Børneperspektiver som livsfilosofi

Når børneperspektiver sætter voksenlivet i perspektiv. Det skete for mig i dag, da jeg i børnehaven skulle ud på legepladsen. Jeg slæbte mine støvler med ud, da jeg troede jeg var lidt forsinket, og gav mig til at binde dem ved bænken.
En af pigerne kommer hen til mig og siger “hvordan er du blevet så god til at binde snørrebånd?” og spørgsmålet satte virkelig tanker i gang, hos mig. Alle de ting jeg kan, alle de ting jeg har lært og til tider prøver at lære børnene, tager jeg faktisk for givet – alt for tit. Jeg har en absurd velfungerende krop der både kan løbe, hoppe, danse. Jeg har sjældent syg og har aldrig været alvorligt, fysisk syg. Jeg kan bevæge mig fra a til b uafhængigt af andre mennesker og jeg har hverken brug for medicin eller støtte, for at have en velfungerende hverdag.

Jeg har lidt voldsomt af angst og depression, men heldigvis ikke værre end at det nu er mere eller mindre på afstand. Men hendes lille spørgsmål, som nok bare var for at høre, hvordan pokker jeg er så god til at binde snørrebånd, fik mig bare til at tænke på, at jeg bør være taknemmelig for hver evig eneste dag, i mit liv. Jeg har raske søskende, niecer, forældre. Jeg har stadigvæk mine bedsteforældre, som alle er i bedste velgående. Jeg har en kæreste, en lejlighed, er snart uddannet pædagog, jeg mangler ingen ting.

Jeg ville bare lige dele min oplysthed med online-verdenen. Jeg synes simpelthen det er fantastisk, hvad børn giver. Deres undren, deres lyst til at lære, deres nysgerrighed og deres guldkorn er virkelig noget af det, der gør min profession så vigtig. For det kan godt være, at jeg skal udvikle, danne, skabe trivsel og læring for børnene, men de skaber virkelig også meget, i mig. Og jeg har lige siden jeg stod i vuggestuen, 2012, vidst at børn er vejen frem i mit liv. Andres, såvel som mine (hvilket jeg glæder mig til).

Men hele pointen her og nu er bare, at jeg er taknemmelig. Jeg er taknemmelig for at have to ben, som jeg kan bruge. I dag løb jeg 7 km. på løbebåndet og jeg nød hvert sekund, den time det tog. For jeg var lykkelig over at have en krop, hvis kredsløb kan tåle høj puls, at jeg har muskler og knogler der kan tåle det og der kan bære mig.

Jeg er virkelig bare taknemmlig.

Carpe diem!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: