Endnu et kapitel i bogen “jeg er nogens mor”

Så lakker barslen mod enden og det er med ambivalente følelser at endnu et nyt kapitel i bogen “jeg er nogens mor” påbegyndes. Fra i morgen af har jeg kun 3 ugers ferie tilbage, før arbejdet atter en gang kalder.

Det er vildt hvor mange tanker man når at gøre sig på et år. Alt fra usikkerhed til følelsen af at jeg ved sgu bedst om hvad mit barns behov er. Og det at udvikle et samarbejde, først med sin partner og senere med andre, omkring opdragelse og pasning af det allermest dyrebare man har, i sit liv. Selvom min kærlighed til M er stor, så er mine følelser for vores søn endnu større og det er underligt at føle sådan.

Derfor har jeg også nået hele paletten rundt, ift. dette nye kapitel. Kapitlet kan jo faktisk deles op i to: Først vuggestue  start, næste: arbejde.
Jeg har nået at være helt ude i de yderste og mest triste følelser med hensyn til at sende mit eget barn i institution og opgive hverdagens simple liv i vores eget tempo og A’s udvikling, opdragelse, omsorgen og nærværet omkring ham og hans behov, for at lade andre tage sig af alt dette, mens jeg selv drager mod samme rammer for at passe på andres børn. Det er næsten tragi-komisk og enormt ironisk.

Jeg har haft det rigtig svært ved tanken og snakket med M om, hvad vi eventuelt kunne gøre for at mindske hans tid i daginstitution. Det positive er at vi begge to har tidlige dage i løbet af ugen og rullende fredage, hvor han også får tidlige dage der. Endvidere er hans institutionsstart startet positivt og det har nærmest mere været moderen og faderen som har været påvirket, end A selv. Men der kommer nok en reaktion senere, om 3 uger når det brutale arbejdsliv starter og A derfor skal være et fuldtids-institutionsbarn fra 7-17. Det er skræmmende ubehageligt at tænke på, især når man er uddannet inden for faget og faktisk synes det er helt forkert.

Ja, så kunne vi måske overveje at lave livet om og ændre på forholdene herhjemme, så en kunne gå hjemme. Tanken har været der – det ville være så fedt med al den tid i verden til vores søn, bare her de første år. Men som tingene ser ud på stående fod, så er det bare ikke en mulighed. Puslespillet i forhold til at scale alt ned til at vi kan leve for én indkomst er ikke så lige til og ærlig talt har tilvænningen til at komme ned på nedsatte dagpenge også været ret hårdt, så jeg glæder mig samtidig også til at vi kan få lidt flere penge mellem hænderne igen, til at spare mere op og have råd til de ting, vi gerne vil have råd til.

A startede i vuggestue den 1. juli og det har været en overraskende positiv oplevelse, nok også fordi jeg virkelig frygtede det værste. Han klarer det rigtig godt og vi er ret overraskede – men som nævnt før, så kommer der nok en reaktion senere. Jeg tror at livet for os vil være et institutionsliv og det siger jeg både med skam og ærlighed. For vi kan ret godt lide det liv vi har, udover. Vi har trukket barslen så langt vi kunne med de midler vi har og givet ham så lang en indkøringsperiode som overhoved muligt, med korte dage og mulighed for at hente ham efter behov.

Det bliver underligt at skulle undvære ham 8+ timer om dagen, men vi er ikke helt klar på at give op på nogle ting og følge denne slow living kultur, som har bredt sig i samfundet. For os kan det bare ikke give mening. Det er til tider rigtig træls at være god til at læse om ting på nettet, for ind i mellem giver det bare større dårlig samvittighed, end følelsen af at blive klogere. Og jeg ved også, at selvom mit barn har brug for os, så kan vi mærke med vores mavefornemmelse, at det sted han kommer hen også er godt. Og den følelse må vi holde fast i – om det er en undskyldning for at komme igennem dagen på, det ved jeg ikke.

Det er underligt at være pædagog og mor i én person og det er frygteligt at al ens kærlighed skal gives til andres børn og ikke ens eget. Men jeg ved at andre børn også har brug for det. Andre familier og derfor fokuserer jeg også på, at jeg skal være en god pædagog for dem og deres, således at deres hverdag kan hænge sammen ud fra de rammer de har. Jeg er imponeret over de folk der kan fravælge en masse ting, få livet til at hænge sammen med mindre og at de kan overleve på én indkomst. Det er flot!

