Mine tanker og graviditet #1

Det er længe siden jeg har skrevet noget på bloggen, hvilket der har været forskellige grunde til. Den største grund har været min graviditet. Alle forventningerne, holdningerne, tankerne, følelserne og frygten for at være forkert og dermed være en dårlig mor. Allerværst frygten for at miste barnet!

Det var i december vi fandt ud af det. Faktisk ret tidligt i graviditeten. Men egentlig troede jeg bare det var min forsinkede menstruation, som lurede i kroppen. Jeg havde det i hvert fald lige sådan. Men over en weekend blev jeg/vi voksne!

Torsdag den 15. december fyldte Martin 30 år. Sikke en voksen kæreste jeg har mig! Han blev fejret med surprise-morgenmad, gæster og gaver, efterfulgt af aftensmad på en restaurant i byen og en masse rødvin. Babys første brændert (ingen vidste noget her). Den efterfølgende dag blev jeg ringet op af en institution, som ønskede at jeg skulle deltage i en jobsamtale, vedrørende et job jeg havde søgt. Jeg var simpelthen så stolt! Mandag skulle jeg til min allerførste jobsamtale, og jeg var ikke engang pædagog endnu, men midt i bachelor-skriveriet. Hurra for mig!
Men tanken om jobsamtale og job, ja bachelor, jul m.v. blev skubbet LANGT væk, da jeg lørdag morgen besluttede mig for at tage en test. Jeg tænkte jeg ville få ro på og tankerne omkring det hele kunne fokuseres, når jeg tissede på testen og den viste negativ. Så kom min menstruation nok med det samme, sådan vupti!
Det var Martin der fik lov til at tjekke til testen. Hans ansigtsudtryk viste rimelig godt hvad svaret var: Positiv. Hele min verden brød sammen og jeg kunne ikke overskue hverken familietam-tam den efterfølgende dag, jobsamtale eller bachelor. Hvordan skulle det hele gå? Jeg var ikke engang pædagog endnu, vi boede i en lille 2-værelses lejlighed og hvad med jobsøgning, penge, plads og opdragelse? Jeg var fortvivlet.

Men vi valgte barnet. Vi valgte parforhold, familieliv og at udvidde vores tilværelse, sammen. Og på mirakuløs vis klarede vi det hele, for nu har vi begge to bestået vores bachelor med tilfredsstillende karakterer, vi har fået tilbudt ny lejlighed og flytter snart og oven i det har vi begge to fået job. Alting har flasket sig og til august venter vi os et dejligt barn og lykken omkring det er kæmpe stor.

Men lykken har ikke hele tiden været så fantastisk stor og fyldig, som den er nu. Ugerne efter nyheden var fuld af kvalme, frustrationer, bachelor-stress, tanken om at holde det hele hemmeligt, hvad med jul, nytår og dimmensionsfest?!

Min ene studieveninde var også gravid og det var både dejligt at snakke om hendes graviditet og gemme mine følelser og forventninger lidt der, men også kedeligt ikke selv at snakke om min egen graviditet. Men jeg turde ikke, for tænk hvis barnet forsvandt så snart det blev sagt højt?! Samtidig var jeg ulykkelig over min træthed, mine humørsvingninger og ikke mindst min appetit eller mangel på samme. Kvalmen havde overtaget og det tog hårdt på mig. Faktisk så hårdt, at jeg til sidst valgte at mine kostvaner blev nødt til at blive omlagt. Mine veganske spisevaner måtte gå til grunde og jeg skulle i stedet bare spise det jeg havde lyst til, blot for at få et eller andet ned. For blev jeg først sulten, så kom kvalmen endnu kraftigere og den slog hårdt. Det var faktisk så gralt at vi levede af just-eat mad i en periode.
Martin var for presset til at være i køkkenet hele tiden, grundet bachelor og jeg var for dårlig til at nærme mig køkkenet. Alle lugtene angreb mig og kvalmen overtog krop og sind. Det var ulideligt! Men mine ændrede kostvaner gav mig dårlig samvittighed. Jeg havde været så stolt og tilfreds over mine dyreetiske spisevaner, at jeg nu skammede mig og holdt mine madvaner væk fra de sociale medier. Derfor har jeg heller ikke valgt at berette noget om det, før nu. Og hvor åndssvagt er det i bund og grund ikke? Men det har fyldt enormt meget i mine tanker. Jeg har simpelthen prøvet at gemme mig lidt, samtidig med at alting også var en hemmelighed

 

Det er faktisk først den sidste halvanden- to måneders tid at jeg har kunne bevæge mig rundt i køkkenet, stå for planlægning af ugeplanen og tænke på mad flere timer og dage frem og handle ind. Det at kunne tage opvasken eller åbne køleskabet var milepæle og succesoplevelser for mig!

Min graviditet har fyldt og fylder stadigvæk rigtig meget. Dels pga. alle symptomerne og ændringerne, men også tanken om at skulle være mor (og far). At dele sit liv med et menneske, som i skrivende stund er i gang med at vokse sig stor og stærk – klar til livet uden for maven (og vores baby “Gub” er pt. større end den gennemsnitlige baby i maven, så det bliver måske en stor en). Min fysiske og psykiske tilstand ændrer sig og det fylder også i tankerne og hverdagen. Jeg har taget på, cirka 7 kg., kan nærmest ikke passe noget af mit tøj og det er træls at tænke på, at skulle skaffe nyt. Men det har jeg gjort. Derudover har jeg også skaffet andre ting, eksempelvis støttebælte og støttestrømper, for at støtte min trætte krop i hverdagen. Jeg har fået mange, grimme åreknuder der især gør mit højre ben træt. På arbejdet kan jeg ikke deltage så aktivt, som jeg ønsker, men støtten er god og jeg er glad for at have snakket med min jordemoder og leder omkring det, så jeg kunne gøre noget godt for mig selv og min krop, gennem min graviditet.

Tja, det var lidt tanker om det at være gravid som førstegangsfødende. Jeg har mange flere tanker, men de får lov til at komme til udtryk på et andet tidspunkt.
Slutteligt vil jeg dog sige at det er noget af det smukkeste at ligge inde i sengen, sammen med Martin og se min mave bevæge sig eller mærke de små spark, som nu er blevet større og stærkere. Eller at synge vuggevisesange sammen, for maven. Jeg nyder at dele alt dette med Martin og kærligheden er også vokset. Det er det smukkeste og jeg er glad for vores beslutning om at få ønskebarnet.