En beretning om en smertefri hjemmefødsel

Adams fødsel – en førstegangsfødendes hjemmefødselsberetning om en smertefri fødsel

Dette er min fødselsberetning.

I gennem min graviditet har jeg flere gange nærmest vågnet op med en følelse af angst og frygt for at føde. Frygten for smerte, ikke at være til stede, have kontrol eller hvad der mon kunne ske både med mig selv fysisk, baby i maven og eventuelle indgreb. Jeg havde mange bange tanker og frygtede en negativ oplevelse af at føde. Endda om jeg overhovedet ville være i stand til at presse min baby ud eller hvordan jeg ville reagere på veer og min egen tilstedeværelse i hele forløbet.

Min hjerne har haft rigtig meget styring gennem graviditeten i forhold til tanker, frygt m.v. Jeg har altid og vil altid være en kvinde der bruger hovedet enormt meget og følelserne er helt uden på kroppen. Derfor kan en følelse af frygt hurtigt overtage, selvom jeg også er et logisk tænkende individ. Efter inspiration fra veninder og bekendte der nævnte kurset Smertefri Fødsel og i samråd med kæresten, besluttede jeg mig for at deltage. Anja Bay skriver på hjemmesiden www.smertefrifoedsel.dk:

”Min fødselsforberedelse er særligt udviklet til dig, der er hjernekvinde og er vant til at lære alt igennem hovedet. Du er vant til at tænke selv, vil have følelsen af at deltage aktivt i din fødsel, opleve kontrol og vished for, hvad du selv skal gøre hvornår”. Dette beskriver rigtig godt mig, da jeg godt kan lide at lære gennem hovedet, men samtidig også er typen der skal have noget konkret at putte det på.

Da 4. kursus modul var slut skulle jeg derfra og til fødslen øve mig på teknikkerne, hjemme. Jeg øvede mig i forskellige stillinger herhjemme, jeg gik en tur i parken med høretelefoner og lyttede til lydfilen om visualisering, jeg prøvede at forestille mig sætninger som kunne virke som power-sætninger, jeg øvede laboro-vejrtrækning og presse-teknik. Dog uden fornemmelse for om det fungerede og til sidst, flere uger før fødslen, endte det med jeg gav op. Jeg stoppede og fortalte mig selv, at hvis det bare ikke ville give mening, så måtte det være spildte penge. Men øve mig mere på det, kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke samle mig om det eller fokusere mere på det.

I løbet af graviditeten er min nysgerrighed om hjemmefødsel blevet vakt. Især til Smertefri Fødsel blev jeg inspireret til at undersøge muligheden for en hjemmefødsel. Jeg var bange for om det var lidt for ”hippi-agtigt” til min og kærestens smag eller om det var noget for en førstegangsfødende.
Rent fysisk var der også meget at tænke på. Vi boede i en 2-værelses lejlighed på 1. sal hvor jeg slet ikke kunne se for mig, hvordan vi nogensinde skulle få en hjemmefødsel stablet på benene. Jeg fejede derfor tanken væk. Langt væk. Senere fik vi en større lejlighed og kort tid efter begyndte jeg kurset i Anja Bays studie på Amager. Jeg undersøgte Hjemmefødselsordningen Sjælland og tog kontakt til jordemødrene, som var rigtig hurtige til at besvare min mail samt møde mig/os, for at finde ud af om det var noget vi gerne ville (her var jeg 32+5). Det var primært mig der gerne ville, da Martin havde sine bekymringer ift. et kar med vand – og eventuelt andet – i stuen på 2. sal. Men han endte med at sige ja, nok mest for min skyld. Den beslutning er jeg så glad for at vi tog. Allerede efter første jordemoder konsultation kunne jeg mærke, at dette var det rigtige at gøre. Vi fik en suveræn behandling og som Martin siger, føles det nærmest som om, at vi kun har været tilknyttet dem, i forbindelse med graviditeten.

Min følelse både under og efter fødslen er ikke kun én, men flere følelser. Stærke og positive og jeg har fåe en følelse af, at jeg virkelig er god til at føde. Jeg følte mig sej, power-agtig og jeg endte med en følelse af runners high.

