kan man diskutere hvor indholdsrigt et liv man egentlig har, når man er “nogens mor”. Jeg synes det er store sager, men samtidig så er der heller ikke meget mere hjernekapacitet til noget som helst andet. Så jeg har samtidig brugt cirka 2 minutter på at prøve at låse mig ind i lejligheden med to forskellige nøgler og endda tage mig selv i at tjekke, om det nu er den rigtige hoveddør jeg står og roder ved. For så at finde ud af, at det er kælder- og barnevognsnøglerne jeg bruger og ikke hoveddørsnøglen. Senere minder et opkald mig om den der aftale med min veninde, om at hun kommer forbi og henter slyngevuggen, idet jeg er på vej ud af døren for at mødes med kæresten og blande det dersens længe ventede fredagsslik… Jeps, så ammehjernen lever i bedste velgående.

I det hele taget har denne her uge bare været skide god og gjort at jeg har fornyet energi. Flere timers barnevognsgåture med sovende baby, afslutning med hjemmefødselsgruppen, været sammen med mødregruppen og gået tur med veninde, som samtidig også sørgede for yderst lækker frokost-tærte med salat til – hvor heldig kan man lige være!

Men jeg vil altså lige slå et slag for bæreselen.
For jeg har virkelig følt mig snydt og frustreret over, at Adam og jeg ikke helt kan finde ud af at harmonere omkring det at vikle. Det var længe en stor drøm at være en af de mødre med smukke vikler, hvori min skønne søn kunne sove. En romantisk vikledrøm kan man vel kalde det? Men den er ikke blevet til noget (endnu). Jeg er et utålmodigt menneske som ikke altid lige magter at sætte mig ordentligt ind i tingene og det der vikleri matcher pt bare hverken mit eller min søns temperament. Jeg når at blive for irriteret over at han græder og samtidig nervøs for om jeg har strammet den for meget eller for lidt, så derfor ender vi med at han skriger i 20 minutter mens jeg i en eller anden halv-hoppende-gangart prøver at rette viklen og siger “ssscchhhh!!” Forstår sgu godt at ungen skriger, jeg ville heller ikke turde give slip og bare slappe af, når hende der mor slet ikke virker specielt rolig. Det er bare skide irriterende at det ikke harmonere, når jeg har læst om hvor fantastisk det er med sådan en vikle og at ens barn vil elske at komme tilbage i fosterstilling, snuse til mor og høre hendes hjertebanken.
Derfor er det sgu fedt at der findes alternativer. Knap så yndefulde, men de er der. Bæreselen! En aften hos et vennepar lånte jeg deres bæresele og Adam sov hurtigt og længe (halvanden time) på mig, mens jeg kunne bevæge mig frit og deltage i festen, fremfor at sidde i sofaen og rokke frem og tilbage, hele aftenen, med min sovende baby. Jeg var en glad kvinde! Derfor har vi i anledningen af navngivningen på søndag, lånt en bærsele så Adam kan være hos os under festen og vi øver os herhjemme, og det fungerer sgu.

23622240_1658644200860584_2561626709670429003_n
I dag har den også været et hit. Ikke kun for Adam som har sovet to gode lure i den, men også for mig som har være ganske produktiv herhjemme og slæbt vasketøj op og ned fra 2. sal til kælderen et par gange over tre timer, med delvist vågen og sovende baby i selen. Enormt praktisk altså. Så kan man snakke løs med det lille væsen som kigger ud fra selen med store øjne, mens den oplever omverdenen. Og man kan lige stå og hoppe lidt op og ned, mens man siger “så, sååå” hvis nu baby bliver lidt urolig eller ked af det, og samtidig gøre de praktiske ting man lige har brug for at klare i hjemmet. Jeg er lettet over at en eller anden form for bære-dims rent faktisk kunne fungere for mit barn og jeg.

Så nu ved jeg hvor jeg skal have Adam henne, når jeg på søndag styrter rundt for at gøre klar til den store fest, men inden da vil jeg nyde fredag aften med min kæreste, mens baby sover og med hoved og hænder nede i poserne med den længe ventede fredagsslik!!!

#Jegernogensmor

Adam og mig

Det er stadigvæk en overvældende følelse, når jeg ser på min søn der er begyndt at smile stort til mig og jeg ved, at han er glad fordi jeg er en af de vigtigste omsorgspersoner i hans liv. Jeg bliver helt “når ja, jeg er moderen” når folk giver mig min grædende søn tilbage – jeg er seriøst nogens mor! Og jeg kan beroligende fortælle at det slet ikke er så forfærdeligt at væære den der modtager det skrigende barn, som det er at stå med en andens grædende barn. For hele min krop vil seriøst gerne have den der grædende baby retur. Hele min krop skriger fordi den per instinkt ved, at det er den der skal passe på og beskytte den der skrigende baby.

Lige bortset fra de aftener hvor den der skrigende baby ikke skriger fordi den er i fremmede arme, men skriger fordi den har seriøst ondt i maven. Og hold op hvor er jeg  bare glad for at min jordemoder (tak til hjemmefødselsordningen for at have en gruppe man følger og stadigvæk ses med en jordemoder her 8 uger efter fødslen)! der foreslog at vi burde tage til en osteopat og få undersøgt om der var en grund til den gråd og frustratrion som det virkede til at min søn gennemgår. For det var der. Så nu er vi i gang med noget mælkesyrebakterie-behandling som allerede har hjulpet ham rigtig, rigtig meget. Det er virkelig dejligt at opleve en stor-smilende, pludrende og legesyg dreng, fremfor en dreng med meget lidt overskud og nemt ved at blive sur og ked af det.

Vi har været en svær periode igennem hvor jeg har aflyst alt i min kalender for at kunne ligge nøgen på sofaen og amme mit grædende barn, så han fik mad, ro, tryghed, nærhed og hvile. For hold op hvor har det været nogle triste ture ned til byen med alt for mange lortebleer, rød numse, gråd skrig og mangel på søvn. Det har virkelig sat sine mærker i mig, hvor jeg nærmest har fået en angstlignende følelse for at skulle alene ud af døren med ham. Så et godt råd til dig, som skal være mor.. Er det sådan så tårerne triller, hele din krop skriger og stritter og du begynder at svede helt sindssygt, bare for en tur hjem til en veninde eller ud i byen, SÅ LAD VÆRE. Og tag lige at få undersøgt om dit skrigende barn eventuelt skulle have ondt eller et andet problem, som der rent faktisk kan handles på.

Det er en enorm stor lettelse for mig, at have fundet ud af, at han ikke bare er en skrigende unge, men at han har rigtig ondt i maven. Det er lige så forfærdeligt, men nu bliver der arbejdet på det og allerede på få dage har hans humør og mave ændret sig i den positive retning.

Jeg er i gang med at nedskrive nogle “gode råd” , som jeg håber jeg kan huske tilbage på selv, hvis jeg endnu engang skal stå som mor med et spædbarn. For der er mange ting jeg har lært hen ad vejen og alle har ret i, at man lærer det. Men der er også mange råd som er rare at have fra starten af og andre er man enten nødt til at sortere fra eller gemme til en solskinsdag. For puha hvor har alle andre gode råd til hvordan man skal passe et barn og nogle af rådene for hele ens holdning til det at være forælder matcher ikke ens personlighed eller egen måde at være på.

Dette her indlæg er slet ikke som jeg kunne tænke mig det skulle være, men jeg har bare så længe gerne ville give lyd fra mig. Men min ammehjerne har så svært ved at konstruere sætninger som jeg synes er fede at skrive, så jeg har gået mere op i at det skulle være fedt for læseren, fremfor bare at blogge som jeg nu engang elsker. Ja og så er der det der med den tid der.. For tid er sgu ikke det jeg  har allermest af ift. at skulle sidde foran en computer. For søvn er ikke det han bruger tiden allermest på.

Og jeg er virkelig lykkelig over at #jegernogensmor. Jeg elsker det faktisk! Jeg elsker når hele hans ansigt smiler stort til mig og jeg mærker at han er glad for at jeg er i hans liv. Det er en vild følelse at betyde så meget for et andet menneske. Og så er jeg glad for at han lærer mig at komme helt ned i gear. Han er virkelig en skøn lille fyr og det er så fantastisk at have en FAMILIE! Jeg elsker at have skabt de her rammer i vores lille liv og hjem, sammen med verdens bedste kæreste. Jeg synes vi gør det hele så godt på godt og ondt og jeg er glad for at gennemleve alle de skønne øjeblikke såvel som de kedelige og triste øjeblikke, sammen med Martin. Jeg har ikke mistet kærligheden, den har bare formeret sig.

#Viernogensforældre

Mine tanker og graviditet #6

Graviditetblues

… fordi det findes altså.

Og det er der nok ikke så meget tvivl om, men for nogen er der større tendens til negative tanker, end andre.

