Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

Mine tanker og graviditet #1

Det er længe siden jeg har skrevet noget på bloggen, hvilket der har været forskellige grunde til. Den største grund har været min graviditet. Alle forventningerne, holdningerne, tankerne, følelserne og frygten for at være forkert og dermed være en dårlig mor. Allerværst frygten for at miste barnet!

Det var i december vi fandt ud af det. Faktisk ret tidligt i graviditeten. Men egentlig troede jeg bare det var min forsinkede menstruation, som lurede i kroppen. Jeg havde det i hvert fald lige sådan. Men over en weekend blev jeg/vi voksne!

Torsdag den 15. december fyldte Martin 30 år. Sikke en voksen kæreste jeg har mig! Han blev fejret med surprise-morgenmad, gæster og gaver, efterfulgt af aftensmad på en restaurant i byen og en masse rødvin. Babys første brændert (ingen vidste noget her). Den efterfølgende dag blev jeg ringet op af en institution, som ønskede at jeg skulle deltage i en jobsamtale, vedrørende et job jeg havde søgt. Jeg var simpelthen så stolt! Mandag skulle jeg til min allerførste jobsamtale, og jeg var ikke engang pædagog endnu, men midt i bachelor-skriveriet. Hurra for mig!
Men tanken om jobsamtale og job, ja bachelor, jul m.v. blev skubbet LANGT væk, da jeg lørdag morgen besluttede mig for at tage en test. Jeg tænkte jeg ville få ro på og tankerne omkring det hele kunne fokuseres, når jeg tissede på testen og den viste negativ. Så kom min menstruation nok med det samme, sådan vupti!
Det var Martin der fik lov til at tjekke til testen. Hans ansigtsudtryk viste rimelig godt hvad svaret var: Positiv. Hele min verden brød sammen og jeg kunne ikke overskue hverken familietam-tam den efterfølgende dag, jobsamtale eller bachelor. Hvordan skulle det hele gå? Jeg var ikke engang pædagog endnu, vi boede i en lille 2-værelses lejlighed og hvad med jobsøgning, penge, plads og opdragelse? Jeg var fortvivlet.

Men vi valgte barnet. Vi valgte parforhold, familieliv og at udvidde vores tilværelse, sammen. Og på mirakuløs vis klarede vi det hele, for nu har vi begge to bestået vores bachelor med tilfredsstillende karakterer, vi har fået tilbudt ny lejlighed og flytter snart og oven i det har vi begge to fået job. Alting har flasket sig og til august venter vi os et dejligt barn og lykken omkring det er kæmpe stor.

Men lykken har ikke hele tiden været så fantastisk stor og fyldig, som den er nu. Ugerne efter nyheden var fuld af kvalme, frustrationer, bachelor-stress, tanken om at holde det hele hemmeligt, hvad med jul, nytår og dimmensionsfest?!

Min ene studieveninde var også gravid og det var både dejligt at snakke om hendes graviditet og gemme mine følelser og forventninger lidt der, men også kedeligt ikke selv at snakke om min egen graviditet. Men jeg turde ikke, for tænk hvis barnet forsvandt så snart det blev sagt højt?! Samtidig var jeg ulykkelig over min træthed, mine humørsvingninger og ikke mindst min appetit eller mangel på samme. Kvalmen havde overtaget og det tog hårdt på mig. Faktisk så hårdt, at jeg til sidst valgte at mine kostvaner blev nødt til at blive omlagt. Mine veganske spisevaner måtte gå til grunde og jeg skulle i stedet bare spise det jeg havde lyst til, blot for at få et eller andet ned. For blev jeg først sulten, så kom kvalmen endnu kraftigere og den slog hårdt. Det var faktisk så gralt at vi levede af just-eat mad i en periode.
Martin var for presset til at være i køkkenet hele tiden, grundet bachelor og jeg var for dårlig til at nærme mig køkkenet. Alle lugtene angreb mig og kvalmen overtog krop og sind. Det var ulideligt! Men mine ændrede kostvaner gav mig dårlig samvittighed. Jeg havde været så stolt og tilfreds over mine dyreetiske spisevaner, at jeg nu skammede mig og holdt mine madvaner væk fra de sociale medier. Derfor har jeg heller ikke valgt at berette noget om det, før nu. Og hvor åndssvagt er det i bund og grund ikke? Men det har fyldt enormt meget i mine tanker. Jeg har simpelthen prøvet at gemme mig lidt, samtidig med at alting også var en hemmelighed

 

Det er faktisk først den sidste halvanden- to måneders tid at jeg har kunne bevæge mig rundt i køkkenet, stå for planlægning af ugeplanen og tænke på mad flere timer og dage frem og handle ind. Det at kunne tage opvasken eller åbne køleskabet var milepæle og succesoplevelser for mig!

Min graviditet har fyldt og fylder stadigvæk rigtig meget. Dels pga. alle symptomerne og ændringerne, men også tanken om at skulle være mor (og far). At dele sit liv med et menneske, som i skrivende stund er i gang med at vokse sig stor og stærk – klar til livet uden for maven (og vores baby “Gub” er pt. større end den gennemsnitlige baby i maven, så det bliver måske en stor en). Min fysiske og psykiske tilstand ændrer sig og det fylder også i tankerne og hverdagen. Jeg har taget på, cirka 7 kg., kan nærmest ikke passe noget af mit tøj og det er træls at tænke på, at skulle skaffe nyt. Men det har jeg gjort. Derudover har jeg også skaffet andre ting, eksempelvis støttebælte og støttestrømper, for at støtte min trætte krop i hverdagen. Jeg har fået mange, grimme åreknuder der især gør mit højre ben træt. På arbejdet kan jeg ikke deltage så aktivt, som jeg ønsker, men støtten er god og jeg er glad for at have snakket med min jordemoder og leder omkring det, så jeg kunne gøre noget godt for mig selv og min krop, gennem min graviditet.

Tja, det var lidt tanker om det at være gravid som førstegangsfødende. Jeg har mange flere tanker, men de får lov til at komme til udtryk på et andet tidspunkt.
Slutteligt vil jeg dog sige at det er noget af det smukkeste at ligge inde i sengen, sammen med Martin og se min mave bevæge sig eller mærke de små spark, som nu er blevet større og stærkere. Eller at synge vuggevisesange sammen, for maven. Jeg nyder at dele alt dette med Martin og kærligheden er også vokset. Det er det smukkeste og jeg er glad for vores beslutning om at få ønskebarnet.