Ser jeg tilbage på min egen barndom, så husker jeg ikke institutionslivet som noget negativt. Jeg ved at børn har brug for deres forældre som nærmeste omsorgspersoner, men jeg husker ikke at jeg har manglet mine. Jeg har haft nogle rigtig gode voksne om mig, gennem min opvækst, samt muligheder for leg og læring, som jeg virkelig ser tilbage på med et positivt blik. Derfor håber jeg også på, at A, ud fra omstændighederne, kommer til at opleve samme følelser under og efter.

Advertisements

Mine tanker og graviditet #5

Dette indlæg handler om mine tanker vedrørende barslen, planlægning af fødslen og mine tanker og forventninger til livet som forælder og parforholdet. Det er nok en anelse rodet, men jeg føler bare jeg har så meget som jeg gerne vil ud med, på lidt plads.

Barsel

Den 23/6 gik jeg på barsel. Jeg startede ugen ud med at gå hjem fra arbejde og en tur til lægen, som mente jeg burde sygemeldes, men jeg havde det svært ved det og valgte derfor at tage på arbejde de resterende tre dage. Dette fortrød jeg på ingen måde, for det var rart at tage ordentlig afsked med søde kollegaer, børn og forældre. Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til den arbejdsplads. Men da jeg forlod matriklen fredag eftermiddag var det en rar følelse at tænke på, at jeg nu bare kunne tage hverdagen i mit helt eget, tunge tempo.

Her 1,5 uge efter kan jeg mærke hvor glad min krop er for, at den ikke skal op og være på, på bestemte tidspunkter eller udfordres i forhold til forskellige arbejdsstillinger og situationer. Jeg har meget mere overskud hvilket også gør, at mit temperament ikke udfordres så meget. Jeg har heller ikke ondt i kroppen på samme måde, som efter en 8 timers arbejdsdag. Jeg priser mig lykkelig over at være kommunal ansat og derved have 8 ugers orlov før termin.

Hertil har jeg lavet en lille liste med tanker i forhold til barslen. Hvad jeg glæder mig til og hvad jeg tænker at bruge den på.

Ting jeg glæder mig til, i barselsperioden:

  • At kunne sove som jeg primært har lyst til
  • At have lov til at fokusere på babylykke og babyforberedelse (at være i sin egen babyboble, delvist uforstyrret)
  • At have lov til at være distræt og glemsom uden at det gør nogen fortræd
  • At nå daglige gøremål i et hyggeligt tempo
  • At forberede mig på fødslen med fødselskursus teknikkerne og at nedskrive tanker, følelser og ønsker både i dagbogsform og som fødselsforberedelse
  • At nyde perioden, for snart er der en anden der sætter dagsordenen, mere eller mindre – så det er om at tage dagene et skridt ad gangen og gøre det jeg har lyst til
  • At forkæle Martin lidt
  • At have en følelse af at have lang sommerferie
  • Selvforkælelse
  • Gøre hvad jeg vil, når jeg vil og med hvem jeg vil
  • At tage billeder af maven i tide og utide

Jeg har nået at have sovende gæster under Roskilde Festival, haft besøg af en jordemoder og en sundhedsplejerske, været til fødsels- og familieforberedelse, kørt i bus fra Ringsted til Silkeborg og fra Silkeborg til København, fået massage, spist chips til aftensmad, set Kærlighed Ved Første Hik, gået ture, bagt boller, ordnet daglige gøremål i et hyggeligt tempo og så er det bare fantastisk fedt at Martin har sat hans Chromecast Audio til anlægget, så der kan høres høj musik i mens.
Ja, det har været en aktiv 1,5 uge og jeg føler jeg både har nået en masse og stadigvæk har ret travlt. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg tager lidt for let på det hjemlige i forhold til hvornår baby melder sin ankomst. Der er stadigvæk (mange) ting der skal arrangeres, indrettes og anskaffes. Jeg har lidt en plan om at bage lidt lækkert til fryseren og forhåbentlig kan babyværelset også snart færdiggøres. Derudover trænger lejligheden nok til at overhaling post Roskilde, men den tid den sorg, ikke? Uanset hvad skal der ske noget drastisk inden vi kommer al for tæt på termin. For hvem ved hvornår baby melder sin ankomst? Især nu hvor fødslen formegentlig skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel

