#Jegernogensmor

Adam og mig

Det er stadigvæk en overvældende følelse, når jeg ser på min søn der er begyndt at smile stort til mig og jeg ved, at han er glad fordi jeg er en af de vigtigste omsorgspersoner i hans liv. Jeg bliver helt “når ja, jeg er moderen” når folk giver mig min grædende søn tilbage – jeg er seriøst nogens mor! Og jeg kan beroligende fortælle at det slet ikke er så forfærdeligt at væære den der modtager det skrigende barn, som det er at stå med en andens grædende barn. For hele min krop vil seriøst gerne have den der grædende baby retur. Hele min krop skriger fordi den per instinkt ved, at det er den der skal passe på og beskytte den der skrigende baby.

Lige bortset fra de aftener hvor den der skrigende baby ikke skriger fordi den er i fremmede arme, men skriger fordi den har seriøst ondt i maven. Og hold op hvor er jeg  bare glad for at min jordemoder (tak til hjemmefødselsordningen for at have en gruppe man følger og stadigvæk ses med en jordemoder her 8 uger efter fødslen)! der foreslog at vi burde tage til en osteopat og få undersøgt om der var en grund til den gråd og frustratrion som det virkede til at min søn gennemgår. For det var der. Så nu er vi i gang med noget mælkesyrebakterie-behandling som allerede har hjulpet ham rigtig, rigtig meget. Det er virkelig dejligt at opleve en stor-smilende, pludrende og legesyg dreng, fremfor en dreng med meget lidt overskud og nemt ved at blive sur og ked af det.

Vi har været en svær periode igennem hvor jeg har aflyst alt i min kalender for at kunne ligge nøgen på sofaen og amme mit grædende barn, så han fik mad, ro, tryghed, nærhed og hvile. For hold op hvor har det været nogle triste ture ned til byen med alt for mange lortebleer, rød numse, gråd skrig og mangel på søvn. Det har virkelig sat sine mærker i mig, hvor jeg nærmest har fået en angstlignende følelse for at skulle alene ud af døren med ham. Så et godt råd til dig, som skal være mor.. Er det sådan så tårerne triller, hele din krop skriger og stritter og du begynder at svede helt sindssygt, bare for en tur hjem til en veninde eller ud i byen, SÅ LAD VÆRE. Og tag lige at få undersøgt om dit skrigende barn eventuelt skulle have ondt eller et andet problem, som der rent faktisk kan handles på.

Det er en enorm stor lettelse for mig, at have fundet ud af, at han ikke bare er en skrigende unge, men at han har rigtig ondt i maven. Det er lige så forfærdeligt, men nu bliver der arbejdet på det og allerede på få dage har hans humør og mave ændret sig i den positive retning.

Jeg er i gang med at nedskrive nogle “gode råd” , som jeg håber jeg kan huske tilbage på selv, hvis jeg endnu engang skal stå som mor med et spædbarn. For der er mange ting jeg har lært hen ad vejen og alle har ret i, at man lærer det. Men der er også mange råd som er rare at have fra starten af og andre er man enten nødt til at sortere fra eller gemme til en solskinsdag. For puha hvor har alle andre gode råd til hvordan man skal passe et barn og nogle af rådene for hele ens holdning til det at være forælder matcher ikke ens personlighed eller egen måde at være på.

Dette her indlæg er slet ikke som jeg kunne tænke mig det skulle være, men jeg har bare så længe gerne ville give lyd fra mig. Men min ammehjerne har så svært ved at konstruere sætninger som jeg synes er fede at skrive, så jeg har gået mere op i at det skulle være fedt for læseren, fremfor bare at blogge som jeg nu engang elsker. Ja og så er der det der med den tid der.. For tid er sgu ikke det jeg  har allermest af ift. at skulle sidde foran en computer. For søvn er ikke det han bruger tiden allermest på.

Og jeg er virkelig lykkelig over at #jegernogensmor. Jeg elsker det faktisk! Jeg elsker når hele hans ansigt smiler stort til mig og jeg mærker at han er glad for at jeg er i hans liv. Det er en vild følelse at betyde så meget for et andet menneske. Og så er jeg glad for at han lærer mig at komme helt ned i gear. Han er virkelig en skøn lille fyr og det er så fantastisk at have en FAMILIE! Jeg elsker at have skabt de her rammer i vores lille liv og hjem, sammen med verdens bedste kæreste. Jeg synes vi gør det hele så godt på godt og ondt og jeg er glad for at gennemleve alle de skønne øjeblikke såvel som de kedelige og triste øjeblikke, sammen med Martin. Jeg har ikke mistet kærligheden, den har bare formeret sig.

