Minder

1 år er gået

siden Hera og jeg tog afsked med hinanden.

Jeg har slet ikke lavet et indlæg omkring min store katlighed, Hera. Nok fordi jeg ikke har følt for det, eftersom hun ikke er min mere. Men i dag er der gået 1 år, siden jeg tog afsked med hende og førte hende hjem til hendes ny katteliv.

Jeg husker at vi sad og kiggede i vinduet. Jeg kiggede efter hvad der kunne være Heras nye families bil. Der kom en lille bil op ad indkørslen til der hvor vi boede og ud kom en kvinde. Hun kom hen til vores hoveddør og ringede på. Hun virkede enormt sød, ligesom i telefonen, da vi snakkede sammen første gang.

Vi pakkede hendes ting sammen og prøvede at få plads til det hele, i den lille bil (hvilket var noget af en prøvelse med det store kradsetræ og alle hendes katte-lege-ting). Jeg var så heldig at jeg måtte køre med hele vejen til Hera’s nye hjem. Det var slet ikke akavet at snakke med kvinden, nej tværtimod. Det var rart at snakke med hende. Hun er enormt åben og hjertelig og jeg nød at tale med hende om alle mulige andre ting, end lige Hera. Hun ville gerne fortælle om hende selv, hvilket gjorde mig endnu mere tryg.

 

Så fra en vindueskarm til en anden var Hera nu husejer.Hun undersøgte huset og jeg kunne se at de havde gjort det hele klar, til hendes ankomst. Jeg blev der lidt, indtil jeg var tvunget til at tage af sted igen, grundet skole. Vi græd begge to lidt da jeg skulle med toget, men det var bare fantastisk at vide, at jeg havde fundet en familie som matchede mit sind og hjerte.

I dag er Hera dronning i eget hjem og disse to billeder er i dag præcist 1 år gammelt. Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over min beslutning. Jeg ved med sikkerhed, at jeg har gjort det rigtige. Jeg skal heller ikke have dårlig samvittighed over, ikke at have råd til at passe hende, frygte dyrlægeregningen eller at ikke at have tid til hende. Jeg er lettet over, at hun er kommet et sted hen hvor der er mere plads og en bedre økonomi. Hendes nye familie forstår hendes humor, hendes kærlighed og elsker hendes bandit-streger og løjer. De beskriver hende præcis som jeg så hende og jeg er glad for, at hendes karakteristika ikke er forsvundet, men fortsat viser hvilken mis hun er. Hun vil for altid være den bedste kat og jeg elsker hende virkelig højt. Jeg er så glad for at hun er et sted, hvor der bliver taget hånd om hende, som der skal, hvor hun kan bevæge sig mellem mange rum, kan jagte fugle, gå tur, bliver forkælet med katte-snacks og i det hele taget lever i luksus. Hun har endelig fået det katteliv, som jeg gerne ville give hende.

Jeg modtager til tider søde SMS’er med billeder og historier omkring hendes liv. Hendes kattestreger, turen til dyrlægen, hvordan hun har reageret på diverse ting, hvad hun får tiden til at gå med, hvordan de leger fanger, gemmer eller putter sammen. De er vilde med hende og det gør mig lykkelig.

Selvom jeg frygtede det enormt meget, det at skulle videregive hende til et andet hjem, så har jeg fået en enorm stor følelse af ro, i mit sind. Jeg kunne slet ikke give hende den omsorg, idet mit liv var i kaos, min økonomi ustabil og tankerne om fremtiden (færdiguddannet, flytninger, ny lejlighed, hvad med økonomien m.v.) skabte uro og tristhed i min tilværelse. Alt dette gjorde, at jeg ikke magtede hende, for hver gang jeg så på hende og hendes livlige væsen, så blev jeg mindet om alt det jeg ikke gjorde godt nok. Jeg var ulykkelig når jeg var derhjemme, hvilket påvirkede hende. Det hele blev en negativ, nedadgående spiral og det endte med at hun blev mere og mere klistret til mig, på en bestemt måde, når jeg var hjemme, hvilket udløste frustrationer og ked-af-det-hed. Det var forfærdeligt, men jeg er enormt lettet, i dag. Jeg ved, at det var det bedste for Hera og dermed det bedste for mig. Vi lever begge to et liv, hvor vi begge har det godt. Hun har fået et stabilt hjem, hos et ægtepar, i hus med have. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre for hende.

Kattediem