Jeg har efter flere tanker om fødslen fået Martin med på idéen om, at vi skal forsøge os med en hjemmefødsel. Velvidende at vi kan blive overflyttet og at hospitalet kan blive en mulighed. Og selvom Martin ikke er særlig stor fan af at have et kar i vores lejlighed – hvilket jeg også synes er en smule skræmmende, men det er nok også super lækkert at have, når der skal smertelindres. I forbindelse med hjemmefødslen har vi fundet ud af, at det nok kunne være smart med ekstra hænder og derfor har vi spurgt min lillesøster, om hun vil deltage som praktisk gris, ekstra hænder og moralsk opbakning. At planlægge en hjemmefødsel er faktisk ret rart. Det er som om jeg har mere ro på, fordi jeg ved at jeg ikke pludselig skal stresse ud af døren, men at jordemoder kommer til mig. Derudover har jeg tilegnet mig viden om fødsler, som gør at jeg synes hjemmefødsel virker mere logisk i forhold til kroppens eget medicinskab. Dette er jeg enormt fascineret af og disse fakta er Martin heldigvis også interesseret i. Jeg håber på at vi kan skabe nogle trygge og rolige rammer med dertilhørende praktiske omgivelser, som bidrager til en god oplevelse af at føde. Og så var det enormt rart for mig at have jordemoder hjemme på visit, tage snakken privat og at blive undersøgt hjemme. Det fik mig også til at glæde mig til at føde, modsat mine tidligere tanker som nærmest var farvet af angst og bekymring. Jeg er simpelthen så glad for at have købt det fødselsforberedelseskursus om smertelindring og hjælp til selvhjælp eller at føle man kan gøre noget aktivt selv. Samtidig har snakken med jordemoder også påvirket mig positivt og Martins engagement i hele fødselsplanlægningen gør også, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg har lidt en drøm om, at det hele forløber således at vi kan blive hjemme hele vejen igennem, men jeg er også realistisk og klar på jordemoders vurdering. Men drømmen om, at hvis alt går som det skal, så påbegynder vi det nye kapitel i vores eget hjem, i egne omgivelser, lige som det burde være. At starte babys nye liv hjemme i hulen, med det samme, dét glæder jeg mig til.

Ting jeg glæder mig til, når baby bliver/er født:

  • At dele fødslen med Martin (og min søster)
  • At starte hele dette kapitel op, hjemme
  • At gå fra at være kærester til at blive en familie – at være forælder og dele dette, sammen
  • At møde vores lille nye menneske og lære det at kende
  • Se hvordan baby udvikler sig og udvikle sig i samspil med baby
  • At opleve livet med et barn og hvad det gør ved os på godt og ondt
  • At opleve en helt ny form for kærlighed

Vi har gennem familieforberedelse fået nogle tanker ind i livet, om hvordan vi gerne vil leve, opdrage og danne. Vi har diskuteret forventninger, ikke kun til hinanden, men også til vores omverden og snakket om for høje og for lave forventninger. Vi har talt om, hvad vi gerne vil viderebringe og hvad vi ønsker at lade blive i fortiden. Og jeg synes faktisk det er rigtig rart at have sådanne snakke med Martin, ikke kun i forhold til vores baby, men også i forhold til os selv, vores liv og tanker om fremtiden. Det er enormt spændende og jeg elsker at skulle dele alt dette med ham.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg er blevet endnu mere forelsket i ham og at jeg slet ikke var klar over at man kunne elske et andet menneske på denne måde. En følelse jeg tror er vigtig at huske på, i de svære perioder. Jeg er lykkelig over alt det han gør og er og jeg er glad for at det er ham jeg skal dele alt dette med. Han gør mig tryg og lykkelig og hvis han kan give mig den følelse, hvilken følelse kan han så ikke give vores fælles barn?