Jeg ved ikke hvilken kategori jeg hører til, men det er i hvert fald ikke særlig spændende når der lander et tæppe med tristhed hen over en, i den tid der burde være noget så lykkelig. Fuld af babybulelykke og spændthed.

Måske er det bare fordi man tror det skal være en lykkelig og spændende tid, selvom den jo også er fuld af tanker af den mere seriøse slags.

Det var perfekt timing at jeg i tirsdags have konsultation med jordemoder. Efter at have været lidt påvirket af triste følelser, have tudeture og ikke engang have lyst til at gå i fakta, grundet andre mennesker, var det rart at løfte tæppet af og tale om tingene, i samspil med Martin og jordemder.

Jeg er virkelig glad for at have tilmeldt mig Hjemmefødselsordning Region Sjælland (HOS). Jordemoder er meget lyttende og samtidig rådgivende, hvilket fik mig til at føle mi tryg og hørt. Et forslag hun kom med var, at søde ventetiden med at gøre noget godt for sig selv hver dag eller at have noget at nørkle med, så ventetiden ikke bliver sådan en (s)tilstand af utålmodighed og store følelser. Det at have noget fysisk at arbejde med (strikke, hækle, male m.v.) hvor der kommer et resultat kan være en god måde at arbejde med sine følelser på, mens man venter.

Derfor skal jeg også snart i gang med den scrapbook jeg har planer om at få lavet. Jeg er bare nervøs for at gå i gang, fordi jeg allerede nu bekymrer mig om, om den overhovedet bliver pæn. Typisk mig!

Jeg har gået med forskellige følelser omkring det at skulle blive forældre – om hvad der føles som et øjeblik og samtidig som vildt lang tid. Det er især underligt at tænke på, at nu findes der snart ikke den samme tosomhed, som jeg virkelig er glad for og det liv, som Martin og jeg har sammen. Der kommer et lille nyt individ ind i billedet, som vi i samspil skal lære at kende og dermed skabe gode, positive rammer som det kan vokse op i og have en barndom i. Samtidig med at vi skal lære hvordan vi sammen og hver for sig skal være, i forhold til dette individ, men også huske på den tosomhed, som vi “kommer fra”. Jeg bekymrer mig, netop fordi jeg er så glad for alt det vi har, sammen.

Det var som om at jordemoder fik bøtten vendt og det var rart med lidt professionel rådgivning, selvom det lige så vel kunne have været noget ens veninde havde sagt til en. Men måske virkede det ekstra “kraftigt” på mig, at det var en jordemoder der fortalte at det er okay at forkæle sig selv. Og måske er det generelt bare en vigtig lektie, at man skal være god til at gøre noget godt for en. Skabe sine egne solstråler i hverdagen – og jeg tror måske det er det, som jeg i det hele taget ikke er god til. Jeg er lidt for god til at fokusere på de negative ting.

Jeg havde en forestilling om, at jeg i barselsperioden stod tidligt op hver dag og var huslig og gjorde noget ud af hjemmet eller gik en lang tur. Men jeg har fundet ud af at jeg virkelig har brug for at komme ned i gear og tage tingene i mit eget tempo. Og at jeg nogle gange har brug for at stå sent op eller at tage en 1-2 timer lang lur. Men i min perfekte verden var den perfekte vordende mor overskuds-agtig og a-menneske. Hvilket overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed jeg befinder mig i. Og det er dét jeg skal lære – at acceptere og være fleksibel ift. at tilværelsen slet, slet ikke er som man nogle gange forestiller sig… Og måske er det også sådan forældreskabet kommer til at blive. Livet med et barn er uforudsigeligt og ikke noget man kan planlægge sig igennem.

Ej heller fødslen.

Derfor kan jeg lige så godt putte det lidt i “glemmebogen” at terminsperioden starter på lørdag og at baby kan komme når som helst og i stedet for leve lidt som om jeg aldrig kommer til at føde, men samtidig planlægge nok til at jeg er klar nok til at føde hjemme.

Så nu forsøger jeg at forsøde ventetiden med at tage en ting af gangen og sige “jeg når det jeg når”.

Og så fortæller jeg mig selv, at lejligheden ikke behøver at stråle som kom dronningen på besøg, bare fordi jeg går hjemme.

Måske er det her på falderebet i tidslinjen fra ung til voksen, at det pludselig går op for mig, at det at nyde sit eget selskab, sig selv og at gøre noget for sig selv, er enormt vigtigt for at man selv blomstrer, vokser og lever.

Så derfor….

Carpe Diem din barsel!

 

WordPress.com.

Up ↑