Leveregler

Vi lever alle sammen efter visse regler, normer og værdier, som vi koder inde i vores hoved, for at skabe en tilværelse hvori vi kan leve – eller overleve.
Visse leveregler er positive og er ligesom med til at opløfte os i vores liv, mens andre er negative, stressende og nærmest kun til, ift. overlevelse.

P.t. har jeg skulle tænke over “leveregler”, hvilket fik mig til at tænke over hvorfor jeg mon, i sin tid, overhovedet startede med at blogge. Blogging er jo i en vis grad også en måde at føle sig ‘set’ og ‘hørt’ på, selvom det ikke altid er til at vide, hvor mange der egentlig lytter med.
Jeg ved at mange af mine leveregler har omhandlet eller været en del af mit lave selvværd. Reglerne har været ift. at skyde mig selv ned. Jeg skulle tænke mange negative tanker om mig selv, hvis jeg blot tænkte én positiv – for at tænke positivt om sig selv er arrogant, egoistisk og ikke i orden. Det at rose mig selv gjorde mig skrækslagen og nervøs.
Det er jeg heldigvis vokset rimelig meget fra, men faktisk blev jeg først stærk og turde, da jeg i 2013 startede på pædagogseminaret. Det var ligesom først der jeg brød mine gamle leveregler, gav mine negative tanker en stor fuck-finger og rejste mig op. Ikke at sige, at de ikke har været der alligevel, men det er blevet bedre. Meget bedre.

I dag er jeg kommet endnu længere, men ind i mellem kigger nogle af de negative, stressende og nedbrydende regler frem. Eksempelvis at jeg intet er værd eller at jeg er et dårligt menneske, hvis ikke alle kan lide mig. Hvilket har været en regel der har fyldt meget, størstedelen af mit liv. Det er virkelig ikke sundt og jeg er jo egentlig også godt klar over, at ikke alle kan elske alle og ind i mellem er man en stor idiot eller det der er værre, i andres optik. Det er bare det at leve med det. At acceptere det at miste, at være skyld i at ødelægge eller miste venskaber osv. Det er følelser jeg har haft svært ved at leve med og dermed slået mig selv i hovedet over det elendige menneske jeg er. Og typisk er der sket denne slags følelser, når jeg har taget en beslutning, hvor jeg endelig turde tro på min mavefornemmelse og intuition, hvorefter helvede brød løs. Det at stå med alle de mange andre følelser og skulle leve videre derfra, har været kampe jeg har skulle kæmpe mig igennem. Det har været situationer hvor jeg har haft det ene negative leveregels-mantra efter det andet, rungende i mit hoved.

Og endelig, for blot få uger siden, fik jeg en forklaring på mig selv og mine følelser. At vi gennem vores barndom og opvækst danner disse “leveregler” og at de kan være positive, men også negative. Og at disse negative leveregler er med til at man kan få depression, angst og lavt selvværd. Jeg undrer mig over, at jeg i en alder af 25 år først lærer om mig selv, men jeg glædes også ved, at jeg bliver ældre og bedre til at håndtere mit livs udfordringer.

Det er en umulig mission at være perfekt og god i alles øjne og være noget for alle mennesker. Man kan ikke være venner med alle og især ikke nære venner. Det virker nok dybt logisk for rigtig mange og sikkert også nemt og lige til, men for mig har det været svært at forstå og ligesom leve i. Disse tanker håber jeg, at jeg kan udvikle på og omdanne til positive leveregler, for resten af mit liv. Jeg ønsker at se trolden i æsken i øjnene, når den popper op og ser på mig, fremfor at prøve at gemme den væk, igen. For jeg må jo nok snart indse, at min depression, angst og mit meget følsomme jeg, altid vil være en del af den jeg er og det er nok bedre at acceptere det, end at gemme det væk.
Carpe Diem

Advertisements

WordPress.com.

Up ↑