Efter alt det jeg havde frygtet og følt, skete der noget i min krop, klokken 00:34 den 22. august, da jeg mærkede den anden ve. Jeg blev fattet. Nu startede det hele. Alt det jeg havde lært til Smertefri Fødsel kurset om de forskellige faser, samt de papirer jeg havde modtaget til fødselsforberedelse med Hjemmefødselsordningen, tog jeg fase for fase. Da det så pludselig viste sig, at mine faser varede kortere tid, gik jeg alligevel ikke i panik. Jeg blev nervøs, men panikkede ikke, lyttede blot til min mavefornemmelse. Under hele forløbet var jeg mere eller mindre i kontrol. Til tider mistede jeg fokus og følte mig pjevset og i megen smerte, men det hyllede mig ikke ud af den. Sådan husker jeg det i hvert fald, dog med enkelte usikre øjeblikke og der var bestemt tidspunkter hvor jeg tænkte at ”nu gør det for nas til at jeg kan være i det”. Men både min søster, som agerede fødselshjælper og Martin fortæller, at de synes jeg var sej og god til at føde. Jordemoder fortæller at jeg fødte som en flergangsfødende. Og ærlig talt så var jeg også høj på sejren over, at have klaret en fødsel uden alle mulige smertelindringer. Jeg blev beruset af at være i fødsel og det var fedt. Med 2 panodiler og beroligende akupunktur i panden samt teknikkerne fra Smertefri Fødsel, klarede jeg en fødsel på 10 timer fra første ve og en 1. grads bristning.

Jordemoder sagde at jeg virkelig havde fået noget for pengene med hensyn til teknikkerne. Det gjorde mig ret glad, da jeg jo havde droppet at øve mig på dem, da jeg ikke følte jeg kunne lære dem eller få dem ind under huden, da jeg øvede. Men da jeg pludselig befandt mig i fødeverdenen og i en slags ve-storm, gav det hele mening. Jeg hørte Anjas stemme fra lydfilerne for mig. Hun mindede mig om at tjekke mine fixpunkter, slappe af, trække vejret dybt ind og lade luften sive fra lungerne, når jeg kunne mærke en ve komme. Når veen bed hårdere, gjorde jeg vejrtrækningen hurtigere, men røg jeg ud af rytme eller havde brug for mere ilt, afbrød jeg hvad jeg havde gang i, for at få mere luft. Nogle gange virkede det bare bedre med lange dybe vejrtrækninger, men laboro teknikken fungerede også rigtig godt for mig, både som distrahering/at skabe et andet fokus og fordi jeg ikke tog luften helt ned. Jeg havde en følelse af at kunne handle aktivt, fremfor at være passiv eller ende i panik og kramper. Jeg følte jeg havde mulighed for at styre forløbet, hvilket var ret fedt.

Min fødsel var langt fra smertefri. Der var øjeblikke hvor jeg følte en trang til at tude, hvor jeg sagde høje lyde og spændte i hele kroppen af smerte. Men jeg havde mange flere veer hvor jeg styrede dem med laboro og hvor jeg gik ind i mig selv. Jeg havde ingen fornemmelse af tid gennem fødslen, jeg arbejdede med de signaler, følelser og veer der var. Hvilket har givet mig en positiv oplevelse af at føde.

At vi havde valgt at min søster skulle være til stede som fødselshjælper var en virkelig god beslutning. Hun var tændt på opgaven og hendes syn på det hele var energigivende for hende. Det at hun var der gjorde også, at jeg tillod mig selv at lukke mig helt inde i fødselsverdenen, for jeg vidste at Martin ikke ville være lukket helt ude, i det han ville have andre at snakke med om det der skete.

Da presseveerne begyndte at vise sig blev der fyldt vand i karet og jeg kom derop og delvist hvilede og kæmpede imod pressetrangen. Her blev Martin en enorm vigtig del af fødslen, hvilket jordemoder var rigtig god til at skabe rammen for. Han havde lige et øjeblik hvor han følte sig hvileløs, så hun tog fat i ham og sagde at han skulle sidde ved mig, foran karet. Her havde jeg et godt greb i ham hver gang jeg fik en ve og jeg gispede størstedelen af alle veerne, med få små nyk. Her kom Smertefri Fødsel mig igen til gode. Jeg faldt hen mellem veerne og var seriøst beruset af vejrtrækningen, fødslen og alle de hormoner eller hvad pokker du vil kalde det, der susede rundt i min krop. Da jeg endelig var åben nok til at måtte presse vores barn ud, gav jeg den fuld gas når jordemoder bad mig om det. Nu skulle baby fandeme ud! Jeg havde set videoer med førstegangsfødende som var helt trætte og udmattede. Jeg så billederne af dem for mig og tænkte at jeg skulle være det modsatte af dem, så jeg pressede og selvom jeg næsten ikke kunne mere, så pressede jeg lige lidt ekstra, når jordemoder sagde jeg skulle presse resten af veen ud. Og jeg sejrede fandeme. Min stædighed gjorde at vores søn på 3725 gram og 53 cm, kom til verden som Superman klokken 10:17 den 22. august, i løvens tegn, efter 19 minutters pres. Jeg var så stolt. Jeg var så høj og lykkelig over, at jeg hverken gik særlig voldsomt i stykker, takket være gisp og vejrtrækning. Jeg var – ja jeg er stadigvæk – så stolt over, at jeg klarede en fødsel uden at skulle på sygehuset og uden alverdens smertelindring. Jeg er virkelig imponeret over hvad kvindekroppen kan og jeg synes det er en enorm speciel følelse at have været så påvirket uden påvirkning. Det var en spændende og vild begivenhed og jeg kan stadigvæk mærke selvtilfredsheden og følelsen af sejr, i kroppen. Runners High. Ikke mindst så fødte jeg vores søn, min nye store kærlighed og Martin bliver ved med at gå og sige ”jeg er nogens far”. De to streger vi så tilbage i december er nu et lille menneske af kød og blod, som suger al min kærlighed og energi. Og jeg elsker det. Jeg elsker at vi nu er en familie!