Men jeg har da også en frygt for parforholdet, hvad det bliver budt og hvilke negative oplevelser, som eventuelt kan opstå. Jeg har hørt fra andre par, at det også er en svær tid fuld af udfordringer. Nogle værre eller større end andre. Disse tanker er ikke gået ubekymret forbi og de kommer også på tale. Som Martin så fint sagde, så synes han vi skal være rimelige. Rimelige over for hinanden og dette indebærer også en forståelse for, at vi i tilspidsede situationer måske skal lukke i og efterfølgende tage snakken om det urimelige. Aldrig har jeg prøvet at føle mig i et så seriøst forhold, aldrig har jeg prøvet at turde bygge oven på eller tilføje, som nu, aldrig har jeg været så tryg ved tanken om et forhold og det, det indebærer. Jeg har før været forelsket så taget lettede, men der har været mange andre ting i de forhold, som gjorde at jeg på sigt ikke troede nok på det eller følte nok for det. Med Martin er det hele anderledes og jeg er virkelig glad for, at jeg blev kærester med ham. Den 2. August er en dato jeg altid vil huske og i år kan vi fejre 2 års dag. 2017 blev året hvor vi færdiggjorde pædagoguddannelsen, flyttede sammen i en større lejlighed, fik fuldtids-voksen-job og bliver forældre. 2017 er et helt ekstremt kapitel for vores vedkommende og jeg synes vi har klaret alle overraskelserne, bekymringerne, planlægning og økonomiske forhold så fantastisk godt. Sammen.

Carpe Diem

Mine tanker og graviditet #2

I dag er der 15 uger til termin, altså er jeg 25+0. Det vil sige, at der er 7 uger til jeg går på barsel. Jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. Jeg synes lige det var 1. Marts hvor jeg havde første arbejdsdag. Det har været med opture og nedture, da jeg stadigvæk skal vænne mig til at være gravid. Men tiden er seriøst fløjet af sted det sidste stykke tid. Jeg tror både det er fordi vi er flyttet i noget større – og enormt meget mere lækkert!! – samtidig med at jeg har et rigtig dejligt job, at stå op til. I forhold til graviditeten føler jeg nærmest ikke jeg kan følge med. Min krop vokser og vokser og babys spark og bevægelser bliver vildere og vildere. Jeg er slet ikke klar til, at Gub om 3 måneder og 13 dage skal være en del af vores hverdag. Mest af alt fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg overhovedet skal blive klar til det.

I dag er det også 1 uge siden, at vi flyttede. Takket være fantastiske venner og familie blev det en enorm stor succes og det føles allerede så hjemligt her på 2. sal. Jeg er så glad for at vi har nået at få et større hjem, inden Gubs ankomst. Og jeg er bare glad for, hvordan alting har flasket sig. 2017 er virkelig vores år. Ja.. Generelt er alle følelserne i den positive ende af skalaen, for tiden og det føles bare dejligt. Bortset fra tøjkriseproblematikken, så er alting faktisk ret fantastisk. Og alligevel så dukker frustrationer og tårer op, ind i mellem. Følelsen af afmagt og måske også smule bekymring omkring det der venter os. Men jeg er bare glad for at vi har hinanden og at vi begge to et job at stå op til. Jeg kan mærke at vi er sammen om det her og det gør mig glad. Vi glæder os til at blive forældre.

Vi har anskaffet os barnevogn af et vennepar og en autostol af Martins veninde. Jeg synes der er noget hyggeligt ved at vores baby skal bruge deres ting. Men jeg har også til dels en forkærlighed for genbrug og den “historie” der kan ligge i de ting. I dag da vi var på udkig efter møbler til lejligheden fandt vi også lidt tøj og en nussebamse til Gub.

18379626_120332000627619961_1593431293_o

Bodies kostede 5 kr. stykket, bukserne 8 kr. og nussebamsen 40 kr. I alt 63 kr. Det er sgu i orden! Nu mangler vi bare lidt møbler til babyværelset, så istandsættelsen/forberedelsen ligesom kan komme ordentligt i gang. Jeg synes det er ret spændende at skulle indrette værelset. Det er som om det hele bliver mere og mere virkeligt, når det også tager fysisk form. Ligesom følelserne omkring Gub er blevet mere rolige og realistiske, i takt med Gubs sparken og moslen, inde i maven. Og sjovt nok har vi mærket Gub rigtig meget, i dag. Jeg fik et ordentligt los på hånden her til aften. Jeg mærker også mere hvordan Gub vender og drejer sig, derinde. Det er enormt mærkeligt og lidt klamt, men samtidig også så fantastisk. Det er ret vildt hvordan vi kan mærke at baby vokser sig større og stærkere. Jeg er virkelig spændt på hvilken person det er, som vokser sig stor og stærk, inde i min mave. Jeg synes det er fascinerende, at et andet menneske ligefrem kan gro, inden i en. Det er da for syret. Indtil Gub melder sin ankomst vil jeg nyde mine arbejdsdage og livet i lejligheden, som Misse, som kæreste og som kollega. Det er ret fedt lige at prøve sin pædagogfaglighed af, inden livet som nybagt mor starter. Derudover glæder mig til at påbegynde forældreskabet sammen med Martin og dele det kapitel i mit liv, sammen med ham.