#Viernogensforældre

Advertisements

Mine tanker og graviditet #6

Graviditetblues

… fordi det findes altså.

Og det er der nok ikke så meget tvivl om, men for nogen er der større tendens til negative tanker, end andre.

Jeg ved ikke hvilken kategori jeg hører til, men det er i hvert fald ikke særlig spændende når der lander et tæppe med tristhed hen over en, i den tid der burde være noget så lykkelig. Fuld af babybulelykke og spændthed.

Måske er det bare fordi man tror det skal være en lykkelig og spændende tid, selvom den jo også er fuld af tanker af den mere seriøse slags.

Det var perfekt timing at jeg i tirsdags have konsultation med jordemoder. Efter at have været lidt påvirket af triste følelser, have tudeture og ikke engang have lyst til at gå i fakta, grundet andre mennesker, var det rart at løfte tæppet af og tale om tingene, i samspil med Martin og jordemder.

Jeg er virkelig glad for at have tilmeldt mig Hjemmefødselsordning Region Sjælland (HOS). Jordemoder er meget lyttende og samtidig rådgivende, hvilket fik mig til at føle mi tryg og hørt. Et forslag hun kom med var, at søde ventetiden med at gøre noget godt for sig selv hver dag eller at have noget at nørkle med, så ventetiden ikke bliver sådan en (s)tilstand af utålmodighed og store følelser. Det at have noget fysisk at arbejde med (strikke, hækle, male m.v.) hvor der kommer et resultat kan være en god måde at arbejde med sine følelser på, mens man venter.

Derfor skal jeg også snart i gang med den scrapbook jeg har planer om at få lavet. Jeg er bare nervøs for at gå i gang, fordi jeg allerede nu bekymrer mig om, om den overhovedet bliver pæn. Typisk mig!

Jeg har gået med forskellige følelser omkring det at skulle blive forældre – om hvad der føles som et øjeblik og samtidig som vildt lang tid. Det er især underligt at tænke på, at nu findes der snart ikke den samme tosomhed, som jeg virkelig er glad for og det liv, som Martin og jeg har sammen. Der kommer et lille nyt individ ind i billedet, som vi i samspil skal lære at kende og dermed skabe gode, positive rammer som det kan vokse op i og have en barndom i. Samtidig med at vi skal lære hvordan vi sammen og hver for sig skal være, i forhold til dette individ, men også huske på den tosomhed, som vi “kommer fra”. Jeg bekymrer mig, netop fordi jeg er så glad for alt det vi har, sammen.

Det var som om at jordemoder fik bøtten vendt og det var rart med lidt professionel rådgivning, selvom det lige så vel kunne have været noget ens veninde havde sagt til en. Men måske virkede det ekstra “kraftigt” på mig, at det var en jordemoder der fortalte at det er okay at forkæle sig selv. Og måske er det generelt bare en vigtig lektie, at man skal være god til at gøre noget godt for en. Skabe sine egne solstråler i hverdagen – og jeg tror måske det er det, som jeg i det hele taget ikke er god til. Jeg er lidt for god til at fokusere på de negative ting.

Jeg havde en forestilling om, at jeg i barselsperioden stod tidligt op hver dag og var huslig og gjorde noget ud af hjemmet eller gik en lang tur. Men jeg har fundet ud af at jeg virkelig har brug for at komme ned i gear og tage tingene i mit eget tempo. Og at jeg nogle gange har brug for at stå sent op eller at tage en 1-2 timer lang lur. Men i min perfekte verden var den perfekte vordende mor overskuds-agtig og a-menneske. Hvilket overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed jeg befinder mig i. Og det er dét jeg skal lære – at acceptere og være fleksibel ift. at tilværelsen slet, slet ikke er som man nogle gange forestiller sig… Og måske er det også sådan forældreskabet kommer til at blive. Livet med et barn er uforudsigeligt og ikke noget man kan planlægge sig igennem.

Ej heller fødslen.

Derfor kan jeg lige så godt putte det lidt i “glemmebogen” at terminsperioden starter på lørdag og at baby kan komme når som helst og i stedet for leve lidt som om jeg aldrig kommer til at føde, men samtidig planlægge nok til at jeg er klar nok til at føde hjemme.