IMG_9848-2

Jeg er førstegangsfødende der startede graviditeten med angst og frygt og endte med at føde hjemme på to panodiler, med et fast greb i kæresten og overvældet af alle de hormoner som kroppens eget apotek fyldte mig med. Det var seriøst en fantastisk fødsel og når folk snakker om drømmefødsler, så hører min bestemt under den kategori.

Jeg havde mareridt om at føde, men endte med at få en fødsel helt uden komplikationer eller problemer – og det er virkelig fantastisk og jeg tror vitterligt også det har noget at gøre med valg af fødested. Jeg var så tryg hele vejen igennem, hvilket har påvirket fødslen i en positiv retning.

Da jeg fik vores søn i armene var jeg så forvirret over, at nu var han der rent faktisk. Han græd og skreg som pisket og jeg var total omtåget og hverken græd eller var lykkelig lige der. Jeg var så fokuseret på fødselsarbejdet og at det var min krop og ikke min hjerne der skulle føde, at alle andre følelser var gemt godt af vejen. Jeg havde været en fødemaskine i flere timer og nu sad jeg med resultatet af 9 måneders hormoner, udvikling, følelser, kærlighed og længsel. Nu var han her og så kunne jeg ikke en gang græde. Der røg der lidt luft af ballonen, men kort tid efter og det at blive bekræftet i hvor god en fødsel det var, hvor fin han var og hvor god han var til at amme, allerede, ja og det at fatte, at jeg netop havde klaret en hjemmefødsel, begyndte det hele at falde på plads.

Her, 4 dage efter, er jeg lykkelig. Jeg har grædt og jeg kommer til at græde mere. Det er rigtig nok det man hører om at 4. dagen er hård. Jeg har haft stor tudedag med følelsen af at være tom når han sover og ikke at have lyst til at være alene, tude uden at vide hvorfor og bare være lidt ved siden af mig selv.

Ja og så synes jeg at han er noget af det skønneste jeg nogensinde har set, han gør mig lykkelig og jeg er så fantastisk glad for, at min kæreste og jeg, i samspil, både har skabt ham og fået ham til verden, lige her hvor vi bor.

Hans liv er startet så smukt, her på 2. sal og jeg er så stolt over ham allerede. Vores egen lille løveunge!

Ikke alle fødsler er forfærdelige, traumatiske eller overdrevet smertefulde. Jeg oplevede smerte, men jeg klarede det og jeg føler mig virkelig bare så heldig og tilfreds over, at vores fødsel gik så fantastisk godt. Jeg er pisse hamrende stolt, ikke kun af mig selv, men af min kæreste, søster og søn. Og så er jeg så taknemmelig over at have haft en virkelig dygtig og kompetent jordemoder, som hele vejen igennem udviste professionalisme, nærvær, humor, omsorg og faglighed. Jeg var ikke angst på et eneste tidspunkt. Min krop vidste hvad den skulle og lige så gjorde personerne omkring mig.

Jeg er også ret sikker på at én af grundene til at det hele gik så godt som det gjorde var, at jeg valgte en hjemmefødsel. Jeg bevægede mig herhjemme som jeg præcis havde brug for og jeg befandt mig i omgivelser jeg kendte til. Jeg kunne være på mit eget badeværelse, i min egen stue, i mit eget soveværelse. Jeg kunne efterfølgende blive hjemme i vante omgivelser og suge følelsen af forældreskab, kærlighed og sejr til mig. Det er noget af det største, vildeste og bedste jeg nogensinde har oplevet og jeg ønsker at jeg kan videregive håb og troen på, at fødsler ikke vil en noget ondt og at man kan hvad man vil.

Og så har vores lille Adam fået en rolig start på livet og er allerede inde i en rytme. Jeg er så taknemmelig!

Carpe Diem!

 

Advertisements

Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

WordPress.com.

Up ↑