Men nu vil jeg fortsætte resten af aftenen med en kop kaffe, mens jeg følger med i, at Martin gamer Prey.

Når uddannelsens ende rammer en i ansigtet med luksuriøse dilemmaer

Når livet byder på luksuriøse dilemmaer så som “skal jeg skrive jobansøgning eller skal jeg tage en kandidat?”, så ved man, at man har det pisse hamrende godt. For det har jeg ærlig talt. Og med nogle fine anbefalinger, gode praktikker og erhvervserfaring i baghånden, så er det egentlig ikke så svært at skrive en jobansøgning. Især ikke, når jobopslaget kommer fra et sted, som virkelig fanger ens egne personlige og professionelle værdier.

Det er til dels skræmmende og til dels spændende at sidde med jobopslaget i hånden og overveje om dette muligvis bliver ens eget, selvvalgte arbejdsplads. Jeg ved at jeg er uddannet til at skabe udviklende miljøer med plads til trivsel, leg og læring og at jeg selv har egenskaber i forhold til praktiske og pædagogiske opgaver. Men spørgsmålet ligger mere i, om man skal søge jobbet eller ej. Om det er at tænke at det første er det bedste eller om det er nu man skal tage sin kandidat.

Jeg har virkelig længe tænkt, at jeg skulle videreuddanne mig, nu jeg har lyst til at læse, men der var ikke nogen af kandidaterne der passede, i forhold til hvornår jeg er færdiguddannet. Og der er heller ikke kommet nogen vikariater ind i mit synsfelt. Der er til gengæld kommet en pædagogisk stilling med opstart der passer til endt uddannelse og lysten til at tjene nogle penge og afprøve mine færdigheder, pirrer mig.

Det er spændende, underligt og anderledes og jeg er fyldt med noget der emmer af følelsen af opkast, sommer og forfrysninger. Det er meget underligt.

Jeg er nok bare pisse bange for, om jeg overhovedet kan leve op til at være en rigtig pædagog. Det er i det hele taget en skræmmende tanke, at skulle fastansættes med det ansvar der ligger i, at kalde sig “pædagog”. Nu er jeg ikke længere gemt i den trygge boble der hedder “pædagogstuderende” og næste gang stopper praktikken ikke efter et halvt år. Næste gang skal jeg måske deltage og opleve hele årshjulet og jeg kommer til at opleve alt fra både sommer, sol, sand og sandaler, elleve-taller, elefanthuer og energimangel. Der bliver pålagt mig et ansvar i forhold til samtaler, forældre, børn, kollegaer og hus. Faktisk er jeg ikke så nervøs for alt det, men spændingen svulmer op og skvulper rundt, allerede nu, nede i maven.

Det er med garanti en normal følelse af at ende uddannelsen og “hvad-skal-der-ske-nu” følelsen. Ligesom jeg kan erindre fra gymnasiets afslutning. Nu føler jeg bare der ligger et større ansvar og en bevidsthed omkring voksen-livet som jeg har et enormt had/kærligheds-forhold til.

Men mest af alt har jeg pludselig fået en følelse af, at jeg skal afprøve mine evner som pædagog. Og det tror jeg måske også er vigtigt. Dog er jeg bange for aldrig at komme til at tage kandidaten. Livslang læring er et af mine motto og jeg vil virkelig ikke glip af en højere uddannelse. Men måske – hvis jeg står ved det, tror på at det kan lykkedes og sparer penge op – kan jeg tage kandidaten senere i livet.

Kaffe Diem!

WordPress.com.

Up ↑