Så nu forsøger jeg at forsøde ventetiden med at tage en ting af gangen og sige “jeg når det jeg når”.

Og så fortæller jeg mig selv, at lejligheden ikke behøver at stråle som kom dronningen på besøg, bare fordi jeg går hjemme.

Måske er det her på falderebet i tidslinjen fra ung til voksen, at det pludselig går op for mig, at det at nyde sit eget selskab, sig selv og at gøre noget for sig selv, er enormt vigtigt for at man selv blomstrer, vokser og lever.

Så derfor….

Carpe Diem din barsel!

 

Leveregler

Vi lever alle sammen efter visse regler, normer og værdier, som vi koder inde i vores hoved, for at skabe en tilværelse hvori vi kan leve – eller overleve.
Visse leveregler er positive og er ligesom med til at opløfte os i vores liv, mens andre er negative, stressende og nærmest kun til, ift. overlevelse.

P.t. har jeg skulle tænke over “leveregler”, hvilket fik mig til at tænke over hvorfor jeg mon, i sin tid, overhovedet startede med at blogge. Blogging er jo i en vis grad også en måde at føle sig ‘set’ og ‘hørt’ på, selvom det ikke altid er til at vide, hvor mange der egentlig lytter med.
Jeg ved at mange af mine leveregler har omhandlet eller været en del af mit lave selvværd. Reglerne har været ift. at skyde mig selv ned. Jeg skulle tænke mange negative tanker om mig selv, hvis jeg blot tænkte én positiv – for at tænke positivt om sig selv er arrogant, egoistisk og ikke i orden. Det at rose mig selv gjorde mig skrækslagen og nervøs.
Det er jeg heldigvis vokset rimelig meget fra, men faktisk blev jeg først stærk og turde, da jeg i 2013 startede på pædagogseminaret. Det var ligesom først der jeg brød mine gamle leveregler, gav mine negative tanker en stor fuck-finger og rejste mig op. Ikke at sige, at de ikke har været der alligevel, men det er blevet bedre. Meget bedre.

I dag er jeg kommet endnu længere, men ind i mellem kigger nogle af de negative, stressende og nedbrydende regler frem. Eksempelvis at jeg intet er værd eller at jeg er et dårligt menneske, hvis ikke alle kan lide mig. Hvilket har været en regel der har fyldt meget, størstedelen af mit liv. Det er virkelig ikke sundt og jeg er jo egentlig også godt klar over, at ikke alle kan elske alle og ind i mellem er man en stor idiot eller det der er værre, i andres optik. Det er bare det at leve med det. At acceptere det at miste, at være skyld i at ødelægge eller miste venskaber osv. Det er følelser jeg har haft svært ved at leve med og dermed slået mig selv i hovedet over det elendige menneske jeg er. Og typisk er der sket denne slags følelser, når jeg har taget en beslutning, hvor jeg endelig turde tro på min mavefornemmelse og intuition, hvorefter helvede brød løs. Det at stå med alle de mange andre følelser og skulle leve videre derfra, har været kampe jeg har skulle kæmpe mig igennem. Det har været situationer hvor jeg har haft det ene negative leveregels-mantra efter det andet, rungende i mit hoved.

Og endelig, for blot få uger siden, fik jeg en forklaring på mig selv og mine følelser. At vi gennem vores barndom og opvækst danner disse “leveregler” og at de kan være positive, men også negative. Og at disse negative leveregler er med til at man kan få depression, angst og lavt selvværd. Jeg undrer mig over, at jeg i en alder af 25 år først lærer om mig selv, men jeg glædes også ved, at jeg bliver ældre og bedre til at håndtere mit livs udfordringer.

Det er en umulig mission at være perfekt og god i alles øjne og være noget for alle mennesker. Man kan ikke være venner med alle og især ikke nære venner. Det virker nok dybt logisk for rigtig mange og sikkert også nemt og lige til, men for mig har det været svært at forstå og ligesom leve i. Disse tanker håber jeg, at jeg kan udvikle på og omdanne til positive leveregler, for resten af mit liv. Jeg ønsker at se trolden i æsken i øjnene, når den popper op og ser på mig, fremfor at prøve at gemme den væk, igen. For jeg må jo nok snart indse, at min depression, angst og mit meget følsomme jeg, altid vil være en del af den jeg er og det er nok bedre at acceptere det, end at gemme det væk.
Carpe Diem

WordPress.com.

Up ↑